Sød ventetid...

Nå, men jeg har altså ikke født endnu. Cirka hver anden dag tror jeg, at jeg skal til det og i går fik jeg panik over, at vi ikke har puttet betræk på babydynen endnu, for jeg synes plukveerne gjorde så ondt og kom så regelmæssigt, at jeg ville føde inden for den næste time. Jeg vil sikkert kun have latter til overs for disse wannabe-veer, når de rigtige kommer.

Men i mellemtiden har vi fået afviklet en fantastisk 4 års fødselsdag for den store, vidunderlig juleaften for alle og 1. og 2. juledag med Lego-fest og forspisning. Jeg er vel egentlig glad for, at jeg ikke skulle føde hverken på Antons eller Jesus' fødselsdag, så nu synes jeg bare vi venter til næste år. Har termin den 5. januar, og på en måde må det ultimative kaos gerne vente med at indfinde sig til institutionen igen har åbent...

Spændt

Tænker at vi lige dropper alle indledende øvelser og bare lader som om, at det ikke er tre måneder siden, jeg sidst har skrevet. Vi lader som om, at jeg siden da ikke blot er blevet ti kg tungere, og at jeg i virkeligheden kan føde hvornår det skal være. Agtigt. Der er under fire uger til termin og i går nåede jeg efter fire timers plukveer, som sagde av, at tage tid og åndedrætsøvelser og alt det der. Men det gik i sig selv, som sådan noget gør. Jeg har heller ikke tid til at føde lige nu. Morten har koncert i Kbh i aften, vi skal alle til Kbh weekenden over, og jeg har egentlig gang i noget, som kan sikre mig job på den anden side af barsel.
What else? Den største fylder fire lige om lidt, den yngste er begyndt at gå på potte og snakker som et vandfald. Lige om lidt er der tre. Lige om lidt er der søvnkaos, uendelige kærlighedhormoner blandet med absurde frustrationsanfald fra alle familiens medlemmer. Jeg er... spændt.

- Posted using BlogPress from my iPhone

Bekendelse fra kliché-kartoteket

I dag har jeg gjort noget, som jeg er pissedårlig til. Jeg har sagt "nu kan jeg ikke mere". Efter en måned med grotesk meget alene-morskab, en måned med travlt på arbejdet, en måned med bækkensmerter og en hhv. 3 1/2-årig og 2-årig, som befinder sig midt i hver sit tordenvejr, er jeg færdig. Brugt, helt og aldeles. I dag var planen, at svigerfar skulle komme og hente mig og drengene og så skulle vi ud til forstaden og lege og spise aftensmad. Men da jeg var millimeter fra at sætte mig ned og falde fra mig selv midt i gården og et skænderi om hvorvidt brandbiler siger "ba-bu" eller "wiu-wiu", foretog jeg i sidste sekund et reality-check. Hvem fanden er det, jeg snyder? Hvem er det jeg skal spille sej overfor? Hvad er vigtigst; at børnene får en hyggelig dag hos farmor og farfar eller at mor holder på formerne og smiler pænt og taler dæmpet, for derefter at flippe helt og aldeles skråt, når den sidste dråbe melder sig i bægeret? Trak vejret og besluttede mig for at tage en fridag. Farfar kom kl. 16, og inden da havde jeg forklaret den store, at mor blev hjemme og slappede af, og så kunne de få lov at lege i fred i forstadshaven. Vinkede farvel og løb direkte ind på sofaen og tudede den dårlige samvittighed ud. Og derefter meldte meta-dårlig-samvittigheden sig. Hvorfor har jeg dårlig samvittighed over at sende drengene væk i tre timer? Jeg skal passe på den lille baby i maven, for fanden. Den synes sikkert ikke, at alle de stresshormoner der fiser rundt i kroppen smager særlig godt, og den er sgu' allerede blevet snydt godt og grundigt i forhold til opmærksomhed so far. Dammit, den dårlige samvittighed er sgu' da noget af det mest klichéagtige, der findes i hele kartoteket over mor-klicheer. Ikke desto mindre, er den min største fjende. Jeg ved godt at jeg er en pissegod mor. Men derfor kan man vel altid liiige give den 5% mere, ik? Liiige forvente lidt mere af sig selv, end rimeligt er. Jeeeeez. Slap nu af.

Nu vil jeg forsøge det der med at trække vejret ned i den tykke mave og så stoppe med at slå mig selv i hovedet med hhv. dårlig samvittighed overfor børnene og dårlig samvittighed over dårlig samvittighed.

Statusopdatering

Indlæg nr. 200 apparently. Givetvis ingen læsere tilbage, eftersom jeg har præsteret to indlæg på to måneder. Ikke imponerende. Lysten har ikke været der. Det er altid nemmere at lade være, for så behøver man ikke forholde sig til, hvordan man egentlig har det. Ikke at jeg har det dårligt, jeg har det bare sådan... hverdag. Jeg er gravid, 5 1/2 måned henne. Tredje graviditet på 4 år. Jeg er lige flyttet, også tredje gang på fire år. Jeg har et arbejde, hvor jeg leverer og præsterer men ikke får løn eller har udsigt til det. Det er spændende, men uholdbart i længden. Jeg har en mand, hvis arbejde ligger i en anden by, end den vi er flyttet til (og i alle mulige andre byer og lande) og jeg har to drenge på hhv. 2 og 3 1/2 - og en tredje på vej. Jeg har ikke dyrket motion i selvsamme fire år. Jeg spiser sundt og forsøger forgæves at få mine børn til at gøre det samme. Jeg tror om mig selv, at jeg er sådan en mor, som ikke går op i, hvordan mine børn ser ud eller hvad der står fremme hjemme hos os, når vi får besøg. Men det gør jeg. Jeg tror om mig selv, at jeg er sådan lidt kunstner-agtig og at jeg hele tiden står foran en helt ny epoke i mit liv, som vil være fyldt med meget mere kreativitet og kunst, zen og rejser og andre former for selvrealiseren. Jeg når dog aldrig helt dertil. Jeg tror om mig selv, at jeg ikke er små-borgerlig, men hører alligevel mig selv bagtale andre folks vaner og møbler. Jeg glæder mig hele tiden til børnene bliver lidt ældre, til den næste fest eller ferie og til jeg får taget hul på alt det spændende, jeg har i mig. Men som jeg ikke tør åbne op for af frygt for at blive skuffet. Det er bare sådan jeg har det.

Jeg håber at min lille blog snart får lidt mere liv, og at jeg igen bliver hooked.

Jeg skal på barsel igen om to måneder, så om ikke andet, vil den i garanteret blive fyldt med lort og længsel til den tid.

So long!

Ferieren

Så blev der sørme lige holdt ferie på den lille blog. Havde glemt at advisere mine hundredevis af ivrige læsere, som hver eneste dage den sidste måned har måttet klikke skuffede væk fra bloggen igen uden et eneste lille pip fra mig. Jeg beklager selvfølgelig dybt og skal forsøge at indhente det forsømte;-) Høhø.

