fredag den 18. december 2009

Drengebørn

... De er sgu' meget søde alligevel!




Vagtskifte

Bar' det altså snart var jul / ka' ikke vente!
Jeg glæder mig helt vildt til jul. Ikke så meget til juleaften og gaver og Disneys Juleshow og and, men til - helt ærligt - at blive vartet op! Vi skal turnere 3 hold bedsteforældre, som alle sidder yderst på stolen og klar til at springe til med en helt masse ekstra hænder og juleøl og kager. December har været fyldt med sygdom, søvnmangel og stress, så jeg glæder mig som et lille barn til at overlade pligter, rengøring, de lange aftener med Otto (som nu har rykket sin sengetid til kl. 23 - så hyggeligt!!) og de mange timers bil-leg med Anton til dem med friske arme.

Og selvfølgelig glæder jeg mig også til at være i den families skød, som engang var min primære. Sjovt, som man oplever en slags generationsskifte, når man pludselig har 2 børn. Så er det os 4 der er familiEN, og mine søskende og forældre er pludselig dem, der står næst i rækken. Og som samtidig har fået en ekstra betydning sammen med de nye titler. Elsker at se Antons julelys i øjnene, når Onkel Mamus (læs: Rasmus) kommer på besøg. Og når vi Skyper med savnede Moster Anne i Skotland, som endelig kommer hjem.
Nøj, hvor skal vi hygge os. Og sove. Og spise.

Det bliver en god jul.

tirsdag den 15. december 2009

Kærlighed i Amager Centret...

Sygt barn igen. Anton har halsbetændelse og hoster så det gør ondt langt ind i hjertet. Vi har pakket os ind i en lille osteklokke i disse dage, som kun består af os 4, en masse højtlæsning, snotaftørring, trøstning og isspisning. Det her fortryder jeg helt sikkert at have skrevet, men jeg synes nogle gange det er en lille smule dejligt at have en lille febervarm og helt splattet dreng klistret til kroppen. Man føler sig helt særligt omsorgsfuld og modervigtig.
Verden kan også bare passe sig selv, for midt i Københavns røvhul, Amager Centret, oplevede jeg i dag en bølge af den der fine kærlighed, ligesom den på film, hvor man bare ved man hører sammen, da Otto og jeg stod og ventede på at Morten og Anton skulle blive færdige ved lægen. Selv om Anton hylede med snot i hele fjæset og Morten så pænt stresset og søvnsvigtet ud, var det bare mine drenge, og de har mig og jeg har dem.

søndag den 13. december 2009

Lykkens pamjulefis

Tømmermænd holder.
Sov længe efter en fantastisk champagnerus med fantastiske damer. Otto var faderens og Anton hos morfar. Stod op og gik en lang tur, spiste en Happy Meal og gik hjem og så komedieserier. Så blev det mørkt, jeg savnede Anton helt ind i huden og så kom han hjem. Vi var alle fire samlet til kartoffelsuppe og kaos i vores køkken og nu sover de mindste. Meget, meget fantastisk søndag (ovenpå en fænomenal lørdag aften!)
Jeg stemmer helt klart for mere af den slags!

onsdag den 9. december 2009

Forventningens glæder...?

Nå. Jeg kan vel ikke rigtig længere ignorere det faktum, at det er december. Ret så meget december, endda. Sidste december havde jeg en rædsom kvalme, som kun kunne holdes i skak ved en mere eller mindre konstant indtagelse af diverse former for syntetisk juleguf. Otto var en lille ært inde i maven, som havde snydt os alle (selv spiralen!). I år er han en lille tyk basse (med det charmerende tilnavn "jaka bov") som er glad i låget og for livet (men ikke for at sove!!)

Det er jul lige om snart. Har dog ikke set et eneste afsnit af nogle af julekalendrene, købt en eneste gave eller for den sags skyld hørt Last Christmas en eneste gang. Anton er med på hvem "uglemanden" er og at nisser sidder på nogle lofter og spiser julegrød, men derudover er han heller ikke synderligt optaget af jul. Otto ved ikke, hvad han selv hedder, så der er heller ikke den store juleentusiasme at hente. Derfor har vi skruet lidt ned for juleambitionerne (læs evt. forrige indlæg og forstå hvorfor!), og prøver at holde blodtrykket nede og humøret oppe. Næste år skal den nok få for fuld skrue, men i år sparer vi kræfterne og forventer ikke at Anton skal kunne forstå hvad vi har gang i, når vi danser rundt om træet med fjogede/anstrengte smil. Eller hvorfor han skal pakke gaver op og blive vældig begejstret og sidde og smile sødt med nissehuen på og drømme om julemanden og hans rensdyr. Vi skal bare hygge os.

Til gengæld kan bedsteforældrenes ambitioner slet, slet ikke holdes i et fornuftigt leje. Vi bliver jævnligt ringet op af det ene, andet eller tredje (moderne familieformer!) hold bedste'r, som lige vil høre, om de da ikke lige skulle købe en julekalender med Shanes Jul til ham, eller hvilken slags fødselsdagskage han vil have, og hvornår vi skal danse om træet. Og det er jo noget så sødt. Men af og til også lidt stressende. Ærligt talt betyder fødselsdagen (som er den 22.) og julen, med alt hvad de begge indebærer, ikke så voldsomt meget for os, sådan rent "har vi nu husket at få købt et lys med et 2-tal på"-mæssigt. Ikke fordi Anton ikke skal fejres, for gu' skal han da det. Det handler bare mere om, at give ham en dejlig dag, hvor vi alle hygger os og ikke får skingre stress-stemmer over en mislykket lagkage, eller bliver lidt sårede hvis han ikke lige synes, at han skal være i fødselsdagshumør. Hm.

Jeg glæder mig til at fejre fødselsdag og jul med ungerne, og jeg glæder mig også til vi skal til at holde jul på vores helt egen måde med vores egne juletraditioner og til at se julelysene i øjnene på mine helt egne små englebasser.

lørdag den 5. december 2009

Trods alt?

Bum-bum, så blev det weekend. Igen. Weekenderne er jo som bekendt klart de hårdeste, når man kan kalde sig tobørns-mor. Lige nu sover de dog begge, og jeg er klar til kaffe og bloggeri efter et mindre sammenbrud ude på toilettet. Goes like this:

I et anfald af hysterisk overskud (grundet 2 x 3 timers uafbrudt søvn i nat) får jeg i morges overbevist manden (som er dødsens træt, da han kom hjem fra job klokken 3 i nat, og derfor kun har fået 1 X 3 timers søvn) om at vi da skal i Tivoli. For det er jo december, og SÅ hyggeligt og Anton kan godt lide nisser, og nøj hvor skal vi hygge os med æbleskiver. Hvor dum har man lov at være? Det skal lige siges at Anton lige for tiden er en slags personificering af trodsalderbegrebet. ALLE måltider indeholder uden undtagelse en kamp om hvorvidt man må spise rent salt til aftensmad, kaste med pastaen eller smadre sin lille Elmer-gaffel ned i bordet igen og igen. Så hyggeligt.

Vi drog altså tordnende naive afsted, og prøvede at undertrykke en begyndende stress, da Anton allerede i den propfyldte 5A'er begynder at brokke sig helt vildt over... ja, et eller andet. Vi ankommer til Tivoli sammen med resten af Børnefamilien Danmark, og prøver virkelig at holde fanen højt. Den daler dog ret hurtigt efter at Anton i løbet af halvanden time har haft sammenbrud over at skulle forlade veteranbilerne, da hans tur var slut, at han ikke måtte få ubegrænset mængde af pebernødder, og at han ikke måtte bade i søen. Så tog vi ligesom hjem.

På hjemturen gik vi og skumlede over det hele, og blev enige om at vi da helt sikkert må have gjort et eller andet galt. Men hvad? Kan man give sit barn for meget kærlighed, opmærksomhed og tryghed? For det er altså den eneste forbrydelse, jeg kan se vi har begået. Eller er det bare sådan det er, at have en to-årig? (Med et ret så markant temperament) Han er jo i bund og grund sød og dejlig, men for hulen, hvor han lige nu tester samtlige smertetærskler.

Kom så blogmødre, giv mig håb!

onsdag den 2. december 2009

Overnaturlige kræfter?

Nå. Så kom jeg i bad. Det var et helt fantastisk dejligt og Co2-fjendtligtt bad, men damn hvor havde jeg glædet mig til det. Jeg overlevede de tre dage som alenemor, og mod alle odds gjorde børnene også.
Med en syg næsten-2-årig og en snottet 4-måneder-bebs var det ikke som sådan hyggeligt at være den eneste forælder til rådighed. Det forløb nogenlunde sådan her:

Mandag: Anton syg. Som i rigtig, rigtig syg. 40,8 og helt slatten. Morten nåede til læge med ham og fik penicilin og tog afsted til Stockholm med blødende hjerte. Vi ser Thomas Tog sådan cirka 14 gange, slumrer alle 3 i sofaen, Anton tidligt i seng. Jeg får migræne, og kæmper med Otto, som jo as usual ikke går omkuld før klokken 22.

Tirsdag: Orker nærmest ikke at beskrive natten, for den er simpelthen for ynkelig. Anton bedre, men stadig sløj. Vi ser Thomas Tog igen, denne gang runder vi i hvert fald de 20 gentagelser. Alle regler og restriktioner ophæves som bekendt, når man er alene med sygt barn (OG sygt barns lillebror).
Hen omkring klokken 13 rammer vi så (det jeg troede var) rock bottom. Otto kan ikke falde i søvn og jeg står på altanen iført hængepatter i nat-t-shirt, fedtet hår og skrigende Anton på armen og vugger desperat barnevognen med den skrigende Otto. Og lige præcis her, ringer min dejlige veninde Sarah på døren. Aaahhhhhh. Veninder. Hun tager Anton i et par timer, og har også lige en lasagne med. Da hun er smuttet, kommer migrænen kraftstejlemig igen. Nøj. Dér var jeg tæt på at kaste alle mine håndklæder i ringen og ad helvede til. Men der er børn der skal mades og puttes, og for satan hvor man da lærer at bide tænderne så hårdt sammen, at de næsten falder ud og klemme ballerne noget så stramt. For der er ligesom bare ikke andre, og de der børn har altså bare brug for én. Det er som om man lige får et skyd kryptonit og bliver sådan lidt superheltsagtig.

Onsdag: Otto vågner HALV FEM og er vågen til halv syv, hvor Anton vågner. Hurra. Nå, men dagen går og måske grundet min usandsynlige overtræthed er jeg helt vildt fjollet og formår faktisk at opleve flere stunder, hvor vi alle tre griner af en åndssvag delfin og af og til hinanden. Og så kom helten hjem.

Efter tre små sølle dage som alene på skansen, føles det hele pludselig helt vildt nemt, når man er to!

PS: Fuck, er der virkelig kun tre uger til jul???? Panikangst.

tirsdag den 1. december 2009

Undskyld jeg spørger...

... men hvornår er det meningen, man skal tage sig et bad??

mandag den 30. november 2009

Moderskabet som karrierefordel

Der kom engang en bog med ovenstående titel. Kan ikke huske af hvem eller hvornår, men forstår først nu hvad titlen betyder. Er i dag (og i morgen og i overmorgen) ganz allein med to små børn, hvoraf det ældste er hundesygt.
Multitasking? Oh yes. Overbilk? Det tror jeg nok. Flere bolde i luften? Pænt mange. Omstillingsparat? Helt vildt.

