fredag den 30. oktober 2009

At amme eller ikke amme

Nå. Men fraværet på bloggen skyldes desværre ikke, at jeg er blevet opslugt af en ny krea-hobby. Snarere at Otto og jeg har haft nogle kontroverser på ammefronten. Han er ikke udelt begejstret for mine bryster (det er jeg for så vidt heller ikke selv...), og det bliver til en del hylen i forbindelse med måltider, særligt om natten (også fra os begge to). Heldigvis var jeg forleden sammen med nogle seje mødre, som lærte mig, at det ikke behøver være så vigtigt og rigtigt, det der med amning. Og det var tiltrængt, tror jeg. For, er du gal mand, hvor er det da bare over det hele. Altså allerede fra man den dag man bliver gravid spørger jordemoderen og alle andre om man har tænkt sig at amme. Da jeg var på barsel med Anton var jeg sågar til et kontaktlinsetjek, hvor den rare optiker-dame spurgte om jeg ammede (for det kunne have indflydelse på mit syn!?), og da jeg svarede "ja", sagde hun "jamen, det er jo også det bedste". Pænt meget pres på fra alle sider, og det er svært at undgå at føle sig som en unaturlig moder natur, hvis ikke det lige glider, det med mælk fra bryst til bebs.

Men jeg (prøver) at tage det med ophøjet ro og må, hvis Otto ryger på flasken, forsøge at kompensere for mit enorme svigt som mor med ekstra lommepenge senere hen, når ungen helt sikkert er dybt astmatisk, brystfikseret og måske decideret sær pga. manglende amning som baby...

onsdag den 28. oktober 2009

Krea(strid)?

Det blev kun til én øl i går aftes, men en hel masse fest i nat. En lillebitte febervarm baby, som pev og klynkede og græd natten i gennem. Det var bare så synd. Og hårdt. Heldigvis er han sig selv igen her til morgen og griner og hujer. Man bliver godt nok hevet noget rundt i manegen!

Hvad gjorde man før kaffe? Og før computeren?

Kan forstå at det nye i blog-universet er noget gave-kædebrev. Jeg gad bare så godt være med, for damn, der er mange cool damer som laver cool ting! Skal dog lige have hittet ud af min kreative niche. Det må være der et eller andet sted. Jeg ved, at jeg ikke kan tegne, for da jeg sad og tegnede med Anton i morges blev mit ynkelige forsøg på at tegne en hest tolket som en elefant. (Måske var det fordi jeg var skeløjet af træthed?!) Jeg ved, at jeg ikke kan sy. Bliver altid så utålmodig, og vil bare gerne have lortet færdigt (og det ses som regel på resultatet!) Har lært at strikke ret og vrang, men igen arbejder mit utålmodige væsen mig imod. Hvad er der så tilbage... bum-bum. Jeg går lige i Panduro Hobby og finder noget begynder-kit af en art, og vender tilbage som ekspert indenfor ... kartoffeltryk? Origami? Filt? Jeg må prøve mig frem;-)

tirsdag den 27. oktober 2009

Nej, nu.

Nej, de sov ikke. I hvert fald ikke Otto. Men nu, efter to en halv times traven op og ned af gulv (inkl. episode med lort, der dryppede ud på gulvet, mens Morten gik rundt med ham, først opdaget, da han var ved at glide i det), sover Otto. Min ryg brænder, mine skuldre er hårde som sten, og jeg kan knap løfte mine arme for at skrive. Nu synes jeg måske, jeg fortjener en hel ramme øl, for lissom at tanke op til nattefesten, der venter forude;-)
Godnat - og sov godt?!

Stop.

Fårk en dag. Jeg er helt og aldeles mør og øm i kroppen, hovedet og hjertet. Kan faktisk kun overkomme telegramsprog. Stop.
Otto vaccineret. Skriger non-stop i 2 timer derefter. Vil ikke spise resten af dagen.
Anton officielt i trodsalderen. Havde fået time-out i vuggeren. Pædagogen siger velkommen til to år i trods. A splattede ud og nægtede at gå hjem fra vugger, hylede den næste time. Otto vil stadig nødigt spise eller sove. Får m. nød & næppe bikset skod-lasagne sammen. Manden kommer hjem, helt udmattet efter stressende dag i studiet. Begge drenge er halvsure, tunge og irriterende. M & jeg ser opgivende på hinanden. Tager dyb indånding og kommer i gennem den sidste time. Nu sover de begge.

Hvor er den der præmie, man føler så stærkt, at man fortjener efter sådan en dag? Eller bare personlig massør? Hm. Det må blive til en dele-øl samt -smøg i køkkenet.


Anton gør, som vi andre drømmer om. Lægger sig ned midt i det hele, og siger 'gider ik mere'. Gid man selv måtte.