For fanden, hvor har det været fantastisk. Selv da vi efter tre dage i verdens mindste sommerhus i verdens skoddeste vejr måtte kapitulere og indlogere os i det subtropiske paradis i Danland/Blokhus. En slags badelands-ghetto, hvor lejlighederne er små, mørke og af beton, hvor der kun er junkfood at få i miles omkreds og hvor der er lidt (alt) for mange mennesker på lidt (alt) for lidt plads. Men for fanden igen, hvor var det brandhyggeligt. De små børn var jo tæt på lykkelige, og den slags smitter selv de sureste solhungrende forældre. Heldigvis stødte vi på nogle bekendte den sidste dag, som vi kunne ironisere lidt over konceptet sammen med og grine helt vildt af, at vi pludselig stod i et mærkeligt fimse-lugtende legerum i en kælder i f****** Danland, mens vi kunne have været på luksus-bohemian slentre-ferie i Berlin. Men i vores stille sind elskede vi jo bordtennisrummet og pølsemixen.

Vi har suset rundt i svigermors lille lånedyt pakket til randen med plastikposer med tøj, legetøj og løsøre og improviseret os lidt frem i det ganske land. En lille tour de Jylland, som gudskelov også bragte den ældste halvdel af os forbi femstjernet spa-luksus i Børkop. TO nætter. Nøj, det var godt til krop, sjæl og sexliv.

Nu er jeg sådan set startet på arbejde, men pendler fra sommerhuset på Djursland til arbejdet i Aarhus, mens min søde mor nyder livet og børnebørnene i et par dage endnu. Og så er det vidst nok hverdag. Morten er i Sverige og arbejde og er savnet.

Altså, hvor sådan en ferie gør godt. For alle. Drengene sloges helt vildt de første to dage, og siden har de været uadskillelige. Morten og jeg skændtes også igennem i de første par dage og har siden stornydt familie- og parlivets småbitte lyksaligheder. Babyen? Den vokser og sparker og giver mig stadig vold-kvalme. Og om en uge ved jeg om det er med eller uden dommerfløjte, hvis I forstår sårn' en lille én;.)

Scary mom

Det begynder at gå op for mig, hvad det vil sige at have tre børn. Lige nu er der så rigeligt at gøre med de to, og den lille begynder så småt at kræve sit. Der er noget med det der bækken. Det bryder sig åbenbart ikke om at være gravid for tredje gang indenfor fire år. Og det bryder sig heller ikke om, at man løfter rundt på sprællende 16-18 kgs børn eller sidder i skrædderstilling på gulvet. Og så er der kvalmen, som stadig huserer - dog på et mildere plan end før - og gør alting lettere uoverskueligt og ulækkert.
Efter en dag som i dag, hvor jeg har været alene med dem alle, er der knive i hale- og hofteben. Det skal nok gå godt de næste 5 måneder...! Forresten, nogle gode tips til at kontrollere de der psyko-hormoner? Mine børn - og ikke mindst min mand - er vidst en lille smule bange for mig for tiden...

- Posted using BlogPress from my iPhone

L*** til halsen

Jeg er ved at drukne lidt, synes jeg. I børn og deres faser og vasketøj og dens uendelige formering og i mangel på overskud til andet end at overleve. Drengene er svære. Rigtig svære, lige nu. De skændes konSTANT. Slås, råber, skriger og hyler ad hinanden og os. Iført nej-hat og skuffe tramper de rundt i vores overskud og hiver og slider i vores nerver.

Dagene starter som nævnt absurd tidligt. Og de er sovset ind i råb og trods og putteseancerne er decideret til grin. Otto har fundet ud af at smutte over tremmerne på juno-sengen / sågar hive den ene side af(!), så blive i sengen, det skal han satme ikke nyde noget af. Anton nægter at falde i søvn alene i sin egen seng og starter sirenen, så snart man gør ansats til at putte ham, så han får vækket Otto, som endelig har givet op. Og så kan man akkurat holde sig vågen i en lille time post-putning. Der er så nogle røvsyge voksenting, der skal ordnes, så der bliver ikke kysset, hygget eller læst meget. Øv, hvor jeg synes det hele er surt lige nu. Vi har endda været til første scanning af maven i dag, og det var jo selvfølgelig fantastisk dejligt at mærke den varme følelse, der spredte sig i hele kroppen og samlede sig i en klump i halsen - lykken over at lave et nyt lille menneske, som vi skal have i vores liv. Men det er svært at nyde den, lykken, når der konstant er noget der skærer i nerverne og hverdagsnydningen. Det er svært at nyde sine børn, når man pludselig ikke kan kende dem, og i virkeligheden ikke aner hvad man skal stille op med dem. Jeg håber kraftstejlemig, det er en fase, og at den snart er overstået. Ellers synes jeg måske, det bliver lidt for hårdt for os alle, at skulle udvide klanen midt i dette cirkus...

Gråhåret

Åh, for fa'en, de morgen'er. Otto er, som visse andre små krapyler, begyndt at vågne sammen med solen. Dvs. klokken kvart i hest. Det er bare så forbandet hårdt at komme i gennem de der morgener, hvor der er 4 timer fra vågen til arbejde / vuggestue. Han har åbenbart ikke lært, at man som minimum skal vente med at stå op til Ramasjang gør det. Anton kommer først tussende ud i køkkenet kl. halv otte, suk - tænk at kunne sove så længe. Efter fire timers halvsoven på skift og halvhjertet forsøg på at holde sig vågen mens ungen spiser morgenmad og glad finder på sjove lege, ja SÅ begynder dagen. Jesus. Barn nr. 3 må og skal bare være et, som kan sove. Otto har i løbet af sine 23 levemåneder i hvert fald ikke imponeret synderligt på det område, så jeg synes at have opsparet noget på den konto. Ellers bliver jeg helt og aldeles gråhåret inden jeg runder 30, og vil de mon have det siddende på deres samvittighed?

Ny rede (igen)

Når man sådan bliver ved med at avle (uplanlagte) børn på bedste katolsk vis, må man jo medregne uforudsete flytninger af og til. Vi købte den lejlighed, vi bor i nu, med tanken om at her kunne vi da blive lææænge. Det kunne vi så ikke. For her er kun to værelser; et til drengene og et til os, og så selvfølgelig stue og alt det der. Og vigtigst af alt; vi bor på 2. sal med kun et frimærke til gård. Og det batter sgu' bare ikke rigtig, når man har to store drengebørn med ild i bagen. Derfor, mine damer og herrer, flytter vi da bare igen. For tredje gang på to år.

Men når man så sidder og snakker om "ih, det kunne da også være dejligt med den der have, og så kunne man bare åbne døren, ungerne kunne løbe ud og lege og flette blomsterkranse, mens man selv bare kunne sidde med sin kaffe og glo lykkeligt på dem", ja så finder man ud af, at man faktisk er røvfattig. I hvert fald hvis man skal tro huspriserne. Jeg mener, hvordan har alle andre børnefamilier råd til at bo i et hus til nærmest 3 millioner? Vi har ikke. Og vi skal denondelynemig ikke på landet. Eller endnu værre, i en forstad langt fra byen. Vi er begge afhængige af at være tæt på, ja faktisk midt i.

Stor var lykken jo derfor, da vi tilfældigvis faldt over drømmestedet. Lige ovre på den anden side af gaden. Og da dette kvarter er her, vi gerne vil dø (altså, når vi er gamle), er det jo pænt heldigt. 5 værelses andel, baghus, 2 etager, direkte udgang til have, terrasse, fælleshus med værksted, helt stille, sti direkte til Botanisk Have. Og ved I hvad? Det koster os ca. det samme!! Jamen, hvor heldig kan man være? Der er jo nok svamp og sådan noget i, men lige nu føler vi os pænt heldige! Vi skriver under i næste uge, (ja vi er sådan nogle typer, der ynder at købe først og SÅ sælge) og sælger jo så denne. Sig til, hvis nogen kender nogen!!!