Jeg er bare SÅ klar til at bestride den vildeste mellemleder-stilling i noget Mærsk-lignende superindustri, hvis nogen skulle spørge. Is i maven og køligt overblik. (Og begyndende mavesår).

søndag den 29. november 2009

Andenpladsen...

Hver morgen vågner jeg op og sætter en ny rekord for, hvor træt man kan være. Det der med søvn, det bruger vi ligesom ikke her i min familie. Spild af tid, mener ungerne tilsyneladende. Jeg er dog selv ret stor fan af sammenhængende søvn (og altså mere end en time ad gangen, Otto!). Dette er nu så alvorlig en mangelvare at jeg konstant går ind i ting, putter to kontaktlinser i samme øje og glemmer at jeg lige har drukket kaffe og laver en ny kop. Søvntemaet er en evergreen i mor-bloggeriet, og jeg skal ikke tærske mere langhalm (?) på det, blot et lille forbehold på eventuelle fejl og mangler på bloggen for tiden.

Anton er syg. (Endnu en klassiker, kan man mon smittes via bloggen?) Men min mor er her. Hurra for hende! Lige nu er der dog et lille tema kørende mellem hende og jeg, for (nu kommer der lige noget lidt forbudt) jeg er bange for, at hun bedre kan lide Anton end Otto. Eller altså hallo, det ved jeg jo godt ikke passer, men Otto får en tiendedel af den opmærksomhed og overstrømmende kærlighed som Anton fik/får.

Måske er det noget, der bare hører 2'erens ankomst til sådan generelt, men ærligt talt, jeg bliver sgu' ked af, at lille smukke, søde og helt utroligt rare Otto bare er sådan en, der er der.
Nogen (min mand fx) vil indvende at jeg er en lille smule pernitten når det kommer til nærmest at tælle antal kys, gaver og rosende vendinger der tilfalder A i forhold til O.

Anton og Mormor har et helt særligt kæresteforhold og når Anton bliver stor, skal han helt sikkert giftes med Mormor. Det er meget fantastisk, men det er bare lidt svært at undgå at Otto bliver tredjehjul, ham den lille som man ikke altid lige gider lege med. Er det mig, som er smålig, eller skal jeg tage snakken med min elskede mor? (Med fare for at såre hende, og gøre et problem ud af noget, som givetvis kommer helt naturligt...?)


torsdag den 26. november 2009

Mama med ikke særligt meget mere

Jeg er jo så kandidat - i Moderne Kultur & Kulturformidling. Og se lige mig kulturformidle og være fin på den og INTERlektuel og Focault-citerende, når mit kulturelle overskud lige nu strækker sig til max en gang Twilight på Ipod'en (og selvfølgelig på originalsproget, fordi "der går ahltzå bare enooorhmt majet tzabt i oversættelsen"). Jeg får også lige konsumeret et afsnit Californication engang imellem og lyttet til noget Nephew på p3. Men dér stopper det altså også. Det er som om jeg helt intuitivt bare er mere optaget af hvad vi dog skal finde på til aftensmad, hvor Thomas Tog-dvd'en er blevet af og hvorfor der altid lugter lidt af prut hjemme hos os.

"Vega" er nu et nuttet pigenavn på mode - engang var det stedet, hvor jeg flere gange om måneden havde magiske og overraskende koncertoplevelser. "Arp" stod engang i min bevidsthed for arpeggio - en musikalsk spillestil, men nu er det noget grat i babyens hovedbund. Gylp? Ja, brugt mælk på retur - engang associeret med noget i den mandlige kønszone - okay, sidespring, sorry. Men altså. Hvor er det der "mere" i Mama med mere??

Engang var jeg en slags elite-læser, og var i marathon-læseform. Jeg kunne blive ved og ved. Nu er jeg blevet hende, der ikke engang orker at melde sig ind i et fitness-center for at forsøge at genfinde formen. Jeg junker den med tegneserier og bloglæsning.

Jeg vil gerne. Jeg savner at få sug i maven over nye musikalske bekendtskaber, at græde snot over fiktive figurers skæbner og smukke ordsammensætninger og at have lyst til at vælge den mærkelige iranske dokumentarfilm fremfor den nye med Sarah Jessica Parker.

Men lige nu står den på børnekultur ud over det hele ... og hvem elsker egentlig ikke Alfons Åberg?

tirsdag den 24. november 2009

Cicus of life

Altså, ik for noget, men hvornår kommer de voksne hjem?
Synes måske snart liiige det må være de andres tur. Og at nogen skal tørre min næse og smøre min madpakke.

Valgte så i dag midt i ulvetimen, at tage på spontant (og rimelig overmodigt) cafébesøg med en Otto der for tiden sprænger rammerne for tigerspring og en Anton, der var psykopat-agtig overtræt, da han ligesom bare havde valgt at springe middagsluren over. Og forresten var de begge snottede. Og bare sådan generelt sure. Havde jeg for bare to år siden set en familie med to små børn, hvoraf den ene brølede "GÅVÆÆÆÆK" ind i hovedet på sin mor, idet han tyrede en gaffel med spaghetti på gulvet og den anden peb og svedte og var utilpas, sulten og træt (og moren ditto) på en café, havde jeg virkelig tænkt mit (læs: været DYBT forarget og himlende 'sådanenfamiliebliverjegihvertfaldaldrig'). Men i dag var det altså min familie. Slugte noget karrysuppe på 0,5 og styrtede hjem med menageriet.

Vi gloede på hinanden, os som skulle forestille at være de voksne, og kom heldigvis til at udmattelsesfnise på den der måde, som ligeså godt kunne være endt i udmattelsesgråd.

Heldigvis endte dagen med at jeg lå på min seng med min kæreste i hånden, hans anden hånd i Ottos, som ligeså stille faldt i søvn (for nærmest første gang inden 21.30!). Og så var verden lille og stille og fin, og ketchup på tøjet og snot i hovedet er vel bare en del af cirkuset.

mandag den 23. november 2009

Dingen und sachen

Et par ord fra flyttekassen.
Hold nu op, hvor får man dog samlet meget l*** sammen i løbet af årene! I flytterodet har vi indtil videre sorteret nærmest halvdelen af vores gods fra, givet det til Afrika eller Genbrugsen og storskraldet. Vi har været sammen i syv år, og har tilsammen syv års minder stuvet af vejen i form af diverse kasser med billeder, breve, bøger og ja, ragelse fundet på eksotiske loppemarkeder eller ligegyldige charterrejser. Og før det, har vi jo hver især 20 års levet liv.

Min svigermor kan ikke smide ud, og gemmer på alt lige fra gammelt tupperware til go-cards fra 90'erne. Men indimellem findes der fantastiske skatte, som har overlevet mange generationer. Otto sover fx lige nu i dynebetræk som hans tip-oldemor har kniplet på (øh, hedder det det??). Det er da så fint.
Men selv er jeg offer for brug-smid-væk-kulturen og en del af hvis-det-går-i-stykker-køber-vi-jo-bare-et-nyt-i-IKEA-generationen. Alligevel må jeg altså gemme det tøj, børnene havde på på deres allerførste lille dag, det armbånd jeg havde på, den dag jeg mødte min mand (selv om det er virkelig grimt!) og et gulnet fotografi af min far som 18-årig og langhåret. (Og sådan cirka 300 andre mindeværdige ting & sager)

Gad vide, hvor mange kasser med minder, man har fået fyldt, når man er 40 og børnene har skrevet hundredevis af nuttede stile, tegnet julemænd og lavet askebægre i formning!?
Eller 60, og der findes studenterhuer, børnebørns-tegninger og sølvbryllupper?


onsdag den 18. november 2009

Amager = verdens navle?

Havde jo fuldstændig glemt, at der findes en verden udenfor. Lige nu er min verden så lillebitte, at selv mine drømme om natten bærer bræg af indretning, amning og Mariehønen Evigglad. Måske har jeg brug for lidt inspiration? Input? Eller måske bare output? I går var min bror forbi med ny tatoo fra Brooklyn og billeder fra en eventyrlig New York-tur. Misundelig? Moi?

Kunne godt bruge bare en lille uge, hvor det eneste jeg skulle var at dalre rundt på MOMA, marked og Manhattan. Er der nogen, der gider passe mine børn imens?

lørdag den 14. november 2009

Mor-maling

Så sidder man her. Alene hjemme (altså næsten, Otto sover sødt i sin seng). Jeg har købt magasiner og snoller og har uldtæppet på. Manden er - på min opfordring - sendt på bar med bedstevennen, og Anton overnatter hos sin elskede morfar. Døren ind til hans værelse står åbent og værelset er så tomt. Hans lillebitte stemme og hans små sjoskende skridt mangler altså, når de ikke er her.

Men det er også godt. At være alene. Jeg har en time, som kun er min, og hvor jeg, hvis jeg virkelig kniber øjnene sammen og koncentrerer mig, lige netop kan skimte ind til den, jeg var engang. For hun er derinde et sted. Lige nu er hun bare malet over med mor-maling, som altså er ret så dækkende, skulle jeg hilse at sige. På hektiske dage med fuld skrald på familie-maskinen forestiller jeg mig tit, hvad jeg ville have foretaget mig, hvis ikke jeg havde haft børn. Og jeg kan ærligt talt ikke altid se det. Ville jeg have boet i Berlin og udlevet noget bohemian rhapsody? Ville jeg have skrevet en bog? Ville jeg lave nødhjælpsarbejde i Afrika, eller arbejdet i Barnes & Noble i New York? Eller ville jeg i virkeligheden bare være lige her, og mangle et eller andet...?

Jeg er mor nu. Og denne blog bærer også mildt sagt præg af, at det er det, der fylder mig helt og holdent op lige nu. Men jeg længes efter at handle efter mine impulser, at få en idé og forfølge den, at have frihed til at male med alle farver- og i det mindste bare at have tid til at kede mig!

Hende den sure

Mine børn kender mig, hvis jeg selv skal sige det, mest fra den glade og søde og altomfavnende side. Det gjorde min mand også engang. Men på det sidste er jeg vist gået hen og blevet hende den sure. Der lige løfter et øjenbryn på den der lettere irriterede facon, hvis han tillader sig at svare på mails FØR opvasken er taget. Eller sukker opgivende hvis han er for længe om at give Otto tøj på. Eller bare hele tiden har en rest af surt opstød i mundvigen, og måske - indrømmet - leder en lillebitte smule efter ting, man kan blive irriteret over. (I går var jeg fx mopset fordi han tillod sig at blive forkølet, altså hvad bilder han sig ind?)

Øv. Hvordan får man vendt sådan en sur skude? Jeg gider altså ikke være hende den sure kone, når jeg engang var hende den glade kæreste. (Og faktisk har jeg INTET at brokke mig over på mandefronten lige for tiden - meget irriterende;-))

onsdag den 11. november 2009

Lykke?

