mandag den 30. november 2009

Moderskabet som karrierefordel

Der kom engang en bog med ovenstående titel. Kan ikke huske af hvem eller hvornår, men forstår først nu hvad titlen betyder. Er i dag (og i morgen og i overmorgen) ganz allein med to små børn, hvoraf det ældste er hundesygt.
Multitasking? Oh yes. Overbilk? Det tror jeg nok. Flere bolde i luften? Pænt mange. Omstillingsparat? Helt vildt.

Jeg er bare SÅ klar til at bestride den vildeste mellemleder-stilling i noget Mærsk-lignende superindustri, hvis nogen skulle spørge. Is i maven og køligt overblik. (Og begyndende mavesår).

søndag den 29. november 2009

Andenpladsen...

Hver morgen vågner jeg op og sætter en ny rekord for, hvor træt man kan være. Det der med søvn, det bruger vi ligesom ikke her i min familie. Spild af tid, mener ungerne tilsyneladende. Jeg er dog selv ret stor fan af sammenhængende søvn (og altså mere end en time ad gangen, Otto!). Dette er nu så alvorlig en mangelvare at jeg konstant går ind i ting, putter to kontaktlinser i samme øje og glemmer at jeg lige har drukket kaffe og laver en ny kop. Søvntemaet er en evergreen i mor-bloggeriet, og jeg skal ikke tærske mere langhalm (?) på det, blot et lille forbehold på eventuelle fejl og mangler på bloggen for tiden.

Anton er syg. (Endnu en klassiker, kan man mon smittes via bloggen?) Men min mor er her. Hurra for hende! Lige nu er der dog et lille tema kørende mellem hende og jeg, for (nu kommer der lige noget lidt forbudt) jeg er bange for, at hun bedre kan lide Anton end Otto. Eller altså hallo, det ved jeg jo godt ikke passer, men Otto får en tiendedel af den opmærksomhed og overstrømmende kærlighed som Anton fik/får.

Måske er det noget, der bare hører 2'erens ankomst til sådan generelt, men ærligt talt, jeg bliver sgu' ked af, at lille smukke, søde og helt utroligt rare Otto bare er sådan en, der er der.
Nogen (min mand fx) vil indvende at jeg er en lille smule pernitten når det kommer til nærmest at tælle antal kys, gaver og rosende vendinger der tilfalder A i forhold til O.

Anton og Mormor har et helt særligt kæresteforhold og når Anton bliver stor, skal han helt sikkert giftes med Mormor. Det er meget fantastisk, men det er bare lidt svært at undgå at Otto bliver tredjehjul, ham den lille som man ikke altid lige gider lege med. Er det mig, som er smålig, eller skal jeg tage snakken med min elskede mor? (Med fare for at såre hende, og gøre et problem ud af noget, som givetvis kommer helt naturligt...?)


torsdag den 26. november 2009

Mama med ikke særligt meget mere

Jeg er jo så kandidat - i Moderne Kultur & Kulturformidling. Og se lige mig kulturformidle og være fin på den og INTERlektuel og Focault-citerende, når mit kulturelle overskud lige nu strækker sig til max en gang Twilight på Ipod'en (og selvfølgelig på originalsproget, fordi "der går ahltzå bare enooorhmt majet tzabt i oversættelsen"). Jeg får også lige konsumeret et afsnit Californication engang imellem og lyttet til noget Nephew på p3. Men dér stopper det altså også. Det er som om jeg helt intuitivt bare er mere optaget af hvad vi dog skal finde på til aftensmad, hvor Thomas Tog-dvd'en er blevet af og hvorfor der altid lugter lidt af prut hjemme hos os.

"Vega" er nu et nuttet pigenavn på mode - engang var det stedet, hvor jeg flere gange om måneden havde magiske og overraskende koncertoplevelser. "Arp" stod engang i min bevidsthed for arpeggio - en musikalsk spillestil, men nu er det noget grat i babyens hovedbund. Gylp? Ja, brugt mælk på retur - engang associeret med noget i den mandlige kønszone - okay, sidespring, sorry. Men altså. Hvor er det der "mere" i Mama med mere??