Kom an!

I går havde vi besøg af en kær ven. Han er fotojournalist, og en virkelig, virkelig dygtig en af slagsen. Han er den vildeste vovehals, og sætter ikke grænser for sig selv. Søger tværtimod efter udfordringer, han ikke tør tage op, og gør det så alligevel. Han klatrer i kæmpefarlige bjerge, han opsøger rockerbander i Polen, han kører 3000 miles alene i en bil i Colorado for at finde den mest øde og fattige indianerstamme (bare for lige at hilse på sådan en!) og han tager på sjælerejser, som gør rigtig, rigtig ondt.
Han hang ud i vores lille, gennemrodede undskyldning af en lejlighed en hel dag med alt hvad det indebar af gylp og gråd, trods og træthed og oplevede a day in the life of us. Da han om aftenen skulle hjemad, kunne jeg se på ham at han var dybt imponeret. "Hold da kæft, hvor er I seje", sagde han så.
Og så følte vi os sådan lidt Robinson-agtige, og synes at Himalaya da egentlig bare kunne komme an, for vi har prøvet det, der er vildere!

mandag den 26. oktober 2009

Det må jeg godt, for jeg er nemlig på barsel!

Jeg har en last. Det nærmer sig et dagligt misbrug. Selv ikke den konstante støvregn, der gjorde Amager grå og fugtig i dag kunne holde mig væk. Der findes en lille kaffebar ikke så langt fra hvor jeg bor, hvor de drister sig til at sælge helt utroligt lækre flødeboller (I ved, dem med tyk, mørk chokolade og marcipanbund, og skum som en lille smag af himlen). En café latte + en af disse sataner koster tilsammen 40 kr., så hvordan siger man nej? Jeg har ikke lyst til at regne ud, hvor mange penge jeg hidtil har lagt i den lille biks, men jeg er ret sikker på, at jeg er med til at holde dem i gang. Jeg gør det faktisk kun, fordi jeg gerne vil støtte op om små, lokale initiativer...
Når jeg så har købt denne menu, er det over på min bænk på den nærliggende kirkegård og frådse i sødmælks-latte, flødefanden og lækker læsning.
Lige nu er det Sophie Dahl's "Voksentid". Og dyrk lige denne fødselsbeskrivelse derfra:
... Han travede frem og tilbage derinde i syv timer, mens jeg skreg og pressede, pressede og skreg, og der eksisterede ikke andet i hele verden end dig og mig og denne utrolige smerte, der føltes, som om den var af en anden verden, men jeg blev ved med at minde mig selv om, hvor levende jeg var, hvor utroligt stærkt, jeg ønskede mig at få dig...
Nogle gange er det sgu' meget dejligt at være på barsel!

Den gode barsel?

Så forleden et indslag i Go'Morgen Danmark om en ny bog med titlen "Den gode barsel", efterfulgt af et indslag om en ny bog med titlen "Hverdagsliv i familien". Begge bøgers overordnede budskab var, at man som nybagt mor (eller far, for "fædre tager jo også lange barsler" - right!) simpelthen skulle lytte til sig selv og droppe eksperternes råd til hvordan det perfekte familieliv skal se ud. Jeg har selv arbejdet med den slags bøger, som vi kalder livsstilslitteratur, og synes at genren kan en helt masse vigtigt.

Men, er det ikke problematisk, når man skal til at læse bøger, som fortæller én, at man skal lytte til sig selv, og ikke lade sig forblænde/forvirre af informationsoverload og gode råd fra alle mulige trosretninger? Jeg mener, kan I se paradokset? Forfatteren bag "Den gode barsel" havde nogle rigtig gode pointer, og opfordrede netop mødre til at blive bedre til at give slip og følge deres lyster, uanset omverdenens forventninger til "en barslende kvinde". Det bliver bare sværere og sværere at få lov til at slappe af og finde sin egen modersti(l), hvis dette nu også skal intellektualiseres.

Jeg elsker at læse om andres liv og leben og synes fx det er vildt inspirerende at læse om andre real life moms, som kalder en prut for en prut. Det er derfor jeg er blevet så hooked på blogland, for herude findes de rigtige mødre i kød og blod, som har overlevet de værste stormfloder og de inderligste søndage og som gavmildt deler ud af det store og det svære og det små og det smukke.

Ikke et ondt ord om barselsbøger og baby-guides (har jo selv en god stak på hylden!), men nogle gange tror jeg, det er lettest at give slip på vores egen måde og så lade os føre derhen hvor babyboblen blæser os?
For moderskabet sidder vel i hjertet og ikke i hjernen?

søndag den 25. oktober 2009

Sengetid!

