fredag den 17. august 2012

Genstart?

Så er den gal igen. Skriveblokering, forsømmelse, dårlig samvittighed und so weiter. Ih. Ej, ikke dårlig samvittighed faktisk. Mere bare sådan ærgelse over at jeg ikke får det gjort. Blogget, altså. For det er så fin en måde at få gjort noget. Formuleret og fastholdt lidt af den grød, som bløpper rundt inde i den barslendes hovede.
Men ærlig talt, ik? Så kan jeg sgu ikke finde på mere at skrive om. Jeg er færdig med at være hende på barsel. "Åh, jeg er træt, mine unger sover ikke om natten, vildt meget vasketøj og havregrød i håret." Det indlæg har jeg jo skrevet tyve gange før. Men det er sådan set det, der er. Lige nu, i hvert fald. Sigurd starter i vuggestue om to måneder, og så gik denne min sidste barsel. Endnu engang inden jeg synes, den nåede at starte - sådan rigtigt. And then what? Jeg er begyndt at lure lidt på jobsiderne. Men efter snart otte måneder som omvandrende måltid, sosu-assistent og dagplejemor, er der sgu ikke mange akademiske tanker tilbage. Jeg aaaaaner ikke hvad jeg skal, kan eller vil. Og der er i øvrigt heller ingen jobs at få. Drømme? Dem er der heller ikke så mange af lige nu. Det handler om at få en ansættelse, at komme i gang, at yde noget. Det er ikke lige nu, jeg skal starte min egen bogcafé eller være freelancer eller uddanne mig til kok - bare sådan for sjov. Vi skal have en fast indkomst til alle de der regninger. Bilen skal på værksted, ungerne skal snart have nye flyverdragter og alt det der. Jeeeeeessus, hvornår endte man der? Lad mig nu skide det hele et stykke, rejse lidt rundt i Ecuador - bare for sjov. Tage et motocykelkørekort, bare for at prøve det. Ikke altid prioritere, overveje, planlægge. Grrr.
Hvilken frejdig måde at genstarte bloggen, n'est-pas? Givetvis et grelt tilfælde af post-ferie blues. Ferien var nemlig ret så fucking fantastisk, forresten. Hverdagen lige nu? Not so much. Men lige nu skinner solen, så jeg iler ud i byen og køber mig en kaffe og snuser lidt til alle de andre mennesker.

mandag den 9. juli 2012

At danse fint med sig selv.

Alenetid. Ambivalens, savn, lykke og væren-i-nuet. Når man konstant er omgivet af tre rollinger, og der på en gennemsnitlig dag er ro i sammenlagt et halvt minut, kan det være helt overvældende at være alene. I lørdags sad jeg på færgen fra Aarhus til Sjællands Odde, kun med mine tanker. Ingen stimulanser, udover den dårlige kaffe. Jeg blev helt overmandet af tanker. På vej mod Roskilde Festival, mine dejlige søskende og ditto venner, frihed, ungdom, musik - på vej væk fra tre fantastiske børn (mine) og en fantastisk mand (også min). Tænk sig, jeg har sgu' det hele! Da jeg skulle ud af døren i min 'nye', røde genbrugs-kjole, og havde fortalt drengene at jeg skulle til koncert, så Otto på mig og sagde med sin lille muse-stemme "Så skal du danse fint med dig selv." Og det gjorde jeg.

I tasken havde jeg smøger og brystpumpe, og var klar til at omstille mig til den slags dag, der findes så få af i et fortravlet børnefamilieliv. Sådan en, hvor jeg bare skulle være, nyde og indtage. Og det var fænomenalt. Solen brød frem, mens jeg sad sammen med hele flokken over fadøllerne. Musikken var fantastisk. Jeg malkede ud på et klamt toilet under hip-hop koncert, blev blæst væk af 62-årigt sexsymbol (Bossen over dem alle), krammede med fremmede mænd, spiste flæskestegssandwich ved midnatstid og nåede lige akkurat toget hjem med spændte babser. Hjem til en Sigurd, som absolut ikke havde været tilfreds med, at hans mor havde forladt ham - havde ikke rigtig spist noget, og været brokken hele dagen. Heldigvis havde min søde mand ikke fortalt mig det, så ingen dårlig samvittighed til mig - ikke før jeg kom hjem i hvert fald, og Sigurd overfaldt mine bryster, som om han aldrig ville give slip igen. Dagen i går blev tilbragt i sommerhuset med is, tømmermænd og badende børn. Der er fyldt godt og grundigt op på overskudskontoen. Utrolig hvad en enkelt dans ude i verden kan gøre.

