Hver morgen vågner jeg op og sætter en ny rekord for, hvor træt man kan være. Det der med søvn, det bruger vi ligesom ikke her i min familie. Spild af tid, mener ungerne tilsyneladende. Jeg er dog selv ret stor fan af sammenhængende søvn (og altså mere end en time ad gangen, Otto!). Dette er nu så alvorlig en mangelvare at jeg konstant går ind i ting, putter to kontaktlinser i samme øje og glemmer at jeg lige har drukket kaffe og laver en ny kop. Søvntemaet er en evergreen i mor-bloggeriet, og jeg skal ikke tærske mere langhalm (?) på det, blot et lille forbehold på eventuelle fejl og mangler på bloggen for tiden.
Anton er syg. (Endnu en klassiker, kan man mon smittes via bloggen?) Men min mor er her. Hurra for hende! Lige nu er der dog et lille tema kørende mellem hende og jeg, for (nu kommer der lige noget lidt forbudt) jeg er bange for, at hun bedre kan lide Anton end Otto. Eller altså hallo, det ved jeg jo godt ikke passer, men Otto får en tiendedel af den opmærksomhed og overstrømmende kærlighed som Anton fik/får.
Måske er det noget, der bare hører 2'erens ankomst til sådan generelt, men ærligt talt, jeg bliver sgu' ked af, at lille smukke, søde og helt utroligt rare Otto bare er sådan en, der er der.
Nogen (min mand fx) vil indvende at jeg er en lille smule pernitten når det kommer til nærmest at tælle antal kys, gaver og rosende vendinger der tilfalder A i forhold til O.
Anton og Mormor har et helt særligt kæresteforhold og når Anton bliver stor, skal han helt sikkert giftes med Mormor. Det er meget fantastisk, men det er bare lidt svært at undgå at Otto bliver tredjehjul, ham den lille som man ikke altid lige gider lege med. Er det mig, som er smålig, eller skal jeg tage snakken med min elskede mor? (Med fare for at såre hende, og gøre et problem ud af noget, som givetvis kommer helt naturligt...?)