For hulen, hvor er der smæk på i det - nu ikke nær så - lille hjem. Ved faktisk nærmest ikke hvor jeg skal starte, ved dog at sandsynligheden for at Otto vågner lige om lidt er pænt stor.
Her er rodet. Og der går nok sådan cirka et ÅR før vi er kommet nogenlunde på plads, eftersom vi kun har rundt regnet halvanden time om dagen til at tømme flyttekasser, skrue hylder op og tage på losser'en. Men her er fantastisk. Anton er vild med sit nye værelse, hvor han har meget mere plads end den ene kvadratmeter han regerede over på sit gamle værelse, til at folde sig ud. Nøj, hvor bliver han stor. Han er sit helt eget dejlige lille væsen, som kan lege med sig selv og sit bil-tæppe i flere timer, kun afbrudt af måltider, og som knuselsker sin lillebror og kysser og krammer på ham, så snart han ser sit snit. Det er fedt lige nu, det hele.

I går da begge børn sov kl. 22, satte vi os i vores nye karnap - (by the way, sjovt som en lille bue i en stue gør, at man føler, at man er på fin café hvis man drikker sin kaffe der!) - og drak en øl og røg en cigaret (det griber forresten lidt om sig med de der aftensmøger..!). Vi snakkede om, at lige nu har vi alt hvad vi drømmer om. Og jeg er faktisk også virkelig lykkelig, når jeg sætter mig ned og mærker efter - men hvor tit er det lige man gør det? I løbet af en dag flyver der 99,9 % praktiske og halvhektiske bemærkninger gennem luften, og vi glemmer fuldstændig at se hinanden som mere end en praktisk hjælper, som står for halvdelen af dagens opgaver. På dårlige dage glemmer jeg også at nyde mine børn, og kun tænke fra måltid til bleskift til måltid til putning.

Jeg fortalte Morten om Anna Skyggebjergs blog, og vi blev enige om at prøve at slutte hver dag med at fortælle hinanden 3 ting, man er taknemlig for. Kender jeg os ret, er vi vildt optagede af det i en hel uge, og har så glemt alt om det igen...!

lørdag den 7. november 2009

Hjem

Første aften i vores nye hjem. Fyldte flyttekasser og tomme flytteøl overalt. Er helt træt og mæt og lykkelig og melankolsk. Vi har forladt vores lillebitte lejlighed på 3., som har været vores hjem i knap 3 år. Vi har fordoblet familieantallet i den tid, vi boede der, vi har råbt og skreget og grint og drukket og grædt og kysset.
Kommer til at savne vores lille hule. Men er glad for vores nye slot.
"Hjem" har for mig blandt andet været et lille hummer i Mejlgade i Århus sammen med en depressiv filosofistuderende og en potrygende lydkunstner, en herlig men rodet lejlighed i Østberlin, et parcelhus i Århus Vest og en køjeseng på en efterskole.

Nu er det her, i min nye lejlighed, som jeg selv ejer, sammen med min mand og mine to børn. Nu er det mig, der er den voksne. Mig der er den som skal til generalforsamling og arbejdsweekend. Mig, der skal give mine børn en barndom i denne lejlighed, opgang og gård, som de vil tænke tilbage på med smil og huske som en tid med masser af plads til fri leg og hygge, kakao og godnathistorier.

Jeg vil nu grave mig en sti ind til min seng og håbe på en rolig nat. For hold da kæft, hvor har vi mange flyttekasser, og der skal gerne se nogenlunde beboeligt ud i morgen, når Anton sendes retur fra Århus.

onsdag den 4. november 2009

Vi voksne kan også være bange...

Jeg har aldrig været en bangebuks. I hvert fald ikke hvad angår ængstelighed og bekymring om alt der, der kan gå galt. Men det skal jeg edderma'me love for, at jeg er blevet. Det er faktisk først sket efter Ottos ankomst, hvor jeg nærmest overdoser angst og bæven. Jeg har aldrig før tænkt tanker som "hvad nu hvis jeg dør?" eller forestillet mig et liv uden min mand.
Men forleden, da Otto havde en smule feber, var jeg overbevist om at hans nakke var helt stiv og han da mindst havde meningitis. Jeg er også begyndt at blive helt bange for at tabe ham, få kræft, blive kørt over, få gigt og tidlig demens, og er hans tissemand ikke lidt hormonforstyrret lille?

Det kommer helt bag på mig, fordi jeg ikke oplevede dette, da Anton var baby. Han kunne ikke gå i stykker eller falde på gulvet, og jeg var der jo bare og var selvfølgelig sund og rask. Ved ikke hvorfor det kommer nu, men "der er så meget jeg skal passe på", og jeg får nogle gange helt åndenød over hvordan den lille familie dog skulle klare sig uden mig.

Måske er det bare fordi, jeg i virkeligheden føler mig så svineheldig, at jeg bare går og venter på at noget går galt?

tirsdag den 3. november 2009

Stikord

Flytning = IKEA + kjötbullar + stresskvalme. Vi flytter på lørdag!
Ammesituation = stabil.
Trodsalder = sporadiske hysterianfald blandet med usædvanlig nuttethed. Minefelt.
Prævention = afholdenhed.
Alenetid = in my dreams.
Kagestop = januar?
Lejlighed = kaos.

... Hvor lagde jeg min hjerne?

fredag den 30. oktober 2009

At amme eller ikke amme

Nå. Men fraværet på bloggen skyldes desværre ikke, at jeg er blevet opslugt af en ny krea-hobby. Snarere at Otto og jeg har haft nogle kontroverser på ammefronten. Han er ikke udelt begejstret for mine bryster (det er jeg for så vidt heller ikke selv...), og det bliver til en del hylen i forbindelse med måltider, særligt om natten (også fra os begge to). Heldigvis var jeg forleden sammen med nogle seje mødre, som lærte mig, at det ikke behøver være så vigtigt og rigtigt, det der med amning. Og det var tiltrængt, tror jeg. For, er du gal mand, hvor er det da bare over det hele. Altså allerede fra man den dag man bliver gravid spørger jordemoderen og alle andre om man har tænkt sig at amme. Da jeg var på barsel med Anton var jeg sågar til et kontaktlinsetjek, hvor den rare optiker-dame spurgte om jeg ammede (for det kunne have indflydelse på mit syn!?), og da jeg svarede "ja", sagde hun "jamen, det er jo også det bedste". Pænt meget pres på fra alle sider, og det er svært at undgå at føle sig som en unaturlig moder natur, hvis ikke det lige glider, det med mælk fra bryst til bebs.

Men jeg (prøver) at tage det med ophøjet ro og må, hvis Otto ryger på flasken, forsøge at kompensere for mit enorme svigt som mor med ekstra lommepenge senere hen, når ungen helt sikkert er dybt astmatisk, brystfikseret og måske decideret sær pga. manglende amning som baby...

onsdag den 28. oktober 2009

Krea(strid)?

Det blev kun til én øl i går aftes, men en hel masse fest i nat. En lillebitte febervarm baby, som pev og klynkede og græd natten i gennem. Det var bare så synd. Og hårdt. Heldigvis er han sig selv igen her til morgen og griner og hujer. Man bliver godt nok hevet noget rundt i manegen!

Hvad gjorde man før kaffe? Og før computeren?

Kan forstå at det nye i blog-universet er noget gave-kædebrev. Jeg gad bare så godt være med, for damn, der er mange cool damer som laver cool ting! Skal dog lige have hittet ud af min kreative niche. Det må være der et eller andet sted. Jeg ved, at jeg ikke kan tegne, for da jeg sad og tegnede med Anton i morges blev mit ynkelige forsøg på at tegne en hest tolket som en elefant. (Måske var det fordi jeg var skeløjet af træthed?!) Jeg ved, at jeg ikke kan sy. Bliver altid så utålmodig, og vil bare gerne have lortet færdigt (og det ses som regel på resultatet!) Har lært at strikke ret og vrang, men igen arbejder mit utålmodige væsen mig imod. Hvad er der så tilbage... bum-bum. Jeg går lige i Panduro Hobby og finder noget begynder-kit af en art, og vender tilbage som ekspert indenfor ... kartoffeltryk? Origami? Filt? Jeg må prøve mig frem;-)

tirsdag den 27. oktober 2009

Nej, nu.

Nej, de sov ikke. I hvert fald ikke Otto. Men nu, efter to en halv times traven op og ned af gulv (inkl. episode med lort, der dryppede ud på gulvet, mens Morten gik rundt med ham, først opdaget, da han var ved at glide i det), sover Otto. Min ryg brænder, mine skuldre er hårde som sten, og jeg kan knap løfte mine arme for at skrive. Nu synes jeg måske, jeg fortjener en hel ramme øl, for lissom at tanke op til nattefesten, der venter forude;-)
Godnat - og sov godt?!

Stop.

Fårk en dag. Jeg er helt og aldeles mør og øm i kroppen, hovedet og hjertet. Kan faktisk kun overkomme telegramsprog. Stop.
Otto vaccineret. Skriger non-stop i 2 timer derefter. Vil ikke spise resten af dagen.
Anton officielt i trodsalderen. Havde fået time-out i vuggeren. Pædagogen siger velkommen til to år i trods. A splattede ud og nægtede at gå hjem fra vugger, hylede den næste time. Otto vil stadig nødigt spise eller sove. Får m. nød & næppe bikset skod-lasagne sammen. Manden kommer hjem, helt udmattet efter stressende dag i studiet. Begge drenge er halvsure, tunge og irriterende. M & jeg ser opgivende på hinanden. Tager dyb indånding og kommer i gennem den sidste time. Nu sover de begge.

Hvor er den der præmie, man føler så stærkt, at man fortjener efter sådan en dag? Eller bare personlig massør? Hm. Det må blive til en dele-øl samt -smøg i køkkenet.


Anton gør, som vi andre drømmer om. Lægger sig ned midt i det hele, og siger 'gider ik mere'. Gid man selv måtte.

Kom an!

I går havde vi besøg af en kær ven. Han er fotojournalist, og en virkelig, virkelig dygtig en af slagsen. Han er den vildeste vovehals, og sætter ikke grænser for sig selv. Søger tværtimod efter udfordringer, han ikke tør tage op, og gør det så alligevel. Han klatrer i kæmpefarlige bjerge, han opsøger rockerbander i Polen, han kører 3000 miles alene i en bil i Colorado for at finde den mest øde og fattige indianerstamme (bare for lige at hilse på sådan en!) og han tager på sjælerejser, som gør rigtig, rigtig ondt.
Han hang ud i vores lille, gennemrodede undskyldning af en lejlighed en hel dag med alt hvad det indebar af gylp og gråd, trods og træthed og oplevede a day in the life of us. Da han om aftenen skulle hjemad, kunne jeg se på ham at han var dybt imponeret. "Hold da kæft, hvor er I seje", sagde han så.
Og så følte vi os sådan lidt Robinson-agtige, og synes at Himalaya da egentlig bare kunne komme an, for vi har prøvet det, der er vildere!

mandag den 26. oktober 2009

Det må jeg godt, for jeg er nemlig på barsel!