Før & nu

I mit gamle liv ville jeg denne fredag stå i silende regn med en flaske rosé i hånden og råbe et eller andet til et eller andet band til Start Festival. Derefter videre i byen og danse og råbe noget mere og så ende i noget fuldeskænderi efterfulgt af fuldesex med kæresten. Men i dette, mit nye og lige så dejlige liv, er ingredienserne til en skøn fredag aften nu madder med æggesalat, twilight-film og pizzasnegls-bagning til madpakkerne. Sjovt, som tingene forandrer sig.

Anysways. Jeg bor lige overfor Aarhus' herligste bodega, Troubadouren, og hver fredag og lørdag er der fest. De studerende skal have sig en billig brandert, og det er et fantastisk sted at få sig det, endda med egen hjemmebrændte snaps. Love it. Jeg kan sidde og kigge ned på dem, de unge og friske mennesker (slap dog af med at sige 'de unge mennesker', når du selv er 28!). Og det bedste er, at jeg faktisk (for det meste) ikke misunder dem. Jo, sgu da, selvfølgelig kan man engang i mellem godt trænge til ikke at bage pizzasnegle en fredag aften, og så bare skrue sig ned i et eller andet outfit og kaste sig på hovedet i vodka kurrant og kun tænke på at blive fuldere og fuldere. Men for det meste er det dejligste jo alligevel at have nogle småbitte mennesker sovende i sit hus, som har brug for én, præcis som man er.

Livets træ og sådan

Sidder her i al min vælde, med rejesalat-madder i vommen, stirrer ud over byen og glæder mig afsindigt til mine drenge kommer hjem fra overnatning i sommerhus med bedsteforældre og til min mand kommer hjem fra turné. Et døgn i mit eget selskab har været balsam for alt det der, man aldrig rigtig får plejet i hverdagen.

I går var jeg fx i biffen og se "The tree of life", om tre små brødre. Jeg siger jer, de børn altså. Slår Brad's skuespil-evner med længder, mand! Havde bare sådan lyst til at kramme dem allesammen og putte dem under min dyne og ae dem over håret. Og fik også helt lyst til at ønske mig at nr. 3 også er en dreng, udelukkende baseret på de tre bedårende skabninger!

I aften skal jeg til gengæld et smut til Herning og se min ungdoms helt, Roger Waters, opføre The Wall, ja tak for en mandag. Ses på den anden side!

3. runde

Ahem. Jeg vil bare gerne sige undskyld. Min blogger-muskel har været midlertidigt lammet, men jeg har besluttet mig for at tage hul på noget seriøs genoptræning. Starting now. Og også undskyld for den lidt fjollede måde at semi-annoncere en stor nyhed på. Jeg kunne bare ikke skrive mere end de par linjer førend kvalmen overtog igen.

Men ja, jeg er gravid! Det er stadig ret nyt, men jeg er bare ikke typen, der kan finde ud af at holde på så stor en hemmelighed særlig længe. Derfor ved de fleste i omgangskreds osv. det også (DOG IKKE ARBEJDSGIVER; SÅ IKKE NOGET FACEBOOK-LYKØNSKNING, TAK!) Jeg er 12 uger henne og glad. Træt, men glad. Dårlig, men glad. Udmattet, men stadig ret så glad over, at vi skal have endnu et lille, fint barn.

Fandt ud af det for ca. halvanden måned siden, og vores umiddelbare reaktion var kæmpe-smil og bobler i maven skarpt efterfulgt af 'fuck-hvad-gør-vi-det-kan-vi-sgu-da-ikke'. Men man kan jo som bekendt hvad man vil, og vi vil det. Heldigvis er jeg gift med en supermand. Og heldigvis er vi omgivet af dejlige bedsteforældre, som står på nakken af hinanden for at hjælpe.

Og tænk, hvis man er så heldig at få hele tre dejlige, velskabte unger! For fa'en, sådan et tilbud fra universet takker vi ikke nej til.

PS: Det var IKKE planlagt.

Kvalme

Nå men altså. Grunden til at jeg ikke blogger er en voldsom kvalme jeg går og døjer pænt meget med. Mere om dette senere...


- Posted using BlogPress from my iPhone

Kliché

Åh altså, hvor jeg dog føler mig som en stor fed kliché. Men lige nu er jeg sgu' lidt stresset. Sådan godt og grundigt hverdagsstresset. Hvor nogle dage er en endeløs række af praktiske gøremål, som man henholdsvis stresser over at udføre og stresser over ikke at få udført.

Zræk vejret dzyyyybt og find dit zzenter. Men nogle gange kværner det hele sgu bare lidt rundt. Morgenlorteble, havregrød i hele køkkenet, hov fuck, madpakkerne, hvor fanden er gummistøvlerne, damn min cykel er flad, "arbejde", søge jobs, møde, hvor man skal vise chefen hvor dygtig man er, pis, blødt i gennem, besked fra Morten "bliver forsinket - sorry", gå tidligt, hente børn, få en stak sedler med hjem om ferie, informationsmøde, forældrearrangement, husk at ring til svigermor angående de der altankasser, vi skal huske at have byttet Ottos sandaler inden i morgen, nu har vi igen spist uøkologisk skodpizza til aftensmad, håber Morten når at komme hjem inden jeg skal til møde i aften, ej hvor er det længe siden, vi har været ude at spise, åh nej nu nåede vi igen ikke at få set dem og dem, mens de var i byen, ring til storebror, som føler sig lidt overset, vi SKAL have rengøringshjælp, hvad er det for noget udslet Anton har fået på armen, hvorfor er det kun mig, der ser vasketøjskurven bugne, øv når ikke til yoga i aften igen, appelsinhud, skal fandme også snart have bestilt tid til den frisør, den stak bøger der ligger på mit bord bliver jo aldrig læst, skulle jeg ikke også snart set at få skrevet den bog eller lavet det firma eller på anden vis realisere + udfordre mig selv lidt mere fagligt, damn, så gik der igen en uge mellem sex'en, nu er ungerne puttet og jeg orker intet. Nogen der kender fornemmelsen?

Heldigvis gav min søde mand mig i går en for tidlig Mors Dags gave. En kuvert med et smukt billede af mine børn, en stak $ til at shoppe igennem for, og meddelelsen om at han tager begge børn med til Skørping hele dagen i dag for at besøge fætter & onkel. Så farvel, jeg skal ud i solen og shoppe mig til lidt zen...

Ode til provinslivet

Ved godt jeg har sagt det før. Men jeg siger det igen: Gud, hvor jeg elsker denne by (Aarhus, hvis nogen skulle være i tvivl) Morten er i København, og jeg er på vej til noget konference i Odense med det der job. Hver eneste dag frydes jeg over at der er fem minutter mellem hhv. hjem og institution, Verdens Fedeste Legeplads, job, yndlingsbif, stamkaffe, lækre butikker, lækre venner og mormor, ikke mindst! Damn, hvor det giver frihed og fritid. Da jeg boede i København, følte jeg hele tiden at jeg hang i en klokkestreng mellem alle de forskellige instanser og aldrig helt havde tid nok. Selvfølgelig savner jeg følelsen af storby. Men med den fulgte også følelsen af at gå glip af en masse spændende ting, som foregår lige for snuden af en, men som man (jeg) bare ikke rigtig havde overskud til at være en del af. Her kan jeg involvere mig i mit miljø på en helt anden måde - eller også er det bare fordi jeg føler mig hjemme;-)
Anyways, bare en lille hyldest til provinslivet!