onsdag den 27. juni 2012

Havehip

Min news feed på Facebook er i disse dage fyldt til randen med billeder af hjemmelavet hyldeblomstsaft. Bevares, det er da også virkelig lækkert, og ja, jeg har også selv været i gang. Men er det ikke lidt sjovt, at det med at være hjemmesyltende og delvist selvforsynende pludselig er the shit? Det er pludselig blevet supercool at sige, at man bare synes det er SÅ skønt med en køkkenhave. At der bare er noget livsbekræftende over at gulerødder og jordbær bare er LIGE UDEN FOR DØREN! Have er det nye statussymbol. Og bor man i byen, er det ingen hindring, for så kan man jo lave drivhus i vindueskarmen, gro græs på altanen og andre urban gardening tiltag.
Nu lyder det som om jeg kun har latter tilovers for fænomenet, men jeg er da mindst ligeså fanget selv. Jeg kan da godt lide at troppe op med en hjemmelavet crumble ("ja, vi havde lige lidt rabarber i haven, der skulle bruges"). Og jeg elsker at lege med og være sådan "Ja, det er bare SÅ fedt at have en have, hvor ungerne bare kan lege frit og man selv kan gå og nusse lidt". Men virkeligheden er, at jeg nok mest er med, fordi det er cool. Det er rigtigt, det er bonderøven, det er det nye. Virkeligheden er, at jeg ikke rigtig gider. Haven er dejlig, men jeg gider ikke rigtig luge eller så eller pille. Ikke sådan fra hjertet. Ungerne gider for det meste også kun være der, hvis de må få deres inde-legetøj med ud. Eller sådan er det i hvert fald nu. Jeg drømmer jo om, at mine bybørn også bliver have- og naturbørn og bare helt af sig selv bygger en hule i træet og tigger om at få deres egen ærteplante. Ligesom jeg selv håber at kunne mærke det meditative i at luge. Måske en skønne dag, hvor man ikke bliver afbrudt hvert femte minut af en der enten skal ammes, trøstes eller tørres bagi...

tirsdag den 26. juni 2012

Kære Guder

Jeg vil til Sydfrankrig. Eller Norditalien. Eller bare et sted hvor man ikke skal gå rundt i uldtrøjer og regntøj i freakin' juni. Og sikkert også juli. Der hvor vi har ferie, lige præcis. Ja undskyld min vejrpessimisme, men jeg snart ikke mere faith in the Gods of Weather.
Nå, men vi kom i gennem weekenden med nød og næppe, lidt Sankt Hans-druk med gode venner og hjælp fra bedsteforældrene. Nu er det så Sigurd der er syg. Vi kører altså på tredje uge med syge børn - et af gangen. Og så vil vi gerne fredes af the Gods of Diseases. Tak.

lørdag den 23. juni 2012

Hangover

Åh jøsses, havde jo glemt hvordan tømmermændene føltes. Altså dem, der kommer efter en nat med babyfest og dansen rundt med skrigende baby på armen 1-2 gange i timen. Det gik lige sådan ok med de nætter, indtil nu. Nu er der satme fest. Sigurd fylder 6 måneder om en uge, og måske tager han bare forskud på festlighederne. Svimmelhed, kvalme, hovedpine og en absurd trang til kanelsnegle, det er baby-tømmermænd, når de er bedst.
Min kære husbond vandt lodtrækningen og fik lov at tage til voksenfest i børnehaven i går. Han kæmper til gengæld nu med både baby- og øltømmermænd og der findes absolut ingen kære mor her på matriklen.
Otto er til fødselsdag hos sin kæreste, Anton har også legedate om lidt, og så skal mor her pleje sine tømmermænd med føromtalte kage og liggen på langs. Vi skal jo være friske til den årlige bålfest i silende regn - og i aften er det mig der drikker!

