torsdag den 22. september 2011

Bekendelse fra kliché-kartoteket

I dag har jeg gjort noget, som jeg er pissedårlig til. Jeg har sagt "nu kan jeg ikke mere". Efter en måned med grotesk meget alene-morskab, en måned med travlt på arbejdet, en måned med bækkensmerter og en hhv. 3 1/2-årig og 2-årig, som befinder sig midt i hver sit tordenvejr, er jeg færdig. Brugt, helt og aldeles. I dag var planen, at svigerfar skulle komme og hente mig og drengene og så skulle vi ud til forstaden og lege og spise aftensmad. Men da jeg var millimeter fra at sætte mig ned og falde fra mig selv midt i gården og et skænderi om hvorvidt brandbiler siger "ba-bu" eller "wiu-wiu", foretog jeg i sidste sekund et reality-check. Hvem fanden er det, jeg snyder? Hvem er det jeg skal spille sej overfor? Hvad er vigtigst; at børnene får en hyggelig dag hos farmor og farfar eller at mor holder på formerne og smiler pænt og taler dæmpet, for derefter at flippe helt og aldeles skråt, når den sidste dråbe melder sig i bægeret? Trak vejret og besluttede mig for at tage en fridag. Farfar kom kl. 16, og inden da havde jeg forklaret den store, at mor blev hjemme og slappede af, og så kunne de få lov at lege i fred i forstadshaven. Vinkede farvel og løb direkte ind på sofaen og tudede den dårlige samvittighed ud. Og derefter meldte meta-dårlig-samvittigheden sig. Hvorfor har jeg dårlig samvittighed over at sende drengene væk i tre timer? Jeg skal passe på den lille baby i maven, for fanden. Den synes sikkert ikke, at alle de stresshormoner der fiser rundt i kroppen smager særlig godt, og den er sgu' allerede blevet snydt godt og grundigt i forhold til opmærksomhed so far. Dammit, den dårlige samvittighed er sgu' da noget af det mest klichéagtige, der findes i hele kartoteket over mor-klicheer. Ikke desto mindre, er den min største fjende. Jeg ved godt at jeg er en pissegod mor. Men derfor kan man vel altid liiige give den 5% mere, ik? Liiige forvente lidt mere af sig selv, end rimeligt er. Jeeeeez. Slap nu af.
Nu vil jeg forsøge det der med at trække vejret ned i den tykke mave og så stoppe med at slå mig selv i hovedet med hhv. dårlig samvittighed overfor børnene og dårlig samvittighed over dårlig samvittighed.

lørdag den 17. september 2011

Statusopdatering

Indlæg nr. 200 apparently. Givetvis ingen læsere tilbage, eftersom jeg har præsteret to indlæg på to måneder. Ikke imponerende. Lysten har ikke været der. Det er altid nemmere at lade være, for så behøver man ikke forholde sig til, hvordan man egentlig har det. Ikke at jeg har det dårligt, jeg har det bare sådan... hverdag. Jeg er gravid, 5 1/2 måned henne. Tredje graviditet på 4 år. Jeg er lige flyttet, også tredje gang på fire år. Jeg har et arbejde, hvor jeg leverer og præsterer men ikke får løn eller har udsigt til det. Det er spændende, men uholdbart i længden. Jeg har en mand, hvis arbejde ligger i en anden by, end den vi er flyttet til (og i alle mulige andre byer og lande) og jeg har to drenge på hhv. 2 og 3 1/2 - og en tredje på vej. Jeg har ikke dyrket motion i selvsamme fire år. Jeg spiser sundt og forsøger forgæves at få mine børn til at gøre det samme. Jeg tror om mig selv, at jeg er sådan en mor, som ikke går op i, hvordan mine børn ser ud eller hvad der står fremme hjemme hos os, når vi får besøg. Men det gør jeg. Jeg tror om mig selv, at jeg er sådan lidt kunstner-agtig og at jeg hele tiden står foran en helt ny epoke i mit liv, som vil være fyldt med meget mere kreativitet og kunst, zen og rejser og andre former for selvrealiseren. Jeg når dog aldrig helt dertil. Jeg tror om mig selv, at jeg ikke er små-borgerlig, men hører alligevel mig selv bagtale andre folks vaner og møbler. Jeg glæder mig hele tiden til børnene bliver lidt ældre, til den næste fest eller ferie og til jeg får taget hul på alt det spændende, jeg har i mig. Men som jeg ikke tør åbne op for af frygt for at blive skuffet. Det er bare sådan jeg har det.
Jeg håber at min lille blog snart får lidt mere liv, og at jeg igen bliver hooked.
Jeg skal på barsel igen om to måneder, så om ikke andet, vil den i garanteret blive fyldt med lort og længsel til den tid.
So long!