Morgenstund...

Morgener. Hos os har de i de sidste halvandet år startede et par timer for tidligt. Otto er et udpræget A-menneske (om morgenen, om aftenen er han B!). De plejer at være ganske hyggelige, med stearinlys og havregrød, Postmand Per og fjol. Den gode stemning forsvinder dog ganske brat, i det øjeblik jeg eller faderen siger noget hen i retning af: "Så, nu skal vi lige have noget tøj på" eller "Vi skal snart afsted". Så bryder helvede løs og varer ca. en halv times tid. Anton forsøger på alle tænkelige måder at slippe udenom at komme i børnehave. Han har det så fint og rart dernede, men det glemmer han hver morgen. Han prøver forskellige taktikker, og det er helt tydeligt, at han har luret hvilke skyts, der skal i moderens retning og hvilke, der skal i faderens. Otto spæner rundt på væggene, mest fordi han ikke kan udstå at få tøj på. Så løber man efter og får hevet et enkelt stykke nattøj af ad gangen og til sidst kastet noget, der ligner tøj på den lille, tykke krop. Og så begynder kampen om flyverdragterne. Jeg er simpelthen begyndt at tage ørepropper i, for de hvin, de kan præstere, er den direkte vej til stress. Vel ude af døren, falder roen igen over dem og de smiler og griner hele vejen til institutionen. Og jeg er altid helt færdig efter slaget - og SÅ begynder dagen! Jezzz... Glæder mig til de har vænnet sig helt til alt det nye, og til flyverdragtsæsonen er slut, ikke mindst.