Tid

Jo længere tid man har været væk fra sin lille blog, jo sværere er det jo at vende tilbage. Jeg gør det igen og igen. Holder pause og får ikke lige skrevet, alt imens det der virkelige liv drøner derudaf - på en gang i slow motion med ekstra close up og samtidig med den fede finger på fast forward. Lillen, Sigurd, er to måneder om lidt. Min krop er kommet sig over graviditet og fødsel, det føles som om det var i en anden tidsalder, jeg var gravid. Nætterne er stadig aldeles fucked, men dagene dejlige. Anton er blevet så stor og fornuftig og følsom, Krudtuglen Otto starter i børnehave om tre måneder og siger hele tiden sætninger, som man ikke kunne drømme om, han kunne sige og finder konstant på nye gøglernumre. Manden er startet på pladeindspilning i København, hvilket involverer to-tre dage om ugen med solo-morskab - og masser af mormor-love, heldigvis. Der er vintergækker og erantis overalt i vores lille byhave. Jeg længes efter den nyfødte baby, den forskræmte fugleunge som kun kunne ligge helt tæt og trygt ved mig. Ham som allerede nu smiler skævt ud gennem de runde kinder, og er på vej ud i verden. Jeg glæder mig over mine store drenge, som elsker hinanden overalt på jorden og leger sammen uafbrudt. De taler så pænt til hinanden og løser efterhånden de fleste konflikter selv. Endelig indkasserer vi bonussen ved at der kun er halvandet år i mellem dem - det var sgu' en benhård og dristig investering, men det giver tifold igen nu - snart tre år efter!

Vi er gode til at være forældre sammen. Vi er pisseseje i modvind og søvnunderskud, og gode til at nyde lykken på solskinssøndag på legeplads med glade børn og god kaffe. Vi skændes over rod og rengøring, men ved at det ikke stikker så dybt. Vi har været sammen i ti år til sommer. Vi var tyve, da vi mødte hinanden, og tror nok stadig at vi er så unge, selv om vi har Volkswagen, lejlighed, børneflok, vielsesringe og gæld sammen. Jeg håber vi altid vil være tyve sammen.

Jeg drømmer om en tur til Bali eller USA eller bare Lalandia. Et kolonihavehus engang? Et job, som gør at man kan rejse til Zanzibar engang i mellem, bare for at skrive og dykke, og et krydderurtebed i haven, så man altid har persille. Tror jeg starter med det sidste, det virker mest realistisk lige nu. Det andet skal jeg nok nå.

Ilddåb i stikordsform

Her køres på de absolut sidste dråber af reservedunken. Tre døgns alenemor med tre små drenge. To af dem skiftevisi syge, en af dem i en art søvnstrejke, et vigtigt møde, hvor sidstnævnte og sidstfødte måtte medbringes og tilfældigvis ikke sov undervejs, nætter som er helt til grin og bedsteforældre som alle usandsynligvis er bortrejste på samme tid, netop som Manden skulle starte på arbejde - tre dage i Berlin. Så har man da prøvet det. Og, hvis jeg selv skal sige det, bestået til UG. Fra nu af bliver det der trebørns-show da a walk in the park!


- Posted using BlogPress from my iPhone

Overlevelse

Sådan en dag ovenpå sådan en nat, I ved. For satan, hvor det barn dog sover elendigt. Absolut ikke hans stærke side. Sløret syn, hovedpine og flossede nerver, alt for meget kaffe. Trætte storebrødre, overtræt mor som tager dem med på tur i Storcenteret fra Helvede, for at købe fødselsdagsgave til far. Hyggeligt nok, indtil den ene bryder sammen i Fætter BR og den anden i Rasmus Klump legeland. Mægtigt. Hjem til aftensmad og tigerspringsbaby, som kun vil sidde tapet til min krop. Det er en af de dage hvor man glæder sig en lille smule, til yngel er puttet, så man selv kan splatte ud. Det skal blive godt med en god nats søvn - nåh nej. - Posted using BlogPress from my iPhone

Sandhed + konsekvens

Nåja, sådan er det jo så ikke hele tiden, vel? Det er også psykolatterligeskod-nætter med tre børn vågne på skift. Morgener med brok og hylen og fedtet hår og sure miner. Aflevering med gråd og dårlig samvittighed. Kold kaffe og hovedpine og en gåtur, hvor man hele tiden får håret i øjnene og babyen skriger, så snart man står stille i et sekund for at pille hår ud af øjnene. En babyalarm, der ikke virker og mere dårlig samvittighed, en mand der lige om lidt starter på sin hverdag, som indebærer mange ture til København. Tøj, der sidder helt skævt og maveskind som ligner et bombekrater og en muggen ost i køleskabet. Oh well, i det mindste er vi alle sunde og raske (jinx).

