tirsdag den 31. januar 2012

Overlevelse

Sådan en dag ovenpå sådan en nat, I ved. For satan, hvor det barn dog sover elendigt. Absolut ikke hans stærke side. Sløret syn, hovedpine og flossede nerver, alt for meget kaffe. Trætte storebrødre, overtræt mor som tager dem med på tur i Storcenteret fra Helvede, for at købe fødselsdagsgave til far. Hyggeligt nok, indtil den ene bryder sammen i Fætter BR og den anden i Rasmus Klump legeland. Mægtigt. Hjem til aftensmad og tigerspringsbaby, som kun vil sidde tapet til min krop. Det er en af de dage hvor man glæder sig en lille smule, til yngel er puttet, så man selv kan splatte ud. Det skal blive godt med en god nats søvn - nåh nej. - Posted using BlogPress from my iPhone

torsdag den 26. januar 2012

Sandhed + konsekvens

Nåja, sådan er det jo så ikke hele tiden, vel? Det er også psykolatterligeskod-nætter med tre børn vågne på skift. Morgener med brok og hylen og fedtet hår og sure miner. Aflevering med gråd og dårlig samvittighed. Kold kaffe og hovedpine og en gåtur, hvor man hele tiden får håret i øjnene og babyen skriger, så snart man står stille i et sekund for at pille hår ud af øjnene. En babyalarm, der ikke virker og mere dårlig samvittighed, en mand der lige om lidt starter på sin hverdag, som indebærer mange ture til København. Tøj, der sidder helt skævt og maveskind som ligner et bombekrater og en muggen ost i køleskabet. Oh well, i det mindste er vi alle sunde og raske (jinx).

onsdag den 18. januar 2012

Barsel holder!

Selv om nattesøvnen ved Gud har set bedre tider, er det jo helt vidunderligt det der med at være på barsel. Særligt når ens mand også er hjemme og en storartet hyggefis ligesom en selv. Aldrig har jeg drukket så meget kaffe og gået så smukke ture, og dagene går med at tude lidt af lykke ned i håret på det yndige barn, som er roligheden selv (so far, I know). Hente store børn og nyde den slags kaos, der findes mellem 15.30 og 20, og derefter splatte ud over sofaen med mindsteklump på maven og se gode amerikanske serier. Serier er i øvrigt den nye film. Genialt, når man ikke kan holde sig vågen i længere tid end 1 time. Lige nu er vi i gang med Six Feet Under - noget så sexet som en dramaserie om en amerikansk bedemandsfamilie. Okay, den er bedre end man tror, promise!
Indtil videre er det fantastisk at være på barsel - jeg har jo også en vis erfaring med det efterhånden. Er det mon noget, man kan tjene penge på?

søndag den 15. januar 2012

Ka' selv

Jeg har tit i al hemmelighed betragtet mig selv som værende den bedste forælder. Den som hele tiden lige har været på forkant med børnenes behov, den som bedst ved hvordan man taler pædagogisk korrekt og den som husker alle detaljerne lige fra d-dråber og forældremøder til alderssvarende stimulans og ormekur. Jeg blev klogere. Nød lærer kontrolfreak at back'e off. De sidste par måneder af min graviditet var der gang i hornmonerne og lavt energiniveau. Jeg splattede mest bare ud på sofaen og hidsede mig meget let op. Dog kun til at kommandere rundt med de andre og kommentere på Mortens måde at lave havregrød eller smøre madpakker på. Meget irriterende opførsel. Morten var solo forælder for drengene og det gik langsomt op for mig, at når jeg blandede mig udenom og lod ham komme til og klare skærene og hverdagen på sin måde, gik det så fint. Ingen konflikter, ingen anfald af nogen art og sørme om børnene ikke havde rent tøj og tænder alligevel. Han havde endelig fået lov til at vise hvor sej, rolig og enormt kærlig og overskudsagtig en far han i virkeligheden er. Og han er kun blevet sejere efter Sigurd er kommet. Tænk, hvis jeg bare havde vidst det fra start. Så havde jeg ikke behøvet at tro at jeg skulle vide og huske det hele;-) - Posted using BlogPress from my iPhone

torsdag den 12. januar 2012

Skyggearbejde - moi?