- Posted using BlogPress from my iPhone

Herre, giv mig styrke...

Til at komme i gennem denne dag. Ovenpå en hel uge som alene-Mutti og en hel nats timevise opvågninger.

Giv mig styrke til at acceptere de ting, jeg ikke kan forandre. Som fx at opvaskemaskinen vælger at bryde sammen i dag - af alle dage - eller at lejligheden er gennemført klam.

Giv mig modet til at forandre de ting jeg kan, fx skrue ned for skæld-ud'en og op for kaffe-volumen.

Og giv mig visdommen til at se forskellen. Og give fanden i rengøring og sige "nej, jeg gider ikke lege lige nu - leg med din bror."

Bedste forældre

Gotta love them grandparents!! Sidder lige nu på en bænk iført sommertøj, solbriller og suveræn læsning ("Frihed" - på så mange planer) Påskeferien har budt på alle mulige afarter af familieferie, lige fra senil oldefar til pap-bedste og fætter fis. Alt sammen ganske hyggeligt.
Men. I dag synes jeg, jeg kan savne institutionen. Drengene, som har leget sammen konstant og uden at slå hovederne sammen, har nu pludselig slået pjalterne sammen om at provokere mig (som er eneste forældre på nu 6. døgn) græn-se-løst. ALT er en potentiel konflikt. Og jo mere de tester, jo mere skælder jeg ud, og jo sjovere bliver legen. Hvor jeg dog glæder mig til at blive bedsteforælder, for ifølge dem, er børnene engle, så snart jeg er ude af syne og sind. Nu må Manden gerne snart komme hjem og være bussemand overfor bøllerne, så jeg kan være søde-mor igen!


- Posted using BlogPress from my iPhone

At lade stå til

Så kom de, skoldkopperne. Otto har en lillebitte én under armen og Anton ingen indtil videre, men det er jo nok et spørgsmål om tid, eftersom de deler alt fra bade- til mundvand. Og Morten er, sjovt nok, i København i dag. Jeg blev ringet hjem fra arbejde. Det synes jeg på en måde er lidt sejt! Så er man rigtig voksen. Eller er man? For lige nu sover Otto, og Anton er i gang med at lave kødsuppe (ligesom Emil fra 'Ølleberg') Det betyder gerne noget med mælk, der bliver malet ud over det meste af køkkenet. Jeg lader stå til. Lejligheden er plettet med beskidt børnetøj, æblestumper og afrevne sider af diverse børnebøger. Og jeg blogger. Jeg elsker at slå ansvarligheden fra og barnligheden til engang imellem og være ligeglad med støvpolitik og 6 om dagen. Jeg trækker gardinerne for i dag og lader som om, jeg endnu har lidt teenager i mig. Jeg ved i hvert fald, at jeg har nye børne-dvd'er i tasken og en pose chips i skabet, så når nu vi har en gennemsnitsalder på ca. 10, kan vi tre vel godt tilsammen forsvare, at ingen laver råkost-salat eller støvsuger?

Arbejdsglæde

Oh, fryden ved at have et arbejde er, at man har fri. Når man er på dagpenge og lediggående, har man altid og derfor aldrig fri. Man kan ikke nyde sin kaffe med god samvittighed og da slet ikke shoppe eller gå på café eller noget af det andet sjove og dyre. Men i dag hvor jeg skal til messe i Aalborg senere, har jeg fået mig en fri-formiddag, som indtages sammen med kaffespand, avis-bjerg og jazzzz. Mums! Jeg kan li' det.

I fars fodspor

Orv, må lige poste dette billede af lille Otto på fars trommer. Håber på en måde, at den lille musiker in spe kaster sig over et andet instrument - et som kan sluttes til høretelefoner, dear God. Ellers bliver vi da nødt til at flytte på landet...



- Posted using BlogPress from my iPhone

Weekend på landet

Min første rigtige weekend (jeg er jo startet på noget job, som tegner rigtig, rigtig lovende) og så sover børnene sgu til halv otte! Vi skal til børnefødselsdag hos yndlingsmenneskene og i morgen ud og se andre yndlingsmennesker, som har realiseret drømmen om et liv som bonderøve. Jeg elsker når folk tør gøre sådan noget. Købe en gammel skrotbunke og så bare bygge det om (altså selv) til drømmehjemmet. Og de skal have dyr! Jeg er også glad, for så kan jeg derigennem få udlevet min trang til at se mine børn løbe rundt i bare tæer i sommergræsset sammen med kalvene og med blomster i håret. Mens de voksne sidder over den hjemmelavede hybenmarmelade og smiler lykkeligt. Og så kan jeg tage hjem til mit byliv, når der skal malkes, såes og alt det andet kedelige!


- Posted using BlogPress from my iPhone

De voksnes børn

Jeg ved jo godt, det ikke passer. Men i tilspidsede situationer kommer jeg altid til at tænke, at alle andre har meget mere styr på det der med at være forældre. At ingen af de andre rigtige voksne med rigtige familier og rigtige jobs og bil og pension og madplan nogensinde lever i sådanne kaos-agtige tilstande, som vi gør. At de ikke har sådanne mandag morgener, som denne der lige er overstået med hyl og skrig og skrål og trampen og trods og en almen tilstand af kaos. Jeg bliver ramt af en begyndende panik, og vi kan simpelthen ikke komme ud af den hektiske stemning, der ligger over morgenen som en tåge. Andres børn er meget mere velopdragne. Andres børn hyler ikke fordi vanten sidder lidt skævt. Eller råber ad og skubber til hinanden på vej ned af trappen, så hele opgangen kan følge med i optrinnet. Det er jeg sikker på!

(Og det er så nu, I gerne må skrive, at I også nogle gange oplever den helt særlige tilstand af kaos man kan opnå på sådan en mandag morgen efter alt for lidt søvn og med to trætte og gnavne børn. Tak.)

Endnu én

Åh-ha. Der er alt for mange indlæg på denne blog, som handler om søvn. Nu skynder jeg mig lige at få det ud af systemet, og så skal jeg nok holde kæft. MEN HVORFOR FANDEN I HELVEDE SKAL DE BØRN ALTID VÅGNE SÅ FULDSTÆNDIG UKRISTELIGT TIDLIGT HVER ENESTE GANG, JEG ER ALENE MED DEM???!!

Ahhhh, det var rart. Har været oppe siden kl. 5 og klokken nærmer sig nu 9, og 4 timer er lang tid at gå og holde på galde. Godt man har sin helt egen gylletank i blogland, så man undgår at blive bitter i fissen (eller hvad man nu siger!) Og undskyld, forresten.

Solen skinner og alt det der.

Forår og sårn

En anden dagdrøm, som netop er i færd med at gå i opfyldelse, as I write. Sidder på min altan med den skønneste udsigt, lav sol over Århus, øl og cigaret i hånd, børn og mand leger hos overboer, og jeg trækker vejret og nyder mit eget formidable selskab! Skål.

