mandag den 22. februar 2010

Hudløs

Mine følelser sidder uden på tøjet i dag efter en nat med latterligt lidt søvn. Otto var vågen fra 2-5, helt kæk og højtråbende. (Og jeg var jo på nattevagt alene.)
Jeg er helt hudløs og har lyst til at tude over de mindste ting, som for eksempel når ens 2-årige søn ringer fra Århus og siger "Godmorgen Mor, du sovet godt?" med sin lille glade stemme. Eller når en lille forfrossen fugl sætter sig uden for ens vindue og banker på ruden med sit lille næb. Eller når et lille marcipanbrød kaster sig frådende over ens ansigt og overdænger det med små våde kys.

Men i dag tuder jeg også over de store ting. For der er nemlig en skilsmisse på vej i familien.
Efter de brølende 20'ere, hvor alle omkring os fandt deres kærlighed, flyttede sammen, blev gift og nu er i gang med at få børn, nærmer vi os så småt det næste kapitel. Voksendommen. En dom, der for nogle også indebærer den slags tab af drømme, som en skilsmisse må være. Jeg håber inderligt, at dem som vælger at gå fra hinanden træffer det rigtige valg, og jeg håber ved Gud at det aldrig, aldrig skal overgå mig selv og mine børn.

søndag den 21. februar 2010

Savnere

Har tilbragt en hel, stille og inderlig dag alene sammen med dette marcipanbrød (som har tænder på vej!)
Anton og Morten er i Århus, og jeg savner dem, så det bogstavelig talt gør ondt i hjertet. Jo flere familiemedlemmer, jo mere kærlighed og jo flere der savner hinanden! Anton plejer at bade Otto og de to har helt sikkert også mærket at de mangler den anden...

Misundelig / mistroisk

Forleden havde vi besøg af et vennepar, som har en lille søn på snart et år. De havde efterladt ham hos hans mormor, og Anton var hos sin morfar. Så vi drak vin - meget. Det var fantastisk at være sammen med dem igen lidt som i de sagnomspundne 'gamle dage', og at kunne føre samtaler der ikke konstant skulle afbrydes af en babyalarm eller bleskift. Men der er sgu' en ting, der nager mig.
For det går bare godt. For dem. De skændes ikke, de har masser af sex, de har det sjovt og dejligt sammen og brokker sig aldrig over noget. Som i, ALDRIG. Og ærligt talt, jeg er pissemisundelig. Samtidig med at jeg er en smule mistroisk. For kan det virkelig passe at man bare kan være glad og tilfreds? Altid?? I så fald anede jeg det ikke, og jeg varmer mig af og til, når jeg synes det er svært og Morten er dum, ved at sådan har alle det engang i mellem.

Kan ikke finde ud af, om det er mig der bør stramme op og klappe i eller om de bør åbne op og lukke os ind. For jeg mener ikke der bør være tabuer mellem venner, og jeg synes at noget af det stærkeste man kan gøre, er at dele sin svagheder. Seriøst, hvem har ikke lyst til at knipse lidt hårdt til sin mand somme tider? (Specielt når han snorker/smasker/glemmer/lugter)

torsdag den 18. februar 2010

Mere om brødre

Da Anton var baby, kunne det hele ikke gå hurtigt nok for mig. Allerede fra hans spæde dage, glædede jeg mig til at han kunne smile / kravle /gå /snakke. Alt var nyt og spændende - og er det i og for sig stadigvæk, og vil vel altid være det? Også skolestart i fuld fart og det første kys/kæreste/sår på knæet og i hjertet. Jeg er hele tiden et skridt foran ham, og afventer spændt hans næste træk. Er du kommet i trodsalderen nu? Ud af den? Kan du tælle til ti og gider du lege restaurant? Jeg forventer hele tiden noget nyt (og nok til tider, for meget) af den lille knøs, som egentlig slet ikke bryder sig om rampelyset men foretrækker at gøre tingene på sin egen måde i sit eget tempo. Han skulle have været lillebror.

For Otto får nemlig masser af ro til at vokse og kokse som det passer ham. Jeg har på INGEN måde travlt med at han skal blive voksen, faktisk kan jeg slet ikke holde ud at han snart ikke gider amme længere, og at han kan kravle og bare sådan uden videre sove på eget værelse. Min lille baby.
Otto har sit helt eget space. Godt nok får han ikke helt samme opmærksomhed og begejstrede hvin fra forældre og bedsteforældre hver gang han slår en prut eller en kolbøtte, men til gengæld får han lov til bare at være. Og at lægge sig i slipvinden fra Anton og kigge op på ham med store, trygge øjne og vide hvor han skal gå hen.

tirsdag den 16. februar 2010

Sejt

Så så man lige mig. I et kaotisk karryindsmurt køkken med rod i hovedet og stress i maven, et velfortjent glas hvidvin i den ene hånd og en forbudt men fantastisk cigaret i den anden. Har nu - efter halvanden vanvidstime lagt drengebørnene i seng (uden at hæve stemmen - altså min, de andre var pænt høje). Morten er i studiet (igen!) og jeg nyder stilheden som aldrig før!!