Line har lige klaret 3 dage alene med to børn i stiv arm. Jeg bøjer mig i støvet. Herhjemme kom vi også helskindet gennem dagen uden alt for mange seancer á la den beskrevet i forrige indlæg. Anton er simpelthen forrygende. Han accepterer bare at Otto skal have ligeså meget opmærksomhed, kærlighed og kys som ham. Og han er også gerne selv den glade giver af førnævnte til sin elskede lillebror. I virkeligheden en dejlig dag, men når man står midt i orkanens øje, og løber helt vildt stærkt for at imødekomme to poders forskellige behov (og gerne lige før de opstår!), kan det, indrømmet, være svært at nyde.

Lige nu nyder jeg, at klokken er 21.30, at Otto lige er faldet i søvn, og at jeg nu er på vej på hovedet i seng.

Tak for i dag!!

How to...

Når der er noget, jeg ikke ved hvordan man gør, plejer jeg at skrive "how to xxx" i Google's søgefelt. Jeg mangler nu svar på følgende: How to... be alone with two children? Lige nu sover de begge, og jeg er helt smadret. Jeg har været alene med dem i en time. En time?!
Manden er ovre i den nye lejlighed og sætte køkken op med tømrer-ven Simon (By the way; Alle burde have en tømrer-ven). I går knoklede de derovre hele dagen, mens Anton var i Zoo med Morfar, som desværre ikke kunne lege længere. Så nu jeg er her, i den gamle lejlighed, alene med dem begge.

Otto kan slet ikke finde ud af det der med sovning for tiden (undtagen om natten, 7-9-13), så han bliver pludselig helt overtræt og græder og græder og kan slet ikke falde til ro. Det skete selvfølgelig også lige før, og så så man lige mig danse rundt med Otto i armene med et meget påtaget smil på overfor Anton, som så lidt skeptisk på mig. Jeg forsøgte mig med "vil du se Bamse & Kylling, vil du have frugt, vil du tegne, vil du lege med biler, hvor er din bamse, skal vi læse bog", og min stemme blev mere og mere skinger i takt med at Ottos skrigeri steg i styrke. Anton så lidt forvirret ud, men besluttede sig for at han ikke lige gad vores menageri og tøffede ind på sit værelse og satte sig til at tegne. Han er bare så god og tålmodig og kommer efter noget tid ind til lillebror med en sut, han havde fundet. Prøver at stoppe den i munden på skrigungen, som desværre ikke køber den, men tværtimod begynder at skrige endnu mere hysterisk. Jeg er nu helt opkørt over Ottos anfald og samtidig helt ødelagt af dårlig samvittighed overfor Anton, som jo stadig også bare er min lille baby. Han får nu pludselig det karakteristiske "jeg-skider-lige"-udtryk i fjæset, og det er da også lige hvad han gør. "Ble på", ber' han mig med myndig stemme. Jeg prøver lettere stakåndet og stadig med det stive smil på at forklare ham, at jeg nok skal skifte ham, skal bare lige trøste Otto osv. Anton stavrer lidt rundt i sin lort, men til sidst knækker filmen for ham, og han begynder også at græde. Bum. How to...? Jeg må lægge mit skrigende spædbarn i vuggen og turbo-skifte Anton, som - tadaaa- har skidt i gennem. Alt tøj skiftes, barn trucker-vaskes og kastes i nyt tøj. Der er nu blevet ro inde hos Otto. Anton og jeg får trøstet hinanden, spist lidt frugt og jeg får gudskelov lokket ham i seng til middagslur. Menmenmen. Mens jeg sidder og synger for ham, beslutter lille O sig for at vågne med et skrig (fordi han givetvis er helt ulykkelig, traumatiseret og omsorgssvigtet af at skrige sig selv i søvn). Jeg løber fra baby-vugge til barne-seng og får til sidst slukket for begge børnestemmer. Alt dette på en time.

Og nu sidder jeg så her, og forbereder mig på de sidste par timer af dagen som alenemor.

(Det bliver festligt når min musiker-mand i begyndelsen af næste år skal ud og turnere... - Gode alenemor-råd modtages med kyshånd!)

lørdag den 24. oktober 2009

Morgenstille

Der er helt morgenstille i lejligheden. Alle tre drenge sover længe i dag, så jeg vågnede helt af mig selv (!) og sneg mig ud af sengen. Jeg sidder lige nu i mørke i sofaen med min mac som eneste lyskilde og kampnyder stilheden og mørket.
I dag vil jeg...