Dagdrømme

Så kører vi på 4. weekend som alene-lene. Helt alene er jeg jo ikke, har jo mor, sviger og veninder, but still. You know the drill. Jeg er træt af at være så træt og træt af at træde vande og varte op og karte rundt. Er reduceret til serviceorgan. Tænker ikke sammenhængende selvstændige tanker (udover: Trænger til bad. Må have chokolade. Og vin. Og cigaret på altanen.)

Kan dog godt lige svinge mig op til lidt dagdrømmerier. Drømmer om weekendtur til Barcelona, kun med mand. Drømmer om drømmeferie på (semi)øde ø et varmt sted med nemme børn og glade forældre. Eller bare om en uge alene i New York, skrive en (lillebitte) bog, flirte med fremmede (lækre) mænd og læse og købe. Yoga-retreat i noget græsk øhav, eller bare en tur til Lalandia. Nå, jeg må i seng inden klokken bliver 21, eftersom vores dag jo starter, når andres (min mands) slutter. (*Indsæt bitter smiley*)

Schmertz

Jeg kan simpelthen ikke holde til at være mor. Alt hvad de børn oplever af svære ting, er jo tusind gange sværere for mig! Hvis de er syge eller har ondt, gør det dobbelt så ondt på mig, og hvis de er kede af det, er jeg også. Da min bror for et par år siden blev dumpet så hårdt, at han ramte jorden med et brag, så jeg et blik i min mors øjne, som jeg pludselig forstod. Når Anton er ked af det, eller Otto slår sig slemt, har jeg samme ekstreme trang til at tage al deres smerte fra dem og så bare smøre mig selv ind i den, så de slipper for den. Her til morgen ved aflevering stod Anton alene i børnehave-garderoben, mens jeg var inde i vuggeren med Otto. Da jeg kom tilbage, stod der to af de rigtig store drenge ved siden af Anton og sagde noget til ham, som jeg ikke helt kunne høre. De gik, da jeg kom, og Anton så helt forkert ud i hovedet og kæmpede for at holde tårerne tilbage. Det samme gjorde jeg. Det viste sig, at de havde sagt noget om hans sko (hans nye seje sko, som blinker når han går, og som har er nærmest lykkelig for at have i sit liv). Han var bare så ked af det og utryg, og det havde været en rigtig ubehagelig situation. Heldigvis overværede en af pædagogerne det og tog sig straks af de store drenge og alle fik talt om det. Anton blev hurtig glad igen, men hele vejen hjem brændte det i halsen og øjnene på mig, fordi jeg bare havde lyst til at tude over, at han skulle have sådan en oplevelse. Slet ikke til at bære. altså. (Og det var jo - trods alt - ikke nogen voldsom episode. Kan slet ikke magte tanken om skolegården og kærestesorgerne og alt det der.)

Barndommens sorger

Jeg er altid så splittet (som den eneste mor i hele verden, gætter jeg på) når jeg skal være væk fra mine børn. Selv om det kun er et døgns tid, skal de stadig være uden både mor og far i morgen. Og selv om de har nogle skønne bedsteforældre, er det stadig ikke mor og far. Anton er lidt ked af, at far er væk for tiden. Han turnerer hver weekend, og det kan altså være lidt svært at forstå, hvorfor far ikke er bare er her, hvor han jo ligesom hører til. Endnu sværere kan det være at forklare ham, at mor tager med far "på arbejde" i morgen (forresten - en on-going diskussion herhjemme - kan noget kaldes arbejde, når en del af jobbeskrivelsen er afterparty??) De får det jo sikkert ganske hyggeligt og ih og åh og alt det der, men jeg synes stadig det stikker i hjertet, når man rejser fra sit barn. Og det bliver kun sværere, jo ældre de bliver. Otto er stadig glad bare der er mad og storebror i syne, men Anton er trods alt noget mere reflekteret. I nat kom han for eksempel tullende ind i min seng og forklarede mig, at han var ked af det, fordi far aldrig kommer hjem. Åh lillebitte menneske, altså! Tænk, nogle gange synes jeg, det er SÅÅÅÅ svært at være voksen. Og hvad med pension og skat og bil og sex og opvask, men tænk sig at være så lille, at man kan ligge vågen om natten og tro at ens far aldrig kommer hjem (eller at der står en jæger inde i stuen eller at Alfons Åberg er farlig eller at månen falder ned, for nu blot at nævne nogle af de seneste herhjemmefra) Pyha, no wonder at de ind i mellem får brug for at græde, skrige og kaste med noget. Gid vi andre dog kunne reagere ligeså naturligt...

Rumpenisse

Altså egentlig lægger jeg jo ikke billeder ud af mine børn, men på dette billede ligner Otto så meget en rumpenisse, at jeg simpelthen måtte dele det. (Åh gud, Rumpenisser = rum-penisser... Nu ved jeg ikke om jeg kan alligevel! Nå, men altså en RUMPE-bindestreg-NISSE)

Det bedste af begge verdner

Sidder på min pind på jobkursus. Lad mig end ikke begynde at beskrive hvor meget man får lyst til at tage sit eget liv ved at komme her. Vores underviser, den friske Steen, springer rundt og kommer med 'små drillerier' som skal 'udfordre os og ryste os lidt ud vores comfort-zone'. Herligt og utrolig lærerigt. Ahem.

Nå, men fuck det hele, for jeg starter i løntilskud lige om lidt, og det er faktisk noget, som bliver ret sjovt (håber!) tror jeg. Men jeg vil i virkeligheden hellere lave mit eget! Noget er under opsejling, jeg lover.

Derudover går det fint, tak! Jeg er ovenud lykkelig for at bo her i downtown Aarhus (som det hedder), hvor naboerne kommer på besøg, bedsteforældre står til fri afbenyttelse og alting er tæt på. Hviket betyder at man på én dag kan nå at være på kursus, hente børn tidligt, være til rytmik med dem, spise tidlig aftensmad, tage til et møde og senere på et skrivekursus og alligevel være hjemme i tide til at ramme puden kl. 22. Det er nu lidt smart. MEN, for at der ikke går provins i det hele, tager jeg et smut til skønne København i weekenden og fester med herlige mennesker, mens drengebørnene tuller i farmors store have.

ZZZzzz

Oh Jesus. Nu må vi snart ramme Guiness' Rekordbog i manglende søvn. Og med vi mener jeg børnene og mig. Morten sover til kl. 13 i tourbussen. Vi andre, derimod, starter fx sådan en dejlig forårslørdag kl. 4. Det er nu rart, sådan at komme i gang tidligt, så man kan få noget ud af dagen (!)

Skal/skal ikke?

- Være selvstændig, altså. Jeg har jo rundet mit første halve år som lediggænger og er ved at være lidt metaltræt i skroget af at søge jobs, hvor det tætteste, man kommer på succes, er rent faktisk at modtage en mail, hvori der står noget á la: "Tak for din ansøgning, vi har fået ca. 600 ansøgninger (no kiddin'!), og det blev så ikke lige dig, vi skulle have". Jeg har ikke været til noget der ligner en samtale, udover det ene sted hvor jeg ligesom inviterede mig selv på kaffe ad to omgange - heller ikke gevinst der, i øvrigt. Nu er jeg så på et af de berygtede jobsøgningskurser, og det er egentlig OK. Noget med noget kompetenceafklaring og persontypetests er vel altid givende. Og om en måned starter jeg så i løntilskud, a.k.a. forlænget praktikophold. Og for at være helt ærlig, så er jeg sgu' ved at være færdig med at være praktikant. Jeg er 28 år, for christ sakes, har en laaaang videregående uddannelse, fast ejendom, mand og børn. Nu vil jeg snart til at tage mig selv seriøst. Og i sidste uge fik jeg så ideen, den helt rigtige. Sådan en af dem, hvor det bare kilder helt vildt i maven, når man tænker på det, og det gør man så hele tiden, fordi det bare er så fedt!!