Jeg har en last. Det nærmer sig et dagligt misbrug. Selv ikke den konstante støvregn, der gjorde Amager grå og fugtig i dag kunne holde mig væk. Der findes en lille kaffebar ikke så langt fra hvor jeg bor, hvor de drister sig til at sælge helt utroligt lækre flødeboller (I ved, dem med tyk, mørk chokolade og marcipanbund, og skum som en lille smag af himlen). En café latte + en af disse sataner koster tilsammen 40 kr., så hvordan siger man nej? Jeg har ikke lyst til at regne ud, hvor mange penge jeg hidtil har lagt i den lille biks, men jeg er ret sikker på, at jeg er med til at holde dem i gang. Jeg gør det faktisk kun, fordi jeg gerne vil støtte op om små, lokale initiativer...
Når jeg så har købt denne menu, er det over på min bænk på den nærliggende kirkegård og frådse i sødmælks-latte, flødefanden og lækker læsning.
Lige nu er det Sophie Dahl's "Voksentid". Og dyrk lige denne fødselsbeskrivelse derfra:
... Han travede frem og tilbage derinde i syv timer, mens jeg skreg og pressede, pressede og skreg, og der eksisterede ikke andet i hele verden end dig og mig og denne utrolige smerte, der føltes, som om den var af en anden verden, men jeg blev ved med at minde mig selv om, hvor levende jeg var, hvor utroligt stærkt, jeg ønskede mig at få dig...
Nogle gange er det sgu' meget dejligt at være på barsel!

Den gode barsel?

Så forleden et indslag i Go'Morgen Danmark om en ny bog med titlen "Den gode barsel", efterfulgt af et indslag om en ny bog med titlen "Hverdagsliv i familien". Begge bøgers overordnede budskab var, at man som nybagt mor (eller far, for "fædre tager jo også lange barsler" - right!) simpelthen skulle lytte til sig selv og droppe eksperternes råd til hvordan det perfekte familieliv skal se ud. Jeg har selv arbejdet med den slags bøger, som vi kalder livsstilslitteratur, og synes at genren kan en helt masse vigtigt.

Men, er det ikke problematisk, når man skal til at læse bøger, som fortæller én, at man skal lytte til sig selv, og ikke lade sig forblænde/forvirre af informationsoverload og gode råd fra alle mulige trosretninger? Jeg mener, kan I se paradokset? Forfatteren bag "Den gode barsel" havde nogle rigtig gode pointer, og opfordrede netop mødre til at blive bedre til at give slip og følge deres lyster, uanset omverdenens forventninger til "en barslende kvinde". Det bliver bare sværere og sværere at få lov til at slappe af og finde sin egen modersti(l), hvis dette nu også skal intellektualiseres.

Jeg elsker at læse om andres liv og leben og synes fx det er vildt inspirerende at læse om andre real life moms, som kalder en prut for en prut. Det er derfor jeg er blevet så hooked på blogland, for herude findes de rigtige mødre i kød og blod, som har overlevet de værste stormfloder og de inderligste søndage og som gavmildt deler ud af det store og det svære og det små og det smukke.

Ikke et ondt ord om barselsbøger og baby-guides (har jo selv en god stak på hylden!), men nogle gange tror jeg, det er lettest at give slip på vores egen måde og så lade os føre derhen hvor babyboblen blæser os?
For moderskabet sidder vel i hjertet og ikke i hjernen?

søndag den 25. oktober 2009

Sengetid!

Line har lige klaret 3 dage alene med to børn i stiv arm. Jeg bøjer mig i støvet. Herhjemme kom vi også helskindet gennem dagen uden alt for mange seancer á la den beskrevet i forrige indlæg. Anton er simpelthen forrygende. Han accepterer bare at Otto skal have ligeså meget opmærksomhed, kærlighed og kys som ham. Og han er også gerne selv den glade giver af førnævnte til sin elskede lillebror. I virkeligheden en dejlig dag, men når man står midt i orkanens øje, og løber helt vildt stærkt for at imødekomme to poders forskellige behov (og gerne lige før de opstår!), kan det, indrømmet, være svært at nyde.

Lige nu nyder jeg, at klokken er 21.30, at Otto lige er faldet i søvn, og at jeg nu er på vej på hovedet i seng.

Tak for i dag!!

How to...

Når der er noget, jeg ikke ved hvordan man gør, plejer jeg at skrive "how to xxx" i Google's søgefelt. Jeg mangler nu svar på følgende: How to... be alone with two children? Lige nu sover de begge, og jeg er helt smadret. Jeg har været alene med dem i en time. En time?!
Manden er ovre i den nye lejlighed og sætte køkken op med tømrer-ven Simon (By the way; Alle burde have en tømrer-ven). I går knoklede de derovre hele dagen, mens Anton var i Zoo med Morfar, som desværre ikke kunne lege længere. Så nu jeg er her, i den gamle lejlighed, alene med dem begge.

Otto kan slet ikke finde ud af det der med sovning for tiden (undtagen om natten, 7-9-13), så han bliver pludselig helt overtræt og græder og græder og kan slet ikke falde til ro. Det skete selvfølgelig også lige før, og så så man lige mig danse rundt med Otto i armene med et meget påtaget smil på overfor Anton, som så lidt skeptisk på mig. Jeg forsøgte mig med "vil du se Bamse & Kylling, vil du have frugt, vil du tegne, vil du lege med biler, hvor er din bamse, skal vi læse bog", og min stemme blev mere og mere skinger i takt med at Ottos skrigeri steg i styrke. Anton så lidt forvirret ud, men besluttede sig for at han ikke lige gad vores menageri og tøffede ind på sit værelse og satte sig til at tegne. Han er bare så god og tålmodig og kommer efter noget tid ind til lillebror med en sut, han havde fundet. Prøver at stoppe den i munden på skrigungen, som desværre ikke køber den, men tværtimod begynder at skrige endnu mere hysterisk. Jeg er nu helt opkørt over Ottos anfald og samtidig helt ødelagt af dårlig samvittighed overfor Anton, som jo stadig også bare er min lille baby. Han får nu pludselig det karakteristiske "jeg-skider-lige"-udtryk i fjæset, og det er da også lige hvad han gør. "Ble på", ber' han mig med myndig stemme. Jeg prøver lettere stakåndet og stadig med det stive smil på at forklare ham, at jeg nok skal skifte ham, skal bare lige trøste Otto osv. Anton stavrer lidt rundt i sin lort, men til sidst knækker filmen for ham, og han begynder også at græde. Bum. How to...? Jeg må lægge mit skrigende spædbarn i vuggen og turbo-skifte Anton, som - tadaaa- har skidt i gennem. Alt tøj skiftes, barn trucker-vaskes og kastes i nyt tøj. Der er nu blevet ro inde hos Otto. Anton og jeg får trøstet hinanden, spist lidt frugt og jeg får gudskelov lokket ham i seng til middagslur. Menmenmen. Mens jeg sidder og synger for ham, beslutter lille O sig for at vågne med et skrig (fordi han givetvis er helt ulykkelig, traumatiseret og omsorgssvigtet af at skrige sig selv i søvn). Jeg løber fra baby-vugge til barne-seng og får til sidst slukket for begge børnestemmer. Alt dette på en time.

Og nu sidder jeg så her, og forbereder mig på de sidste par timer af dagen som alenemor.

(Det bliver festligt når min musiker-mand i begyndelsen af næste år skal ud og turnere... - Gode alenemor-råd modtages med kyshånd!)

lørdag den 24. oktober 2009

Morgenstille

Der er helt morgenstille i lejligheden. Alle tre drenge sover længe i dag, så jeg vågnede helt af mig selv (!) og sneg mig ud af sengen. Jeg sidder lige nu i mørke i sofaen med min mac som eneste lyskilde og kampnyder stilheden og mørket.
I dag vil jeg...

- Huske at kysse min kæreste
- Lege med Anton uden at kigge på uret en eneste gang
- Ringe til min mor og sige TAK
- Dufte, virkelig dufte til mine små børn og indkapsle deres dufte og deres pludren i mit hjerte
- Nyde at jeg lige nu har alt, hvad jeg drømmer om

Jeg fik nemlig søvn i nat!

fredag den 23. oktober 2009

3-mdr's Klaus

Klaustrofobisk: I dag bliver Otto 3 måneder, og han er i løbet af de 3 måneder gået i seng før klokken ti max fem gange. Dvs. at når vi efter en laaang nat, efterfulgt af en laaang og festlig dag, endelig har fået lagt storebror i seng og er klar til at kaste os på sofaen og splatte ud med en film, er Otto LYSvågen og vil snakke, lege og spise i de par timer, vi ellers plejer at have til os selv og hinanden (altså præ-Otto, vel at mærke).

I starten var det faktisk rigtig hyggeligt og sådan, men nu rammer vi 3-måneders muren og trænger for dælan da snart til lidt børnefri-tid, lidt tid uden nogen siddende på armen eller brystet, lidt tid til kun at koncentrere os om os selv og hinanden. Jeg mærker en snigende klaustrofobi og får en hemmelig trang til at råbe: LUK MIG UUUUD!! Og skrid lige alle mennesker i hele verden, bare en times tid. Drømmer bogstaveligt talt drømme for tiden, hvor jeg er Palle-Astrid Alene i Verden... ahhhh!

Blogrikker

Nydning: Rester af gårsdagens kartoffelsuppe, Mumi-læsning, kaffe & bare en lillebitte brownie. (Hvis den nu er hjemmelavet og økologisk, er den vel nærmest sund, ikke Julia?)

Mumitrolden er vågnet midt i sin hi, og er helt alene. Han beslutter sig for at drage sydpå ned til Mumrikken, men tør ikke:
"Hvis jeg vidste, at han vidste, at jeg ville klatre over de her bjerge for hans skyld, så kunne jeg gøre det. Men helt alene går det ikke..."

Det hele er sgu' bare lidt nemmere, hvis der er nogen der ved hvad man kæmper med. Havde en snak med en veninde i går om blogging. Hun kunne aldrig få sig selv til at eksponere sit inderste på denne måde, men jeg måtte forklare hende, at der herude findes en helt masse Mumrikker, som ved at man nogle gange føler sig lidt lille og lost, og som kan sige "Hey, jeg kender det, det skal nok gå". Tak for det:-)

PS: I går bagte jeg i øvrigt også fantastiske knækbrød (eller kækbrød, som det hedder hos Anton), fandt opskriften her. Det er virkelig nemt og helt utroligt lækkert!

torsdag den 22. oktober 2009

Burde er død

Lige et lille klap på skulderen til mig selv. Ja, det skal man altså gøre engang i mellem. Mit tema på denne barsel nr. 2 er færre pligter, mere fornøjelse. Da jeg var på barsel med Anton, følte jeg mig som den eneste i hele verden, da vi var banebryderne i vennekredsen. Jeg havde svært ved at nyde barslen, og synes der var en masse ting, jeg burde. Jeg burde læse videre samtidig og tage eksaminer og gå til forelæsninger. Jeg burde sørge for det hele herhjemme, og jeg burde i det hele taget føle, at jeg da ikke bare kunne tillade mig at fise den af i et helt år. Jeg er blevet klogere. Hurra for flerbørnsbarsel.

