På den ene side glæder jeg mig helt vildt til Otto skal i børnehave om tre måneder. Til han smider bleen og sutten og leger med de store. På den samme side glæder jeg mig til Anton skal i skole og til han selv kan gå hjem til sine venner og spille guitar og fodbold og sådan. På den helt modsatte side er det jo helt vanvittigt at tænke på ... (indsæt selv den gamle vise om, hvor tiden dog går og ungerne flyver fra reden).
Vi har besluttet at Sigurd skal være den mindste og sidste i vores rede. En svær beslutning, en kæmpestor en. Aldrig mere gravid? Aldrig mere føde? Aldrig mere møde et nyt lille menneske, som man skal dele sit liv med? Øv, men nej tak. Vi skal videre i vores liv. Vi skal prøve næste fase sammen med vores drenge, den der findes efter bleerne og de søvnløse nætter. Den hvor vi alle fem kan opleve sammen, og hvor jeg kan skride fra det hele i en uge uden at nogen dør.
Jeg glæder mig. Men holder også krampagtigt fast i denne tid, hvor Sigurd stadig er helt blød og duftende , hvor Otto stadig snakker lidt vrøvlet og hvor Anton stadig stiller spørgsmål som "hvordan smiler babyer, egentlig?" og gerne vil kysse og kramme, uden at han synes, jeg er pinlig.