tirsdag den 28. december 2010

Det land, som alle børn kender...


Disse to vidunderligheder forlader jeg i morgen. Jeg tager til Afrika på eventyr. Dog kun i en uges tid, men alligevel, det er sgu' eksotisk! Det er en gave fra min mor, og jeg skal afsted sammen med hende og mine to dejlige søskende. Jeg har været seriøst tæt på at aflyse mange gange. For hvad er da det for en ego-mor, som kan finde på at efterlade sine små pus, bare for at hun kan hygge sig, opleve, leve og måske endda se et par giraffer? Det er åbenbart mig. For jeg skal bare afsted. Jeg trænger til at blive fyldt op af nye dufte, indtryk, mennesker, minder og tanker, som ikke har at gøre med Anton, Otto, Morten eller Peter Plys. Jeg har netop puttet dem, sniffet deres dufte, kysset deres kinder til blods og tudet en lille smule inde i hjertet. Hvor er det egentlig fantastisk at have noget i sit liv, som er så betydningsfuldt. Morten er pissesej, og siger jeg skal nyde det. Og drengene, de har hinanden. Som aldrig før. Lige pludselig har de fundet hinanden og leger og leger og griner og pjatter en hel dag (altså ikke uden konflikter, jo, træerne vokser ikke op i loftet;-)) De kommer til at savne mig, men jeg kommer nok til at savne dem mest!
Godt nytår til alle (jeg holder det på en savanne i Uganda!)

Vi ses på den anden side...

torsdag den 23. december 2010

Flytterødder

Prøv lige at spørg om jeg er træt. En anelse, nu du spørger.
Siden sidst indlæg har jeg fået en mand hjem, tørret øjnene, sendt børn afsted med farfar til Århus, pakket en lejlighed ned og ud, været i IKEA, Silvan og alt det der. (Er I klar over hvor hektisk det er at flytte med to små børn? Som har ferie, og kun sover en time i løbet af dagen??) Nå jo, og holdt en treårs fødselsdag i ny lejlighed i ny by.
I morgen er det jul. Og jeg har ikke fået købt julegave til min mand. Nogle last minute ideas?? Har opbrugt samtlige hjemmelavede gavekort-ideer i de tidligere år, og da jeg stadig skylder ham en tur til Berlin og noget hanky-panky, tror jeg snart ikke han køber ideen længere.
Gal mand, jeg er blæst. Men fandme også glad. Jeg er kommet hjem, hjem til Århus. Har været afsindigt glad for at bo i København, men mit familiemig har været led og ked af det i det sidste års tid. Vi skulle hjem og plante de der rødder, der hvor vores egne stadig sidder fast, også efter seks år i København. Jeg elsker at gå forbi mine egne barndomsminder, elsker at her føles trygt og rart og rigtigt. Mit migmig savner dog stadig at cykle gennem København en lørdag aften med musik i ørene og vind i håret på vej mod det nye sjov. Men det findes stadig, for herovre er der bedsteforældre, ahhhhh. De får lov at låne unger, så mor og far kan tage til storbyen og lege ungdomssvin af og til.
I morgen er det jul. Hø, som om. Heldigvis er der en svigermor, som har tjek på alt og and, og vi skal bare troppe op, bespises og begaves og så hjem igen. På et kvarter, ja tak.

tirsdag den 14. december 2010

Fortrængning?

Dette indlæg er tophemmeligt. Og jeg skriver det kun fordi jeg ved, at min mand ikke læser med. Det handler om en særlig mærkelig åbenbaring jeg fik i går. (Hvisker:) Jeg savner ham ikke.
Han har nu været væk i over to uger og er ligeså stille kørt langt ud på et sidespor. To uger er jo i virkeligheden ikke meget, men i børne-tidsregning svarer det jo til 2 måneder i et voksenliv. Og der er sket så meget. Med børnene, deres sprog, deres leg og deres venskab og vi har haft en masse stjernestunder, nye rutiner og nye lege, som han ikke kan sættes ind i. Det er vores, os tre, som pludselig er blevet vores egen lille enhed. Gys, altså. Det er dælme farligt at gå fra bordet, for lige pludselig er ens faste stol blevet til den, hvor der bare ligger tøj på, og den virker slet ikke tom længere.
Altså, ro på, ingen skal skilles. Men det er skræmmende at mærke, at ude af øje virkelig er ude af sind. Vi er så meget lige her, midt i kalenderlys og pebernødder og fællesbad og sanglege og slåskampe, at vi helt glemmer at han (jo!!) er savnet og mangler. Vi skal nok komme i tanke om, hvor dejlig han egentlig er, når han kommer hjem. Og så skal der jo nok også afreageres lidt hist og her - bare for hyggens skyld!

fredag den 10. december 2010

Julestemning?

En lille uskyldig liste over ting, der kan ødelægge mit humør på en ellers smuk fredag:

1) At køre gennem byen i linje 5A TO gange i løbet af 2 timer. Med to trætte børn. Need I say more?
2) At klapvognen vælter TO gange i bussen, og alle fødselsdagsgaver til min storebror, som vi er på ud for at besøge, vælter ud i hele bussen.
3) At INGEN siger, gør eller hjælper noget. Helt stille i bussen, mens jeg, med barn på hoften og ét på et sæde, forsøger at indsamle gaver, sutter og vanter. Tak for danskhed, siger jeg bare!
4) At min svigermor ringer for hundredefuckingsyttende gang for at tale om de julegaver til børnene. Nu voldsomt stresset over projektet.
5) At jeg ikke får sagt til hende, at hun for Guds skyld hellere skal lade være med at købe gaver til os allesammen, hvis det partout skal være forbundet med noget negativt. Vil dog hellere have en dejlig og afslappet jul med fokus på hyggen fremfor "detkanbyttes".

Det var bare det jeg ville sige. Nu afsted til Julefest i mindstens vuggestue. Endnu en af de ting som bare er sjovere, når man er to forældre. (Er det egentlig nogensinde sådan rigtig sjovt?)

søndag den 5. december 2010

Mellemtid

Efter en uge som alenemor sidder jeg har med vin og snoller og en lille smule selvmedlidenhed. Det er faktisk gået fint. Men var aldrig gået uden søde, dejlige mennesker, som kommer med friske øjne, god mad og det overskud, som jeg efterhånden ikke har mere tilbage af. 'Til gengæld' er der ti dage, til Manden kommer hjem. Nå, siger jeg bare. Jeg har (næsten) ikke råbt eller været suremor, men jeg har drukket mange øl og røget mange cigaretter, når børnene endelig er kommet i seng (ved halv ti-tiden, argh!).
Jeg har ferie. Men sender med ren samvittighed ungerne i vuggestue hver dag og shopper, drikker dyre latter og går i biffen om dagen, igen med den allergoeste samvittighed. Man udvikler også et relativt afslappet forhold til gråd, ynk og klynk, og et absolut afslappet forhold til nullermænd, chokolade og oprydning. (Bortset fra at vores lejlighed er til salg og der fandme hele tiden kommer irriterende typer og vil se men ikke købe - nogen der kender nogen, der mangler en fantastisk dejlig andelslejlighed på Amager???)

lørdag den 4. december 2010

Julekvinder

Vil egentlig gerne brokke mig lidt. Over børn der vågner for tidligt, sne der bliver ved med at vælte ned og svigermor der bliver ved med at ringe og rykke for gaveønsker. Men. Så var det jeg så dette her, Hjerternes Fest og tænkte. Nogen har faktisk valgt at kigge lidt ud over egen forkølede men velplejede næsetip og tænkt på andre, som ikke har helt så meget at være utaknemlig over. Jeg kan stadig ikke lade være med at brokke mig over at mine dyre vinterstøvler fra sidste år ikke er helt så hotte i år, men jeg har jo varme tæer. Jeg kan også sagtens brokke mig over at jeg får ztrezz over julegaveindkøb og at for mange pebernødder gør børnene skøre. Men jeg tror bare at jeg lige nu vil henlede opmærksomheden på dette fantastiske initiativ, som skal sørge for at alle mødre får mulighed for at give deres børn pebernødder. Giv lidt, ik?

torsdag den 2. december 2010

Suk

Netop som jeg skulle til at skrive et frejdigt indlæg om, hvor skønt og dejligt og nemt og fint det går med at være alene med drengene, stikker de begge i en hylekoncert uden lige derinde fra børneværelset. Suk altså. Nemesis, din gamle luder.

tirsdag den 30. november 2010

3. gang er lykkens?