Og føler mig fucking sej...

Børnene skal læses

Det her er hvad jeg har lavet i dag. Ida Jessens nye roman har fået mig til at læse igen. Altså læse på den der måde, hvor intet andet eksisterer, min mand kan kalde på mig 5 gange uden at jeg så meget som ænser det, og opvask kan være opvask lige så længe det har lyst. Desværre er jeg også kommet til at forsømme mit barn en smule, og først da han lå med hovedet nede i duplokassen og hylede, rev jeg mig ud af Hvium og Solvejs kvaler. Læs den!

Jeg vælger forresten bevidst at undlade at skrive om vores natlige udskejelser, da jeg nærer en enorm respekt/ærefrygt for nemesis.

mandag den 15. februar 2010

Overmodig?

Sidder lige nu yderst på stolen, klar til at springe op, hvis en af poderne giver et piv fra sig, inde på drengeværelset. Det går både godt og skidt, det der samsovningsprojekt. Godt, fordi der hverken i går eller i dag var nogen som helst problemer med at få dem begge puttet. Skidt fordi Otto har været vågen sådan cirka 150 gange i nat. (Ej okay. Men i hvert fald tre gange i timen, natten i gennem). Heldigvis vågnede Anton ingen af gangene, men det gjorde vi jo ligesom.
I dag har vi begge været slået helt ud af søvnmangel - altså, man tror jo oprigtigt at man kan dø af træthed, når man har det sådan her!!

I går, da vi ud af det blå besluttede os for, at sådan en smule natterend kunne vi da sagtens klare, og det blev da bare hyggeligt for dem at sove sammen og dejligt at få vores eget værelse tilbage og alt muligt andet naivt crap, var vi helt på det rene med, at det da nok blev hårdt i et par dage eller uger, men det var da bare lige at bide tænderne sammen. Ja, godmorgen mand. Jeg er spændt på at se, hvor standhaftige vi kan være. For det KUNNE jo virkelig være fantastisk at få det til at lykkes. Men fuck, hvor er jeg dog træt. Og seriøst bange for natten!

søndag den 14. februar 2010

Mission Impossible


Vi har kastet os hovedløst ud i et nyt projekt. Projekt "To-små-drenge-sover-på-samme-værelse." Vi må være en slags masochister...
Fortsættelse følger naturligvis!

fredag den 12. februar 2010

Generalprøve

I dag har jeg generalprøve på alene-marts, da Morten er i Stockholm fra tidlig morgen til sen aften. Og siger man ikke, at hvis det går skidt til generalprøven, går det godt til premieren?? For det går allerede halvdårligt, og klokken er ikke engang 10. Jeg laver masser af fejl, ingen kan huske de rigtige replikker og tæppet gik før vi var klar.

Skulle aflevere Anton (iført fastelavns-tigerdragt, som om han gad have den på) med Otto på slæb. En dødsens træt Otto, som vågnede kl 05.15 (= ditto dødsens mor). Men på en eller anden måde fik jeg bespist begge børn, pakket dem ind og proppet dem ned i vores nye søskendeklapvogn. Og så afsted. Otto hylede og skreg og kunne på ingen måde finde ud af, at falde i søvn. Jeg tænkte, "vi går lige en omvej, så han kan nå at falde i søvn inden vi når vuggeren." Og her kom jeg til at lave første store brøler, det klassiske scootersyndrom*. Købte en croissant til Anton, som han kunne hygge sig med, mens vi travede rundt og forsøgte at få skrigbarnet til at sove. Men ak. Det store barn tager vanterne af for at kunne spise croissant, får lynhurtigt kolde fingre, hyler "vanter på", får dem på, hyler "spise kussang", vanterne af, osv. Det lille barn bliver hele tiden vækket af det store, og jeg melder pas og går målrettet hen mod vuggeren, til en helt kokset aflevering og et skænderi om den f***ing tigerdragt.

Jeg glæder mig til premieren, det kommer da til at blive en bragende succes efter sådan en generalprøve...