Men hvori består dilemmaet så egentlig?

Altså, for det første er projektet dybt afhængigt af min partner (som så lige har besluttet sig for at flytte til København!) Første benspænd. Dernæst er min mand jo sådan en slags daglejer-type, som dog har tjent rigtig godt de sidste mange år, men det er altid usikkert hvordan næste kvartal tager sig ud. Samtidig med at han jo (som faste læsere vil fornemme, mildt sagt) ofte er på farten. Min idé ville også indebære noget farten rundt i landet og noget vakkelvorn økonomi, og jeg mener, hvor meget kan man egentlig overskue af den slags? Hm, jeg må i tænkeboks - kommentarer modtages med svedig kyshånd!

Send mere søvn

Jeg æder altså ikke alle mine ord igen, bare et par stykker. For det er godt nok blevet utrolig nemt at være alene med de børn efterhånden. HVIS BARE DE DA FOR HELVEDE KUNNE FINDE UD AF AT SOVE OM NATTEN! Det er der, det ramler. De sidste tre nætter har været decideret latterlige. De skiftes til at vågne, vække hinanden og inspirere hinanden til at stå sygeligt tidligt op. Og når man har deltidspasning som os, hvor børnene først møder kl. 9 er det denondelynemig tungt at komme i gennem morgenen, når den starter kl. 5.15 med trætte børn. Øv altså. Den begynder at blive gammel efterhånden, den med nattesøvnen. Fat det nu bare, børn. Otto er den værste søvnbandit, og Anton har åbenbart hørt mig hvisle, for i morges 5.30 sagde han "Otto, for satan da, sov nu!" Ups.

Nå, men derudover går det jo godt - send forresten gerne flere penge. Jeg har fået "job" som i løntilskudsjob og starter om 2 uger. Det bliver garanteret supersjovt, men jeg får bare udbetalt mine dagpenge. Ikke specielt motiverende. Jeg trænger sådan til at have penge til at sige, 'hey er der nogen der vil med til Barcelona' eller bare gå til frisøren uden at kortet bliver spærret. Jeg må finde på noget, hvor jeg kan lave mine egne penge, for jobs med løn kan sådan en grøn cand.mag åbenbart ikke opstøve derovre på arbejdsmarkedet.

Klubben

En af de ting, der er så mærkelige ved at få børn, er at man bare ikke fatter det, før man selv står der, med gylp på tøjet og søvnmangel i nerverne og bristede forventninger og mellemkød. I dag var jeg oppe hos en veninde, som står der lige nu. Hendes mand er min mands kollega, og hun er derfor også alene hjemme nu. I en uge med en 2-uger gammel baby. Gulp - og gylp. Hun er pissesej, men også noget opløst og hudløs. Hun var en af dem, som havde svært ved at forstå, da det var mig, der stod der. Hun havde selv svært ved at blive gravid og var igennem et langt og kompliceret fertilitetsforløb, alt imens jeg oplevede den ene 'hovsa'-graviditet efter den anden. Det var sgu' lidt anspændt. Og jeg følte ligesom ikke, jeg kunne sidde og hælde gråd ud af ørene om, hvor hårdt det var at have spædbørn, for det eneste hun ønskede sig, var jo netop sådan et. Men nu fik hun det, og hun er lykkelig, jo. Træt, men lykkelig. Og NU kan vi dele alle de små og store ting ved moderskabet, som gør det hele så sindssygt svært og smukt. Nu forstår hun, hvorfor man kan skændes om hvem, der er mest træt, hvor meget man kan trippe over babys første bad og hvor vanvittigt frustrerende det er, at man bare ikke kan få det barn til at sove. Det er godt nok en lukket klub, som kun de indviede virkelig fatter.

Søndagstanker...

Lykken er at have en weekend, som inkluderer sushi, hvidvin, vidunderlige søskende og solskin. Og søde børn, som elsker mine søskende ligeså højt, som jeg gør.

Lykken er også at kunne hjælpe en veninde, som er nybagt mor. Jeg glæder mig sådan til at tage hendes ny-duftende baby i et par timer, mens hun kan sove, gå i bad eller til frisøren. For nu kan jeg endelig give tilbage til dem, som har hjulpet mig.

Lykken er dæleme da også at bo tæt på børnenes bedste'r, når Manden i morgen starter tour. Han skal spille Danmark tyndt og derefter Tyskland. Det lyder værre end det er, og jeg har faktisk ikke ondt i maven, som jeg ellers plejer lige inden tour-start. For nu er jeg her, i Århus hvor jeg hører til, og hvor alting er tæt på og rart og ustresset. Og hvor der er hjælp, lige ved hånden.

Og lykken er sidst, men ikke mindst, at have to børn, når man skal være alene. Ja, det lyder bizart (og modsat alt, hvad jeg tidligere har skrevet om netop samme emne) men lige nu er det sandt. Mine børn er bestemt ikke engle, men de er brødre i tykt og tyndt, og de vil hele tiden lege med hinanden. Med andre ord, jeg slipper for at skulle lege med biler eller tog eller skydere konstant, fordi de hele tiden har en legekammerat ved hånden. Jeg behøver ikke aktivere dem, det klarer de selv, jeg skal blot deaktivere, når bølgerne går lige lovligt højt. Smart. (Mon ikke jeg bliver straffet for denne lige vel kække tone i løbet af ugen, når de to knallerter vækker hinanden kl. lort om morgenen eller når de for tyvende gang hælder alt køkkeninventaret ud på gulvet?)

Én til hver

Åh, den søvn. Jeg er ved at blive seriøst gråhåret af at have et barn på 19 måneder, som sammenlagt har sovet igennem i en. Jeg får rynker. Og mavesår af alle den kaffe, der kræves for at komme gennem dagen. Og jeg bliver også en lille smule bitter, fordi alle omkring mig får sovebørn og har overskud på barslen og lækkert hår. Heldigvis (for mig!) er han udpræget fars dreng, så det er for det meste kun ham der duer til trøstning. Otto har stadig ikke helt styr på det med 'muar' og 'baar', så som oftest hedder vi alle muar. I nat kl. 04.Psyko kom jeg ind til ham, fordi han råbte på mig og blev mødt af et meget bestemt 'NEJ!' og et efterfølgende møgfald på Otto'sk. Jeg fortrak og faderen tog over og blev mødt af blide puttelyde. Det er sgu' alligevel meget smart at vi har én mors dreng og én, som er fars. Til gengæld er det KUN mig, der for lov at tørre røv på Anton.

Kærlighed

Til alle jer, der er gravide med nummer to og med angstens sved læser med på min og andre tobørnsmødres blog og tænker "Hvad fanden har vi gang i, det ender i ragnarok?":

Lige pludselig en dag, så er de sådan her:

Og det er det hele værd!