Pyha, jeg skal jo lige i form, ikke? Sidder med en kop kaffe og chokoladen og tænker på den barsel, jeg har skrevet om her. Får helt ondt i maven over at den er slut. For den var sgu' hyggelig. Og TÆNK NU hvis det var den sidste? Man ved jo aldrig. Stod det til mig (og egentlig også min mand) skulle vi have én mere. Altså om ca. 7 år!! Men tænk hvis man pludselig får kolde fødder, trætte æggestokke eller bare nok? Åh, det klarer jeg ikke. For lige så kaotisk det er med to drenge med halvandet års mellemrum, ligeså fantastisk er det jo også. De har deres egne lege, allerede, og det bliver kun "værre". Værre, fordi de har mindre og mindre brug for mig. De har jo hinanden, og de står dælme sammen i tykt og tyndt. Skælder jeg den ene ud, får jeg skæld ud af den anden, og skælder den ene mig ud, hopper den anden med på den vogn. Gulp! Derfor er jeg jo nødt til at få en lillebitte baby på et tidspunkt, hvor de andre af sig selv løber ud og leger og bare overhovedet ikke gider kysse, men kun gider skyde én. Så skal jeg have en lille baby, som er livsens afhængig af mig, og som skal opdrages til at have den sygeste moderbinding. God plan, ik?

mandag den 22. november 2010

Mandeløs

Så skal vi til det igen, solo-showet. Musiker-Morten skal på tour i 17, jeg gentager SYTTEN dage. Jeg? Jeg dør jo nok. Ej, heldigvis er drengene ikke så små længere. Faktisk er den ene præcis en måned fra at være 3, og den anden er præcis en dag fra at være 16 måneder. (Havde i øvrigt rent svedt 16 mdr's hidsigheden ud, damn!) But still. Man vil jo nok alligevel gerne være sammen med sin mand om de børn, ikke? Specielt når det er psyko-koldt og de hver især skal iføres alverdens grej for overhovedet at kunne afleveres i vugger, når man selv synes at livet er en lille smule udfordrende for tiden (og man i øvrigt skal flytte nærmest oveni), og specielt når man synes de er noget så udfordrende og noget så bedårende på én gang. For ja, man vil gerne deles om natte- og morgenvagten (Otto vågner nemlig stadig 2-3 gange om natten, men står "til gengæld" op kl. 5.15) og ja, man vil gerne deles om bleerne, oprydningen og nedsmeltningen, men allermest vil man gerne deles om det gode. Når de leger så fint sammen, når de siger, gør og ligner det sødeste i verden. Så vil man gerne lige finde barnefaderens øjne, og smile det der indforståede blik, som siger: tænk, at vi har lavet dem. Det vil jeg nok savne allermest. (Ej ok. Næstefter at sove længe til kl. 7)

torsdag den 18. november 2010

Her har I mig tilbage

Uha. Det er 4 måneder siden, jeg sidst har skrevet. Det må vist siges at være slow-blogging. Jeg har gået og simret i de sidste par uger, og har nu besluttet mig for at åbne låget igen ind til denne lillebitte blog, som egentlig var en barselsblog. For mig og for dem, der pludselig kom til at læse med. Nu har den stået helt stille lige siden lille Otto startede i vuggestue, og jeg selv startede i - nå ja, lediggang. Fuck mand, et mærkeligt efterår. Masser af vidunderlige hverdage, men mindst ligeså mange underlige (og hektiske og grå). En enkelt identitetskrise (min), et karrierespring min mands), en flytning (om lidt, til Århus, os alle) og to brødre, som nogle dage er Løvehjerte og andre dage Weasley-twins. Lige nu er jeg "alene" hjemme, drengene sover og jeg bevæger mig altså med listefødder ud i mor-bloggeriets vidunderlige afkroge igen. Har sgu savnet dem! Der er forresten nok ingen læsere tilbage, men hvis der er, vil jeg bare sig hej og tak fordi I er her...

søndag den 11. juli 2010

Ferie? Moi?

Ja altså, her bedrives der ikke meget ferieren endnu. Der er sommertour der skal spilles, vuggestuestart der skal fattes og dagpenge der skal hæves! Og min nye blog, der jo ikke skriver sig selv;-)
Nu findes den her:


.... Sig det endelig videre!
... Og hav en skøn sommer uden hedeslag og hekseskud og med grillpølser og græs mellem tæerne.

onsdag den 30. juni 2010

Ny blog og festivalkåd

Hahaha! Nu skrider jeg til Roskilde Festival! Nogle gange kommer man til at tale i telefon med sin søster, som overtaler én til at købe en endagsbillet til Roskilde, og så kommer man til at gøre det og kommer til at glæde sig sindssygt til et døgn UDEN babyer og MED øl og musik. Og hvor man vågner tidligt pga. solkogende telt og tømmermænd og ikke pga. baby, med krop indstillet på en helt anden tidszone end ens egen. Hoo-fucking-rayyy!
Imens må du meget, meget gerne kigge forbi min nye blog, som stadig er i noget opstartsfase, men jeg synes den er fin, og jeg har ca. 100 indlæg inde i hovedet, som jeg glæder mig til at skrive! Håber vi ses på:

bookblok.wordpress.com

KH Astrid

tirsdag den 15. juni 2010

Indkøring

I Guder, hvor har jeg savnet det her, bloggeriet. Der er nok ikke nogen, der klikker forbi her længere, men hvis der er, vil jeg bare lige sige hej og farvel. Jeg er ved at køre Otto ind i vuggestue og et nyt blog-projekt ind på computeren. Be right back!!

lørdag den 10. april 2010

Blogspot-blogstop?

Jeg er gået lidt i hi. I en slags bloghi, hvor jeg mest bare har lyst til at læse andres, uden at skulle give noget af mig selv. Ved egentlig ikke hvad det handler om, men jeg tror, at bloggen & mig trænger til en pause. Vi trænger til at se andre ord og til at savne hinanden. Så kære, dejlige mennesker der er så rare at læse med her hos mig; der vil være stille her lidt. Jeg skal lige gruble over bloggens og min fælles fremtid. Skal vi flytte til et større hus? Få børn eller bare få en hobby hver især? Jeg vender tilbage så snart jeg har fundet mine ord!

tirsdag den 6. april 2010

Få mig hjem!

Jeg blogger for at undgå at blive sindssyg. Og lige nu blogger jeg for at undgå at ødelægge svigermors pæne porcelæn i raseri. Jeg har nu opholdt mig under mine svigerforældres tag i 5 dage, og jeg har nu fundet svaret på spørgsmålet: "hvor længe kan man mon bo hos sine svigerforældre uden at blive sinddsyg?"

Hold nu op med at støvsuge hver eneste gang en af ungerne har spist en bolle. Hold nu lige op med at gentage de samme 3 fraser igen og igen (omhandlende hvor meget de glæder sig til pension, hvor forurenet der er i København - "og så alle de MENNEsker", og om hvor god en butik REMA 1000 er at handle i - "og så er de altid så søde dernede") Og please, hold op med, at spørge om vi nu er klar til at få pakket sådan cirka 7 gange det sidste døgn før vi skal afsted.

Come nu lige on. De er lige omkring de 60, og det vil overraske mig, hvis ikke pladen kører i sammer rille i de næste 30 år. Jeg bliver både hidsig og lidt trist. For jeg synes det er få tidligt at gå i stå. Og nå ja, så har jeg forresten fundet ud af, at jeg aldrig somialdrig kommer til at bo i så lille en by, hvor der kun findes parcelhuskvarterer. Jeg bliver desperat af at kigge på de samme huse, hvor alle tingene står de samme steder og hvor kaffen altid bliver drukket på samme tid, sted og måde hver dag. Hjem til København, NU. Tak.

tirsdag den 30. marts 2010

Countdown

1 måned tilbage. Så starter jeg på nyt og superspændende arbejde, som jeg faktisk glæder mig helt vildt til at kaste mig ud i. Men. Også kun 1 måned tilbage med Otto ad libitum. Så skal man vel gøre en slags status?
Det er dog relativt simpelt; jeg har ikke nået andet end at være sammen med ham, yndlingsbabe'n. Det kan tælles på en enkelt hånd, de gange vi har bevæget os over broen væk fra Amager. Det kan tælles på samme hånd, de dage jeg har følt mig bare nogenlunde udhvilet.
Jeg har bare været. Og kysset og drukket kaffe. Og grinet med ham, og blogget og spist. (Når man er på barsel kan man nå utroligt mange måltider, allerede inden eftermiddagskaffen.)

Min første barsel var så svær. Jeg ville så gerne gøre det rigtige, gå til det hele, være sund og
frisk og pæn og give mit barn den helt rigtige stimulerings-sanse-dims og hjemmelavede øko-mos i den hjemmelavede øko-grød. Jeg læste mig til, hvordan hans rytme, lort og humør skulle være og kæmpede med at presse ham ned i de stramme rammer. Jeg husker mange dage med mange tude-opkald til arbejdende kæreste. Mange dage med frustration over forventningsbrist og forvirring over, hvorfor jeg ikke kunne finde ud af det hele.

Men virkelig. Denne her barsel har bare været så rar. (Har dog ikke lige scannet de sidste 8
måneders blog-indlæg i gennem, det kan være jeg der kan finde enkelt frustrations-indlæg;-)
Lille tykke Otto. Søde glade tossegode rundkindede skraldgrinende Otto.
Tak for hverdagsfesten!

lørdag den 27. marts 2010

Regnestykke-lykke

Regnen tæsker ned, og jeg sider her i min karnap med min kaffe. De to største drenge hopper i vandpytter i gården og den mindste ligger og sover på altanen. Ro. Og lykke.