*Scootersyndromet: Et mislykket forsøg på at løse en konflikt, som fører nye konfliktmuligheder med sig. Som da Kasper og Anton skændes om hvem der må køre på bilen, og Kaspers far henter en scooter - som så er omdrejningspunktet for et nyt og endnu større skænderi.

torsdag den 11. februar 2010

Hverdagsromantik?

Tog lige mig selv i at skrive følgende i en sms til min mand:
"Hej skat. Gider du ikke købe bleer med hjem, Anton har mega-tyndskid. Vi mangler også leverpostej..."

Sexy.

Det der med brødre

Jeg har to drenge. En lille og en endnu mindre. Anton var halvandet, da han blev storebror og kunne på ingen måde forstå konceptet. Han var med på, at det var en baby der pludselig lå i sofaen og at man skulle sige "a-aa", men det var ligesom det.
Nu, et halvt år efter er de stadig små og meget uskyldige, men de er blevet venner - og brødre. Otto har en lille papkasse, som han elsker at sidde i og kigge ud på verden fra, og Anton har nu fundet ud af, at lillebror synes det er herresjovt, når han bliver skubbet rundt i stuen i sin lille kasse. "Klar? Eeeen, tooo, treee, FEM!", råber storebror og tonser afsted med den lille kasse med det lille barn, som hviner af fryd.

Anton synger sange om Otto nede i vuggestuen og bader ham, mader ham og kysser ham og er i det hele taget ved at revne af stolthed over den lille bror. Otto sidder bare med store glugger og kigger fascineret på Anton, og synes han er sej uanset hvad fanden han finder på. (Især når Antons sirene går i gang over noget med havregrøden eller tøjet el. lign., kan man altid regne med en hyggelig kluklatter fra Ottos ende af bordet.)

De er gode til at være brødre. Og jeg tror, de kommer til at tage på Interrail sammen og spille i band sammen og alt muligt. Og mon ikke de også bliver rigtig rigtig gode til at finde på ballade sammen? Og planlægge mytteri og dække over hinanden og lave skumle manøvrer, som går helt hen over hovedet på forældrene.
Anton bliver Jørgen og Otto bliver Noller* Det bliver en fest!

*(Virkelig, virkelig dårligt eksempel, men kunne ikke lige komme på andre kendte brødre - Michael og Brian er for kedelige.)

onsdag den 10. februar 2010

All that jazz

Jeg bliver simpelthen nødt til at dele det her med nogen - helst så mange som muligt!
Klik her: sorendahljeppesen.dk, (og køb pladen!) hvis du (som mig) er sådan en type, som godt gad høre noget lækker, blød, smuk og rørende jazz, men ikke ved noget om det og ikke orker sætte sig ind i hele jazz-avangardismen. Det er så fantastisk rart og man kan godt komme til at lege at man er sådan én, der var ung i 1930'erne og femme fatale-agtig med cigaretrør og farlige elskere, når man hører pladen (...hjemme i sit rodede børnefamilie hjem i ført natbukser, romkugle og fedtet hår)
Det holder!

mandag den 8. februar 2010

I (heart) CPH

Husker du det afsnit af Sex & The City, hvor Carrie har en date med New York City? I dag har jeg haft sådan en med Kgs. København.

Jeg er normalt ikke sen til at se mig sur på København, når metro-elevatoren er i stykker, / jeg har valgt den forkerte kø i en ulvetimeramt Netto / sure og rige forretningstyper kommer til at give mig den kolde skulder på gaden uden et "ups, undskyld." Men i dag mødte jeg byen fra dens allerpæneste side. Den havde virkelig iført sig det helt store charmeskrud, selv om dagen startede med en propfyldt elevator på Nørreport, hvoraf 98% hverken var svagtgående eller barnevognskørende (endnu en ting, der normalt kan få mit pis til at blive mere end halvlunkent!)
MEN lige i dag var den fyldt med lalleglade mennesker, og vi grinede alle hjerteligt af en lam joke som ham den store fyrede af og en lille pige aede Otto og en hund hvinede af fryd. Vel oppe på jorden opdager jeg, at Otto lugter og må improvisere pusleløsning på Israels Plads (Tip: Bethesda kirken har tip-top pusleplads i kælderen!) Videre til en vidunderlig kaffe på café med lækker atmosfære og betjening (på alle måder lækker betjening!). Videre til genbrugsjagt i Sankt Hans Gade. Videre til impulsivt kagespisningsorgie hos dejlige venner i Blågårdsgade. Hjem gennem byen, mens alverdens københavnerne haster i alle retninger og råber og griner og synger på cyklen.
Jeg kan afsløre, at vi skal ses igen, - KBH og jeg;-)