- Huske at kysse min kæreste
- Lege med Anton uden at kigge på uret en eneste gang
- Ringe til min mor og sige TAK
- Dufte, virkelig dufte til mine små børn og indkapsle deres dufte og deres pludren i mit hjerte
- Nyde at jeg lige nu har alt, hvad jeg drømmer om

Jeg fik nemlig søvn i nat!

fredag den 23. oktober 2009

3-mdr's Klaus

Klaustrofobisk: I dag bliver Otto 3 måneder, og han er i løbet af de 3 måneder gået i seng før klokken ti max fem gange. Dvs. at når vi efter en laaang nat, efterfulgt af en laaang og festlig dag, endelig har fået lagt storebror i seng og er klar til at kaste os på sofaen og splatte ud med en film, er Otto LYSvågen og vil snakke, lege og spise i de par timer, vi ellers plejer at have til os selv og hinanden (altså præ-Otto, vel at mærke).

I starten var det faktisk rigtig hyggeligt og sådan, men nu rammer vi 3-måneders muren og trænger for dælan da snart til lidt børnefri-tid, lidt tid uden nogen siddende på armen eller brystet, lidt tid til kun at koncentrere os om os selv og hinanden. Jeg mærker en snigende klaustrofobi og får en hemmelig trang til at råbe: LUK MIG UUUUD!! Og skrid lige alle mennesker i hele verden, bare en times tid. Drømmer bogstaveligt talt drømme for tiden, hvor jeg er Palle-Astrid Alene i Verden... ahhhh!

Blogrikker

Nydning: Rester af gårsdagens kartoffelsuppe, Mumi-læsning, kaffe & bare en lillebitte brownie. (Hvis den nu er hjemmelavet og økologisk, er den vel nærmest sund, ikke Julia?)

Mumitrolden er vågnet midt i sin hi, og er helt alene. Han beslutter sig for at drage sydpå ned til Mumrikken, men tør ikke:
"Hvis jeg vidste, at han vidste, at jeg ville klatre over de her bjerge for hans skyld, så kunne jeg gøre det. Men helt alene går det ikke..."

Det hele er sgu' bare lidt nemmere, hvis der er nogen der ved hvad man kæmper med. Havde en snak med en veninde i går om blogging. Hun kunne aldrig få sig selv til at eksponere sit inderste på denne måde, men jeg måtte forklare hende, at der herude findes en helt masse Mumrikker, som ved at man nogle gange føler sig lidt lille og lost, og som kan sige "Hey, jeg kender det, det skal nok gå". Tak for det:-)

PS: I går bagte jeg i øvrigt også fantastiske knækbrød (eller kækbrød, som det hedder hos Anton), fandt opskriften her. Det er virkelig nemt og helt utroligt lækkert!

torsdag den 22. oktober 2009

Burde er død

Lige et lille klap på skulderen til mig selv. Ja, det skal man altså gøre engang i mellem. Mit tema på denne barsel nr. 2 er færre pligter, mere fornøjelse. Da jeg var på barsel med Anton, følte jeg mig som den eneste i hele verden, da vi var banebryderne i vennekredsen. Jeg havde svært ved at nyde barslen, og synes der var en masse ting, jeg burde. Jeg burde læse videre samtidig og tage eksaminer og gå til forelæsninger. Jeg burde sørge for det hele herhjemme, og jeg burde i det hele taget føle, at jeg da ikke bare kunne tillade mig at fise den af i et helt år. Jeg er blevet klogere. Hurra for flerbørnsbarsel.

Forleden var jeg til gymnastik med Otto. Havde meldt mig til for længe siden, og er kommet meget sporadisk! Men i mandags var jeg der altså, jeg havde jo lissom betalt penge for det (penge jeg kunne have brugt på lækre efterårsstøvler fx, dough!) Efter en halv times hoppen og dansen begyndte Otto at græde og kunne bare ikke stoppe igen. Han ville ikke sove, lege, spise eller skide. I min i forvejen noget svedte og udsatte situation (ALLE de andre babyer lå naturligvis ligeså fint og pludrede med hinanden), kunne jeg mærke den velkendte panikagtige stress-sved presse sig på. Men så satte erfaringen ind, og jeg huskede mangt en stress-sveds-situation med Anton, hvor jeg har kæmpet en kamp for at få det til at se ud som om, jeg havde styr på det der med at være mor, og at jeg da i hvert fald sagtens kunne klare alt muligt samtidig med. No more. Så selv om der egentlig var en time tilbage, pakkede jeg mit habengut sammen, og sagde "Nå, jeg tror vi smutter" til ergo-Dorte og tøffede hjemad med Otto. Han faldt selvfølgelig i søvn i vognen, og jeg fejrede min lille personlige sejr over burde med en to-go kaffe + muffin fra Ricco's lige overfor Idrætshuset - tag den!