I guder, hvor er alting dog nemmere, når man er to. Altså fire. Engang var vi to i familien, og kunne have ligeså mange tømmermænd og samtaler og middage, som varede mere end 4 minutter, som vi havde lyst til. Men så blev vi tre. Og så kom der endnu mere kærlighed og besværlighed. Totalt nyt liv, hvor man spiser klokken 18 og går i seng klokken 22. Og har sex når man orker i stedet for når man har lyst. Og nyder lyden af morgen, når familiens tredje medlem pludrer glad og ligger og putter i smørhullet. Og så blev vi fire. Igen dobles der op på lykke & looove og skæres kraftigt ned på mig-tid og dig&mig-tid. Men uanset hvad, så er det jo helt vidunderligt fantastisk, det her liv!!

onsdag den 24. marts 2010

Musikterapi

Kashmir må tage æren for, at jeg kom i gennem denne morgen uden at
kaste med nogen af mine børn. Min snor er langsomt blevet kortere
og kortere i løbet af alene-ugerne, og der er nu ikke meget andet tilbage
end en lillebitte knude for enden af snoren.
Under en meget spidsbelastet situation, som involverede noget brok
over noget spildt mælk, en umenneskeligt klam og stor lorteble og en
overtræt baby, var jeg et splitsekund fra at snappe. I sidste øjeblik
spillede P3 mit yndlingsnummer pt., Kasmirs 'Still Boy', og jeg skruede
sindssygt højt op og nærmest skreg med på sange, alt imens jeg
dansede mine ur-følelser ud på ægte Carl-Mar'sk vis.

Og ungerne gloede på mig som om jeg var sindssyg (hvilket jeg jo også
var, momentarily) og begyndte derefter at grine.
Mentalt sammenbrud afværget.
Tak Kashmir og tak P3. Skulle også hilse fra mine børn og sige tak!

mandag den 22. marts 2010

Det er her, det sker...

3 dage tilbage. Og lige nu synes 3 dage som 300. Lidt ligesom, når man er ude at løbe (somom) og man ved, man kun mangler en kilometer. Eller når man kun mangler konklusionen på specialet. Det sidste træk er altid det hårdeste.
Men altså, 3 nætter med hullet stress-søvn, 3 morgener med havregrødskrig og flitsbuer og 3 ulvetimer med hyl og månesyge. Og så kommer helten hjem. Og så er det hele lissom lidt sjovere!

Han har dog noget, han skal have indhentet. For vi har faktisk også hygget os. Virkelig, det har vi! (Og her vil jeg gerne takke hele mit cast & crew, Gud og Jesus!) For hvad med dengang, hvor Otto pludselig fandt ud af, at han kunne klappe? Og Anton synes det var så sjovt, at vi holdt en regulær Stomp-koncert? Eller dengang, jeg lå i sofaen med dem begge og puttede foran Samson & Sally, og Anton pludselig kysser Otto og siger, at han elsker ham? Eller dengang, vi fandt en snegl i gården og Anton var så lykkelig, at han var lige ved at gå op i limningen?

Nogle gange drømmer jeg mig også væk på roadtrip eller bare en badeferie med mig selv, men når nu jeg ved, hvor meget man går glip af, kan jeg faktisk sagtens undvære...

torsdag den 18. marts 2010

Vi løfter i flok

!

Hvem der bare ku' klar' sig med hjælp fra sig selv...

Seriøst, hvem har brug for mænd? Ptøh, det der med at passe børn og hjem og sig selv, det kan man da sagtens klare alene... I HELVEDE!!
Altså det går jo. Ingen er døde eller traumatiserede (håber jeg), men for satan. Nu må han fakisk gerne snart komme hjem (der går desværre liiige en uge mere). Jeg malker min omgangskreds for alt hvad der hedder hjælpende hænder og, så snart folk siger "du skal jo bare ringe", så gør jeg det. Og vi klarer os fint i gennem, men det er ligesom bare ikke meningen.

De gyldne stunder får altså mere skær, når man har nogen at opleve dem med. Og de slemme nætter bliver lidt lysere, når man får et frikvarter ind i mellem. Og den der 'nogen', det er forresten barnefaderen. For veninder og onkler og sådan synes jo også ens børn er fantastiske, men det er altså kun mor & far der kan kigge nærmest forelskede på hinanden og barnet, når det har lavet lort på potten.

Anton starter hver morgen med at spørge hvor far er henne, og jeg forklarer "bla. bla., ude at køre i bus, på tur, spille trommer". I morges rystede han irriteret på hovedet og hævdede, at nu var det altså mor, der skulle på tur i stedet for, og far skulle komme hjem. Ja tak, det kan vi da egentlig godt aftale! En sviptur til Paris? Eller noget kloster i Toscana? Eller bare en lillebitte uge på en strand i Thailand? Mener snart, jeg har optjent nok bonuspoint herhjemme til i hvert fald en aften i hegnet med mine veninder!!

tirsdag den 16. marts 2010

Sov mit barn, sov længe...

Kære søde, dejlige, runde og glade lille Otto.
Jeg synes du er sød. Men jeg synes på en måde, at du godt snart må sove lidt om natten. Det kan godt være, jeg ikke har fået forklaret dig det godt nok, men når der er mørkt udenfor, når alle andre i hele byen sover (undtagen måske hende hers barn) og mor og far siger "shhhhh", så betyder det at man skal lukke sine øjne og sin mund og sove.

Kærlig hilsen din mor

PS: Jeg har en lille sort bog, hvor jeg har skrevet alle de gange nede, hvor du har råbt mig ind i hovedet om natten og hevet mig ud af dynerene klokken 5 for at bringe dig morgenmad på sengen. Og du får dem alle lige tilbage i fjæset, når du bliver teenager. Så er det sagt.

mandag den 15. marts 2010

Refill

Der skal tankes op på min konto. På alle konti, faktisk. Har kæmpe overtræk på henholdsvis kysse-, sove-, opleve- og drukkontoen. (Og et lillebitte et på den økonomiske!) Jeg er nødt til at investere lidt i mig selv, når denne måned er overstået, og faktisk har jeg bestilt overnatning, spa og mega-luksus mad og bad og massage til manden & mig lige her:










Mmmm, Vejlefjord Hotel. Og så skal vi se sådan her ud og være helt pæne og glade og savne børnene og komme hjem med overskud på drengen!

fredag den 12. marts 2010

Hverdagens helte

Okay, vi har så verdens bedste pædagoger. De har lige ringet og sagt at Anton har fået feber. Jeg siger, at jeg lige har puttet Otto på altanen og kommer og henter, så snart han vågner. Helt fint, vi putter med ham indtil da. To minutter senere ringer verdens sødeste Maria fra Solstuen og siger: "Ved du hvad, vi har næsten ingen børn, skal jeg ikke bare lige komme hjem med ham? Hvis det altså ikke overskrider dine grænser?" Jeg kan kun sige tak og tude lidt af taknemlighed.

Salig kaffe...

Sig mig engang, hvad skulle der nu være i vejen med kaffe? Og banankage for den sags skyld? Jeg har det i hvert fald væsentlig bedre efter indtagelse af ovenstående kombi end jeg havde før. Før var jeg tæt på at lægge mig ned og dø af selvmedlidenhed. (For det kan man faktisk godt dø af!)
Har haft sådan en morgen, hvor jeg flere gange var seriøst tæt på at lukke (smække) døren bag mig og bare skride. Så kunne de KRAFTedme selv lave deres åndssvage havregrød.

Men jeg talte til 10 (og 20 og 100) og blev. Og trøstede. For i virkeligheden er det jo ikke Antons skyld at Otto var vågen 17 gange i nat OG stod op halv seks. Det er heller ikke Antons skyld at hans far skal ud og realisere sig selv og sine liderlige rockstjernedrømme (Bitter? Moi?). Men holdnuop, hvor han græd og skreg. Og det handlede nok ikke om havregrøden, men om at han savner sin far og synes at mor hele tiden sidder med den dumme skrigeunge på skødet. Stakkels lille prut.

Heldigvis kommer verdens bedste mormor i dag og bliver hele weekenden. Og heldigvis kom min dejlige veninde forbi i går med sushi og vin og kram. Og heldigvis er mine børn de sødeste jeg kender. Det skal nok gå. Så længe vi har kaffe...

torsdag den 11. marts 2010

Ryst posen

Jeg er ved at læse Revolutionary Road. Ja, den der med Kate & Leo. Men det var altså en bog først, og en helt fantastisk én af slagsen. Og den prikker til mig.
Den handler jo om disse unge bohemian kidz, som tror på love & revolution og mener at forstadsliv og kernefamilie er lig med den visse visnedød. Og ja, så sidder de jo som bekendt pludselig selv i saksen og skændes om et bed og naboerne og hader hinanden for at have glemt drømmene.

Herhjemme tror vi også, at vi hævet over den slags småborgerlige småtterier. Vi lever i NU'et, går ikke op i materielle ting og skal også redde verden lidt engang i mellem.
... Right!! I virkeligheden lever vi fra lur til lur og glæder os af og til (for tit) til børnene er kommet i seng, så vi kan ... øh, se Sopranos og snolle og købe ting på nettet. Og det der med at redde verden, det må de andre altså sørge for. For vi vil altså rigtig gerne have den der nye lampe, og vi skal også lige have gjort rent, inden svigerforældrene kommer på besøg. Og fred med det. Men jeg tror på, at man ind i mellem bør tvinge sig selv til at ryste posen og kigge ud fra de pæne rammer, og se om man kan se de drømme, man havde engang. Før de pæne gæstehåndklæders tid, dengang hvor man ikke troede, at man behøvede være perfekt.

onsdag den 10. marts 2010

Shhh...