Engang var jeg en slags elite-læser, og var i marathon-læseform. Jeg kunne blive ved og ved. Nu er jeg blevet hende, der ikke engang orker at melde sig ind i et fitness-center for at forsøge at genfinde formen. Jeg junker den med tegneserier og bloglæsning.

Jeg vil gerne. Jeg savner at få sug i maven over nye musikalske bekendtskaber, at græde snot over fiktive figurers skæbner og smukke ordsammensætninger og at have lyst til at vælge den mærkelige iranske dokumentarfilm fremfor den nye med Sarah Jessica Parker.

Men lige nu står den på børnekultur ud over det hele ... og hvem elsker egentlig ikke Alfons Åberg?

tirsdag den 24. november 2009

Cicus of life

Altså, ik for noget, men hvornår kommer de voksne hjem?
Synes måske snart liiige det må være de andres tur. Og at nogen skal tørre min næse og smøre min madpakke.

Valgte så i dag midt i ulvetimen, at tage på spontant (og rimelig overmodigt) cafébesøg med en Otto der for tiden sprænger rammerne for tigerspring og en Anton, der var psykopat-agtig overtræt, da han ligesom bare havde valgt at springe middagsluren over. Og forresten var de begge snottede. Og bare sådan generelt sure. Havde jeg for bare to år siden set en familie med to små børn, hvoraf den ene brølede "GÅVÆÆÆÆK" ind i hovedet på sin mor, idet han tyrede en gaffel med spaghetti på gulvet og den anden peb og svedte og var utilpas, sulten og træt (og moren ditto) på en café, havde jeg virkelig tænkt mit (læs: været DYBT forarget og himlende 'sådanenfamiliebliverjegihvertfaldaldrig'). Men i dag var det altså min familie. Slugte noget karrysuppe på 0,5 og styrtede hjem med menageriet.

Vi gloede på hinanden, os som skulle forestille at være de voksne, og kom heldigvis til at udmattelsesfnise på den der måde, som ligeså godt kunne være endt i udmattelsesgråd.

Heldigvis endte dagen med at jeg lå på min seng med min kæreste i hånden, hans anden hånd i Ottos, som ligeså stille faldt i søvn (for nærmest første gang inden 21.30!). Og så var verden lille og stille og fin, og ketchup på tøjet og snot i hovedet er vel bare en del af cirkuset.

mandag den 23. november 2009

Dingen und sachen

Et par ord fra flyttekassen.
Hold nu op, hvor får man dog samlet meget l*** sammen i løbet af årene! I flytterodet har vi indtil videre sorteret nærmest halvdelen af vores gods fra, givet det til Afrika eller Genbrugsen og storskraldet. Vi har været sammen i syv år, og har tilsammen syv års minder stuvet af vejen i form af diverse kasser med billeder, breve, bøger og ja, ragelse fundet på eksotiske loppemarkeder eller ligegyldige charterrejser. Og før det, har vi jo hver især 20 års levet liv.

Min svigermor kan ikke smide ud, og gemmer på alt lige fra gammelt tupperware til go-cards fra 90'erne. Men indimellem findes der fantastiske skatte, som har overlevet mange generationer. Otto sover fx lige nu i dynebetræk som hans tip-oldemor har kniplet på (øh, hedder det det??). Det er da så fint.
Men selv er jeg offer for brug-smid-væk-kulturen og en del af hvis-det-går-i-stykker-køber-vi-jo-bare-et-nyt-i-IKEA-generationen. Alligevel må jeg altså gemme det tøj, børnene havde på på deres allerførste lille dag, det armbånd jeg havde på, den dag jeg mødte min mand (selv om det er virkelig grimt!) og et gulnet fotografi af min far som 18-årig og langhåret. (Og sådan cirka 300 andre mindeværdige ting & sager)

Gad vide, hvor mange kasser med minder, man har fået fyldt, når man er 40 og børnene har skrevet hundredevis af nuttede stile, tegnet julemænd og lavet askebægre i formning!?
Eller 60, og der findes studenterhuer, børnebørns-tegninger og sølvbryllupper?


onsdag den 18. november 2009

Amager = verdens navle?

