Boblen

Okay, here goes.

Torsdag eftermiddag i sidste uge var jeg så godt og grundigt træt. Af at være gravid og tung og træls. Af mine institutionstrængende børn, som jeg ærligt talt ikke lige orkede den dag, og af at det var ukristeligt længe siden, at manden og jeg havde været ude at spise. Alene. Derfor var vi ikke sene til at ringe til svigerforældrene og bede dem tage afkommet med til forstaden. Ud i byen med os, lækker mad, intime snakke, hjem på sofaen med et kilo snoller, lidt knald + en Faxe Kondi og en actionfilm. Det var åbenbart det, der skulle til. (Seriøst, det er så freaky med det Faxe! Har læst og hørt om rigtig mange, der har født natten efter at have konsumeret en halv liter druesukkersodavand - og det var sgu' da også derfor jeg insisterede på at det var det, vi skulle have. Har da ikke drukket en sådan siden 90'erne.) Nå, men gik i seng med lidt plukveer (men det var jeg jo så vant til) og tænkte ikke videre over det. Halv to om natten vågnede jeg ved, at jeg havde tisset i sengen. Troede jeg. Rejste mig op, og på vej til toilettet nedenunder, plasker det pludselig udover trinnene med vand - ja, fostervand. Helt spændt og nervøs vækker jeg Morten med de klassiske ord "Skat, vandet er gået". Op med ham, frem med tasken.. og så sidder vi lidt på sofaen og kigger på hinanden. "Hvad gør vi så nu?", spørger vi nærmest i takt. Ringer til fødegangen og fortæller, den rare dame siger "du er jo tredjegangsfødende, så du kommer bare ind, når du synes du skal". Godt så. I løbet af denne ellers ganske korte samtale, kan jeg godt mærke, at vi er i gang. De føromtalte plukveer er på vej til at blive the real deal. Ud i bilen med os og afsted. (Aaaah, varme i sædet er jo fantastisk, når man skal føde!) Syv minutter senere er vi på Skejby. Veerne er der, men på rimeligt overskueligt niveau. Synes egentlig ikke at det sådan gør 'rigtigt' ondt endnu, og er helt bange for, at jeg slet ikke har åbnet mig. Ind på fødestuen - 5 cm, sådan! Den rareste nissejordemoder er hos os på stuen under hele forløbet og giver mig lige præcis al den ro og tryghed, som jeg har brug for. Jeg er sådan en, der er helt stille og inde i mig selv, når jeg føder (lyder som om, det er noget jeg går til - en slags hobby!). Men hun var så rar og jeg var virkelig i sync med min krop. En times tid senere var jeg i pressefase og fandme om jeg ikke selv tog imod ham. Stod på knæ med hænderne støttet på hovedgærdet og hapsede ham, da han kom ud. Damn, det var stort!! En ægte drømmefødsel. Men. To minutter efter at jeg havde lagt mig tilrette for at beundre afkommet, står der pludselig fire mennesker omkring briksen og arbejder meget fokuseret på min krop. Babyen bliver taget fra mig og over til faren. Jeg spørger forskræmt min jordemoder hvad der sker, og hun er så koncentreret om sit arbejde, at jeg blot får beskeden "du bløder". Fuck! Min første fødsel endte på samme vis med masser af blod og hasteafgang til operationsstue, fordi moderkagen nægtede at komme ud. Jeg opfatter dog denne gang at de får hevet moderkagen ud for derefter at GRIBE FAT OM MIN LIVMODER UDEFRA OG PRESSE DEN SAMMEN!! Avforfuckinghelehulehelvedemand! Har ligesom lige født, så lad lige være med at grave ned i min mave og kramme min pænt ømme livmoder. Nå, men det var det der skulle til, for blødningen stoppede inden det blev helt kritisk. Pyyyhaa. Er glad for at jeg var på hospitalet og ikke hjemme, som vi ellers havde leget lidt med tanken om. Får endelig baby over på brystet, ristet brød og varm te og kys af min stolte mand. Vi får lov at blive på hospitalet et døgns tid, fordi de lige vil sikre sig at blødningen er stoppet. Og vi stornyder det!Drengene er hos bedsteforældre og vi får lov til at snuse til baby i ro og fred og få indhentet en smule af den søvn, vi missede på fødenatten. Fantastisk. Nytåraftensdag kører vi hjem til os selv, hvor søde rare mormor har overnattet med drengen, som er helt vildt spændte på at møde lillebror. Og hold nu op, hvor er man farligt tæt på at gå op i limningen af stolthed, når man ser sine to store drenge sidde og ae og kysse på deres fælles lillebror. Dagene efter er gået som sådan nogle gør i barselsboblen. Lidt brystbetændelse her, hormontudeture der, restemad fra fryseren og et minimum af oprydning og kiggen ud over egen familiære navle. Så helt og aldeles enestående. Lige nu nyder jeg det hele og er bange for at trække vejret for at gå glip af noget!