Tør næsten ikke sige det, så jeg hvisker det bare: det går rigtig godt med at være alene med drengene.
De er søde. Og bløde. Og jeg spiser vildt meget chokolade og læser sladderblade og feder den så snart jeg kan. Og nyder på en måde at være herre i eget hus.
Godt, så er det sagt, så kan I bare komme an, søvnløse nætter, hysterianfald og tigerspring med trods på!

tirsdag den 9. marts 2010

Kært barn?

Har lige hørt et nyt begreb, som bruges om os moderne forældre: Frugtforældre. Det er altså forældre, som gerne vil hente deres børn inden eftermiddagsfrugten. Eller hvad med den her; Drivhusforældre, forældre som sørger for at der altid er fuldstændig optimale forhold for at dyrke deres børn på den helt rigtige måde.

Altså. Nogle gange synes jeg at man skal slappe lidt af med de der begreber. Smummy mig her og -ista mig der og hvis din nabo var en bil. Det er jo klart at unge kvinder i dag går lidt i identitetskrisens angst og præstationsstress og jeg skal komme efter dig, for hvad er der egentlig blevet af bare at være kvinde? Kunne det ikke være ens identitet, og noget man i sig selv var stolt af? Vi skal allesammen passe i en kasse, og hvis vi ikke lige gør, bliver vi helt usikre og skynder os at tabe os 10 år på ingen tid eller bruger hele vores opsparing på et coaching-forløb med efterfølgende coachinguddannelse, så vi kan coache andre til at finde deres kasse.

Kan en kvinde ikke bare være en kvinde? Og kan man ikke godt bare være forældre? Argh, jeg er lidt gammeldags, men jeg ville sådan ønske at Emilia van Hauen-typerne ville lade være med hele tiden at definere 4 slags typer indenfor alt. Kært barn har mange navne, men jeg synes at en kvinde er en kvinde er en kvinde. Og hun må saftsusemig selv bestemme hvordan.

søndag den 7. marts 2010

Overgivelse

OK, vi overgiver os. Efter knap en måned med ekstrem kaossovning (endnu mere end de 6 forgående) er vi nødt til at gøre noget. I morgen starter alene hjemme-ugerne, og jeg har slet ikke nerver til at stå fast på samsovningsprojektet, når jeg skal passe begge nattevagter samt morgenvagten. Den sidste uge er projektet gået ind i sin mest kaotiske fase, og Ottos vågne råbekor fra 03-05 er nu også blevet overført til storebror. Om jeg gider stå dér alene? Midt om natten med to børn, som ikke vil sove, men råbe, spise hyle og pjevse? Nixen.

Alle regler ophæves i de kommende tre uger. Anton, som ellers har været så god til kun at bruge sut, når han skal sove, får lov til at have sin sut tapet til sin mund, hvis det kan forhindre flitsbuer. På samme konto er der heller intet loft på Bamse & Kylling- / Alfons- / Thomas Tog-tid og heller intet som helst krav om hvor mange grøntsager / hvor lidt sukker, der må indtages (dette gælder både mig og drengen!) Og Otto får så altså lov til at rykke ud af børneværelset igen. Midlertidigt. Fuck, om det så tager dobbelt så lang tid at genoprette orden i kaos, for i det mindste er vi til den tid dobbelt så mange forældre.

torsdag den 4. marts 2010

Smiley

Søvnmangel, alenemorhed, overtræk, appelsinhud, grå hår (yaiks, der er kommet mange!) og underskud på mig-kontoen er ligesom noget nemmere at kapere, når solen skinner og ens unge ser sådan her ud på vej til vuggestuen;-) Hav en dejlig dag i den sol.

onsdag den 3. marts 2010

Gulp

Nå, men jeg kan vel ikke kalde mig en rigtig mor-blogger, hvis ikke jeg skriver lidt om den der nattesøvn. Jesusmotherfuckingchrist. Behøver jeg sige mere?
OK. Altså de sover jo på samme værelse. Og det er pissehyggeligt. Specielt når de ligger og pludrer om aftenen og morgenen. Knap så hyggeligt er det når Otto ligger vågen fra 3-5 næsten hver nat og råwer som en gammel havnearbejder. Ved ikke hvad det er han siger, men det lyder som om han keder sig eller fortæller perverse jokes eller bare skal prutte. Øv. Og hvis han sov alene kunne man jo egentlig bare lade ham ligge, men vi danser rundt uden for døren til drengeværelset den halve nat og ind og ud og give sut og kys og SHHHH af frygt for, at hans brøl skal vække den stakkels storebror. For så går der for alvor halbal i den.

Og nu nærmer sig tiden, hvor manden tager afsted, og mor her skal træde til som direktøren for det hele. Jeg ryster en lille smule i bukserne over at have hele nattevagten og morgenvagten (ja, for ham den lille står jo så op kl. 6 og er irriterende frisk) uden mulighed for at tilkalde vikarer. Heldigvis er der fuldt booket op med legeonkler og bedster og andre hjælpsomme sjæle til at dele eftermiddags- og aftenvagterne med mig. Men fuck mand. Så sov dog, baby!!

tirsdag den 2. marts 2010

Hængerøv

Rimelig kær Bamse & Kylling-fan. Anton kan stå som hypnotiseret og stirre på ghetto'en, når yndlings-CD'en spiller nede i Vuggeren...
Hvem der bare kunne stilles tilfreds så nemt!

Ud i det blå

Min mand og jeg er ret gode til at ende i nogle virkelig mærkelige situationer. Vi har altid en masse gode ideer til sådan nogle rigtige, kæresteagtige udflugtsmål men af en eller anden årsag ender det altid helt anderledes end vi troede. I dag skinnede "forårs"-solen lidt og vi tænkte straks Dyrehaven hånd i hånd, hurra. Morten skulle dog lige hente et kamera i Virum, og af uransaglige årsager endte vi pludselig midt i en lille skov / nogens baghave tæt ved Virum station med skodkaffe og SuperBest sandwich. Vi sad på barnevognsdækkenet på den iskolde jord midt i en slags snestorm og voldhyggede os, faktisk. Og så var der dengang vi skulle spise lækker sommerfrokost i Dragør, men endte med at spise hotdogs og spille minigolf på en øde campingplads midt på Amager. Og den dag, hvor vi skulle på picnic på Amager Fælled, men endte med en bajer og lidt ungdomssnav på en byggeplads. Og mange flere uventede hyggestunder!
Meget mærkeligt, men meget, meget hyggeligt...

mandag den 1. marts 2010

Smitsomt?

Der er altså noget i omløb. Jeg har opsnappet det rundt omkring på nogle af mine ynglingsblogs og har været lagt helt ned af skriveblokade. Jeg har ikke haft lyst eller tid. Ved ikke om det er årstiden, travlheden, søvnmanglen eller bare en generel metaltræthed som lurer rundt omkring, men det er som om, der har været lidt lukket pga. sygdom. Men NU kører bussen igen. For det er forår. (Jeg er dog også blevet smittet med en mere traditionel snue af mine børn, som begge har kroniske 11-taller.)

Og så er jeg også blevet smittet en lille smule af skilsmiséren. For det er tæt på og det gør så ondt. Det er svært ikke at blive rigtig bange, for J og P har jo også engang sagt til hinanden "det bliver i hvert fald ikke os, der bliver skilt." Ligesom Morten og jeg siger. Men gad vide hvornår, det begynder at gå uopretteligt skævt? Hvornår man ved at turen er slut? Hvornår en slinger i valsen bliver til en endestation, og måske en ny vals med en anden? Øv altså. Måske er det bare fordi mine egne forældres skilsmisse var så hæslig, at jeg ikke tror på 'den lykkelige skilsmisse', men altså... øv. Læste i en roman forleden, at skaden uopretteligt er sket, første gang man taler i imperativ til sin mand. Hø. Måske er jeg en enkelt gang eller to kommet til at sige (råbe) hold nu kæft/vask nu op/gå nu ned med skraldet.

Det fylder i maven og tankerne, det der med skrøbeligheden og skilsmissen. Håber dog kun det er en omgangssyge, som ikke tager fast bolig i vores hjerter.

mandag den 22. februar 2010

Hudløs

Mine følelser sidder uden på tøjet i dag efter en nat med latterligt lidt søvn. Otto var vågen fra 2-5, helt kæk og højtråbende. (Og jeg var jo på nattevagt alene.)
Jeg er helt hudløs og har lyst til at tude over de mindste ting, som for eksempel når ens 2-årige søn ringer fra Århus og siger "Godmorgen Mor, du sovet godt?" med sin lille glade stemme. Eller når en lille forfrossen fugl sætter sig uden for ens vindue og banker på ruden med sit lille næb. Eller når et lille marcipanbrød kaster sig frådende over ens ansigt og overdænger det med små våde kys.