Forleden var jeg til gymnastik med Otto. Havde meldt mig til for længe siden, og er kommet meget sporadisk! Men i mandags var jeg der altså, jeg havde jo lissom betalt penge for det (penge jeg kunne have brugt på lækre efterårsstøvler fx, dough!) Efter en halv times hoppen og dansen begyndte Otto at græde og kunne bare ikke stoppe igen. Han ville ikke sove, lege, spise eller skide. I min i forvejen noget svedte og udsatte situation (ALLE de andre babyer lå naturligvis ligeså fint og pludrede med hinanden), kunne jeg mærke den velkendte panikagtige stress-sved presse sig på. Men så satte erfaringen ind, og jeg huskede mangt en stress-sveds-situation med Anton, hvor jeg har kæmpet en kamp for at få det til at se ud som om, jeg havde styr på det der med at være mor, og at jeg da i hvert fald sagtens kunne klare alt muligt samtidig med. No more. Så selv om der egentlig var en time tilbage, pakkede jeg mit habengut sammen, og sagde "Nå, jeg tror vi smutter" til ergo-Dorte og tøffede hjemad med Otto. Han faldt selvfølgelig i søvn i vognen, og jeg fejrede min lille personlige sejr over burde med en to-go kaffe + muffin fra Ricco's lige overfor Idrætshuset - tag den!

tirsdag den 20. oktober 2009

Tidskapsel

Åh, verdens største moder-kliché, men hold nu op hvor går tiden bare alt for stærkt. Jeg kan ikke rigtig fatte, og næsten ikke acceptere, at tiden sådan flyver afsted uden mulighed for at fastholde en lille time eller bare et par minutter. Otto er 3 måneder om lidt. Han er stadig vældig lille og nuttet og buttet, men han er ikke krøllet, rødmosset, fugleunget og helt, helt skrøbelig som han var de første uger. Den der nyfødte duft, de små bevægelser som man kender fra tiden inde maven og fornemmelsen af at have mødt et nyt menneske, som man elsker helt vildt højt, men som man overhovedet ikke kender. Nu griner han når man kilder ham, smiler til alle der kommer hans vej og er med syvmileskridt på vej i sin storebrors fodspor.
En storbror som for bare fem minutter siden var 3 måneder, men som på en eller anden måde bliver 22 måneder i morgen. Meget mærkeligt! I dag sagde jeg til ham, mens han tullede nøgen rundt sammen med yndlingsbamsen og nynnede, at han aldrig må blive større. Men det bliver han jo, og det skal han jo helst også (og mon ikke jeg på et eller andet tidspunkt ville blive træt af at skifte bleer?) Bare man dog kunne fastfryse en enkelt dag for hver måned af deres liv, putte dem ned i en slags tidskapsel, og så åbne den om 20 år og røre, dufte, kysse og nyde de små bebslinger, som til den tid har skægstubbe, kærester og studiegæld.

Oh, what a night!

Engang involverede nætterne tant, fjas, musik & fis, og det var sejt at være vågen hele natten. Nu ser det sådan her ud:
Kl. 22.00: Jeg kapitulerer og går i seng i håb om at få et par timer, inden det går løs.
Kl. 23.03: Otto vågner og skal ammes. Kan ikke lige falde i søvn igen, så jeg giver ham sutten et sted mellem 100 og 150 gange.
Kl. 00.15: Otto sover, og jeg prøver.
Kl. 01.50: Anton vågner og græder hjerteskærende. Far prøver at trøste, men det kan overhovedet ikke bruges. "MOOOOAAAAHHAAAR". Jeg synger sange, giver ham vand, trøster og putter.
02.05: Anton kalder. Jeg kommer. Gentager ovenstående ritual.
02.20: Ditto.
02.35: Anton kalder, far tilbyder sin hjælp, men dette fatale fejltrin udløser nu et endnu større anfald, hvor Anton gennem snot og tårer hulker på moar og havregrød. Jeg går ind til ham og prøver at give ham lidt mysli. Det skulle jeg aldrig have gjort. Nu stiger sirenen til helt nye højder, og får således vækket Otto. Jeg overlader skrigende snart 2-årig til barnefaderen med et "forhelvededaosse" og tramper ind til 3-måneders baby, som ikke vil have hverken bryst, sut eller dyne.
02.55: Otto accepterer allernådigst lidt bryst og en sut, og indvilliger i at sove.
03.10: Farmand har også sejret inde i børneværelset og kommer tilbage i sengen. Vi er begge helt adrenalinpumpede og tør nærmest ikke lægge os til at sove, for vi ved at vi nok skal op igen lige om lidt.
04.07: Og ganske rigtigt. Otto fik åbenbart ikke mad nok før, så han stikker i et hyl, hvorefter jeg hurtigere end min egen skygge får ham hevet til noget bryst og propper det ind i munden på ham, før han får vækket sin storebror. Det lykkes.
05.10: Det gør det så ikke denne gang. Otto rumsterer, jeg fumler med sutten og får den ikke stukket ind i tide, for pludselig starter den lille sirene (som dog kan hyle pænt højt, størrelsen taget i betragtning) og får Anton til at vågne og være helt bange og fortvivlet. "Otto ked'a, Otto ked'a, Otto ked'a", hyler han - und so weiter und so fort.

Men så fik vi til gengæld lov til at sove helt fra kl. 6 til klokken kvart over syv. Tak unger.
Og tak til Nescafé, Onkel Rasmus som kommer to the rescue i eftermiddag og tak til blogland, hvor jeg sultent har surfet mig frem til andre som har prøvet disse nætter - og har overlevet!

mandag den 19. oktober 2009

Din mor arbejder ikke her...


Det frækkeste min mand kan gøre for mig lige for tiden er... at tage opvasken/morgenbleen/støvsugningen/madlavningen. SÅ HOT!
Gad vide hvornår man vænner sig til at førnævnte praktiske gøremål (sammen med ca. 200 andre faste, daglige
programpunkter) bare er en del af det, at have børn? Jeg kan huske hvor åndssvagt jeg synes det var, at min mor blev irriteret over at komme hjem fra arbejde til et hus, hvor dovne teenagere flød foran fjerneren med ostepops og gammel opvask ud over det hele. Jeg forstår nu, mor... Og undskyld! For selv om jeg nogle gange prøver at virke lassez-faire-agtig og lade opvasken stå, er der altid en lille del af mig som i sit stille sind stresser en smule over at den fordømte opvask jo ligesom skal tages på et eller andet tidspunkt. For den erkendelse hører vel med til dét, at blive voksen? Ryd op efter dig selv, du er moren!

lørdag den 17. oktober 2009

Zen for småbørnsmødre

Sidder i min lillebitte stue og hviske-skriver. Da vores håndværker-tilbuds-lejlighed STADIG ikke er færdig, bor vi altså STADIG i en lillebitte lejlighed, hvor der knap er plads til to - og vi er som bekendt fire. Otto sover i stuen (ved siden af ægtesengen), så aftnerne foregår på listetæer og med høretelefoner på. Øv. Trænger til at få mit eget værelse!

Weekenderne med to børn på hhv. 22 og 3 mdr. er ikke just afslappende, men dagen i dag har været en øvelse i netop det - at slappe af og lade sig rive med. Ikke på en Anna Skyggebjerg-agtig zen-måde, men på en "vi-tager-hvad-der-kommer"-agtig måde. Vi prøver (læs: jeg prøver, Morten er mester i det) at lade være med at skematisere vores dage. Der må gerne være plads til en impulsiv fodring af ænder eller bygning af hule, og så må aftensmaden bare vente eller hentes udefra. (Igen: det er altså mig, der er nazi-mor og bliver lettere panikslagen hvis klokken er bare ti over seks, og der ikke er sund og nærende og hjemmelavet aftensmad på bordet.) Men jeg tager ved lære. Han er god til det, Morten, og jeg elsker ham for at insistere på at nu lader vi altså lige oprydningen og madlavningen vente (jeg så jo lige mit snit til at være to skridt foran ulvetimen og få ordnet alt, mens de to pus sov til middag), men han fik mig overtalt til at ligge i ske og snakke og fnise i stedet. Tak for det... Og tænk engang, fordi jeg slappede af og drev den af, var det som om det var nemmere for os alle bare at drive med dagen.


fredag den 16. oktober 2009

Vidunderlige uger...

Det er en fase. Julia minder alle os forældre om, at børnelivet er én lang rutsjetur ind og ud af faser. Vi kender vel alle (og elsker og hader?) bogen "Vidunderlige uger"? Jeg har en udgave med 68 uger, og gennem disse skulle mit barn altså være skiftevis en solstråle og en tordensky (og det passer jo!). Men det fortsætter vel langt forbi de 68? Anton er for eksempel nu ca. 95 uger, og den ene uge er han den mest vidunderlige lille solstråle som man bare må kramme, og ugen efter er han en stormflod af hidsighedsanfald og "VIL-SELV"-udskejelser. Det er en fase.

Og det er dét, som trøster os forældre, men det er sågu også det, der gør det så hårdt. Man er konstant på usikker grund, man aner ikke om man skal tage solbriller eller paraply på om morgenen, og hver gang man tror, at NU har jeg luret ham eller NU ved jeg, hvordan jeg tackler diverse anfald og grænseafprøvninger, så går ungen hen og skifter ham og bliver den blideste og mest medgørlige lille englebasse. (Og når man så læner sig tilbage og tænker "Yes, nu er den sværeste tid ovre", bliver han pludselig teenager og ryger i smug og lyver om lektierne.)

Jeg er vel rundt regnet 1400 uger gammel, og jeg synes egentlig stadig jeg skifter fase ret ofte. Noget er det skyldes jo givetvis kombinationen træthed + hormoner (fx. da jeg i går tudede over at der ikke var mere snoller), men jeg er stadig på gyngende grund udi kunsten at leve og må af og til kaste mig ud i uvejrsrasen for måske engang at kunne falde til ro i rum sø.

torsdag den 15. oktober 2009

Tidstyv

Jeg er den vildeste tidstyv. Jeg stjæler mig til fem minutter hér, og en halv time dér. For eksempel har jeg nu "meldt mig til" at få lidt styr på hytten OG tage Otto, mens Morten er taget på legeplads med Anton. Jeg vidste godt at det "tilfældigvis" lige kom til at passe med at Otto skulle sove lang lur, så efter ti minutters raid gennem kaos-hjem, flytning af diverse bunker og generel overfladebehandling, har jeg nu i hvert fald en halv time her på sofaen, hvor der skal junkes blogs, netshopping eller måske et halvt afsnit Mad Men. Kvindelist? Det tror jeg nok;-)

Pretty Pink...

Trine udfordrede mig til at finde 7 tøsepink ting i mit ellers testosteron-inficerede hjem. Det lykkedes! Og lidt til... Jeg er desværre den vildeste amatør-fotograf, og kan basically ikke finde ud af at slå blitzen fra og sådan. Så reklamefotos er det ikke. Men skønne og PINK ting, dét er det.
Passer på min øjesten...

Mine ældste og kæreste...
My-kaffe smager ekstra frækt...
The one and only...
Pænhed...
Fantastisk bog af fantastisk dame...
Mmmmm....
Nænner ikke at smide ud!
Prinsessedrøm...