fredag den 22. juni 2012

Som de andre gør

Nogle gange kan det være svært at lukke af for Das Leben Der Anderen. Alle de andre, hvis liv man får indblik i i glimt. Man tror, at dem med blommetræet i haven altid har solskinsvejr og blommer på træet, og at dem med den mand, der overrasker med blomster, aldrig har noget at sige undskyld for. Men man tager jo nok fejl. Alle har konflikter med deres børn over spisebordet engang imellem, uanset om det er fra IKEA eller Bolia. Alle har unger, der ikke gider det, man selv lige synes, de skal, selv om de har lavet hyldeblomstsaften selv. Og hører man historien om, at børnene da selv var med til at plukke hylden og lave saften, er det som oftest ensbetydende med de klassiske 5-10 mins entusiasme omkring projektet, og de resterende timers arbejde og oprydning by Mutti.
Jeg øver mig i at kigge på mit eget lille liv uden at have de andres som målestok. For der er altid et eller andet med målestoksforholdene som er forvrængede, og det er jo aldrig hele siden man ser.

mandag den 18. juni 2012

Voksenvippen

Babyalarmen brummer, men jeg drister mig alligevel til at blogge lidt.
Jeg er omgivet af mennesker, som er på vippen. Nogle er på vippen til at blive voksne, andre på vippen til at blive gamle. Et sted er nogen på vippen til at blive skilt, mens de det andet sted er helt nyforelskede og på vippen til at stifte familie. Mine børn er konstant på kanten - den ene fase afløser den næste, og disse overgange er efterhånden en konstant tilstand. Jeg selv er egentlig bare midt i det hele. Nogle dage er jeg lige ved at blive rundtosset over, at jeg ikk ved, hvor vi skal slå os ned og andre dage elsker jeg, at vi ikke ved hvor vi er om 10 år. Der er udsving i takt med et særligt 4-ugers skema, men inde bag disse er der en ganske konstant linje, som holder det hele sammen. Jeg er lykkelig. Jeg er lige midt i det hele, og bliver for hver dag, der går, mere og mere skarpsynet på det der liv. Det handler om at være glad for det man har. There, I said it. Var det ikke genialt? Livsforandrende? Skal jeg ikke skynde mig at lave en bog om det? Hemmeligheden bag det hele. Så bliver jeg også millionær, og dermed naturligvis endnu mere lykkelig.
Jeg vidste det jo godt, men ved det alligevel først nu. Og om 10 og 20 og 50 år, vil jeg nok kigge tilbage på mit knap-30-årige jeg og smile lidt overbærende over sandheden, som i mellemtiden er blevet 10, 20 og 50 gange tydeligere.
For 10 år siden blev jeg student. Havde det hele for fødderne, livet, den store kærlighed, udforskningen af verden og drømmene. Men var jeg glad? Lykkelig? Sikkert. På den der nervøse og hektiske måde. Som da man som 10-årig blev ubestemmeligt lykkelig over duften af en sommeraften, uden at kunne forstå at det var vennerne, rulleskøjterne og syrenerne der var ingredienserne.
Jeg har siden lukket en masse døre. Jeg kommer ikke til at leve boheme-livet i New York med mig selv og rødvin og forfatterdrømme. Jeg får ikke en mand, som kan lide at lave mad eller som er mørk og mystisk. Men jeg har tre dejlige børn, en ditto mand og en hverdag fyldt med dejlige mennesker og timer. (Og jaja, også lort og ligegyldigheder og opvaskemaskine der ikke tømmer sig selv). Men jeg er vel egentlig på vippen til at være voksenlykkelig.

fredag den 15. juni 2012

Ungt blod?

Solen skinner over Aarhus, jeg lakerer negle og malker ud og glæder mig for sindssygt til en hel dag med lækker musik på Northside. Så sagde vi gerne, at jeg var hende den unge med smøgen i den ene og fadøllen i den anden hånd, som dansede frit og vildt til musikken. Og ikke hende med de sorte rander under øjnene, der kom lige fra havregrøden og vasketøjet og egentlig bare gerne vil sove. Heldigvis skal jeg have min unge, sprøde søster med, så mon ikke hun smitter lidt af?