Havde jo fuldstændig glemt, at der findes en verden udenfor. Lige nu er min verden så lillebitte, at selv mine drømme om natten bærer bræg af indretning, amning og Mariehønen Evigglad. Måske har jeg brug for lidt inspiration? Input? Eller måske bare output? I går var min bror forbi med ny tatoo fra Brooklyn og billeder fra en eventyrlig New York-tur. Misundelig? Moi?

Kunne godt bruge bare en lille uge, hvor det eneste jeg skulle var at dalre rundt på MOMA, marked og Manhattan. Er der nogen, der gider passe mine børn imens?

lørdag den 14. november 2009

Mor-maling

Så sidder man her. Alene hjemme (altså næsten, Otto sover sødt i sin seng). Jeg har købt magasiner og snoller og har uldtæppet på. Manden er - på min opfordring - sendt på bar med bedstevennen, og Anton overnatter hos sin elskede morfar. Døren ind til hans værelse står åbent og værelset er så tomt. Hans lillebitte stemme og hans små sjoskende skridt mangler altså, når de ikke er her.

Men det er også godt. At være alene. Jeg har en time, som kun er min, og hvor jeg, hvis jeg virkelig kniber øjnene sammen og koncentrerer mig, lige netop kan skimte ind til den, jeg var engang. For hun er derinde et sted. Lige nu er hun bare malet over med mor-maling, som altså er ret så dækkende, skulle jeg hilse at sige. På hektiske dage med fuld skrald på familie-maskinen forestiller jeg mig tit, hvad jeg ville have foretaget mig, hvis ikke jeg havde haft børn. Og jeg kan ærligt talt ikke altid se det. Ville jeg have boet i Berlin og udlevet noget bohemian rhapsody? Ville jeg have skrevet en bog? Ville jeg lave nødhjælpsarbejde i Afrika, eller arbejdet i Barnes & Noble i New York? Eller ville jeg i virkeligheden bare være lige her, og mangle et eller andet...?

Jeg er mor nu. Og denne blog bærer også mildt sagt præg af, at det er det, der fylder mig helt og holdent op lige nu. Men jeg længes efter at handle efter mine impulser, at få en idé og forfølge den, at have frihed til at male med alle farver- og i det mindste bare at have tid til at kede mig!

Hende den sure

Mine børn kender mig, hvis jeg selv skal sige det, mest fra den glade og søde og altomfavnende side. Det gjorde min mand også engang. Men på det sidste er jeg vist gået hen og blevet hende den sure. Der lige løfter et øjenbryn på den der lettere irriterede facon, hvis han tillader sig at svare på mails FØR opvasken er taget. Eller sukker opgivende hvis han er for længe om at give Otto tøj på. Eller bare hele tiden har en rest af surt opstød i mundvigen, og måske - indrømmet - leder en lillebitte smule efter ting, man kan blive irriteret over. (I går var jeg fx mopset fordi han tillod sig at blive forkølet, altså hvad bilder han sig ind?)

Øv. Hvordan får man vendt sådan en sur skude? Jeg gider altså ikke være hende den sure kone, når jeg engang var hende den glade kæreste. (Og faktisk har jeg INTET at brokke mig over på mandefronten lige for tiden - meget irriterende;-))

onsdag den 11. november 2009

Lykke?

For hulen, hvor er der smæk på i det - nu ikke nær så - lille hjem. Ved faktisk nærmest ikke hvor jeg skal starte, ved dog at sandsynligheden for at Otto vågner lige om lidt er pænt stor.
Her er rodet. Og der går nok sådan cirka et ÅR før vi er kommet nogenlunde på plads, eftersom vi kun har rundt regnet halvanden time om dagen til at tømme flyttekasser, skrue hylder op og tage på losser'en. Men her er fantastisk. Anton er vild med sit nye værelse, hvor han har meget mere plads end den ene kvadratmeter han regerede over på sit gamle værelse, til at folde sig ud. Nøj, hvor bliver han stor. Han er sit helt eget dejlige lille væsen, som kan lege med sig selv og sit bil-tæppe i flere timer, kun afbrudt af måltider, og som knuselsker sin lillebror og kysser og krammer på ham, så snart han ser sit snit. Det er fedt lige nu, det hele.

