tirsdag den 13. marts 2012

Slut

Jeg elsker det her. Mand og ældstebørn sendt afsted, mindstebarn puttet, kaffen varm og pålægschokolade på bollen. Ahhh. Det er noget med, at man skal nyde de små stunder af dejlighed, ikke? Og ikke tænke for meget på, at jeg fra nu og (forhåbentlig) resten af livet har tre børn, som alle skal have en lige stor portion kærlighed, opmærksomhed og nærhed. For når jeg tænker den tanke får jeg en lille smule klaus. Altså, ikke fordi jeg ikke elsker dem alle umådeligt højt, vel? Bare fordi, at det sgu' er lidt voldsom en tanke. Tre børn. Lige nu fylder de alt. Den ene spiser af mig, den anden kravler på mig og den trejde taler til mig ... konstant.
På den ene side glæder jeg mig helt vildt til Otto skal i børnehave om tre måneder. Til han smider bleen og sutten og leger med de store. På den samme side glæder jeg mig til Anton skal i skole og til han selv kan gå hjem til sine venner og spille guitar og fodbold og sådan. På den helt modsatte side er det jo helt vanvittigt at tænke på ... (indsæt selv den gamle vise om, hvor tiden dog går og ungerne flyver fra reden).
Vi har besluttet at Sigurd skal være den mindste og sidste i vores rede. En svær beslutning, en kæmpestor en. Aldrig mere gravid? Aldrig mere føde? Aldrig mere møde et nyt lille menneske, som man skal dele sit liv med? Øv, men nej tak. Vi skal videre i vores liv. Vi skal prøve næste fase sammen med vores drenge, den der findes efter bleerne og de søvnløse nætter. Den hvor vi alle fem kan opleve sammen, og hvor jeg kan skride fra det hele i en uge uden at nogen dør.
Jeg glæder mig. Men holder også krampagtigt fast i denne tid, hvor Sigurd stadig er helt blød og duftende , hvor Otto stadig snakker lidt vrøvlet og hvor Anton stadig stiller spørgsmål som "hvordan smiler babyer, egentlig?" og gerne vil kysse og kramme, uden at han synes, jeg er pinlig.