Men i dag tuder jeg også over de store ting. For der er nemlig en skilsmisse på vej i familien.
Efter de brølende 20'ere, hvor alle omkring os fandt deres kærlighed, flyttede sammen, blev gift og nu er i gang med at få børn, nærmer vi os så småt det næste kapitel. Voksendommen. En dom, der for nogle også indebærer den slags tab af drømme, som en skilsmisse må være. Jeg håber inderligt, at dem som vælger at gå fra hinanden træffer det rigtige valg, og jeg håber ved Gud at det aldrig, aldrig skal overgå mig selv og mine børn.

søndag den 21. februar 2010

Savnere

Har tilbragt en hel, stille og inderlig dag alene sammen med dette marcipanbrød (som har tænder på vej!)
Anton og Morten er i Århus, og jeg savner dem, så det bogstavelig talt gør ondt i hjertet. Jo flere familiemedlemmer, jo mere kærlighed og jo flere der savner hinanden! Anton plejer at bade Otto og de to har helt sikkert også mærket at de mangler den anden...

Misundelig / mistroisk

Forleden havde vi besøg af et vennepar, som har en lille søn på snart et år. De havde efterladt ham hos hans mormor, og Anton var hos sin morfar. Så vi drak vin - meget. Det var fantastisk at være sammen med dem igen lidt som i de sagnomspundne 'gamle dage', og at kunne føre samtaler der ikke konstant skulle afbrydes af en babyalarm eller bleskift. Men der er sgu' en ting, der nager mig.
For det går bare godt. For dem. De skændes ikke, de har masser af sex, de har det sjovt og dejligt sammen og brokker sig aldrig over noget. Som i, ALDRIG. Og ærligt talt, jeg er pissemisundelig. Samtidig med at jeg er en smule mistroisk. For kan det virkelig passe at man bare kan være glad og tilfreds? Altid?? I så fald anede jeg det ikke, og jeg varmer mig af og til, når jeg synes det er svært og Morten er dum, ved at sådan har alle det engang i mellem.

Kan ikke finde ud af, om det er mig der bør stramme op og klappe i eller om de bør åbne op og lukke os ind. For jeg mener ikke der bør være tabuer mellem venner, og jeg synes at noget af det stærkeste man kan gøre, er at dele sin svagheder. Seriøst, hvem har ikke lyst til at knipse lidt hårdt til sin mand somme tider? (Specielt når han snorker/smasker/glemmer/lugter)

torsdag den 18. februar 2010

Mere om brødre

Da Anton var baby, kunne det hele ikke gå hurtigt nok for mig. Allerede fra hans spæde dage, glædede jeg mig til at han kunne smile / kravle /gå /snakke. Alt var nyt og spændende - og er det i og for sig stadigvæk, og vil vel altid være det? Også skolestart i fuld fart og det første kys/kæreste/sår på knæet og i hjertet. Jeg er hele tiden et skridt foran ham, og afventer spændt hans næste træk. Er du kommet i trodsalderen nu? Ud af den? Kan du tælle til ti og gider du lege restaurant? Jeg forventer hele tiden noget nyt (og nok til tider, for meget) af den lille knøs, som egentlig slet ikke bryder sig om rampelyset men foretrækker at gøre tingene på sin egen måde i sit eget tempo. Han skulle have været lillebror.

For Otto får nemlig masser af ro til at vokse og kokse som det passer ham. Jeg har på INGEN måde travlt med at han skal blive voksen, faktisk kan jeg slet ikke holde ud at han snart ikke gider amme længere, og at han kan kravle og bare sådan uden videre sove på eget værelse. Min lille baby.
Otto har sit helt eget space. Godt nok får han ikke helt samme opmærksomhed og begejstrede hvin fra forældre og bedsteforældre hver gang han slår en prut eller en kolbøtte, men til gengæld får han lov til bare at være. Og at lægge sig i slipvinden fra Anton og kigge op på ham med store, trygge øjne og vide hvor han skal gå hen.

tirsdag den 16. februar 2010

Sejt

Så så man lige mig. I et kaotisk karryindsmurt køkken med rod i hovedet og stress i maven, et velfortjent glas hvidvin i den ene hånd og en forbudt men fantastisk cigaret i den anden. Har nu - efter halvanden vanvidstime lagt drengebørnene i seng (uden at hæve stemmen - altså min, de andre var pænt høje). Morten er i studiet (igen!) og jeg nyder stilheden som aldrig før!!

Og føler mig fucking sej...

Børnene skal læses

Det her er hvad jeg har lavet i dag. Ida Jessens nye roman har fået mig til at læse igen. Altså læse på den der måde, hvor intet andet eksisterer, min mand kan kalde på mig 5 gange uden at jeg så meget som ænser det, og opvask kan være opvask lige så længe det har lyst. Desværre er jeg også kommet til at forsømme mit barn en smule, og først da han lå med hovedet nede i duplokassen og hylede, rev jeg mig ud af Hvium og Solvejs kvaler. Læs den!

Jeg vælger forresten bevidst at undlade at skrive om vores natlige udskejelser, da jeg nærer en enorm respekt/ærefrygt for nemesis.

mandag den 15. februar 2010

Overmodig?

Sidder lige nu yderst på stolen, klar til at springe op, hvis en af poderne giver et piv fra sig, inde på drengeværelset. Det går både godt og skidt, det der samsovningsprojekt. Godt, fordi der hverken i går eller i dag var nogen som helst problemer med at få dem begge puttet. Skidt fordi Otto har været vågen sådan cirka 150 gange i nat. (Ej okay. Men i hvert fald tre gange i timen, natten i gennem). Heldigvis vågnede Anton ingen af gangene, men det gjorde vi jo ligesom.
I dag har vi begge været slået helt ud af søvnmangel - altså, man tror jo oprigtigt at man kan dø af træthed, når man har det sådan her!!

I går, da vi ud af det blå besluttede os for, at sådan en smule natterend kunne vi da sagtens klare, og det blev da bare hyggeligt for dem at sove sammen og dejligt at få vores eget værelse tilbage og alt muligt andet naivt crap, var vi helt på det rene med, at det da nok blev hårdt i et par dage eller uger, men det var da bare lige at bide tænderne sammen. Ja, godmorgen mand. Jeg er spændt på at se, hvor standhaftige vi kan være. For det KUNNE jo virkelig være fantastisk at få det til at lykkes. Men fuck, hvor er jeg dog træt. Og seriøst bange for natten!

søndag den 14. februar 2010

Mission Impossible


Vi har kastet os hovedløst ud i et nyt projekt. Projekt "To-små-drenge-sover-på-samme-værelse." Vi må være en slags masochister...
Fortsættelse følger naturligvis!

fredag den 12. februar 2010

Generalprøve

I dag har jeg generalprøve på alene-marts, da Morten er i Stockholm fra tidlig morgen til sen aften. Og siger man ikke, at hvis det går skidt til generalprøven, går det godt til premieren?? For det går allerede halvdårligt, og klokken er ikke engang 10. Jeg laver masser af fejl, ingen kan huske de rigtige replikker og tæppet gik før vi var klar.

Skulle aflevere Anton (iført fastelavns-tigerdragt, som om han gad have den på) med Otto på slæb. En dødsens træt Otto, som vågnede kl 05.15 (= ditto dødsens mor). Men på en eller anden måde fik jeg bespist begge børn, pakket dem ind og proppet dem ned i vores nye søskendeklapvogn. Og så afsted. Otto hylede og skreg og kunne på ingen måde finde ud af, at falde i søvn. Jeg tænkte, "vi går lige en omvej, så han kan nå at falde i søvn inden vi når vuggeren." Og her kom jeg til at lave første store brøler, det klassiske scootersyndrom*. Købte en croissant til Anton, som han kunne hygge sig med, mens vi travede rundt og forsøgte at få skrigbarnet til at sove. Men ak. Det store barn tager vanterne af for at kunne spise croissant, får lynhurtigt kolde fingre, hyler "vanter på", får dem på, hyler "spise kussang", vanterne af, osv. Det lille barn bliver hele tiden vækket af det store, og jeg melder pas og går målrettet hen mod vuggeren, til en helt kokset aflevering og et skænderi om den f***ing tigerdragt.

Jeg glæder mig til premieren, det kommer da til at blive en bragende succes efter sådan en generalprøve...

*Scootersyndromet: Et mislykket forsøg på at løse en konflikt, som fører nye konfliktmuligheder med sig. Som da Kasper og Anton skændes om hvem der må køre på bilen, og Kaspers far henter en scooter - som så er omdrejningspunktet for et nyt og endnu større skænderi.

torsdag den 11. februar 2010

Hverdagsromantik?

Tog lige mig selv i at skrive følgende i en sms til min mand:
"Hej skat. Gider du ikke købe bleer med hjem, Anton har mega-tyndskid. Vi mangler også leverpostej..."

Sexy.