Har hørt, at der er noget der hedder skyggearbejde. Noget med at man skal hive de mindre flatterende sider af sig selv, dem man er flov over, frem i lyset og se dem i øjnene. Det samme gælder i mor/barn-relationen, vist nok. For nogle af de sider, som irriterer mig allermest ved mig selv, dem har Anton arvet. Direkte overførsel. Og så er de jo ligesom rimelig meget in your face, de der karaktertræk. Otto har så arvet skyggerne fra sin far. Og nu er det sjovt nok sådan, at jeg kan blive hysterisk irriteret på Anton når han spiller et af kortene fra den bunke (og det samme gælder Morten/Otto-relationen).
Jeg har SÅ svært ved at rumme, når han hyler over (for mig at se) ingenting/at hans Lynet McQueen er blevet væk (for at blive fundet fem minutter efter). Jeg har SERIØST svært ved at rumme, når han og hans følsomme gemyt har brug for hjælp til at få den fred og ro, han trænger til og ikke bare kan være glad og social og ligetil, som sin lillebror. (Undlader her at nævne at jeg ligeså ofte som ham får hystadeflip og smækker døren ind til mit værelse fordi jeg "for helvede da lige har brug for fem minutter alene") Ved godt det er meget forbudt dette her, for det er ligesom det vigtigste man skal som forælder, nemlig at rumme sit barn med alle dets behov og særheder og hjælpe det til at tackle det svære osv. Nuvel. Det hjælper jo altid at bekende sine synder og få det ned på skrift, så nu går jeg ud fra, at det hele ordner sig selv... Det ser i hvert fald grimt ud på skrift, og er stærkt motiverende for mig og mit skyggearbejde.

søndag den 8. januar 2012

Stolthed

Gider ikke tage de sædvanlige forbehold med nemesis osv., vil bare have lov til at nyde hvor dejligt det hele er indtil videre. De to (små) storebrødre har taget imod lillebror på allefineste vis. Anton kan slet ikke få nok af ham, og det er så stort at se hans kæmpe omsorgsgen in action. Han er så kærlig og betænksom og stolt. Otto tager det, som det er altid er tilfældet med ham, oppefra og ned. Synes Sigurd er sød og ae-ae og siger bare "nå-nå", hvis jeg er optaget af amning og ikke lige kan hjælpe ham med det vuns. Og de to store(!) finder hele tiden tryghed i hinandens selskab. Nøj, hvor er vi stolte. Kender I det med at man midt i aftensmads-grat og larm finder sin kærestes blik, og det blik rummer alle de ord og følelser man ikke lige når at sige til hinanden i hverdagen? Stort. Nå, ikke flere glansbilleder herfra - næste indlæg bliver nok noget med søvn og hængebryster;-) - Posted using BlogPress from my iPhone