onsdag den 13. juni 2012

Togtur til Vejle

Okayokay, ikke hver anden dag. Men jeg er lovlig undskyldt! Ligger lige nu på sofaen med en feberhed Anton, har lige puttet en nedbrudt og nyslået børnehavedreng og før det, en feberramt og skrigende 5 måneders. Siden sidst har jeg været et smut i København og leget 20-årig (dog med Sigurd på slæb, men som tre-barns mor er ét barn jo lig ingen). Til bogfest med for meget vin og for lidt Genesis, brunch i byen, gåtur med gammel veninde og ungdomsfest hos lillesøster med Sigurd i babyalarmen. Morten og jeg har byttet plads mellem Aarhus og Kbh den sidste uge, og han er lige på trapperne nu. De sidste par dage har jeg haft en veninde til at bo på sofaen, og nu trænger jeg - som så ofte før - til alene-uge på Vejlefjord. Eller bare en nat på Sabro Kro. Eller en time på cafeen. En halv på sofaen før nogen kommer hjem og vil snakke og kysse und so weiter. *
Jeg er træt.

*LÆS forresten Fuhrmanns "Længsler og leverpostej" om emnet. Fantastisk ærlig, vedkommende og SPEJL!

torsdag den 7. juni 2012

Danse i mørket

Åhjo, det skal nok blive en god sommer. Selvom min kære mand får travlt, og jeg får børnene. Selvom det kommer til at pisse ned det meste af juli ligesom sidste år. Selvom vi ryger ud af EM i første runde og selvom jeg ikke er helt bikini-klar. Også selvom jeg ikke får sovet om natten og drengene driller hinanden. For jeg skal til Roskilde og stå i natten og danse med ham her:


Åh, det skal nok blive en god sommer.

onsdag den 6. juni 2012

Børnehaveliv

Så har jeg to børnehavebørn. Otto er simpelthen så sej. Den dreng er belagt med teflon og rullet i solskin. Han tager sgu' alle små og store udfordringer med oprejst pande og et glimt i øjet. Startede i fredags, og var fra første færd bare frisk på at køre ræs med de store og kysse med pigerne. Slet ikke dumt med sådan en integreret institution, hvor man som nyslået børnehavebarn kender alle de voksne, de fleste af børnene, huset og legepladsen.
Anton synes stadig, det er svært at sige farvel om morgenen - selv efter 1,5 år i børnehaven. Han kan ikke helt finde ud af at komme ind i dagen, og bliver mut og ked, når jeg siger farvel. Måske også endnu sværere for ham nu, når han ser mig trille afsted med Sigurd hjem til en hyggedag, som han også gerne ville være med til. Det er han også af og til, men han skal jo altså også have sit eget liv. Han elsker at være i børnehaven og har masser af gode venner. Men det er svært at sige farvel. Jeg havde lidt håbet, at det at Otto nu er der, ville gøre det lettere for ham, men nej. Otto går bare i gang og råber "hej-hej Mor", mens Anton klæber sig til mit ben og siger "Du må ikke gå, Mor". Av. Men jeg holder fast i, at han forleden sagde til mig "Jeg blev ked af det, da du gik, men så fik jeg en krammer af Anette og så var jeg bare glad hele dagen. Glad og glad og glad".
Men sådan er han bare. Han er så følsom, og det er på mange måder fantastisk. Han er utrolig omsorgs- og ansvarsfuld, kærlig og dejlig og betænksom. Men nogle gange spænder det ben for ham, at han mærker alting så tydeligt. Hvis bare man kunne lære ham at skelne. Bruge det på den bedste måde og lære at lukke nogle af de mange overvældende indtryk ude.
Ellers må han bare blive kunstner!