Det der med brødre

Jeg har to drenge. En lille og en endnu mindre. Anton var halvandet, da han blev storebror og kunne på ingen måde forstå konceptet. Han var med på, at det var en baby der pludselig lå i sofaen og at man skulle sige "a-aa", men det var ligesom det.
Nu, et halvt år efter er de stadig små og meget uskyldige, men de er blevet venner - og brødre. Otto har en lille papkasse, som han elsker at sidde i og kigge ud på verden fra, og Anton har nu fundet ud af, at lillebror synes det er herresjovt, når han bliver skubbet rundt i stuen i sin lille kasse. "Klar? Eeeen, tooo, treee, FEM!", råber storebror og tonser afsted med den lille kasse med det lille barn, som hviner af fryd.

Anton synger sange om Otto nede i vuggestuen og bader ham, mader ham og kysser ham og er i det hele taget ved at revne af stolthed over den lille bror. Otto sidder bare med store glugger og kigger fascineret på Anton, og synes han er sej uanset hvad fanden han finder på. (Især når Antons sirene går i gang over noget med havregrøden eller tøjet el. lign., kan man altid regne med en hyggelig kluklatter fra Ottos ende af bordet.)

De er gode til at være brødre. Og jeg tror, de kommer til at tage på Interrail sammen og spille i band sammen og alt muligt. Og mon ikke de også bliver rigtig rigtig gode til at finde på ballade sammen? Og planlægge mytteri og dække over hinanden og lave skumle manøvrer, som går helt hen over hovedet på forældrene.
Anton bliver Jørgen og Otto bliver Noller* Det bliver en fest!

*(Virkelig, virkelig dårligt eksempel, men kunne ikke lige komme på andre kendte brødre - Michael og Brian er for kedelige.)

onsdag den 10. februar 2010

All that jazz

Jeg bliver simpelthen nødt til at dele det her med nogen - helst så mange som muligt!
Klik her: sorendahljeppesen.dk, (og køb pladen!) hvis du (som mig) er sådan en type, som godt gad høre noget lækker, blød, smuk og rørende jazz, men ikke ved noget om det og ikke orker sætte sig ind i hele jazz-avangardismen. Det er så fantastisk rart og man kan godt komme til at lege at man er sådan én, der var ung i 1930'erne og femme fatale-agtig med cigaretrør og farlige elskere, når man hører pladen (...hjemme i sit rodede børnefamilie hjem i ført natbukser, romkugle og fedtet hår)
Det holder!

mandag den 8. februar 2010

I (heart) CPH

Husker du det afsnit af Sex & The City, hvor Carrie har en date med New York City? I dag har jeg haft sådan en med Kgs. København.

Jeg er normalt ikke sen til at se mig sur på København, når metro-elevatoren er i stykker, / jeg har valgt den forkerte kø i en ulvetimeramt Netto / sure og rige forretningstyper kommer til at give mig den kolde skulder på gaden uden et "ups, undskyld." Men i dag mødte jeg byen fra dens allerpæneste side. Den havde virkelig iført sig det helt store charmeskrud, selv om dagen startede med en propfyldt elevator på Nørreport, hvoraf 98% hverken var svagtgående eller barnevognskørende (endnu en ting, der normalt kan få mit pis til at blive mere end halvlunkent!)
MEN lige i dag var den fyldt med lalleglade mennesker, og vi grinede alle hjerteligt af en lam joke som ham den store fyrede af og en lille pige aede Otto og en hund hvinede af fryd. Vel oppe på jorden opdager jeg, at Otto lugter og må improvisere pusleløsning på Israels Plads (Tip: Bethesda kirken har tip-top pusleplads i kælderen!) Videre til en vidunderlig kaffe på café med lækker atmosfære og betjening (på alle måder lækker betjening!). Videre til genbrugsjagt i Sankt Hans Gade. Videre til impulsivt kagespisningsorgie hos dejlige venner i Blågårdsgade. Hjem gennem byen, mens alverdens københavnerne haster i alle retninger og råber og griner og synger på cyklen.
Jeg kan afsløre, at vi skal ses igen, - KBH og jeg;-)

søndag den 7. februar 2010

En af de dage

Nogle dage er dækket af leverpostej og skyer og hår i maden og hundelort under skoen. Andre dage spiller alle på de rigtige tangenter, og den lette hverdagsharmoni som opstår i grin og sneboldskamp, varm suppe og højtlæsning er helt og aldeles ægte og lykkelig.
Tak for i dag:-)

torsdag den 4. februar 2010

Kalder alle enheder

Kære Anna Skyggebjerg. Hvordan i al-hele-hule-helvede fik du verden (eller bare hverdagen) til at hænge sammen som enlig mor til 2?? Altså jeg har jo bogen, Super Mor med alle tips'ene, men altså - hver evig eneste dag?
Jeg er gået i træningslejr. For Morten skal på Europa-turné sammen med et amerikansk band, og nej, vi skal ikke med.

Anton, Otto og mig. Vi skal være hjemme ret så alene i det meste af marts. Jeg er begyndt at varsle alle former for hjælpe-instanser, om at der nok kan forventes overarbejde i den måned. Og jeg er også at lave en slags overlevelsesstrategi.

- Må lave sygt meget kødsovs til nedfrysning.
- Må sove in advance.
- Må arbejde på at få selvrensende hud og hår, så det der med bad ikke bliver et issue.
- Må fylde kælderen op med bleer og dåsemos og trøstechokolade.

Og altså, så må jeg sluge min stolthed og bede alle jeg kender om at komme forbi med lidt overskud og vin.


Kender du det?

Havde lige sat mig med kaffe og en masse ideer til en masse fantastiske indlæg om venindejalousi, gulerodsmos i håret under sex, barselsblues og disco-dans med 2-årig, men så vågnede Otto.
Lige nu sidder han her ved siden af og frydegriner og nydehviner, så jeg må hellere hvine med ham...


onsdag den 3. februar 2010

Adgang forbudt?

Nu kaster jeg lige noget op! Altså, til diskussion. Jeg har tænkt meget over, hvad det er, jeg vil med min blog. Og jeg er kommet frem til - dadadaaaa: ingenting. Det passer jo overhovedet ikke, men alligvel lidt, i den forstand at den kun er til for mig. Eller, sådan startede det. Et helt hemmeligt sted, hvor jeg kunne være helt ucensureret og skrive mine frustrationer og glæder ud og ned. Men pludselig fik jeg læsere! Og hurra, for fanden, for det! Det er jo fantastisk, at dejlige mennesker læser og svarer og bruger mine ord. Og endnu mere fantastisk at møde nogle af disse ude i verden, og få noget helt særligt sammen.

Alligevel er det meget få mennesker ude i det virkelige (som om det her er uvirkeligt!) liv, der ved, at jeg blogger. Og ingen, der læser med. Er det mærkeligt? Er det sært, at jeg ikke vil lukke min familie, venner, kæreste ind i min hemmelige blogverden? Lidt måske. Men jeg synes bare det er så befriende, at jeg aldrig behøver at censurere eller vinkle eller pynte eller noget som helst, men bare skrive. Til jer og til mig selv. Og ingen andre. Må man godt sige 'adgang forbudt' til nogen?

tirsdag den 2. februar 2010

Gaven at give

Efter lang, lang tid i forskellige former for underskud (søvn-, sex-, motions-, penge- ... indsæt selv flere) har jeg nu fundet en smart måde at komme det til livs. Eller altså i hvert fald en måde, som giver en slags overskud. Faktisk er det en helt særlig dame, som har sat ideen i spil. En dame som inderligt tror på, at dét at give automatisk generer mere lyst og inspiration til at give. Og åh, hvor har hun ret. Hun deler ud af sit hjerte og sine ord her og jeg stemmer for at hun skal ud til mange flere med sine ideer, for det er umuligt ikke at blive grebet af hendes gaveræs!

I går var det Mortens fødselsdag. Og jeg havde, skal jeg sige det selv, givet ham en fantastisk dag. Med overraskelser, venner, øl, gaver, taler og nærvær. Og det var faktisk ligesom at have fødselsdag selv. Jeg har lyst til mere. I lang tid har jeg sørget for mig selv - en slags overlevelsesstrategi, vel. Men inspireret af en synergi-oplevelse uden lige i lørdags sammen med seje damer, tænker jeg, at det der med at give, det skal være min nye hobby! For det virker. (altså ikke lige på søvnunderskuddet, men hvad fa'en!)

søndag den 31. januar 2010

:-)

Tju Bang Chokolademand på afspilleren. Anton og Morten sidder i køkkenet og læser Alfons. Otto sover. Jeg sidder i sofaen med dyne og kaffe og kigger på sneflokke. Og er meget, meget taknemlig. For at være, og i særdeleshed for at være kvinde. For kvinder - og ikke mindst kvinder i fællesskab - er det nye sort!

torsdag den 28. januar 2010

Fuck

Min to-årige søn har lært at sige "fuck". Det må være noget han har lært i vuggestuen...?
Til gengæld har han også lært at sige "jeg elsker dig", og det har han helt sikkert lært herhjemme.

onsdag den 27. januar 2010

Ta'sa'de'ha'