Tur-retur

Vel hjemme efter Københavner-tur, kan jeg hermed konstatere, at det var den bedste beslutning nogensinde at flytte tilbage til Århus (altså, ligeså god, som den vi traf da vi flyttede til København fra Århus for 6 år siden, unge og eventyrlystne). Det var skønt at se de skønne mennesker, jeg har efterladt derovre, igen. Virkelig. Men jeg savner ikke linje 5A. Eller trafikken. Eller de stressede mennesker, eller de smarte hatte på Nørrebro. Heller ikke afstandene og da slet ikke Nørreport station. Jeg er og bliver sgu' et provinsrøvhul!

Det var dejligt at savne drengene. Savnet efterlader altid et knivskarpt billede af, hvor vigtige de er, og hvor lykkelige de gør mig. Når jeg tager væk fra dem, tager jeg altid en snor med mig bundet fra min hånd til deres små buttede, og den kan ikke holde til at blive strukket alt for hårdt, så skal jeg hjem og være sammen med dem igen. MMmh, aaaaahhhh, hjem.

As good as it gets...

Sidder i toget på vej mod ego-tur til København på vej væk fra dejlige drenge, som bliver hårdt savnede. Men jeg har Ritter Sport, sort kaffe og Steffen Brandt i Ud & Se. Og gode og spændende planer med gode og spændende mennesker, plus sjove lektier med i tasken. Så bliver lykken vel ikke meget mere fuldendt?

En kamp ad gangen

Sportsfolk siger altid, når spurgt om taktik i en eller anden turnering; "Vi tager en kamp ad gangen". Håndbold-mændene talte også meget om at det var "dagsformen", der afgjorde udfaldet. Begge strategier kan overføres til weekend med små børn. Lørdag startede helt skæv og forblev sådan. Sure børn, ditte forældre, møgvejr, børn der sked i bukserne, faldt i vandpytter, kage, der mislykkedes og voksen, der blødte i gennem. Øv. Vi kom aldrig rigtig ind i kampen, før dagen sluttede.

Søndag var formen helt anderledes. Vi havde gode ben fra start og fik det rigtige ud af sengen, allesammen. Fantastisk forårsagtig tur i fantastiske Botanisk Have, vellykket teatertur med stor glad dreng, brødre med overskud og masser af fis og ballade uden brok og bare en helt i gennem dejlig spaghetti med kødsovs og søndag. Ahh.

Forspil?

Er vi enige om at "Skal vi ikke bolle?" ikke tæller som forførelse? Og særligt ikke hvis replikken falder mens ungerne ligger i sengene og holder hinanden vågne, lejligheden ligner Roskilde Festival om søndagen, og hverken jeg eller manden har været i bad i noget, der ligner tre år??

Morgenstund...

Morgener. Hos os har de i de sidste halvandet år startede et par timer for tidligt. Otto er et udpræget A-menneske (om morgenen, om aftenen er han B!). De plejer at være ganske hyggelige, med stearinlys og havregrød, Postmand Per og fjol. Den gode stemning forsvinder dog ganske brat, i det øjeblik jeg eller faderen siger noget hen i retning af: "Så, nu skal vi lige have noget tøj på" eller "Vi skal snart afsted". Så bryder helvede løs og varer ca. en halv times tid. Anton forsøger på alle tænkelige måder at slippe udenom at komme i børnehave. Han har det så fint og rart dernede, men det glemmer han hver morgen. Han prøver forskellige taktikker, og det er helt tydeligt, at han har luret hvilke skyts, der skal i moderens retning og hvilke, der skal i faderens. Otto spæner rundt på væggene, mest fordi han ikke kan udstå at få tøj på. Så løber man efter og får hevet et enkelt stykke nattøj af ad gangen og til sidst kastet noget, der ligner tøj på den lille, tykke krop. Og så begynder kampen om flyverdragterne. Jeg er simpelthen begyndt at tage ørepropper i, for de hvin, de kan præstere, er den direkte vej til stress. Vel ude af døren, falder roen igen over dem og de smiler og griner hele vejen til institutionen. Og jeg er altid helt færdig efter slaget - og SÅ begynder dagen! Jezzz... Glæder mig til de har vænnet sig helt til alt det nye, og til flyverdragtsæsonen er slut, ikke mindst.

Pigebørn?

Når overskriften på en artikel, hvor dette billede optræder nedenunder, er "Fire piger sælger mode og kunst", må jeg råbe vagt i gevær. Altså, man er max. pige til man er 20, og derefter er man kvinde. Om jeg må be'. Ikke noget farligt ord, faktisk.

Røde strømper?

Når man flytter, er der mange ting, der pludselig bliver tydelige. Steder på gulvet i den gamle lejlighed, som aldrig er blevet vasket, forsvundne ting, der pludselig dukker op og også mere abstrakte ting som fx kønsroller. Siden vi er flyttet, har Morten næsten uden ophør haft et eller andet aggregat til at opskrue, nedslibe eller på anden vise ordne hylder/vægge/gulve i hånden. Jeg har end ikke rørt ved boremaskinen. Det har jeg faktisk ikke de sidste 9 år, hvor vi har været sammen. Til gengæld har jeg sat køkkenting, tøj og børnenes alt muligt i system. Jeg har passet børnene, mens farmand har boret, gjort rent efter boringerne og sørget for at vi da lige fik fyldt op i både køle- og rengøringsskabet. Og jeg har sidst men absolut ikke mindst sørget for at skamrose min mand, som jo er lige ved at revne af stolthed over hver velplacerede rawplug. "Jamen, tænk at noget kan sidde så lige!"

Nu er vi på plads, hverdagen kører, og ungerne glade for deres institution. Hvor man skal have eftermiddagsmadpakke med. Gæt hvem der smører den - hver dag? Og da vi sidste lørdag skulle til stort anlagt udklædningsfest i selvsamme institution, hvem mon så sørgede for udklædning til alle - også manden - samt at købe ind til, lave og huske den obligatoriske ret til ta'-selv-bordet?

Vi har såmænd ikke talt om fordeling af arbejdsopgaver, ork nej, det kommer helt af sig selv. Hvorfor egentlig? Principielt set synes jeg det må være sjovere at lege med bore- og slibemaskiner end at rydde op efter legen. Og madpakken, mon ikke den ville blive helt ok, hvis manden smurte den? Det kunne nu altså være lidt sjovt at bytte roller engang i mellem, tage de røde strømper på, smække benene op på bordet og afkræve manden et svar på, hvornår vi skal spise.

Så skriv dog!

Huhej, hvor det går. Jeg føler selv, jeg er rimelig godt med på bloggen, men hver gang jeg kigger ind for at skrive mig et indlæg er der lige pludselig gået en uge. Med hvad? Masser af skænderier med Børnehavebarnet. Vi er nu nået til at han spytter på mig!? WTF? Jeg tager det alt for tungt, siger min kæreste, men hey, det er jo en slags mobning på arbejdspladsen. Der har dog også været masser af good times. I dag da jeg afleverede dem begge i den integrerede krammede Anton Otto og sagde "jeg kommer ned og besøger dig senere, kunne det ikke bare være hyggeligt?" Pænt hyggeligt.