torsdag den 5. januar 2012

Boblen

Okay, here goes.
Torsdag eftermiddag i sidste uge var jeg så godt og grundigt træt. Af at være gravid og tung og træls. Af mine institutionstrængende børn, som jeg ærligt talt ikke lige orkede den dag, og af at det var ukristeligt længe siden, at manden og jeg havde været ude at spise. Alene. Derfor var vi ikke sene til at ringe til svigerforældrene og bede dem tage afkommet med til forstaden. Ud i byen med os, lækker mad, intime snakke, hjem på sofaen med et kilo snoller, lidt knald + en Faxe Kondi og en actionfilm. Det var åbenbart det, der skulle til. (Seriøst, det er så freaky med det Faxe! Har læst og hørt om rigtig mange, der har født natten efter at have konsumeret en halv liter druesukkersodavand - og det var sgu' da også derfor jeg insisterede på at det var det, vi skulle have. Har da ikke drukket en sådan siden 90'erne.) Nå, men gik i seng med lidt plukveer (men det var jeg jo så vant til) og tænkte ikke videre over det. Halv to om natten vågnede jeg ved, at jeg havde tisset i sengen. Troede jeg. Rejste mig op, og på vej til toilettet nedenunder, plasker det pludselig udover trinnene med vand - ja, fostervand. Helt spændt og nervøs vækker jeg Morten med de klassiske ord "Skat, vandet er gået". Op med ham, frem med tasken.. og så sidder vi lidt på sofaen og kigger på hinanden. "Hvad gør vi så nu?", spørger vi nærmest i takt. Ringer til fødegangen og fortæller, den rare dame siger "du er jo tredjegangsfødende, så du kommer bare ind, når du synes du skal". Godt så. I løbet af denne ellers ganske korte samtale, kan jeg godt mærke, at vi er i gang. De føromtalte plukveer er på vej til at blive the real deal. Ud i bilen med os og afsted. (Aaaah, varme i sædet er jo fantastisk, når man skal føde!) Syv minutter senere er vi på Skejby. Veerne er der, men på rimeligt overskueligt niveau. Synes egentlig ikke at det sådan gør 'rigtigt' ondt endnu, og er helt bange for, at jeg slet ikke har åbnet mig. Ind på fødestuen - 5 cm, sådan! Den rareste nissejordemoder er hos os på stuen under hele forløbet og giver mig lige præcis al den ro og tryghed, som jeg har brug for. Jeg er sådan en, der er helt stille og inde i mig selv, når jeg føder (lyder som om, det er noget jeg går til - en slags hobby!). Men hun var så rar og jeg var virkelig i sync med min krop. En times tid senere var jeg i pressefase og fandme om jeg ikke selv tog imod ham. Stod på knæ med hænderne støttet på hovedgærdet og hapsede ham, da han kom ud. Damn, det var stort!! En ægte drømmefødsel. Men. To minutter efter at jeg havde lagt mig tilrette for at beundre afkommet, står der pludselig fire mennesker omkring briksen og arbejder meget fokuseret på min krop. Babyen bliver taget fra mig og over til faren. Jeg spørger forskræmt min jordemoder hvad der sker, og hun er så koncentreret om sit arbejde, at jeg blot får beskeden "du bløder". Fuck! Min første fødsel endte på samme vis med masser af blod og hasteafgang til operationsstue, fordi moderkagen nægtede at komme ud. Jeg opfatter dog denne gang at de får hevet moderkagen ud for derefter at GRIBE FAT OM MIN LIVMODER UDEFRA OG PRESSE DEN SAMMEN!! Avforfuckinghelehulehelvedemand! Har ligesom lige født, så lad lige være med at grave ned i min mave og kramme min pænt ømme livmoder. Nå, men det var det der skulle til, for blødningen stoppede inden det blev helt kritisk. Pyyyhaa. Er glad for at jeg var på hospitalet og ikke hjemme, som vi ellers havde leget lidt med tanken om. Får endelig baby over på brystet, ristet brød og varm te og kys af min stolte mand. Vi får lov at blive på hospitalet et døgns tid, fordi de lige vil sikre sig at blødningen er stoppet. Og vi stornyder det!Drengene er hos bedsteforældre og vi får lov til at snuse til baby i ro og fred og få indhentet en smule af den søvn, vi missede på fødenatten. Fantastisk. Nytåraftensdag kører vi hjem til os selv, hvor søde rare mormor har overnattet med drengen, som er helt vildt spændte på at møde lillebror. Og hold nu op, hvor er man farligt tæt på at gå op i limningen af stolthed, når man ser sine to store drenge sidde og ae og kysse på deres fælles lillebror. Dagene efter er gået som sådan nogle gør i barselsboblen. Lidt brystbetændelse her, hormontudeture der, restemad fra fryseren og et minimum af oprydning og kiggen ud over egen familiære navle. Så helt og aldeles enestående. Lige nu nyder jeg det hele og er bange for at trække vejret for at gå glip af noget!

onsdag den 4. januar 2012

!

Så er han her, lillebror Sigurd. Sidder med ham over skulderen og iPhone-blogger med venstre hånd. Derfor kommer den store beretning om fødsel, revnede brystvorter + brystbetændelse, stolte storebrødre og hormonfest næste gang. I dag er han fem dage gammel og ser sådan ud:


- Posted using BlogPress from my iPhone