Jeg elsker blogland. Og især nu, hvor jeg (som de fleste andre, men det behøver vi jo ikke tale om) har fået en pris. Det er selvfølgelig den der kreativ-award, som sandt sagt er den første award jeg nogensinde har fået. Så jeg er ret stolt. Jeg bor sammen med én, som har P3-priser, Zulu-awards og endda en Robert stående, så jeg synes måske også det er på tide at jeg ligesom bringer noget til hylden;-)
Anyway, prisen indebærer som bekendt at man skal bekende 7 sandheder om sig selv. Jeg har valgt at tematisere de 7 sandheder (fordi jeg jo er så kreativ) omkring sundhed. Altså 7 sundheds-sandheder(/dumheder), værs'go:
  1. Min far er meget økologisk korrekt og kom en dag forbi med en bakke økologiske dadler. Da de var spist, gemte jeg den fine æske, hvorpå der jo stod at de var helt særligt økologiske og fair-tradede. Gennem december måned fyldte jeg den så op med de uøkologiske dadler fra min lokale købmand. De kostede en fjerdedel. Og så stillede jeg den ellers stolt på bordet, når der kom julevisit. Det er da dumt.
  2. Jeg har en helt særlig formel omkring de der pose-kanelgifler, som går ud på, at fordi de er så små, får man næsten forbrændt en hel giffel, blot ved at spise den...?
  3. Hvis man køber take-away, SKAL man have en cola til. For når man først har sagt ja tak til slaggermad, skal man sgu' gå all in.
  4. Jeg tror, at jeg ikke giver mine børn kager, for politiken er, at de kun må få ved særlig lejlighed. Men efterhånden er tirsdag eftermiddag på vej hjem fra vuggeren også en lidt speciel begivenhed, som jo skal fejres på behørig vis.
  5. Kaffe er ikke usundt. Basta. Færdig, bum, jeg vil ikke diskutere det. Det kommer jo fra bønner, som er herresunde.
  6. Jeg har meldt mig ind (og ud) af mit lokale fitness-center 5 gange på 5 år. Begynder at blive ret så pinligt.
  7. Fritter er altså også en slags grøntsag - ikk'?
Tak for prisen derude! Og forresten, tak til jer der læser med. Uden jer (indsæt selv takketale-klicheer). Men altså, åh hvor jeg elsker blogland.
Hvem mangler mon at få prisen og spill'e the guts? Vær så artig, krea-Trine!

tirsdag den 26. januar 2010

Lortedag

Har faktisk haft en ret så fantastisk dag (trods en ret så forfærdelig nat). Men der ligger alligevel et helt særligt skær over denne dag, som jeg er nødt til at dele med bloggen, for ligesom at give et indblik i, hvordan sådan en tirsdag med to blebørn kan spænde af, når de begge giver den max gas. Og undskyld, hvis det er lidt klamt. Faktisk meget. Men man bliver rimelig hærdet, når man står i det og kan faktisk sagtens snakke om baby-tyndskid, mens man spiser karrysuppe!

Altså. På én og samme dag har vi oplevet følgende:

  • Otto gennemskider ble, natdragt og seng kl. 06.
  • Antons morgenble er fyldt til bristepunktet og Morten taber den tonstunge ble på gulvet. Splat. Øv.
  • Eftermiddag: Otto har skidt igen, og i den tro at han er færdig med sit foretagende, tager jeg bleen af ham. Det var han ikke. Øv igen.
  • Her til aften har Anton nullet nøgen rundt (tror i øvrigt der er en lille nudist gemt i ham, han er allergladest, når han har røven bar!) Det kan han sagtens administrere og er rigtig god til at give heads up, inden der skal ske noget stort eller småt. Troede vi. Pludselig hører vi inde fra værelset "HOV! Prøv at se dér!!) Og hov. Små øer af lort (og tis) ligger nu yndigt spredt ud over Antons biltæppe.
Som sagt, man lærer at forholde sig rimeligt afslappet til forskellige fækalier!

mandag den 25. januar 2010

Dates med dejlige mænd

På en dag, hvor vi netop har passeret endnu en milepæl - et halvt år med MAX 3 timers søvn ad gangen (altså - på en god nat) har jeg fået lov at være på to dates med lækre mænd. En formiddag rundt i solskins-by og på café med Morten og Otto. Førstnævnte var nærværende og kærlig og sidstnævnte charmerede røven ud af bukserne på alt og alle.
Og dernæst en eftermiddag på det lokale børnebiblo med Anton. Vi væltede os i bøger, drak appelsinjuice og legede restaurant og Anton tullede glad rundt i lange underhylere og råbte 'hej allesammen' til alle, der kom i nærheden af ham.
Rimelig dejlig dag med ret så dejlige mænd.

søndag den 24. januar 2010

The magic line

Pis. Har nu krydset den magiske linje, og må konstatere at mine bryster er noget tættere på navlen end på halsen...

onsdag den 20. januar 2010

Sureskabet

Jeg tror måske, jeg er lidt forkælet.
Jeg opdagede det her til morgen, hvor Anton var sur fra han stod op til han gik ud af døren. Han var så sur og gnaven og kunne kun sige/råbe/skrige ét ord: Nej.

Jeg går altid lidt i hårknude over det, når han er vrissen og på tværs, og tænker "For hulen!" (nej, det passer ikke; "for helvede", tænker jeg) Hvad er der galt? Vi har altid (forsøgt) at vise ham, hvor højt vi elsker ham, at give ham uanede mængder af kærlighed og omsorg og arbejdet virkelig intenst på at gøre ham glad og vise ham en sjov verden. Alligevel er han af og til i dårligt humør. Sur og inadvendt og afvisende. Og hidsig og vil ingenting.

Og så er det, at jeg selv bliver sur og gnaven og tænker "Utaknemlige barn (skarn). Hvad er problemet? Vi hopper jo konstant på tungen for at gøre dig glad!" Og når jeg skriver det her eller kigger mig selv i spejlet, ved jeg jo godt hvad det er, der sker. Jeg kommer til at rage mig selv i navlen, igen. At tro, at verden drejer sig om mig og mine behov.

For Anton er jo ikke til for min skyld. Han skal ikke være glad for at tilfredsstille mig. Han skal være sur og ked af det, når han synes at verden er svær, og havregrøden driller og lillebror altid sidder ved mor. Og jeg skal edderbankemig øve mig i at rumme alt ved ham. Også de sider, som jeg synes er svære at rumme (og det er tilfældigvis de sider, han har arvet fra mig!).

Da jeg var barn havde jeg et "sureskab", som jeg satte mig ind i, når det hele blev dumt. Sådan et ønsker jeg mig igen. For derinde kunne jeg hurtigt komme til at savne alt det gode derude. Og tænke på, hvor godt jeg egentlig har det.

Er der ikke lige én, der gider råbe "Møgforkælede snotunge" til mig?

tirsdag den 19. januar 2010

Opskrift

1 stk. babygrin

+

utrolig meget gulerodskage

= en dejlig dag

Mama med ikke særligt meget mere

Jeg er jo så kandidat - i Moderne Kultur & Kulturformidling. Og se lige mig kulturformidle og være fin på den og INTERlektuel og Focault-citerende, når mit kulturelle overskud lige nu strækker sig til max en gang Twilight på Ipod'en (og selvfølgelig på originalsproget, fordi "der går ahltzå bare enooorhmt majet tzabt i oversættelsen"). Jeg får også lige konsumeret et afsnit Californication engang imellem og lyttet til noget Nephew på p3. Men dér stopper det altså også. Det er som om jeg helt intuitivt bare er mere optaget af hvad vi dog skal finde på til aftensmad, hvor Thomas Tog-dvd'en er blevet af og hvorfor der altid lugter lidt af prut hjemme hos os.

"Vega" er nu et nuttet pigenavn på mode - engang var det stedet, hvor jeg flere gange om måneden havde magiske og overraskende koncertoplevelser. "Arp" stod engang i min bevidsthed for arpeggio - en musikalsk spillestil, men nu er det noget grat i babyens hovedbund. Gylp? Ja, brugt mælk på retur - engang associeret med noget i den mandlige kønszone - okay, sidespring, sorry. Men altså. Hvor er det der "mere" i Mama med mere??

Engang var jeg en slags elite-læser, og var i marathon-læseform. Jeg kunne blive ved og ved. Nu er jeg blevet hende, der ikke engang orker at melde sig ind i et fitness-center for at forsøge at genfinde formen. Jeg junker den med tegneserier og bloglæsning.

Jeg vil gerne. Jeg savner at få sug i maven over nye musikalske bekendtskaber, at græde snot over fiktive figurers skæbner og smukke ordsammensætninger og at have lyst til at vælge den mærkelige iranske dokumentarfilm fremfor den nye med Sarah Jessica Parker.