I går da begge børn sov kl. 22, satte vi os i vores nye karnap - (by the way, sjovt som en lille bue i en stue gør, at man føler, at man er på fin café hvis man drikker sin kaffe der!) - og drak en øl og røg en cigaret (det griber forresten lidt om sig med de der aftensmøger..!). Vi snakkede om, at lige nu har vi alt hvad vi drømmer om. Og jeg er faktisk også virkelig lykkelig, når jeg sætter mig ned og mærker efter - men hvor tit er det lige man gør det? I løbet af en dag flyver der 99,9 % praktiske og halvhektiske bemærkninger gennem luften, og vi glemmer fuldstændig at se hinanden som mere end en praktisk hjælper, som står for halvdelen af dagens opgaver. På dårlige dage glemmer jeg også at nyde mine børn, og kun tænke fra måltid til bleskift til måltid til putning.

Jeg fortalte Morten om Anna Skyggebjergs blog, og vi blev enige om at prøve at slutte hver dag med at fortælle hinanden 3 ting, man er taknemlig for. Kender jeg os ret, er vi vildt optagede af det i en hel uge, og har så glemt alt om det igen...!

lørdag den 7. november 2009

Hjem

Første aften i vores nye hjem. Fyldte flyttekasser og tomme flytteøl overalt. Er helt træt og mæt og lykkelig og melankolsk. Vi har forladt vores lillebitte lejlighed på 3., som har været vores hjem i knap 3 år. Vi har fordoblet familieantallet i den tid, vi boede der, vi har råbt og skreget og grint og drukket og grædt og kysset.
Kommer til at savne vores lille hule. Men er glad for vores nye slot.
"Hjem" har for mig blandt andet været et lille hummer i Mejlgade i Århus sammen med en depressiv filosofistuderende og en potrygende lydkunstner, en herlig men rodet lejlighed i Østberlin, et parcelhus i Århus Vest og en køjeseng på en efterskole.

Nu er det her, i min nye lejlighed, som jeg selv ejer, sammen med min mand og mine to børn. Nu er det mig, der er den voksne. Mig der er den som skal til generalforsamling og arbejdsweekend. Mig, der skal give mine børn en barndom i denne lejlighed, opgang og gård, som de vil tænke tilbage på med smil og huske som en tid med masser af plads til fri leg og hygge, kakao og godnathistorier.

Jeg vil nu grave mig en sti ind til min seng og håbe på en rolig nat. For hold da kæft, hvor har vi mange flyttekasser, og der skal gerne se nogenlunde beboeligt ud i morgen, når Anton sendes retur fra Århus.

onsdag den 4. november 2009

Vi voksne kan også være bange...

Jeg har aldrig været en bangebuks. I hvert fald ikke hvad angår ængstelighed og bekymring om alt der, der kan gå galt. Men det skal jeg edderma'me love for, at jeg er blevet. Det er faktisk først sket efter Ottos ankomst, hvor jeg nærmest overdoser angst og bæven. Jeg har aldrig før tænkt tanker som "hvad nu hvis jeg dør?" eller forestillet mig et liv uden min mand.
Men forleden, da Otto havde en smule feber, var jeg overbevist om at hans nakke var helt stiv og han da mindst havde meningitis. Jeg er også begyndt at blive helt bange for at tabe ham, få kræft, blive kørt over, få gigt og tidlig demens, og er hans tissemand ikke lidt hormonforstyrret lille?

Det kommer helt bag på mig, fordi jeg ikke oplevede dette, da Anton var baby. Han kunne ikke gå i stykker eller falde på gulvet, og jeg var der jo bare og var selvfølgelig sund og rask. Ved ikke hvorfor det kommer nu, men "der er så meget jeg skal passe på", og jeg får nogle gange helt åndenød over hvordan den lille familie dog skulle klare sig uden mig.

Måske er det bare fordi, jeg i virkeligheden føler mig så svineheldig, at jeg bare går og venter på at noget går galt?

tirsdag den 3. november 2009

Stikord

Flytning = IKEA + kjötbullar + stresskvalme. Vi flytter på lørdag!
Ammesituation = stabil.
Trodsalder = sporadiske hysterianfald blandet med usædvanlig nuttethed. Minefelt.
Prævention = afholdenhed.
Alenetid = in my dreams.
Kagestop = januar?
Lejlighed = kaos.

... Hvor lagde jeg min hjerne?