lørdag den 2. juni 2012

Hjemme-dilemma

Jaja, se nu hvor jeg blogger!
Jeg er i øvrigt sur - bare til en orientering. Ikke på grund af noget, egentlig. Mest fordi jeg er forvirret og frustreret og fuldstændig begravet i børn og oprydning. Jeg er jo som bekendt på barsel. Nu med et 5 måneder gammelt barn, som er gået all in på grød og mos og grat. Altså tilbringer jeg usundt meget tid hjemme. Der skal jo afleveres børn, puttes baby, ryddes op efter morgenmad, drikkes kaffe i ro og mag, ordnes vasketøj/tømmes opvaskemaskine og så videre i damage control'ens navn. Og så vågner barnet og skal stimuleres og kysses og fordres og afgrattes og puttes igen. Og så lidt pusten ud foran computeren, lidt mere praktisk skæg og ballade og måske, på en god dag, en lur og et bad. Og så skal de andre børn hentes. Og så skal de fodres, underholdes, hjælpes med alt lige fra at tørre røv til at samle LEGO, og så skal de fodres igen, bades og puttes. Og så dør man så selv lidt af træthed foran computeren og så på hovedet i seng. Altså, jeg kommer ikke meget ud! Og måske er det derfor, at tankerne for øjeblikket kværner rundt i det der med bolig.
Vi har jo fået et superhyggeligt lille (LILLE) halvt byhus med en lille (LILLE) have. I det dejligste kvarter, virkelig. Med fordboldbaner og legepladser i baghaven og skolen lige overfor. Men for sevans, hvor er her trangt. Jeg kanter mig rundt og støder hele tiden i et møbel eller en væg (altså i overført betydning, ik?) Og her er mørkt. Og jeg drømmer om lys og luft. Jeg drømmer om at have plads til masser af gæster uden at man er nødt til at spise i hold, og jeg drømmer jo også om at mine unger drøner rundt ude i den store, smukke have (som i øvrigt helst skal have egen gartner). Jamen, så køb dog et hus uden for byen, dame! Kunne man tænke. Problemet er bare, at jeg/vi er indgroede bymennesker. Det sidder i rygrad og negle, at et par fritimer skal bruges på en cafetur eller en slentretur i byen med snakke og drømme og kiggen på mennesker. Og ikke i haven, fx, eller med at få ordnet et eller andet husligt projekt. Vi købte fx et legehus til haven i oktober, som vi siden da har snakket om at vi skulle have malet. Stadig træfarvet. Alt er tæt på og alt er nemt. Men et hus på den størrelse, som jeg drømmer om koster rundt regnet 5 mill. herinde. Og nej, dem har vi satme ikke. Eller får. Oh, but what to do??!! Alle i min omgangskreds er enten lige på vippen til at købe hus, snakker om det, tænker på det eller (som alle vores forladte Københavner-venner) insisterer benhårdt på at blive i byen, koste hvad det vil. Men jeg ved sgu ikke. Jeg ved ikke om min spat er barselsrelateret, eller om jeg er ved at blive så voksen, at jeg er villig til at opgive byen for den store have og mere plads.

fredag den 1. juni 2012

Nysommer

Kan man ikke godt lave nytårsforsætter den 1. juni? Nysommerforsæt? Det er da også lidt lettere at være motiveret, når solen skinner, end når det slud'er udenfor. Den 1. januar i år var jeg nemlig travlt optaget af at tude over min to dage gamle baby, så der var ikke lige tid til de store planer om halvmarathon og karriereplaner. Men nu synes jeg snart, at jeg har brug for nogle mål. Planer, ideer, som jeg vil holde mig selv fast på. Og hvilket bedre sted end i denne top-anonyme offentlighed?
1. Jeg vil løbe. Ikke halvmarathon, bare nok til at jeg bliver glad over vinden i håret og musikken i ørene.
2. Jeg vil blogge. Ikke hver anden måned, men hver anden dag. There, I said it. Nu må mine læsere gerne skælde mig ud, hvis jeg pjækker.
3. Jeg vil have gang i min hemmelig selvstændighedsdrøm. Jeg er færdig med at sidde og hensygne i dagpengeland og have ondt af mig selv og bebrejde krisen. Det er dybt urealistisk, det jeg har planer om, men jeg skylder altså mig selv at prøve. Og forresten, når jeg så gør det, ikke? Så skal jeg helt sikkert suge al læring omkring PR og branding og blogging ude af hende her. Sørme om hun ikke deler ud af sin viden i diverse gratis e-bøger, som jeg må begrave mig i. Jeg får allerede masser af inspiration i min indbakke fra Julias Mini-Magasin, som udkommer et par gange om måneden. Og helt ærligt, ik? Så er det det ENESTE af de 50 forskellige nyhedsbreve jeg modtager, som jeg rent faktisk læser. Hermed anbefalet VARMT, hvis du interesserer dig bare en lille smule for at skrive, for at udtrykke dig selv og for nye tendenser.