Jeg prikker hermed Line og Annamette på skulderen og udfordrer dem til at støve 7 ORANGE ting op og vise dem frem...

onsdag den 14. oktober 2009

Overlevelse

Sidder og prøver at komme mig ovenpå en forfærdelig nat. Mit survival-kit er stærk, stærk kaffe og nutellamadder. Otto sover i gården, Anton er i vuggetstue og Morten er i studiet. Jeg sidder her på min sofa og prøver at samle mig selv op med en indvendig pep-talk. Deterenfase, deterenfase, deterenfase. I nat begik drengene mytteri og overtog fuldstændig styringen for denne synkende skude. De skiftedes til at vågne og græde og kalde på sin moar, som så måtte stille bryster, godnatsange og overskud til rådighed. Sidstnævnte slap desværre op ved halv-fem-tiden, og det fejrede vi, de voksne, med et rask skænderi. Så selv om himlen er blå i dag, selv om jeg igår var så heldig at være til blog-mødregruppe med tre fantastisk uperfekte mødre og selv om Anton og Otto krammede og kyssede, som var de nyforelskede i morges, synes jeg sgu' dagen er svær at sutte op fra slap! (Undskyld, bliver altid helt brovten, når jeg er overtræt;-) Må have mere kaffe.

PS: (Bemærk venligst kaffekoppen, som er af porcelæn og gummi fra Charles & Marie - en tarvelig Nescafé smager bare bedre i lækker indpakning!)

mandag den 12. oktober 2009

Hårtab og årtab?

I badet i morges opdagede jeg pludselig at jeg skal til det igen. Hårtabet. Sidst jeg ammede fældede jeg så vildt, at jeg til sidst troede, at jeg ville ende med at blive helt skaldet. Heldigvis kom meget af det igen, og nu skal jeg så til at skifte ham igen. Nogen gode råd? Noget særligt man skal spise for at beholde sit dyrebare hår?

I dag er det min rigtige fødselsdag. 27 år. Bag mig ligger 27 gode, svære, lykkelige, ulykkelige og ikke mindst udviklende år. Og jeg kan kun huske glimt fra dem alle. Nogle af årene er tabt, men var selvfølgelig ikke forgæves, da de vel har gjort mig til den jeg er nu. Livet føles nærmest længere og længere jo ældre man bliver, og især, når man har fået børn. Min mor har nu to børnebørn, en sprudlende karriere, masser af tid til fester og venner og er bare så meget i live. Mine børn er stadig små, og jeg kommer forhåbentlig også til at opleve dem få børn og måske endda børnebørn.

Jeg har masser af tid, og masser af år, som bestemt ikke skal tabes og skylles ud med badevandet. De skal leves og snuses og nydes og sanses, for de gror ikke ud igen...

søndag den 11. oktober 2009

SURPRIIIISE


...! råbte de, og kom løbende imod mig og gruppekrammede midt på Christianshavn. Fredag aften, helt mæt, glad og halvfuld efter sublim middag på restaurant med dertilhørende vinmenu med manden i fødselsdagsanledning, blev jeg overfaldet af kærlighed og surprisefestende venner. Min mund bærer stadig et helt fjollet smil, og min krop bærer stadig på resterne af tømmermændene. Det var den fedeste, fedeste aften med masser af dans, musik & fis - og kærlighed! Og det bedste af det hele var, at det var min mand, som havde arrangeret det. Han er meget kærlig og fantastisk og alt det der, men romantisk og initiativrig på surpriseparty-måden er ikke noget han plejer at være præget af! Og han har læst mig godt, for det var bare SÅ meget det, jeg havde brug for. At blive fejret af alle dem, jeg har allerkærest og at feste HELE natten (på en måde som ikke involverer amning) og at dingle hjem over Amager med armene om hinanden, mens vi stoppede ved hvert andet træ for at snave, var bare SÅ meget det VI havde brug for. Kom pludselig i tanke om, at jeg egentlig er ret vild med ham... En tanke, der nemt forsvinder i bleposerne og vasketøjsbunkerne.

Weekenden har båret præg af tømmermænd, forstås, men jeg elsker faktisk at have dem. Altså ikke sådan på opkast-og-treo-måden, men jeg bliver altid vidunderligt hudløs og "søndags-agtig", du ved, sådan når de små smil og de melankolske sange kryber helt ind til hjertet og tager fat og krammer. (Kunne nærmest ikke synge "Solen er så rød, mor" for Anton uden at begynde at lækkerheds-tude!) Og når de små drenges sødhed og nærhed bliver endnu mere rørende...

Jeg må simpelthen til at drikke noget mere;-)



torsdag den 8. oktober 2009

Vi bestod!

Endnu en milepæl på forældreskabets long and winding road er nu rundet. Første forældresamtale i vuggeren. Vi gik derhen med Otto i slyngen, små sommerfugle i maven og en Anton bag på cyklen, som ikke anede at vi skulle hen og have karakter på hans vegne. Vi gik derfra en halv time senere og var ca. ti centimeter højere og helt glade og varme indeni. "Anton er en gennemført god og kærlig dreng, som hviler i sig selv og er en god kammerat", lød dommen. Juhuu! Så fantastisk at vide, at selv om han ved Gud ter sig, råber "NNEEEEJJJ" ind i hovedet på en, når man siger han skal i bad, brokker sig over at der ikke er ubegrænset kageadgang og i det hele taget bare prøver sine (og ikke mindst vores) grænser af, er han i bund og grund og ude i sit eget liv en glad, rar og dejlig lille person, som nok skal klare sig i den vide, voldsomme verden med buksevand og anden ungdomskriminalitet.

Denne oplevelse er god at have bag øret, på de dage hvor alt braser sammen og han ingenting gider og vi kigger på hinanden og siger "hvad har vi dog gjort galt?" Ingenting, åbenbart;-)

onsdag den 7. oktober 2009

Ups'n'downs




Havde egentlig skrevet et halvt lyserødt indlæg om en fantastisk weekend, men nåede aldrig at udgive det, da det pludselig blev mandag, tirsdag og onsdag. Tre hverdagsdage som har budt på regn og tårer men også på smil og sol og sejhed. For satan, jeg synes dette to-børns-liv er en rollercoaster-ride. Den ene dag (eller time) føler jeg mig som verdens heldigste kvinde, da jeg jo har verdens dejligste mand & børn, og dagen (eller timen) efter synes jeg det hele er rodet, kedeligt, hårdt og klaustrofobisk. Lige nu er vi på den vildeste overlevelsestur, hvor hver nat er det benhårde natløb og hver dag er en kamp mod tiden, nullermændene og ulvetimerne. Hvornår er det man kommer hjem fra spejderlejr og får varm kakao, karbad og en god nats søvn mens mor vasker ens tøj?

- Har i øvrigt nedtur over at jeg ikke kommer ind og ser UP, fordi bif-tur bare er out of the question, men har til gengæld optur over at manden og jeg skal ud og spise på fredag - og drikke os lidt ned i dyr vin!
- Synes det er fantastisk og frustrerende at have en baby. Glæder mig til han kan sove og snakke, men frygter den dag han ikke skal ammes mere og ikke siger de der småbitte hamsterlyde længere.
- Er helt oprigtigt godt gammeldags misundelig på min bror, som skal til New York om lidt og min søster, som er på udveksling i Glasgow. Mig? Jeg tager på charterferie med svigerfamilien og bliver ellers i DK de næste par år!

Og til sidst:
Note to self: Lad for Guds skyld være med at tage i IKEA med overtræt barn, mand og selv og lad også være med derefter at tage hul på monsteroprydning, når føromtalte overtræthed fører til simultangråd fra mor og barn og en far, som kun kan se på med et opgivende blik og sige "jeg skal nok støvsuge i morgen".


Men vi elsker det jo alligevel, ikke?

lørdag den 3. oktober 2009

Skraldemand...

Min mand er skraldemand. Eller skraldespand - min skraldespandsmand. Lige nu tager han imod alt hvad jeg har af galde, hengemt surhed og bitre spydigheder. Det må hobe sig op derinde, og jeg håber ikke han pludselig beslutter sig for at hælde det hele tilbage i hovedet på mig - føj! Midt om natten vækker jeg ham for at beklage mig over, at han bare ligger og sover mens jeg sidder her og ammer (Otto tror ikke på liggende amning - stor bet!) Om dagen sukker jeg over, at han ikke kan læse mine tanker og give Otto de der uldsokker på, eller at han ikke har købt chokolade med fra Netto. Eller også får han skældud over at han rører for meget/lidt ved mig eller er for meget/lidt hjemme. Lige nu er han nederst i behovskæden, - der udgøres af Otto-Anton-mig - og så måske ham hvis han er rigtig heldig. Stakkels mand...

Håber virkelig snart at jeg får vendt den skude, for jeg tror ikke der er noget særligt sexet over denne bitterfisse-opførsel. Men lige nu har jeg bare brug for at læsse af, og han står uheldigvis altid først på listen over modtagere... Måske skulle jeg begynde til noget boksning?

tirsdag den 29. september 2009

Vilde fantasier...

Jeg elsker fantasier. Nej, ikke den slags. Men de andre, de fantasier man har som barn. Jeg er helt pjattet med børns fantasievne og glæder mig som et lille barn til at fortælle mine drenge alle de historier, jeg selv elsker. For eksempel den om Villy Vilddyr, som snart kommer som film, af Spike Jonze, juhuu!. Sødhed med nuttet på. Jeg får også helt sug i maven og gåsehud og klump i hasen og alt sådan noget, når Sebastian synger "ingen skal stjæle fra børnenes fantasi", og bliver ligeså salig når jeg står i yndlingsboghandel Thiemers Magasins børneafdeling med SMUKKE fantasifulde klassikere. Hvis jeg kunne, ville jeg bruge alle mine penge på børnebøger til mine drenge (eller bare til mig selv!)

mandag den 28. september 2009

Sæt pris og vær glad...

Igen: Hvordan er det man får tid til at blogge?? For tiden har vi 1 times mig-tid herhjemme om aftenen (og mig-tid trumfer altså meget ofte os-tid) fra Lillen sover og til vi selv sover. Ottoman'en sover stadig kun max. 45 min. ad gangen om dagen (ja, og egentlig også om natten) og da vi er ved at flytte er der lisssom liiiige nogle ting man kunne/burde ordne i disse hellige minutter. Well, det må blive en slags månedlig update herfra!

Har de sidste par dage tænkt meget over konceptet 'at sætte pris på'. Vi har 2 vidunderlige drenge, en masse ditto venner og familie, laver det vi har lyst til og er i det hele taget svineheldige. Alligvel var jeg den sure dame et par dage i sidste uge og syntes det hele var grimt, træls og hårdt. Jeg fik i sidste uge at vide at en veninde har tabt sit barn i 7. uge, en anden gravid veninde indlagt med alvorlige komplikationer og at en tredje veninde ikke var blevet gravid efter sit andet inseminerings-forsøg. Pyha. Jeg tog alligevel mig selv i at synes, at det var rigtig hårdt og synd for mig at Otto ikke sover om natten, at jeg ikke kan komme med til fantastisk 30-års fest i weekenden og at der er meget vasketøj... Stakkels mig? Altså jeg ved jo godt, at man ikke kan juble over, at man har mad på bordet hver dag for 'tænk på de sultne børn i Afrika' og sådan, men kunne dog godt tænke mig lidt mere overskud og lidt mindre brok. Jeg har læst Julias smukke bog Sig Farvel om at miste nogen man har meget kær, og selv om jeg aldrig har oplevet tab af den slags, blev jeg rørt på en anden måde, fordi jeg netop forstod hvor heldig jeg er. Husk det nu, Astrid, når du tuder ned i sovsen over at dit smukke, søde barn vågner, lige som du troede du skulle til at blogge.

onsdag den 23. september 2009

Hvor meget er det egentlig meningen man skal nå?