tirsdag den 20. oktober 2009

Tidskapsel

Åh, verdens største moder-kliché, men hold nu op hvor går tiden bare alt for stærkt. Jeg kan ikke rigtig fatte, og næsten ikke acceptere, at tiden sådan flyver afsted uden mulighed for at fastholde en lille time eller bare et par minutter. Otto er 3 måneder om lidt. Han er stadig vældig lille og nuttet og buttet, men han er ikke krøllet, rødmosset, fugleunget og helt, helt skrøbelig som han var de første uger. Den der nyfødte duft, de små bevægelser som man kender fra tiden inde maven og fornemmelsen af at have mødt et nyt menneske, som man elsker helt vildt højt, men som man overhovedet ikke kender. Nu griner han når man kilder ham, smiler til alle der kommer hans vej og er med syvmileskridt på vej i sin storebrors fodspor.
En storbror som for bare fem minutter siden var 3 måneder, men som på en eller anden måde bliver 22 måneder i morgen. Meget mærkeligt! I dag sagde jeg til ham, mens han tullede nøgen rundt sammen med yndlingsbamsen og nynnede, at han aldrig må blive større. Men det bliver han jo, og det skal han jo helst også (og mon ikke jeg på et eller andet tidspunkt ville blive træt af at skifte bleer?) Bare man dog kunne fastfryse en enkelt dag for hver måned af deres liv, putte dem ned i en slags tidskapsel, og så åbne den om 20 år og røre, dufte, kysse og nyde de små bebslinger, som til den tid har skægstubbe, kærester og studiegæld.

Oh, what a night!

Engang involverede nætterne tant, fjas, musik & fis, og det var sejt at være vågen hele natten. Nu ser det sådan her ud:
Kl. 22.00: Jeg kapitulerer og går i seng i håb om at få et par timer, inden det går løs.
Kl. 23.03: Otto vågner og skal ammes. Kan ikke lige falde i søvn igen, så jeg giver ham sutten et sted mellem 100 og 150 gange.
Kl. 00.15: Otto sover, og jeg prøver.
Kl. 01.50: Anton vågner og græder hjerteskærende. Far prøver at trøste, men det kan overhovedet ikke bruges. "MOOOOAAAAHHAAAR". Jeg synger sange, giver ham vand, trøster og putter.
02.05: Anton kalder. Jeg kommer. Gentager ovenstående ritual.
02.20: Ditto.
02.35: Anton kalder, far tilbyder sin hjælp, men dette fatale fejltrin udløser nu et endnu større anfald, hvor Anton gennem snot og tårer hulker på moar og havregrød. Jeg går ind til ham og prøver at give ham lidt mysli. Det skulle jeg aldrig have gjort. Nu stiger sirenen til helt nye højder, og får således vækket Otto. Jeg overlader skrigende snart 2-årig til barnefaderen med et "forhelvededaosse" og tramper ind til 3-måneders baby, som ikke vil have hverken bryst, sut eller dyne.
02.55: Otto accepterer allernådigst lidt bryst og en sut, og indvilliger i at sove.
03.10: Farmand har også sejret inde i børneværelset og kommer tilbage i sengen. Vi er begge helt adrenalinpumpede og tør nærmest ikke lægge os til at sove, for vi ved at vi nok skal op igen lige om lidt.
04.07: Og ganske rigtigt. Otto fik åbenbart ikke mad nok før, så han stikker i et hyl, hvorefter jeg hurtigere end min egen skygge får ham hevet til noget bryst og propper det ind i munden på ham, før han får vækket sin storebror. Det lykkes.
05.10: Det gør det så ikke denne gang. Otto rumsterer, jeg fumler med sutten og får den ikke stukket ind i tide, for pludselig starter den lille sirene (som dog kan hyle pænt højt, størrelsen taget i betragtning) og får Anton til at vågne og være helt bange og fortvivlet. "Otto ked'a, Otto ked'a, Otto ked'a", hyler han - und so weiter und so fort.

Men så fik vi til gengæld lov til at sove helt fra kl. 6 til klokken kvart over syv. Tak unger.
Og tak til Nescafé, Onkel Rasmus som kommer to the rescue i eftermiddag og tak til blogland, hvor jeg sultent har surfet mig frem til andre som har prøvet disse nætter - og har overlevet!

mandag den 19. oktober 2009

Din mor arbejder ikke her...