Well. Jeg skriver jo også stadig her; www.bokblok.dk, og nu har jeg så gjort noget. Jeg har nemlig meldt mig til et vaskeægte skrivekursus. Sådan et gammeldags et, hvor man skriver og deler med sine medkursister og får feedback og lektier og sådan. Jeg glæder mig. Dagpengeland er nemlig lidt ligesom verdens længste og dårligste biograffilm, hvor man er nødt til at blive siddende og til sidst bliver den okay i mangel af bedre og så får man dårligere og dårligere smag og lavere og lavere forventninger og fucking siddesår til sidst. Afsted med mig før jeg visner og får ondt i maven af alt det billige snoller.

Fortrydelse & straf

Helt ærligt, mand. Så fik man kørt ældstebarnet ind, og med sig hjem får man så en sur madkasse og en omgang svineinflu. Kom snigende lørdag eftermiddag, hvor vi havde fætter og onkel på besøg, og pludselig stod jeg over pandekagerne og skulle kaste lidt op. Siden har jeg så ligget og våndet mig i sengen og er nærmest først nu krøbet ud af den. I morges krøb jeg dog over i insti med børnene, som også havde fået resterne af min influ og var hjemme mandag (-findes der egentlig noget herligere end at være dødssyg og så have to småraske og rastløse børn hængende ind over sengen?) Ja undskyld forkortelserne, men snottet løber hele tiden op i øjnene, og jeg må fatte mig i kort.hed. Jeg fortryder bittert at jeg insisterede på at ville køre børnene ind i institution. Mit immunforsvar er slet ikke gearet til sådan en omgang integreret virusfælde.

Som om det ikke var straf nok at ligge der og hyle indvendig af smerte og febril selvmedlidenhed med bilerne og ederne fygende om ørene, skal jeg nu straffes af børnene, som mener at tre sygedage er tre for mange. Nu er det kun far der dur, for ham kan man jo regne med - åbenbart. Jeg kan bare skrubbe tilbage til sygesengen, for når jeg har afvist dem, skal jeg tilsyneladende også afvises. Så kan man så åbenbart lære det.

Smells like teen spirit

Den 22. december fyldte Anton tre år. Og i mandags startede han i børnehave. Havde egentlig tænkt mig at væve lidt rundt i, hvordan i alverden al den tid er gået uden at der er nogen, der har sagt det til mig. Og hvor langt væk verden før Anton synes, og hvordan jeg ville ønske, jeg havde nydt det lidt mere, nået lidt mere, og været i nuet lidt mere. Men det der trænger sig mest på lige nu, er den fase, som han pludselig er tigersprunget ind i. Han er forvirret, selvfølgelig. Over manglende far i starten af december, afslutning i vuggestue, flytning, mors forsvindingsnummer, ingen middagslur og nu børnehavestart. Og frustreret. Over konstant at have en jubelglad lillebror i hælene og oven på togbanen, han lige har bygget, og som ligesom ikke har samme behov for ro og fred som han selv har. Og over at opleve så mange nye følelser, som han ikke selv forstår. Læs bare mit forrige indlæg, jeg fatter STADIG ikke hvad der foregår indeni mig, og jeg er ligesom nærmest ti gange så gammel som ham.

Men hold da kaje, mand. Altså, han er nærmest blevet teenager overnight. Bliver fuldstændig hysterisk over at få et nej, uanset hvor pænt det bliver leveret. Skyder mig og slår mig, og sårer mig, hvis jeg ikke gør som han siger eller bare står i vejen eller bare nærmest trækker vejret. Vi har prøvet forskellige tilgange, og har ikke just fundet den gyldne pædagogiske måde at tackle de (ganske mange) øjeblikke af momentant sindssyge han oplever.

Gode råd indkasser nærmest dussør!

Malaria eller kolera

Når man er i Afrika, skal man passe på mange ting. Løver for eksempel, og malaria. Derfor er jeg i gang med en malarone-kur, som er nasty. Hvis man læser indlægssedlen, kan man ligeså godt ringe efter den blå vogn med det samme. Jeg er typen, der aldrig tror, at noget så pøbelagtigt som bivirkninger rammer mig. Det gør de. Håber jeg, på en måde. For de sidste par dage har jeg været så deprim, tyndhudet, grådlabil og humørsvingende som aldrig før. Derfor håber jeg at pillerne har noget at skulle have sagt i den sag.

Men jeg ved et sted også godt, at de ikke siger det hele. For jeg er lidt fortabt. Jeg er arbejdsløs og har været det i et halvt år. Anonyme Arbejdsløse. Hello, Astrid. Hello, identitetskrise, skrumpende selvværd og meningsløshed. Nys tilflyttet til min barndomsby, på godt og ondt. Mest godt. Men manden har megatravlt lige pluselig, og vi lever i den der slags flytterod som findes efter den første hypereffektive uge; man mangler lissom lige et par hylder, ik? Og ungerne har været institutionsløse siden 17. december. Need i say more? I morgen starter den tre-årige i børnehave. Der følger et langt følelsesladet indlæg med til den begivenhed, måske i morgen.

Jeg er glad for at jeg ikke har malaria. Men jeg gider ikke være trist. Glæder mig til at stoppe med pillerne, men hvad nu hvis "bivirkningerne" ikke går væk?

Problemregning

Mit søvnbehov: 8 timer. Gerne fra 23-7. Alenebehov om aftenen: 2 timer.
Antons søvnbehov: 11 timer. Gerne fra 21-8.
Ottos søvnbehov: 8 timer. Gerne fra 21-5. Og helst kun en times tid ad gangen.
Løsning? Kaffe.

- Posted using BlogPress from my iPhone

Kulturchok

I går aftes kom jeg hjem fra Uganda til to små drenge og en stor, som alle blev overstadigt glade for at se mig. Det var så mærkeligt at se dem igen. Og dejligt, selvfølgelig. Men der gik lige ti minutter, før jeg rigtig forstod at det var mine. Puttede dem begge og forsøgte at indsnuse det tabte gennem nattøjet og at kysse dem for den sidste uge. Det gad de dog ikke.

I dag har været endnu mere mærkelig. Lad mig uddybe:

Efter i en uge at kunne SOVE, er det mærkeligt at blive vækket tre gange hver nat og starte dagen kl. 5.

Efter i en uge at have overvejet hvilket sommerdress der egner sig bedst til safari / pool / sightseeing er det mærkeligt igen kun at have uld og fleece at vælge i mellem.

Efter i en uge at have startet dagen med frisk og fantastisk frugt og kaffe fra markedet om hjørnet er det mærkeligt at spise Rema 1000 mysli og drikke Nescafé.

Efter at have oplevet den mest ekstreme fattigdom på et børnehjem i et enormt slumkvarter, hvor der er ris og bønner én gang i døgnet, hvis man er heldig, malaria, HIV og ebola, er det mærkeligt at høre ens egne børn brokke sig voldsomt over, at de ikke må få kage, at man siger fra fordi de kaster med alt deres spritnye legetøj eller at de selv skal tage tøj på. Dét er mærkeligt.

Og efter i en uge at have oplevet, mærket og dyrket sine egne behov, længsler og sanser er det mærkeligt igen at fokusere al sin energi på andres.

Det har været fantastisk at være afsted. At savne, at opleve stoltheden hos min mand over at kunne klare ungerne til UG alene, at opleve elefanter, solnedgang på Nilen, et vidunderligt folkefærd, som smiler til verden, selv om den er ond og at mit mig-jeg stadig lever i bedste velgående inde bag mor-jeget. Kan stærkt anbefales.