Tre nysommerforsæt er nok rigeligt.

onsdag den 23. maj 2012

Strejke

Den slags dag, hvor man bliver afbrudt i søvnen, badet, morgenmaden, bloggeriet, tankerne - konstant. Dem, hvor der ikke er nogen til at tage over, så man liiiige kan få fem minutter, hvor man bare kan sidde og glo ud i luften. Dem har jeg lige haft ti af. Ti. Derfor den lange stilhed herfra. Morten har pissetravlt med alt muligt i København, Polen, Randers og alle mulige andre steder - and where does that leave me? Yep. Jeg fik æren af børnene. Alene. Eftersom samtlige bedsteforældre og andre onkel-typer var henholdsvis på Mallorca, Samsø, i Rom eller New York. Og nå ja, institutionen havde jo ligesom også lige lukket et par dage, ikke? Så jeg er brugt. Jeg får spat bare nogen så meget som tænker på at bruge ordet "mor". Hallo, spørg lige en anden, ikke? Få lige en anden til at hjælpe med det der LEGO, den der ble eller det der mad. Jeg strejker. Heldigvis kommer faren hjem i aften. Og så skal vi i sommerhus. Og JEG skal holde fri.

mandag den 7. maj 2012

Knopper

Skoldkopper. Og så behøver jeg vel strengt taget ikke sige mere? De to ældste drengebørn er fuldstændig spættede overalt på deres små kroppe, feberhede og i det hele taget bare slået hjem. Det mindste drengebarn tager ikke imod (kunne egentlig være fint, hvis man bare kunne få dem alle overstået!). Til gengæld vågner dette mindstebarn hver evig eneste halve time (ja, også om natten.) For fanden. JEG får knopper af at være husfange og varte op, trøste nat og dag og være taknemlig for en times sammenhængende søvn.
TIL GENGÆLD: Vores vidunderlige lille have er sprunget ud i fuldeste flor. Jeg havde aldrig nogensinde troet, at jeg skulle blive sådan en, der får seriøs optur over at luge og ae lidt på den fine rabarber. Jeg tusser rundt mellem krydderurterne og bliver lige 10% lykkeligere af at se mine børn pille ved bænkebiderne og spørge hvordan blomster egentlig kommer ud. Lille er den, haven, den er jo i byen, men der er små kroge og gemmesteder alligevel, og jeg glæder mig til at sætte Sigurd på et tæppe med en solhat og et smil på sine fede kinder.
What else, skal jeg skrive lidt om at vi har rykket rundt i stuen? Sommerdæk på bilen eller sladder om naboen? Eller skal jeg hellere fortælle om at jeg drak mig fra sans og samling til damemiddag for nogle uger siden, dansede på bordet og spiste fallafel på vej hjem? Jeg er sgu lidt sammensat for tiden. Den ene dage føler jeg mig hip og ung, og den næste dag som en 45-årig småborgerlig storblomstret. Den ene dag går jeg all in på barsel og dyrker babysalmesang og ammehjerne. Dagen efter får jeg SPAT og gylper lidt bitter galde udover manden og synes det er voldsomt uretfærdigt, at det er ham der er ude i verden, dyrke sin passion, tjene penge, drikke øl, bruge sig selv til andet end at være til rådighed. Og så sidder jeg bare der, ik? Med unger (og lort) op til halsen og drukner lidt i praktiske gøremål og selvmedlidenhed. Vi får først vuggestueplads til Sigurd den 1. december. Og min mand "ville jo viiiiiirkelig gerne tage barsel, men eftersom han er selvstændig (og i øvrigt har deadline på ny plade selvsamme 1. december)  kan han jo desvæææææære ikke". Hm. Gode forslag til hvordan man realiserer sig selv og sit enorme potentiale (indenfor hvad ved jeg ikke helt endnu) mens man er på barsel med et ekstremt søvnfattigt barn??


tirsdag den 10. april 2012

Dagens ret

Goddag og velkommen til mit månedlige statusindlæg! Sløjt står det til. Altså med bloggeriet, ikke med livet. Jeg synes bare, sjovt nok, at tiden går så ultra stærkt. Sigurd er allerede 3,5 måned. Jeg læser fast med hos søde Louise hos maminka, som lige nu går og venter bravt på sin tredje søns ankomst. Jeg har allerede glemt det, jo. Ventetiden, fødslen, ankomsten. Den første spæde tid, hvor alt var nyt og skrøbeligt. Nu er Sigurd tyk og glad og alle har glemt, at han ikke altid har været her. Selvfølgelig har vi da tre børn - alt andet virker helt forkert.
Jeg øver mig på at snuse den ind, hverdagen. Og tiden. Så man ikke glemmer at se den og kommer til at glæde sig alt for meget til dagen er slut, ungerne puttet, så man kan se fjernsyn, så man kan komme i seng, så det kan blive weekend, så det kan blive hverdag, så børnene kan blive store, så man kan blive gammel, så man kan dø. Hvad er det nu man skal nå? Jeg øver mig i at sætte slowmotion-funktionen til, så man når at opfange alle de små ord og følelser, der flyver igennem luften på sådan en halvgrå tirsdag. Karrieren og drukturene og rejserne og faldskærmsudspringene (som om) må vente. Lige nu er der små, tykke og absolut spiselige menneskebørn på menuen.