Det frækkeste min mand kan gøre for mig lige for tiden er... at tage opvasken/morgenbleen/støvsugningen/madlavningen. SÅ HOT!
Gad vide hvornår man vænner sig til at førnævnte praktiske gøremål (sammen med ca. 200 andre faste, daglige
programpunkter) bare er en del af det, at have børn? Jeg kan huske hvor åndssvagt jeg synes det var, at min mor blev irriteret over at komme hjem fra arbejde til et hus, hvor dovne teenagere flød foran fjerneren med ostepops og gammel opvask ud over det hele. Jeg forstår nu, mor... Og undskyld! For selv om jeg nogle gange prøver at virke lassez-faire-agtig og lade opvasken stå, er der altid en lille del af mig som i sit stille sind stresser en smule over at den fordømte opvask jo ligesom skal tages på et eller andet tidspunkt. For den erkendelse hører vel med til dét, at blive voksen? Ryd op efter dig selv, du er moren!

lørdag den 17. oktober 2009

Zen for småbørnsmødre

Sidder i min lillebitte stue og hviske-skriver. Da vores håndværker-tilbuds-lejlighed STADIG ikke er færdig, bor vi altså STADIG i en lillebitte lejlighed, hvor der knap er plads til to - og vi er som bekendt fire. Otto sover i stuen (ved siden af ægtesengen), så aftnerne foregår på listetæer og med høretelefoner på. Øv. Trænger til at få mit eget værelse!

Weekenderne med to børn på hhv. 22 og 3 mdr. er ikke just afslappende, men dagen i dag har været en øvelse i netop det - at slappe af og lade sig rive med. Ikke på en Anna Skyggebjerg-agtig zen-måde, men på en "vi-tager-hvad-der-kommer"-agtig måde. Vi prøver (læs: jeg prøver, Morten er mester i det) at lade være med at skematisere vores dage. Der må gerne være plads til en impulsiv fodring af ænder eller bygning af hule, og så må aftensmaden bare vente eller hentes udefra. (Igen: det er altså mig, der er nazi-mor og bliver lettere panikslagen hvis klokken er bare ti over seks, og der ikke er sund og nærende og hjemmelavet aftensmad på bordet.) Men jeg tager ved lære. Han er god til det, Morten, og jeg elsker ham for at insistere på at nu lader vi altså lige oprydningen og madlavningen vente (jeg så jo lige mit snit til at være to skridt foran ulvetimen og få ordnet alt, mens de to pus sov til middag), men han fik mig overtalt til at ligge i ske og snakke og fnise i stedet. Tak for det... Og tænk engang, fordi jeg slappede af og drev den af, var det som om det var nemmere for os alle bare at drive med dagen.


fredag den 16. oktober 2009

Vidunderlige uger...

Det er en fase. Julia minder alle os forældre om, at børnelivet er én lang rutsjetur ind og ud af faser. Vi kender vel alle (og elsker og hader?) bogen "Vidunderlige uger"? Jeg har en udgave med 68 uger, og gennem disse skulle mit barn altså være skiftevis en solstråle og en tordensky (og det passer jo!). Men det fortsætter vel langt forbi de 68? Anton er for eksempel nu ca. 95 uger, og den ene uge er han den mest vidunderlige lille solstråle som man bare må kramme, og ugen efter er han en stormflod af hidsighedsanfald og "VIL-SELV"-udskejelser. Det er en fase.

Og det er dét, som trøster os forældre, men det er sågu også det, der gør det så hårdt. Man er konstant på usikker grund, man aner ikke om man skal tage solbriller eller paraply på om morgenen, og hver gang man tror, at NU har jeg luret ham eller NU ved jeg, hvordan jeg tackler diverse anfald og grænseafprøvninger, så går ungen hen og skifter ham og bliver den blideste og mest medgørlige lille englebasse. (Og når man så læner sig tilbage og tænker "Yes, nu er den sværeste tid ovre", bliver han pludselig teenager og ryger i smug og lyver om lektierne.)

Jeg er vel rundt regnet 1400 uger gammel, og jeg synes egentlig stadig jeg skifter fase ret ofte. Noget er det skyldes jo givetvis kombinationen træthed + hormoner (fx. da jeg i går tudede over at der ikke var mere snoller), men jeg er stadig på gyngende grund udi kunsten at leve og må af og til kaste mig ud i uvejrsrasen for måske engang at kunne falde til ro i rum sø.

torsdag den 15. oktober 2009

Tidstyv

Jeg er den vildeste tidstyv. Jeg stjæler mig til fem minutter hér, og en halv time dér. For eksempel har jeg nu "meldt mig til" at få lidt styr på hytten OG tage Otto, mens Morten er taget på legeplads med Anton. Jeg vidste godt at det "tilfældigvis" lige kom til at passe med at Otto skulle sove lang lur, så efter ti minutters raid gennem kaos-hjem, flytning af diverse bunker og generel overfladebehandling, har jeg nu i hvert fald en halv time her på sofaen, hvor der skal junkes blogs, netshopping eller måske et halvt afsnit Mad Men. Kvindelist? Det tror jeg nok;-)

Pretty Pink...

Trine udfordrede mig til at finde 7 tøsepink ting i mit ellers testosteron-inficerede hjem. Det lykkedes! Og lidt til... Jeg er desværre den vildeste amatør-fotograf, og kan basically ikke finde ud af at slå blitzen fra og sådan. Så reklamefotos er det ikke. Men skønne og PINK ting, dét er det.
Passer på min øjesten...

