torsdag den 24. februar 2011

Send mere søvn

Jeg æder altså ikke alle mine ord igen, bare et par stykker. For det er godt nok blevet utrolig nemt at være alene med de børn efterhånden. HVIS BARE DE DA FOR HELVEDE KUNNE FINDE UD AF AT SOVE OM NATTEN! Det er der, det ramler. De sidste tre nætter har været decideret latterlige. De skiftes til at vågne, vække hinanden og inspirere hinanden til at stå sygeligt tidligt op. Og når man har deltidspasning som os, hvor børnene først møder kl. 9 er det denondelynemig tungt at komme i gennem morgenen, når den starter kl. 5.15 med trætte børn. Øv altså. Den begynder at blive gammel efterhånden, den med nattesøvnen. Fat det nu bare, børn. Otto er den værste søvnbandit, og Anton har åbenbart hørt mig hvisle, for i morges 5.30 sagde han "Otto, for satan da, sov nu!" Ups.
Nå, men derudover går det jo godt - send forresten gerne flere penge. Jeg har fået "job" som i løntilskudsjob og starter om 2 uger. Det bliver garanteret supersjovt, men jeg får bare udbetalt mine dagpenge. Ikke specielt motiverende. Jeg trænger sådan til at have penge til at sige, 'hey er der nogen der vil med til Barcelona' eller bare gå til frisøren uden at kortet bliver spærret. Jeg må finde på noget, hvor jeg kan lave mine egne penge, for jobs med løn kan sådan en grøn cand.mag åbenbart ikke opstøve derovre på arbejdsmarkedet.

mandag den 21. februar 2011

Klubben

En af de ting, der er så mærkelige ved at få børn, er at man bare ikke fatter det, før man selv står der, med gylp på tøjet og søvnmangel i nerverne og bristede forventninger og mellemkød. I dag var jeg oppe hos en veninde, som står der lige nu. Hendes mand er min mands kollega, og hun er derfor også alene hjemme nu. I en uge med en 2-uger gammel baby. Gulp - og gylp. Hun er pissesej, men også noget opløst og hudløs. Hun var en af dem, som havde svært ved at forstå, da det var mig, der stod der. Hun havde selv svært ved at blive gravid og var igennem et langt og kompliceret fertilitetsforløb, alt imens jeg oplevede den ene 'hovsa'-graviditet efter den anden. Det var sgu' lidt anspændt. Og jeg følte ligesom ikke, jeg kunne sidde og hælde gråd ud af ørene om, hvor hårdt det var at have spædbørn, for det eneste hun ønskede sig, var jo netop sådan et. Men nu fik hun det, og hun er lykkelig, jo. Træt, men lykkelig. Og NU kan vi dele alle de små og store ting ved moderskabet, som gør det hele så sindssygt svært og smukt. Nu forstår hun, hvorfor man kan skændes om hvem, der er mest træt, hvor meget man kan trippe over babys første bad og hvor vanvittigt frustrerende det er, at man bare ikke kan få det barn til at sove. Det er godt nok en lukket klub, som kun de indviede virkelig fatter.

søndag den 20. februar 2011

Søndagstanker...

Lykken er at have en weekend, som inkluderer sushi, hvidvin, vidunderlige søskende og solskin. Og søde børn, som elsker mine søskende ligeså højt, som jeg gør.
Lykken er også at kunne hjælpe en veninde, som er nybagt mor. Jeg glæder mig sådan til at tage hendes ny-duftende baby i et par timer, mens hun kan sove, gå i bad eller til frisøren. For nu kan jeg endelig give tilbage til dem, som har hjulpet mig.
Lykken er dæleme da også at bo tæt på børnenes bedste'r, når Manden i morgen starter tour. Han skal spille Danmark tyndt og derefter Tyskland. Det lyder værre end det er, og jeg har faktisk ikke ondt i maven, som jeg ellers plejer lige inden tour-start. For nu er jeg her, i Århus hvor jeg hører til, og hvor alting er tæt på og rart og ustresset. Og hvor der er hjælp, lige ved hånden.
Og lykken er sidst, men ikke mindst, at have to børn, når man skal være alene. Ja, det lyder bizart (og modsat alt, hvad jeg tidligere har skrevet om netop samme emne) men lige nu er det sandt. Mine børn er bestemt ikke engle, men de er brødre i tykt og tyndt, og de vil hele tiden lege med hinanden. Med andre ord, jeg slipper for at skulle lege med biler eller tog eller skydere konstant, fordi de hele tiden har en legekammerat ved hånden. Jeg behøver ikke aktivere dem, det klarer de selv, jeg skal blot deaktivere, når bølgerne går lige lovligt højt. Smart. (Mon ikke jeg bliver straffet for denne lige vel kække tone i løbet af ugen, når de to knallerter vækker hinanden kl. lort om morgenen eller når de for tyvende gang hælder alt køkkeninventaret ud på gulvet?)

fredag den 18. februar 2011

Én til hver

Åh, den søvn. Jeg er ved at blive seriøst gråhåret af at have et barn på 19 måneder, som sammenlagt har sovet igennem i en. Jeg får rynker. Og mavesår af alle den kaffe, der kræves for at komme gennem dagen. Og jeg bliver også en lille smule bitter, fordi alle omkring mig får sovebørn og har overskud på barslen og lækkert hår. Heldigvis (for mig!) er han udpræget fars dreng, så det er for det meste kun ham der duer til trøstning. Otto har stadig ikke helt styr på det med 'muar' og 'baar', så som oftest hedder vi alle muar. I nat kl. 04.Psyko kom jeg ind til ham, fordi han råbte på mig og blev mødt af et meget bestemt 'NEJ!' og et efterfølgende møgfald på Otto'sk. Jeg fortrak og faderen tog over og blev mødt af blide puttelyde. Det er sgu' alligevel meget smart at vi har én mors dreng og én, som er fars. Til gengæld er det KUN mig, der for lov at tørre røv på Anton.