Barsel holder!

Selv om nattesøvnen ved Gud har set bedre tider, er det jo helt vidunderligt det der med at være på barsel. Særligt når ens mand også er hjemme og en storartet hyggefis ligesom en selv. Aldrig har jeg drukket så meget kaffe og gået så smukke ture, og dagene går med at tude lidt af lykke ned i håret på det yndige barn, som er roligheden selv (so far, I know). Hente store børn og nyde den slags kaos, der findes mellem 15.30 og 20, og derefter splatte ud over sofaen med mindsteklump på maven og se gode amerikanske serier. Serier er i øvrigt den nye film. Genialt, når man ikke kan holde sig vågen i længere tid end 1 time. Lige nu er vi i gang med Six Feet Under - noget så sexet som en dramaserie om en amerikansk bedemandsfamilie. Okay, den er bedre end man tror, promise!

Indtil videre er det fantastisk at være på barsel - jeg har jo også en vis erfaring med det efterhånden. Er det mon noget, man kan tjene penge på?

Ka' selv

Jeg har tit i al hemmelighed betragtet mig selv som værende den bedste forælder. Den som hele tiden lige har været på forkant med børnenes behov, den som bedst ved hvordan man taler pædagogisk korrekt og den som husker alle detaljerne lige fra d-dråber og forældremøder til alderssvarende stimulans og ormekur. Jeg blev klogere. Nød lærer kontrolfreak at back'e off. De sidste par måneder af min graviditet var der gang i hornmonerne og lavt energiniveau. Jeg splattede mest bare ud på sofaen og hidsede mig meget let op. Dog kun til at kommandere rundt med de andre og kommentere på Mortens måde at lave havregrød eller smøre madpakker på. Meget irriterende opførsel. Morten var solo forælder for drengene og det gik langsomt op for mig, at når jeg blandede mig udenom og lod ham komme til og klare skærene og hverdagen på sin måde, gik det så fint. Ingen konflikter, ingen anfald af nogen art og sørme om børnene ikke havde rent tøj og tænder alligevel. Han havde endelig fået lov til at vise hvor sej, rolig og enormt kærlig og overskudsagtig en far han i virkeligheden er. Og han er kun blevet sejere efter Sigurd er kommet. Tænk, hvis jeg bare havde vidst det fra start. Så havde jeg ikke behøvet at tro at jeg skulle vide og huske det hele;-) - Posted using BlogPress from my iPhone

Skyggearbejde - moi?

Har hørt, at der er noget der hedder skyggearbejde. Noget med at man skal hive de mindre flatterende sider af sig selv, dem man er flov over, frem i lyset og se dem i øjnene. Det samme gælder i mor/barn-relationen, vist nok. For nogle af de sider, som irriterer mig allermest ved mig selv, dem har Anton arvet. Direkte overførsel. Og så er de jo ligesom rimelig meget in your face, de der karaktertræk. Otto har så arvet skyggerne fra sin far. Og nu er det sjovt nok sådan, at jeg kan blive hysterisk irriteret på Anton når han spiller et af kortene fra den bunke (og det samme gælder Morten/Otto-relationen).

Jeg har SÅ svært ved at rumme, når han hyler over (for mig at se) ingenting/at hans Lynet McQueen er blevet væk (for at blive fundet fem minutter efter). Jeg har SERIØST svært ved at rumme, når han og hans følsomme gemyt har brug for hjælp til at få den fred og ro, han trænger til og ikke bare kan være glad og social og ligetil, som sin lillebror. (Undlader her at nævne at jeg ligeså ofte som ham får hystadeflip og smækker døren ind til mit værelse fordi jeg "for helvede da lige har brug for fem minutter alene") Ved godt det er meget forbudt dette her, for det er ligesom det vigtigste man skal som forælder, nemlig at rumme sit barn med alle dets behov og særheder og hjælpe det til at tackle det svære osv. Nuvel. Det hjælper jo altid at bekende sine synder og få det ned på skrift, så nu går jeg ud fra, at det hele ordner sig selv... Det ser i hvert fald grimt ud på skrift, og er stærkt motiverende for mig og mit skyggearbejde.