Mine ældste og kæreste...
My-kaffe smager ekstra frækt...
The one and only...
Pænhed...
Fantastisk bog af fantastisk dame...
Mmmmm....
Nænner ikke at smide ud!
Prinsessedrøm...

Jeg prikker hermed Line og Annamette på skulderen og udfordrer dem til at støve 7 ORANGE ting op og vise dem frem...

onsdag den 14. oktober 2009

Overlevelse

Sidder og prøver at komme mig ovenpå en forfærdelig nat. Mit survival-kit er stærk, stærk kaffe og nutellamadder. Otto sover i gården, Anton er i vuggetstue og Morten er i studiet. Jeg sidder her på min sofa og prøver at samle mig selv op med en indvendig pep-talk. Deterenfase, deterenfase, deterenfase. I nat begik drengene mytteri og overtog fuldstændig styringen for denne synkende skude. De skiftedes til at vågne og græde og kalde på sin moar, som så måtte stille bryster, godnatsange og overskud til rådighed. Sidstnævnte slap desværre op ved halv-fem-tiden, og det fejrede vi, de voksne, med et rask skænderi. Så selv om himlen er blå i dag, selv om jeg igår var så heldig at være til blog-mødregruppe med tre fantastisk uperfekte mødre og selv om Anton og Otto krammede og kyssede, som var de nyforelskede i morges, synes jeg sgu' dagen er svær at sutte op fra slap! (Undskyld, bliver altid helt brovten, når jeg er overtræt;-) Må have mere kaffe.

PS: (Bemærk venligst kaffekoppen, som er af porcelæn og gummi fra Charles & Marie - en tarvelig Nescafé smager bare bedre i lækker indpakning!)

mandag den 12. oktober 2009

Hårtab og årtab?

I badet i morges opdagede jeg pludselig at jeg skal til det igen. Hårtabet. Sidst jeg ammede fældede jeg så vildt, at jeg til sidst troede, at jeg ville ende med at blive helt skaldet. Heldigvis kom meget af det igen, og nu skal jeg så til at skifte ham igen. Nogen gode råd? Noget særligt man skal spise for at beholde sit dyrebare hår?

I dag er det min rigtige fødselsdag. 27 år. Bag mig ligger 27 gode, svære, lykkelige, ulykkelige og ikke mindst udviklende år. Og jeg kan kun huske glimt fra dem alle. Nogle af årene er tabt, men var selvfølgelig ikke forgæves, da de vel har gjort mig til den jeg er nu. Livet føles nærmest længere og længere jo ældre man bliver, og især, når man har fået børn. Min mor har nu to børnebørn, en sprudlende karriere, masser af tid til fester og venner og er bare så meget i live. Mine børn er stadig små, og jeg kommer forhåbentlig også til at opleve dem få børn og måske endda børnebørn.

Jeg har masser af tid, og masser af år, som bestemt ikke skal tabes og skylles ud med badevandet. De skal leves og snuses og nydes og sanses, for de gror ikke ud igen...

søndag den 11. oktober 2009

SURPRIIIISE


...! råbte de, og kom løbende imod mig og gruppekrammede midt på Christianshavn. Fredag aften, helt mæt, glad og halvfuld efter sublim middag på restaurant med dertilhørende vinmenu med manden i fødselsdagsanledning, blev jeg overfaldet af kærlighed og surprisefestende venner. Min mund bærer stadig et helt fjollet smil, og min krop bærer stadig på resterne af tømmermændene. Det var den fedeste, fedeste aften med masser af dans, musik & fis - og kærlighed! Og det bedste af det hele var, at det var min mand, som havde arrangeret det. Han er meget kærlig og fantastisk og alt det der, men romantisk og initiativrig på surpriseparty-måden er ikke noget han plejer at være præget af! Og han har læst mig godt, for det var bare SÅ meget det, jeg havde brug for. At blive fejret af alle dem, jeg har allerkærest og at feste HELE natten (på en måde som ikke involverer amning) og at dingle hjem over Amager med armene om hinanden, mens vi stoppede ved hvert andet træ for at snave, var bare SÅ meget det VI havde brug for. Kom pludselig i tanke om, at jeg egentlig er ret vild med ham... En tanke, der nemt forsvinder i bleposerne og vasketøjsbunkerne.

Weekenden har båret præg af tømmermænd, forstås, men jeg elsker faktisk at have dem. Altså ikke sådan på opkast-og-treo-måden, men jeg bliver altid vidunderligt hudløs og "søndags-agtig", du ved, sådan når de små smil og de melankolske sange kryber helt ind til hjertet og tager fat og krammer. (Kunne nærmest ikke synge "Solen er så rød, mor" for Anton uden at begynde at lækkerheds-tude!) Og når de små drenges sødhed og nærhed bliver endnu mere rørende...