Kan ikke helt finde ud af, om det er mig der er skudt helt i sænk, eller om det bare er sådan her. Kan det godt passe at jeg:
- ALDRIG tænker på sex?
- Ikke har gjort rent på badeværelset i sådan ca. en måned?
- Bevæger mig indenfor de 5 samme aftensmadsretter?
- Er i gang med 4 forskellige bøger, og ved at jeg ikke får færdiglæst nogen af dem?
- Ikke lige magter at være sammen med de af mine veninder, som ikke har børn og gylp og træthed ud over det hele?

Nå. Men sådan er det i hvert fald lige nu...

tirsdag den 22. september 2009

Sisterhood

Kvinder kan være hinanden værst (ofte i forbindelse med moderskab og dertilhørende konkurrence, misundelse og andre grimme ting), men de kan så sandelig også være hinanden bedst! (Som her i blogland) I dag var jeg med på en kigger til altid inspirerende Mette Holbæks workshop, og oplevede i den forbindelse en kæmpe energiudladning af noget så udflippet som søsterskab og kreativ synergi. Kom bl.a. til at tale med Trine, som jeg ikke lige fattede jo var hende den seje krea-blogger, og kom også til at tale med en kvinde, som brændte helt vildt for netop søsterskab (i mangel af bedre ord). Altså hvordan vi kvinder bliver bedre til at åbne op overfor hinanden, støtte hinanden og droppe den der pænhedsfacade. Very interesting.

Har netop i dag særligt meget brug for at droppe førnævnte facade og brøle: FORHELVEDEDAHVORERDETPISSEHÅRDTDETHER! Har hele formiddagen trasket op og ned af gulvet (på de få tilgængelige stier, der anes mellem det syndige rod af biler, brugte bleer - seriøst - og beskidt tøj) med en hylende baby i armene alt imens jeg selv hylede. Kunne ligesom bare ikke stoppe igen. Nu har jeg så fået ham til at sove, fået kaffe og lidt afløb. Fuck mand. Er det kun mig, der oplever sådanne dage?

mandag den 21. september 2009

Ammehjerne

Hvor skal man starte? Hjemvendt fra ferie og trænger virkelig, som i VIRKELIG til ferie. Det var egentlig meget hyggeligt, men satanras'me da også hårdt. Vi kom hjem lørdag aften efter en hel dags rejse, og jeg har siden da følt mig helt karkluds-agtig træt. Inde i hovedet er der ligesom bare lukket for tilførsel, og jeg stirrede fx helt blankt på min far som var på besøg i går, da han spurgte mig om hvad jeg mente om PeoplesPress/Politiken-sagen, og måtte ende med et "øh...tja". Jeg kan simpelthen ikke tænke en eneste tanke i disse dage, som ikke handler om hhv. Otto eller Anton, den ene eller den andens numse/søvn/spisning.

Det var dejligt at være der i ferieland (men Cypern, det er sgu' et mærkeligt land! Man tror det er lavet af ferieboliger, skrald og tørre bananplantager) Det var faktisk også rigtig hyggeligt at være sammen med mine svigerforældre (orker dog slet ikke at begynde at skrive om svigerinden, så kommer jeg bare til at hidse mig op, og det er jeg for træt til!) Årsagen til charter-sjov var svigerfars 60-års fødselsdag. Og for dælan, hvor er der bare mange måder at være 60 på. Min egen far er bare så fuld af sjov, energi, gå-på-mod og social bevidsthed og min mor er overskuddet selv. Mine svigerforældre derimod, kalder sig selv for gamle i ramme alvor og glæder sig helt vildt til at gå på pension om 2 år... Øv, jeg håber aldrig jeg kommer til at opfatte mig selv som gammel. Jeg bliver også ved med at tro, at jeg ikke er voksen - selv om jeg er færdiguddannet, er gift, har to børn og en andel...? Når jeg bliver 60 håber jeg, at jeg stadig siger "nice", køber overpriced café latte (selv om "man da lisågodt ka lav' det selv") og er barnlig og uansvarlig bare engang i mellem...

Nu vil jeg dog være voksen og fornuftig, og gå til ro i en tro på at jeg kommer til at sove mere end halvanden time ad gangen...

onsdag den 9. september 2009

Ud og se med svigerfamilien

Ok. Nu prøver jeg igen. Har som Annamette forsøgt at få noget blogge-tid presset ind mellem bleskift og madninger af forskellige små skabninger, men forgæves. Der er så meget, jeg har lyst til at skrive, men det forsvinder ligesom i farten, og nu sidder jeg så her på nåle og tør knap begynde på et emne, for så vågner Otto garantrisset!

Nåmenaltså. Alt godt her i det lillebitte hjem. Som altså forhåbentlig snart bliver skiftet ud med et lidt større! Den nye lejlighed er ved at blive pæn og færdig, men i takt med at håndværkerregningen stiger (hov, der var sørme lidt råd i gulvet og lidt nedfaldent pus inde bagved det hele!) stiger vores forventninger til hvor godt og nemt det hele bliver, når vi flytter. Det er som om, vi tror at den nye lejlighed indeholder en slags selvafryddende gulv og selvrensende badeværelse, så man i hvert fald slipper for at bekymre sig om den slags pjat. Men der er i hvert fald et værelse til os og et til ungerne og et kæmpe spisekøkken og en vidunderlig, fantastisk gård og en herlig café lige rundt om hjørnet. Aaaahhh.

Da jeg blev ups! gravid med Otto var min første tanke at NU skal vi altså have det der hus. Gerne i Jylland og gerne med en friskole, køkkenhave og alle vores venner lige i baghaven (og helst ikke mere end ti minutter på cykel fra en café). Men da hverken min mands arbejde, vores venner, eller for den sags skyld min oprigtige lyst til at sylte og bage og dyrke urter fulgte med den idé, blev den hurtigt droppet I stedet har vi altså købt os en andel og nogle år mere i byen med alt hvad det indebærer. Jeg er, som Louise, simpelthen ikke klar til at give mit byliv op for en have. Så må man leve med 5A i ulvetimen og dårlig luft i lungerne.

Om lidt står den dog på sol og udeliv, da vi drager til Charterland på Cypern med min svigerfamilie. Nøj, det bliver spændende. De er jo søde.... men pyyyhha, det er lidt lang tid at være sammen med svigeren, og særligt med svigerinden, som kan være noget så anstrengende når det drejer sig om børn. Har tidligere skrevet om at man ikke må dømme andres måder at være mødre på, men det princip kommer jeg gang på gang til at afvige fra når det kommer til hende! Særligt fordi hendes tilgang til familiehygge tager udgangspunkt i at HENDES barn har det godt, er den gladeste, pæneste og sødeste. Husker stadig en kommentar sidste jul, hvor Anton havde mellemørebetændelse og græd hele natten og det eneste hun næste morgen siger er; "Ja, jeg tænkte bare i nat 'godt det ikke er mit barn, der græder'"... øhh, okay? Jeg er selvfølgelig også primært optaget af mine egne børn, men synes dog det er rarest når alle har det godt..!

Nå, nu vågnede han igen. Hvordan er det nu, man får babyer til at sove mere end en halv time ad gangen? Synes altid kun jeg når at gå op med vasketøj og gå på lokum før han vågner...

torsdag den 3. september 2009

Ulven kommer...

Forstår nu hvorfor det hedder ulvetime. Oplevede i dag fra 17.00 til 18.00 (ret så præcist endda) to hyyyyylende ulveunger, som vitterligt hylede i kor. Når den ene holdt pause, gjorde den anden også, og når så den ene igen besluttede sig for at hyle (eksempelvis over at der ikke var flere rosiner i den lille pakke), stemte den anden i. Mellem 18.00 og 18.30 var der ro (tak til Bamse og Kylling og bryst-som-sut-metoden), og så kørte sirenerne ellers igen indtil de begge var puttet kl. 19.30. Hold da kæft. Vores lejlighed er så lillebitte, og der er ikke mulighed for at "gå afsides" - ikke engang på toilettet! Jeg er fuldstændig blæst i hovedet, og magter ikke andet end at sidde her på sofaen med computeren og guldkaramellerne.

Anton begynder virkelig at være pænt træt af, at jeg konstant sidder med Otto i armene (og på brysterne, for satan mand, han vil spise HELE tiden), og mit hjerte brister når jeg ved, at det er min "afvisning", som gør ham så fortvivlet. Heldigvis er min mand (som altid) utrolig rationel omkring hele flerbørnspolitikken og trøster mig med, at Anton jo er vildt heldig med at have fået en lillebror. Og en helt utrolig nuttet en af slagsen, skal det siges:-) Alligevel er det altså svært at kapere, når lille Anton på 20 måneder igen og igen hikster "mor, far, siso" (som altså betyder Otto på Anton'sk) gennem snot og tårer og bare har så svært ved at forstå, hvordan det hele hænger sammen. Han har dog ikke en eneste gang ladet sine frustrationer gå ud over lillen eller nogle af de andre nede i vuggeren, og så må man jo trods alt give ham lov til at hyle ud herhjemme!



onsdag den 2. september 2009

Mødre-gruppepres

Pyyyyhhhh.... Mange, mange, mange følelser indeni! Lige nu sidder jeg egentlig og tuder hormontårer og burde være på vej til mødregruppe, men har sgu mest lyst til at pjække fra det hele - altså; det HELE. I går oplevede jeg for første gang Antons frustrationer få frit løb og han var bare så ked så ked, og jeg kunne ikke få lov at trøste ham. Av for fa'en i moderhjertet. Her til morgen er det som om, at efterveerne presser på, og de bliver som bekendt værre for hver fødsel. Det er lige gået op for mig, hvor sindssygt svært det jo er, at balancere med så mange følelser. Hvorfor får man ikke tildelt et ekstra hjerte for hvert barn man får? Der er simpelthen ikke plads i det jeg har nu.

Nå. Så kom jeg afsted. Er hjemme igen efter mødregruppe - ikke en succes. Det kan da ikke passe, at det kun er mit barn, der har svært ved at sove, mine tårer, der løber, eller mine børn, der nogle gange giver mig grå hår og spat? Kom til et pinligt rent hjem med et overdådigt dækket bord med hjemmebagt kage og den helt rigtige øko-marmelade. Arhmen, come on! Mødregluppe-kliché! Det virker som spild af tid, at vi skal sidde der og smile pænt og velfriseret over den grønne te (for "kaffe, det giver altså barnet ondt i maven") og overbyde hinanden i længste søvnstræk, og få nervøse ticks når hende den lidt kiksedes barn begynder at skrige og måske vækker nogle af de andre guldklumper. Æv. Så vil jeg hellere være i blogland, hvor mødrene er seje og der er frit ord...

tirsdag den 1. september 2009

Jeg skal ha' mer' strøøøøm!