søndag den 7. februar 2010

En af de dage

Nogle dage er dækket af leverpostej og skyer og hår i maden og hundelort under skoen. Andre dage spiller alle på de rigtige tangenter, og den lette hverdagsharmoni som opstår i grin og sneboldskamp, varm suppe og højtlæsning er helt og aldeles ægte og lykkelig.
Tak for i dag:-)

torsdag den 4. februar 2010

Kalder alle enheder

Kære Anna Skyggebjerg. Hvordan i al-hele-hule-helvede fik du verden (eller bare hverdagen) til at hænge sammen som enlig mor til 2?? Altså jeg har jo bogen, Super Mor med alle tips'ene, men altså - hver evig eneste dag?
Jeg er gået i træningslejr. For Morten skal på Europa-turné sammen med et amerikansk band, og nej, vi skal ikke med.

Anton, Otto og mig. Vi skal være hjemme ret så alene i det meste af marts. Jeg er begyndt at varsle alle former for hjælpe-instanser, om at der nok kan forventes overarbejde i den måned. Og jeg er også at lave en slags overlevelsesstrategi.

- Må lave sygt meget kødsovs til nedfrysning.
- Må sove in advance.
- Må arbejde på at få selvrensende hud og hår, så det der med bad ikke bliver et issue.
- Må fylde kælderen op med bleer og dåsemos og trøstechokolade.

Og altså, så må jeg sluge min stolthed og bede alle jeg kender om at komme forbi med lidt overskud og vin.


Kender du det?

Havde lige sat mig med kaffe og en masse ideer til en masse fantastiske indlæg om venindejalousi, gulerodsmos i håret under sex, barselsblues og disco-dans med 2-årig, men så vågnede Otto.
Lige nu sidder han her ved siden af og frydegriner og nydehviner, så jeg må hellere hvine med ham...


onsdag den 3. februar 2010

Adgang forbudt?

Nu kaster jeg lige noget op! Altså, til diskussion. Jeg har tænkt meget over, hvad det er, jeg vil med min blog. Og jeg er kommet frem til - dadadaaaa: ingenting. Det passer jo overhovedet ikke, men alligvel lidt, i den forstand at den kun er til for mig. Eller, sådan startede det. Et helt hemmeligt sted, hvor jeg kunne være helt ucensureret og skrive mine frustrationer og glæder ud og ned. Men pludselig fik jeg læsere! Og hurra, for fanden, for det! Det er jo fantastisk, at dejlige mennesker læser og svarer og bruger mine ord. Og endnu mere fantastisk at møde nogle af disse ude i verden, og få noget helt særligt sammen.

Alligevel er det meget få mennesker ude i det virkelige (som om det her er uvirkeligt!) liv, der ved, at jeg blogger. Og ingen, der læser med. Er det mærkeligt? Er det sært, at jeg ikke vil lukke min familie, venner, kæreste ind i min hemmelige blogverden? Lidt måske. Men jeg synes bare det er så befriende, at jeg aldrig behøver at censurere eller vinkle eller pynte eller noget som helst, men bare skrive. Til jer og til mig selv. Og ingen andre. Må man godt sige 'adgang forbudt' til nogen?

tirsdag den 2. februar 2010

Gaven at give

Efter lang, lang tid i forskellige former for underskud (søvn-, sex-, motions-, penge- ... indsæt selv flere) har jeg nu fundet en smart måde at komme det til livs. Eller altså i hvert fald en måde, som giver en slags overskud. Faktisk er det en helt særlig dame, som har sat ideen i spil. En dame som inderligt tror på, at dét at give automatisk generer mere lyst og inspiration til at give. Og åh, hvor har hun ret. Hun deler ud af sit hjerte og sine ord her og jeg stemmer for at hun skal ud til mange flere med sine ideer, for det er umuligt ikke at blive grebet af hendes gaveræs!

I går var det Mortens fødselsdag. Og jeg havde, skal jeg sige det selv, givet ham en fantastisk dag. Med overraskelser, venner, øl, gaver, taler og nærvær. Og det var faktisk ligesom at have fødselsdag selv. Jeg har lyst til mere. I lang tid har jeg sørget for mig selv - en slags overlevelsesstrategi, vel. Men inspireret af en synergi-oplevelse uden lige i lørdags sammen med seje damer, tænker jeg, at det der med at give, det skal være min nye hobby! For det virker. (altså ikke lige på søvnunderskuddet, men hvad fa'en!)