tirsdag den 13. marts 2012

Slut

Jeg elsker det her. Mand og ældstebørn sendt afsted, mindstebarn puttet, kaffen varm og pålægschokolade på bollen. Ahhh. Det er noget med, at man skal nyde de små stunder af dejlighed, ikke? Og ikke tænke for meget på, at jeg fra nu og (forhåbentlig) resten af livet har tre børn, som alle skal have en lige stor portion kærlighed, opmærksomhed og nærhed. For når jeg tænker den tanke får jeg en lille smule klaus. Altså, ikke fordi jeg ikke elsker dem alle umådeligt højt, vel? Bare fordi, at det sgu' er lidt voldsom en tanke. Tre børn. Lige nu fylder de alt. Den ene spiser af mig, den anden kravler på mig og den trejde taler til mig ... konstant.
På den ene side glæder jeg mig helt vildt til Otto skal i børnehave om tre måneder. Til han smider bleen og sutten og leger med de store. På den samme side glæder jeg mig til Anton skal i skole og til han selv kan gå hjem til sine venner og spille guitar og fodbold og sådan. På den helt modsatte side er det jo helt vanvittigt at tænke på ... (indsæt selv den gamle vise om, hvor tiden dog går og ungerne flyver fra reden).
Vi har besluttet at Sigurd skal være den mindste og sidste i vores rede. En svær beslutning, en kæmpestor en. Aldrig mere gravid? Aldrig mere føde? Aldrig mere møde et nyt lille menneske, som man skal dele sit liv med? Øv, men nej tak. Vi skal videre i vores liv. Vi skal prøve næste fase sammen med vores drenge, den der findes efter bleerne og de søvnløse nætter. Den hvor vi alle fem kan opleve sammen, og hvor jeg kan skride fra det hele i en uge uden at nogen dør.
Jeg glæder mig. Men holder også krampagtigt fast i denne tid, hvor Sigurd stadig er helt blød og duftende , hvor Otto stadig snakker lidt vrøvlet og hvor Anton stadig stiller spørgsmål som "hvordan smiler babyer, egentlig?" og gerne vil kysse og kramme, uden at han synes, jeg er pinlig.

tirsdag den 28. februar 2012

Tid

Jo længere tid man har været væk fra sin lille blog, jo sværere er det jo at vende tilbage. Jeg gør det igen og igen. Holder pause og får ikke lige skrevet, alt imens det der virkelige liv drøner derudaf - på en gang i slow motion med ekstra close up og samtidig med den fede finger på fast forward. Lillen, Sigurd, er to måneder om lidt. Min krop er kommet sig over graviditet og fødsel, det føles som om det var i en anden tidsalder, jeg var gravid. Nætterne er stadig aldeles fucked, men dagene dejlige. Anton er blevet så stor og fornuftig og følsom, Krudtuglen Otto starter i børnehave om tre måneder og siger hele tiden sætninger, som man ikke kunne drømme om, han kunne sige og finder konstant på nye gøglernumre. Manden er startet på pladeindspilning i København, hvilket involverer to-tre dage om ugen med solo-morskab - og masser af mormor-love, heldigvis. Der er vintergækker og erantis overalt i vores lille byhave. Jeg længes efter den nyfødte baby, den forskræmte fugleunge som kun kunne ligge helt tæt og trygt ved mig. Ham som allerede nu smiler skævt ud gennem de runde kinder, og er på vej ud i verden. Jeg glæder mig over mine store drenge, som elsker hinanden overalt på jorden og leger sammen uafbrudt. De taler så pænt til hinanden og løser efterhånden de fleste konflikter selv. Endelig indkasserer vi bonussen ved at der kun er halvandet år i mellem dem - det var sgu' en benhård og dristig investering, men det giver tifold igen nu - snart tre år efter!
Vi er gode til at være forældre sammen. Vi er pisseseje i modvind og søvnunderskud, og gode til at nyde lykken på solskinssøndag på legeplads med glade børn og god kaffe. Vi skændes over rod og rengøring, men ved at det ikke stikker så dybt. Vi har været sammen i ti år til sommer. Vi var tyve, da vi mødte hinanden, og tror nok stadig at vi er så unge, selv om vi har Volkswagen, lejlighed, børneflok, vielsesringe og gæld sammen. Jeg håber vi altid vil være tyve sammen.
Jeg drømmer om en tur til Bali eller USA eller bare Lalandia. Et kolonihavehus engang? Et job, som gør at man kan rejse til Zanzibar engang i mellem, bare for at skrive og dykke, og et krydderurtebed i haven, så man altid har persille. Tror jeg starter med det sidste, det virker mest realistisk lige nu. Det andet skal jeg nok nå.