Sov nu for f'*****!! De sidste par dage har fulgt følgende mønster: Otto sover 45 min. ad gangen, vågner og græder i et kvarter og er derefter vågen i et par timer. Så bruger jeg en halv time på at putte ham, hvorefter han så igen vågner efter tre kvarter max. Gudskelov sover han rimelig fornuftigt om natten, men mor her kunne godt snart bruge lidt mere sammenhængende opladningstid, det tror jeg såmænd hele familien ville nyde godt af;-)
Havde lykkeligt glemt hvor meget de første måneder af babylivet er centreret omkring temaet søvn! Havde dog også glemt hvor helt fantastisk marcipanagtigt sådan en baby dufter, hvor dejligt det føles i maven, når babyen kigger en i øjnene og smiler tillidsfuldt og hvor forelsket man kan blive i sin mand, når han kærligt kysser baby (... og når han siger "sov du bare videre, skat, jeg skal nok stå op"!)

lørdag den 29. august 2009

At være eller ikke være - mor

En af de ting, jeg for alvor har lært ved at blive mor, er at lade være med at dømme andre mødre. Man ved pludselig hvorfor det i nogle situationer kan være livsnødvendigt med en øl og en cigaret selv om man egentlig ikke må, man ved hvorfor man nogle gange må stikke et ulvetimeramt barn en kage i en overfyldt 5A, og man ved hvorfor man nogle gange bare prioriterer anderledes, fordi man har andre forpligtelser, end når man ikke er mor.

Derfor bliver jeg selv så provokeret af andre mødre og ikke-mødres forholden sig til hvordan MAN nu BØR gøre. Man kan vel ikke gøre det bedre, end det man tror, er det bedste? Jeg har nogle veninder, som står på grænsen til at få børn, og der er til gengæld ingen grænser for hvor mange gode råd, de har at give. "Det er altså vigtigt, at du husker dig selv" og samtidig: "Det er altså vigtigt, at du husker at nyde dine børn mens de er små" og husk også at "Det er vigtigt, at du dyrker sex med din mand" osv., osv. Tak skal du ha'! Jeg smiler og siger jaja og tænker "Vent du bare!" Jeg har heldigvis også lært, at man ikke kan forklare nogen, hvordan det egentlig er at have børn, og lader derfor være med at forsøge.


Tidsspilde?

I dag er jeg alene med mindstemanden. Anton er blevet hentet af yndlingsmorfar og skal drøne rundt i dennes have lige til han dejser om i aften, og Manden er taget til Skanderborg for at spille koncert. Han sagde det ikke, men jeg kunne mærke på ham at han glædede sig helt vildt til børne- (og måske også kone-) fri. I går var sådan en mærkelig dag, hvor jeg ikke rigtig formåede at nyde noget - mine bryster gør hamrende ondt hele tiden, Otto vil spise konstant, jeg er trættrættræt og Anton bliver ked af det, når jeg hele tiden sidder med lillebror. Jeg tog mig selv i hele tiden at se på klokken og glæde mig til dagen var gået. Har altid sådan en besk smag i munden efter sådan en dag, for når man glæder sig til tiden er gået, hvad får man så ud af den? Jeg mener, så er den jo bare væk, og lige præcis den tid kommer jo ligesom ikke tilbage?!

Min barselsblues ramte mig for første gang forleden, og jeg kunne pludselig se mig selv rydde op, vaske tøj, gøre rent, dikke-dikke - og intet andet i et års tid - ikke inspirerende. Heldigvis har jeg en sej mand, som sparkede mig kærligt bagi og sagde, at jeg sgu' da bare skulle gøre, hvad jeg havde lyst til. Tak... Men hvad var det nu lige det var? Og hvordan passer det lige ind med at få hele maskineriet til at køre nogenlunde gnidningsfrit? Vi er ligesom ikke der, hvor vi kan hyre en til at komme og købe ind, gøre rent, vaske tøj, lave mad og alt det andet, som en barselsdag sagtens kan gå med når barnet sover. Jeg har lyst til at læse, skrive, drømme, dyrke yoga, sy, shoppe - bare for at starte et sted. Indtil videre har Otto dog vist sig at være et powernappende barn, og sover max 45 min- ad gangen. Så jeg tror ikke jeg får skrevet den helt store bestseller, syet særligt mange små patchwork-agtige pyntepuder eller læse Dostojevskijs samlede. Lige nu er udfordringen altså at få vendt det hele rundt oppe i mit hovede, og ikke tænke om tiden, at den spildes, men at den går med det, der nu sker...

tirsdag den 25. august 2009

Multi-taske

Min pusletaske er ikke en pusletaske. Det er en multi-taske. I den gamle, grønne totalt out-datede sag fra Accesorize anno 2003 findes netop nu: en pose med skiftegrej til Otto, en mundharmonika, en bog af Joyce Carol Oates "Vandfaldet" (læs den!), en figenstang, en notesbog, stofbleer, og en Rasmus Klump pixi-bog. Mit liv lige nu. Jeg synes mine forskellige roller flyder ind og ud af hinanden i en konstant skiftende strøm af bleer/bind i forskellige størrelser og varierende stemmeleje. I går var sådan en dag, hvor intet rigtigt lod sig bundfælde, en dag som forsvandt i multitasking.

Mødregruppe for første gang... Jeg burde have vidst, at jeg ville være noget ved siden af i en flergangsmødregruppe - i hvert fald en hel del år yngre! Her optrådte mit voksen-jeg på slap line og talte modent med om forsikringspolicer og skolestart, mens mit ungdoms-jeg sad og glædede sig hemmeligt til at komme ud i solen og lege, at de der voksenting ikke vedrører mig. Eftermiddagen gik så med veninder, der kom og legede med Anton mens jeg pludrede med og ammede Otto. Jeg forsøgte at føre en samtale med veninde A om Skanderborg Festival, Vega og Copenhagen Cooking uden nærmest at kunne huske hvordan man egentlig går til koncert uden brystpumpe - kun afbrudt hvert andet minut af Anton, som skulle fortælle mig et eller andet på Anton'sk, som kun jeg forstår.

Endelig kom Manden hjem, og i to timers hæsblæsende action med skrig og skrål fik vi afviklet noget aftensmad, aftensbad og putning for begge børn og havde derefter en times kærestetid på sofaen inden vi drattede om i sengen. Ingen af os formåede dog at indstille barometeret på romantisk, erotisk, filosofisk eller bare fjollet, så vi endte med at sidde og kigge på billeder af de børn, vi endelig havde fået "fri" fra. Forældreskabets paradoks.

tirsdag den 18. august 2009

5 minutter...

Så er der lige fem minutter til mig og min computer. Anton leger i gården med sin elskede morfar, og Otto sover sødt - men hvor længe?! Vi er tilbage i København - til både min og min ældste søns frustration. Ramte Nørreport St. kl. 16 mandag eftermiddag og kunne mærke mit blodtryk ryge til vejrs i løbet af de fem minutter, vi opholdt os der. Savnede akut roen, naturen, græsset, nærværet og tiden i sommerhuset. Har absolut ikke savnet larmen på Amagers konstante renoveringsarbejdere, det fislunkne vand og den alt, alt for trange lejlighed på tredje. Anton har vist sig at være det vildeste naturbarn, og det er som om han simpelthen bare ikke trives med at løbe panden mod en mur. Hm. Jeg har også oplevet mig selv have dobbelt så lang snor og plads til mange flere sammenhængende tanker, når jeg ikke konstant afbrydes af larm, sure mennesker som snyder foran i køen og de absurd mange knallerter som ræser forbi vores vindue i døgndrift! - Hvordan går det lige op med vores tilværelse i København, som trods alt indeholder samtlige af vores venner, karrierer og en nyindkøbt lejlighed??

tirsdag den 11. august 2009

Bloggeri + sejrsøl

Jeg er en dybt utilregnelig blogger. Til gengæld er jeg en ganske stabil bloglæser. Jeg indrømmer det, damer, jeg er en af de der listere som kun læser andre folks statuslinjer på facebook uden selv at opdatere min egen og jeg er åbenbart også en slags listeblogger, som primært læser andre folks tanker uden at dele mine egne. Men nu må det være slut! Jeg elsker at få skrevet mine tanker ned, men det er bare som om dagen er gået inden jeg overhovedet er stået op, og jeg er dybt imponeret over andres evner til at få presset en blogging-stund ind i selv den hårdeste, travleste og mest udmattende dag. Hvordan gør man?? Ville ønske jeg kunne få indført et ritual, som sikrer mig den der halve time - eller bare fem minutter - til at reflektere over dagen og få gylpet frustrationer og lykkebobler op på tastaturet...

Vi er i sommerhus. Og det er fantastisk. Jeg har fulgt med på andre blogge om lignende sommerhusture (det er åbenbart sådan man ferierer, når man har små børn?) og kan genkende mange ting. For os har det handlet om at være tilstede. Dagene er forsvundet ud i det blå og jeg er helt på røven over så gode forældre vi egentlig er - det var jeg slet ikke klar over. Indimellem må man give sig selv et skulderklap og en sejrsøl, som den vi fik i dag da begge drenge var puttet i seng efter en sej dag som fulgte efter en hård, hård nat. Morgenen var dum og jeg var så sur over at mangle søvn og kæmpe med natamning, natskiftning og nattegråd fra lillebror, og insisterede på at jeg ville sove. Desværre var ingen af drengene enige. Jeg plaskede koldt vand i hovedet, tog en dyb forældreagtig indånding og så dagen i øjenene. Det er som om jeg først har forstået det der forældre-åg nu; det er IKKE mig det handler om. Sammen med denne lettere angstprovokerende kendsgerning fulgte dog en følelse af at kunne give slip og bare lade sig glide med. Vi tog på tur ud i det blå og havde en fantastisk dag og grillede pølser over bålet da vi kom hjem og puttede en glad storebror med stjerner i øjnene og nussede med en salig lillebror inden førnævnte VELFORTJENTE sejrsøl. Nu er dagen snart slut og den gik imod alle odds uden et eneste skænderi. Mere af det.


onsdag den 29. juli 2009

Miraklet på 3.

Sommerhuset kalder. Vi er på vej på 2 ugers intens samvær, nærvær, hygge ... og ultimativt kaos. Ingen af os kan med rette kaldes ordensmennesker, og vi HADER alt hvad der involverer fornuftig langtidsplanlægning - at pakke kuffert til 2 voksne og 2 børn må siges at høre under denne kategori. Men vi tager afsted med hovedet under armen og en naiv tro på, at det jo for fa'en nok skal gå (..."ellers så køber vi det sgu i Brugsen", som Manden siger!)

I dag har været en kærlighedsdag igen. Den lille er virkelig krøbet ind under huden på mig og åbenbart også på den store. Han tog i forvejen sammen med sin elskede Mormor i dag, og insisterede selv på at kysse os alle farvel, også mindsten. Jeg har tudet og tudet og tudet i dag, og kan næsten ikke rumme de to mirakler. Har bare siddet klistret til baby og eksploderet indeni over hvor vildt det er, at sådan et lille menneske er blevet til. Hvem er han? Hvad drømmer han om? "Everything is possible, 'cause you're a miracle".

Glæder mig til bare at være til sammen med min lille familie i et sommerhus med græsplæne, fiskerleje, gammeldags isvafler og regnvejr - og uden at skulle arbejde min efterfødselskrop op og ned fra 3. sal hver gang man skal have en liter mælk!