mandag den 14. februar 2011

Kærlighed

Til alle jer, der er gravide med nummer to og med angstens sved læser med på min og andre tobørnsmødres blog og tænker "Hvad fanden har vi gang i, det ender i ragnarok?":
Lige pludselig en dag, så er de sådan her:



Og det er det hele værd!

fredag den 11. februar 2011

Tur-retur

Vel hjemme efter Københavner-tur, kan jeg hermed konstatere, at det var den bedste beslutning nogensinde at flytte tilbage til Århus (altså, ligeså god, som den vi traf da vi flyttede til København fra Århus for 6 år siden, unge og eventyrlystne). Det var skønt at se de skønne mennesker, jeg har efterladt derovre, igen. Virkelig. Men jeg savner ikke linje 5A. Eller trafikken. Eller de stressede mennesker, eller de smarte hatte på Nørrebro. Heller ikke afstandene og da slet ikke Nørreport station. Jeg er og bliver sgu' et provinsrøvhul!
Det var dejligt at savne drengene. Savnet efterlader altid et knivskarpt billede af, hvor vigtige de er, og hvor lykkelige de gør mig. Når jeg tager væk fra dem, tager jeg altid en snor med mig bundet fra min hånd til deres små buttede, og den kan ikke holde til at blive strukket alt for hårdt, så skal jeg hjem og være sammen med dem igen. MMmh, aaaaahhhh, hjem.

onsdag den 9. februar 2011

As good as it gets...

Sidder i toget på vej mod ego-tur til København på vej væk fra dejlige drenge, som bliver hårdt savnede. Men jeg har Ritter Sport, sort kaffe og Steffen Brandt i Ud & Se. Og gode og spændende planer med gode og spændende mennesker, plus sjove lektier med i tasken. Så bliver lykken vel ikke meget mere fuldendt?

søndag den 6. februar 2011

En kamp ad gangen

Sportsfolk siger altid, når spurgt om taktik i en eller anden turnering; "Vi tager en kamp ad gangen". Håndbold-mændene talte også meget om at det var "dagsformen", der afgjorde udfaldet. Begge strategier kan overføres til weekend med små børn. Lørdag startede helt skæv og forblev sådan. Sure børn, ditte forældre, møgvejr, børn der sked i bukserne, faldt i vandpytter, kage, der mislykkedes og voksen, der blødte i gennem. Øv. Vi kom aldrig rigtig ind i kampen, før dagen sluttede.
Søndag var formen helt anderledes. Vi havde gode ben fra start og fik det rigtige ud af sengen, allesammen. Fantastisk forårsagtig tur i fantastiske Botanisk Have, vellykket teatertur med stor glad dreng, brødre med overskud og masser af fis og ballade uden brok og bare en helt i gennem dejlig spaghetti med kødsovs og søndag. Ahh.

lørdag den 5. februar 2011

Forspil?

Er vi enige om at "Skal vi ikke bolle?" ikke tæller som forførelse? Og særligt ikke hvis replikken falder mens ungerne ligger i sengene og holder hinanden vågne, lejligheden ligner Roskilde Festival om søndagen, og hverken jeg eller manden har været i bad i noget, der ligner tre år??

torsdag den 3. februar 2011

Morgenstund...

Morgener. Hos os har de i de sidste halvandet år startede et par timer for tidligt. Otto er et udpræget A-menneske (om morgenen, om aftenen er han B!). De plejer at være ganske hyggelige, med stearinlys og havregrød, Postmand Per og fjol. Den gode stemning forsvinder dog ganske brat, i det øjeblik jeg eller faderen siger noget hen i retning af: "Så, nu skal vi lige have noget tøj på" eller "Vi skal snart afsted". Så bryder helvede løs og varer ca. en halv times tid. Anton forsøger på alle tænkelige måder at slippe udenom at komme i børnehave. Han har det så fint og rart dernede, men det glemmer han hver morgen. Han prøver forskellige taktikker, og det er helt tydeligt, at han har luret hvilke skyts, der skal i moderens retning og hvilke, der skal i faderens. Otto spæner rundt på væggene, mest fordi han ikke kan udstå at få tøj på. Så løber man efter og får hevet et enkelt stykke nattøj af ad gangen og til sidst kastet noget, der ligner tøj på den lille, tykke krop. Og så begynder kampen om flyverdragterne. Jeg er simpelthen begyndt at tage ørepropper i, for de hvin, de kan præstere, er den direkte vej til stress. Vel ude af døren, falder roen igen over dem og de smiler og griner hele vejen til institutionen. Og jeg er altid helt færdig efter slaget - og SÅ begynder dagen! Jezzz... Glæder mig til de har vænnet sig helt til alt det nye, og til flyverdragtsæsonen er slut, ikke mindst.

onsdag den 2. februar 2011

Pigebørn?

Når overskriften på en artikel, hvor dette billede optræder nedenunder, er "Fire piger sælger mode og kunst", må jeg råbe vagt i gevær. Altså, man er max. pige til man er 20, og derefter er man kvinde. Om jeg må be'. Ikke noget farligt ord, faktisk.