Bekendelse fra kliché-kartoteket

I dag har jeg gjort noget, som jeg er pissedårlig til. Jeg har sagt "nu kan jeg ikke mere". Efter en måned med grotesk meget alene-morskab, en måned med travlt på arbejdet, en måned med bækkensmerter og en hhv. 3 1/2-årig og 2-årig, som befinder sig midt i hver sit tordenvejr, er jeg færdig. Brugt, helt og aldeles. I dag var planen, at svigerfar skulle komme og hente mig og drengene og så skulle vi ud til forstaden og lege og spise aftensmad. Men da jeg var millimeter fra at sætte mig ned og falde fra mig selv midt i gården og et skænderi om hvorvidt brandbiler siger "ba-bu" eller "wiu-wiu", foretog jeg i sidste sekund et reality-check. Hvem fanden er det, jeg snyder? Hvem er det jeg skal spille sej overfor? Hvad er vigtigst; at børnene får en hyggelig dag hos farmor og farfar eller at mor holder på formerne og smiler pænt og taler dæmpet, for derefter at flippe helt og aldeles skråt, når den sidste dråbe melder sig i bægeret? Trak vejret og besluttede mig for at tage en fridag. Farfar kom kl. 16, og inden da havde jeg forklaret den store, at mor blev hjemme og slappede af, og så kunne de få lov at lege i fred i forstadshaven. Vinkede farvel og løb direkte ind på sofaen og tudede den dårlige samvittighed ud. Og derefter meldte meta-dårlig-samvittigheden sig. Hvorfor har jeg dårlig samvittighed over at sende drengene væk i tre timer? Jeg skal passe på den lille baby i maven, for fanden. Den synes sikkert ikke, at alle de stresshormoner der fiser rundt i kroppen smager særlig godt, og den er sgu' allerede blevet snydt godt og grundigt i forhold til opmærksomhed so far. Dammit, den dårlige samvittighed er sgu' da noget af det mest klichéagtige, der findes i hele kartoteket over mor-klicheer. Ikke desto mindre, er den min største fjende. Jeg ved godt at jeg er en pissegod mor. Men derfor kan man vel altid liiige give den 5% mere, ik? Liiige forvente lidt mere af sig selv, end rimeligt er. Jeeeeez. Slap nu af.

Nu vil jeg forsøge det der med at trække vejret ned i den tykke mave og så stoppe med at slå mig selv i hovedet med hhv. dårlig samvittighed overfor børnene og dårlig samvittighed over dårlig samvittighed.