Men lige nu står den på børnekultur ud over det hele ... og hvem elsker egentlig ikke Alfons Åberg?

lørdag den 16. januar 2010

Små sejre

Når det hele sejler og man er ved at flytte hjemmefra, kan det nogle gange hjælpe at fokusere på de små sejre, som fx:

  • At gennemføre en IKEA-tur en lørdag eftermiddag på lavt blodsukker uden at starte et eneste skænderi med sin mand.
  • At gennemføre en dag på nul søvn uden at besvime eller slå nogen
  • At undlade at ruske lille barn, som ikke vil sove.
  • At undlade at ruske store barn, som bare vil brøle NEEEJ hele dagen.
  • At nøjes med at råbe af store barn 3 gange, selv om han inviterede til mere.
  • At nøjes med én kage, selv om de smagte pissegodt.
  • At vælge de mørke bukser fremfor de lyse, når man nu skal bløde igennem midt i IKEA.
  • At vælge de små sejre og at gå tidligt i seng.


fredag den 15. januar 2010

Helt sygt

Bloody hell. Synes det er småt med bloggeriet. Til gengæld er der fuld skrald på bacillerne herhjemme. De tager sig en svingom med os alle på skift! Siden 1. december har der været i alt 6 dage, hvor vi alle fire har været raske. Hmf. Håber dæleme ikke det skal være sådan hver vinter!

Nu er jeg hjemme med begge drenge, hvoraf den store er helt febril og flad. Og Morten er i studiet - hele dagen. Nogle gange føler jeg mig som den vildeste sosu-assistent som flintrer underbetalt rundt i uklædelig uniform (i dette tilfælde gråt og nusset joggingtøj og meget, MEGET fedtet hår) og skifter en uendelig strøm af bleer, varter op og tørrer næser og drømmer om en rygepause eller en chartertur.

Jeg går og drømmer om at bruge den kommende børnecheck på:
1) En åndssvagt dyr kjole. Bare fordi. Because I'm worth it, faktisk.
2) En tur til Mallorca med mine drenge. (Men hvad nu hvis de bliver syge? Så er der sgu' ikke meget ferie over det!)
3) En eller anden lækker wellness-agtig selvudviklings weekend!

Nu må det i hvert fald gerne snart blive forår, nå.

mandag den 11. januar 2010

Engle og dæmoner

Nå, det er jo så altså ikke helt så let at vælge rigtigt. Lige nu har jeg dog igen valgt min kaffe og min computer fremfor at tage hul på ragnarok-ramt lejlighed. Og det må helt klart være det rigtige, eftersom Otto stort set har været vågen siden kl. 4! Fuck mand. Sygt barn IGEN! Nu det lille.

I lørdags skulle vi til 30-års festEN. Alle vores venner og dem som vi kender skulle med, og der var fadølsanlæg og gin og taler og champagne og dans og jam og jeg skal eddermug'me komme efter dig. Jeg havde glædet mig helt vanvittigt til at lege ung og uansvarlig for bare en enkelt aften. Men. Otto havde allerede fredag aften feber og var klattet og pjevset. Ingen af os turde sige det højt, men vi vidste nok godt, at han ikke ville være rask til lørdag. Og ganske rigtigt. Efter en helt syg nat vågnede han lørdag morgen med feber og hoste og snot-snegle kravlende ud af næsen. Jeg var tudefærdig. Og her er det så, at man skal træffe det "rigtige" valg...?

Min far og hans kæreste skulle have begge drenge med hjem natten over, og de har bare styr på det der pis med de børn. Alligevel voksede knuden i min mave i løbet af dagen, for en god mor kan da ikke tage til fest og drikke sig fuld, mens hendes baby er syg?! Sagde englen på min højre skulder.

På min venstre sad til gengæld den fandenivoldske festabe og råbte "Tag nu afsted, giv den gas og giv slip. Han er jo syg uanset om du er der eller ej!" Og jeg lyttede for en gangs skyld til den djævelske dame.

Festen var fantastisk. Morten og jeg var unge og smukke og kyssede og dansede, og det var så skønt at se alle dem, som man bare ikke ser, når man er begravet i bleer. Men. Halv tolv får vi en besked om at han altså stadig ikke sover. Han er ked af det. Har 40 i feber. Og vil bare gerne have sin moar.

Og lige dér, der går man i stykker. Man bliver revet midt over, og den højre halvdel løber hjem til sin baby og kysser og undskylder at man da nogensinde kunne finde på at forlade den. Og den venstre halvdel bliver tilbage og hopper ind i bedstevenindens 30. år og holder den velforberedte tale og danser og drikker og stoler på at det nok skal gå.

Jeg lavede dog et kompromis med mine to sider af mig selv, og aftalte med min far, at jeg tog en taxa hjem til ham, når jeg havde fået holdt min tale. Det var så svært at tage afsted fra mit ungdomsliv, men det var så rigtigt at sove tæt med feber-baby, som blev helt rolig da han duftede mig (inde bag sprut- og røg-lugten!!)

Det bliver aldrig helt let for mig, det der med at give afkald på noget af Mig til fordel for Mor, men Englen og Djævlen er heldigvis begge to meget insisterende, så mon ikke der bliver plads til lidt af hvert?

tirsdag den 5. januar 2010

Vælg selv

Føj, hvor har jeg kvalme. Ved ikke om det skyldes de 150 gange jeg var oppe i nat, de tre hønsesalatmadder, kagen eller de 3 kopper kaffe...
Men i aften skal jeg ud og drikke vin med en veninde, som også er mor, og som også trænger til god vin, cigaretter og natteliv. I morgen må vente, for i aften skal jeg nyde. (Og Otto - sov nu lige lidt mere end en halv time ad gangen i nat, ikke? Så lover jeg, at du må gå til alle de fester du vil, når du bliver teenager!)

2010 handler om at prioritere.
At vælge bloggen fremfor støvsugeren (som jeg netop har gjort - det var ikke svært!)
At vælge min mand til, og ikke bare have ham.
At drikke mere gin og mindre amme-te.
At bruge flere penge på mig selv. (Jeg sætter større pris på lækkert tøj end mine børn gør).
At fejle og grine i stedet for at få stress og stram mund.
At lege mere og burde mindre.


... Og så måske også nogle knibeøvelser??

mandag den 4. januar 2010

Altså, nogen må gøre noget!

Louise har skrevet et fantastisk indlæg om fænomenet work/life-balance, eller på dansk: hvordan helvede får man et familieliv til at hænge sammen med 2 fuldtidsjobs?? Jeg har aldrig prøvet at sidde der, på pinden, når klokken nærmer sig 16, og man bare overhovedet ikke har nået det man skulle, og man ved at alle de andre børn jo fandme er blevet hentet (hvordan kan det forresten lade sig gøre?? Hvem er I, alle jer, der henter jeres børn helt vildt tidligt hver dag? Og spyt nu lige ud med, hvordan I gør det!) Og samvittigheden bliver sortere og sortere. Og man har forresten ikke fået købt ind, og man ved at manden har møde til sent.

Men det kommer jeg helt sikkert til (altså... på en måde forhåbentligt, for jeg skulle jo gerne finde mig et job, når barselsboblen brister).

Men jeg gider altså helst ikke! Har ikke lyst til kun at dele morgensurhed og ulvetime og puttekamp med mine vidunderlige børn.

Men vi kan vel for fa'en ikke allesammen være deltidsarbejdende freelance-typer?
Gid vi kunne. Gid der fandtes en løsning, og gid alle mødre kunne blive enige om enten at sænke barren eller i hvert fald springe over de laveste gærder, så den dårlige samvittighed ikke også skal sværtes til med "alt det man ikke nåede, men som man tror, de andre når".

søndag den 3. januar 2010

I form

Jeg prøver så småt at komme i form igen. Altså ikke sådan løbeform eller andet urealistisk, men bare min egen. Jeg er blevet hevet og slebet til ukendelighed i løbet af den sidste måned, og kan nærmest ikke kende mig selv. Well, måske en anelse dramatisk, men få-hårk det har været heftigt den sidste tid. Alt for mange syge børn, forældre og bedsteforældre, alt ALT for lidt søvn, sex og samtale og alt for lidt tid til refleksion. (Eller bare til en kop kaffe.)

Man bør jo lave en form for status, når et år sådan skifter til et andet, men det orker jeg faktisk nærmest ikke. Kan kun konstatere at når der dobles op på børneantallet, dobles der også op på lykke, sårbarhed, angst, kærlighed, overskud og underskud. Paradoksalt.
Jeg glæder mig til det nye år, som skal give mig masser af børne-snav og mødregruppe-druk (ikke sandt, damer?). Sikkert også masser af latterlige nætter (på den ikke sjove måde) og hyleture for hhv. mig og drengene. Og forhåbentligt et arbejde? Og en vuggestueplads? Og en Berlintur?
Og bare en lillebitte bif-tur i ny & næ med mig selv og lidt med min mand også....

lørdag den 2. januar 2010

Blogstop

Nåmenøhhh... Der er altså ikke nogen der er døde, eller blevet skilt eller syge. Jeg er bare træt. T.R.Æ.T.
Lige nu er der nøjagtig 3 minutter til mig og min blog. Manden kæmper med Otto, som stadig ikke har lært at falde i søvn til ordentlig babytid, og jeg har lovet at tage over lige om lidt. Så efter at have lavet damage control på kaos-køkken, når jeg altså ikke andet end dette lille skriv, inden endnu et barn kræver mit pseudo-overskud. Og så er der desværre ikke mere af det tilbage.

Fantastisk jul, fandens hyggeligt nytår, men en lettere metaltræt mor, som glæder sig til at få lyst til at blogge igen. Lige nu har jeg kun lyst til at sove.

Men PS. Helt slemt er det jo ikke, tjek lige den glade julegris her: