Skyggearbejde - moi?

Har hørt, at der er noget der hedder skyggearbejde. Noget med at man skal hive de mindre flatterende sider af sig selv, dem man er flov over, frem i lyset og se dem i øjnene. Det samme gælder i mor/barn-relationen, vist nok. For nogle af de sider, som irriterer mig allermest ved mig selv, dem har Anton arvet. Direkte overførsel. Og så er de jo ligesom rimelig meget in your face, de der karaktertræk. Otto har så arvet skyggerne fra sin far. Og nu er det sjovt nok sådan, at jeg kan blive hysterisk irriteret på Anton når han spiller et af kortene fra den bunke (og det samme gælder Morten/Otto-relationen).

Jeg har SÅ svært ved at rumme, når han hyler over (for mig at se) ingenting/at hans Lynet McQueen er blevet væk (for at blive fundet fem minutter efter). Jeg har SERIØST svært ved at rumme, når han og hans følsomme gemyt har brug for hjælp til at få den fred og ro, han trænger til og ikke bare kan være glad og social og ligetil, som sin lillebror. (Undlader her at nævne at jeg ligeså ofte som ham får hystadeflip og smækker døren ind til mit værelse fordi jeg "for helvede da lige har brug for fem minutter alene") Ved godt det er meget forbudt dette her, for det er ligesom det vigtigste man skal som forælder, nemlig at rumme sit barn med alle dets behov og særheder og hjælpe det til at tackle det svære osv. Nuvel. Det hjælper jo altid at bekende sine synder og få det ned på skrift, så nu går jeg ud fra, at det hele ordner sig selv... Det ser i hvert fald grimt ud på skrift, og er stærkt motiverende for mig og mit skyggearbejde.