Jeg må simpelthen til at drikke noget mere;-)



torsdag den 8. oktober 2009

Vi bestod!

Endnu en milepæl på forældreskabets long and winding road er nu rundet. Første forældresamtale i vuggeren. Vi gik derhen med Otto i slyngen, små sommerfugle i maven og en Anton bag på cyklen, som ikke anede at vi skulle hen og have karakter på hans vegne. Vi gik derfra en halv time senere og var ca. ti centimeter højere og helt glade og varme indeni. "Anton er en gennemført god og kærlig dreng, som hviler i sig selv og er en god kammerat", lød dommen. Juhuu! Så fantastisk at vide, at selv om han ved Gud ter sig, råber "NNEEEEJJJ" ind i hovedet på en, når man siger han skal i bad, brokker sig over at der ikke er ubegrænset kageadgang og i det hele taget bare prøver sine (og ikke mindst vores) grænser af, er han i bund og grund og ude i sit eget liv en glad, rar og dejlig lille person, som nok skal klare sig i den vide, voldsomme verden med buksevand og anden ungdomskriminalitet.

Denne oplevelse er god at have bag øret, på de dage hvor alt braser sammen og han ingenting gider og vi kigger på hinanden og siger "hvad har vi dog gjort galt?" Ingenting, åbenbart;-)

onsdag den 7. oktober 2009

Ups'n'downs




Havde egentlig skrevet et halvt lyserødt indlæg om en fantastisk weekend, men nåede aldrig at udgive det, da det pludselig blev mandag, tirsdag og onsdag. Tre hverdagsdage som har budt på regn og tårer men også på smil og sol og sejhed. For satan, jeg synes dette to-børns-liv er en rollercoaster-ride. Den ene dag (eller time) føler jeg mig som verdens heldigste kvinde, da jeg jo har verdens dejligste mand & børn, og dagen (eller timen) efter synes jeg det hele er rodet, kedeligt, hårdt og klaustrofobisk. Lige nu er vi på den vildeste overlevelsestur, hvor hver nat er det benhårde natløb og hver dag er en kamp mod tiden, nullermændene og ulvetimerne. Hvornår er det man kommer hjem fra spejderlejr og får varm kakao, karbad og en god nats søvn mens mor vasker ens tøj?

- Har i øvrigt nedtur over at jeg ikke kommer ind og ser UP, fordi bif-tur bare er out of the question, men har til gengæld optur over at manden og jeg skal ud og spise på fredag - og drikke os lidt ned i dyr vin!
- Synes det er fantastisk og frustrerende at have en baby. Glæder mig til han kan sove og snakke, men frygter den dag han ikke skal ammes mere og ikke siger de der småbitte hamsterlyde længere.
- Er helt oprigtigt godt gammeldags misundelig på min bror, som skal til New York om lidt og min søster, som er på udveksling i Glasgow. Mig? Jeg tager på charterferie med svigerfamilien og bliver ellers i DK de næste par år!

Og til sidst:
Note to self: Lad for Guds skyld være med at tage i IKEA med overtræt barn, mand og selv og lad også være med derefter at tage hul på monsteroprydning, når føromtalte overtræthed fører til simultangråd fra mor og barn og en far, som kun kan se på med et opgivende blik og sige "jeg skal nok støvsuge i morgen".


Men vi elsker det jo alligevel, ikke?

lørdag den 3. oktober 2009

Skraldemand...

Min mand er skraldemand. Eller skraldespand - min skraldespandsmand. Lige nu tager han imod alt hvad jeg har af galde, hengemt surhed og bitre spydigheder. Det må hobe sig op derinde, og jeg håber ikke han pludselig beslutter sig for at hælde det hele tilbage i hovedet på mig - føj! Midt om natten vækker jeg ham for at beklage mig over, at han bare ligger og sover mens jeg sidder her og ammer (Otto tror ikke på liggende amning - stor bet!) Om dagen sukker jeg over, at han ikke kan læse mine tanker og give Otto de der uldsokker på, eller at han ikke har købt chokolade med fra Netto. Eller også får han skældud over at han rører for meget/lidt ved mig eller er for meget/lidt hjemme. Lige nu er han nederst i behovskæden, - der udgøres af Otto-Anton-mig - og så måske ham hvis han er rigtig heldig. Stakkels mand...

Håber virkelig snart at jeg får vendt den skude, for jeg tror ikke der er noget særligt sexet over denne bitterfisse-opførsel. Men lige nu har jeg bare brug for at læsse af, og han står uheldigvis altid først på listen over modtagere... Måske skulle jeg begynde til noget boksning?