mandag den 13. februar 2012

Ilddåb i stikordsform

Her køres på de absolut sidste dråber af reservedunken. Tre døgns alenemor med tre små drenge. To af dem skiftevisi syge, en af dem i en art søvnstrejke, et vigtigt møde, hvor sidstnævnte og sidstfødte måtte medbringes og tilfældigvis ikke sov undervejs, nætter som er helt til grin og bedsteforældre som alle usandsynligvis er bortrejste på samme tid, netop som Manden skulle starte på arbejde - tre dage i Berlin. Så har man da prøvet det. Og, hvis jeg selv skal sige det, bestået til UG. Fra nu af bliver det der trebørns-show da a walk in the park!


- Posted using BlogPress from my iPhone

tirsdag den 31. januar 2012

Overlevelse

Sådan en dag ovenpå sådan en nat, I ved. For satan, hvor det barn dog sover elendigt. Absolut ikke hans stærke side. Sløret syn, hovedpine og flossede nerver, alt for meget kaffe. Trætte storebrødre, overtræt mor som tager dem med på tur i Storcenteret fra Helvede, for at købe fødselsdagsgave til far. Hyggeligt nok, indtil den ene bryder sammen i Fætter BR og den anden i Rasmus Klump legeland. Mægtigt. Hjem til aftensmad og tigerspringsbaby, som kun vil sidde tapet til min krop. Det er en af de dage hvor man glæder sig en lille smule, til yngel er puttet, så man selv kan splatte ud. Det skal blive godt med en god nats søvn - nåh nej. - Posted using BlogPress from my iPhone

torsdag den 26. januar 2012

Sandhed + konsekvens

Nåja, sådan er det jo så ikke hele tiden, vel? Det er også psykolatterligeskod-nætter med tre børn vågne på skift. Morgener med brok og hylen og fedtet hår og sure miner. Aflevering med gråd og dårlig samvittighed. Kold kaffe og hovedpine og en gåtur, hvor man hele tiden får håret i øjnene og babyen skriger, så snart man står stille i et sekund for at pille hår ud af øjnene. En babyalarm, der ikke virker og mere dårlig samvittighed, en mand der lige om lidt starter på sin hverdag, som indebærer mange ture til København. Tøj, der sidder helt skævt og maveskind som ligner et bombekrater og en muggen ost i køleskabet. Oh well, i det mindste er vi alle sunde og raske (jinx).

onsdag den 18. januar 2012

Barsel holder!

Selv om nattesøvnen ved Gud har set bedre tider, er det jo helt vidunderligt det der med at være på barsel. Særligt når ens mand også er hjemme og en storartet hyggefis ligesom en selv. Aldrig har jeg drukket så meget kaffe og gået så smukke ture, og dagene går med at tude lidt af lykke ned i håret på det yndige barn, som er roligheden selv (so far, I know). Hente store børn og nyde den slags kaos, der findes mellem 15.30 og 20, og derefter splatte ud over sofaen med mindsteklump på maven og se gode amerikanske serier. Serier er i øvrigt den nye film. Genialt, når man ikke kan holde sig vågen i længere tid end 1 time. Lige nu er vi i gang med Six Feet Under - noget så sexet som en dramaserie om en amerikansk bedemandsfamilie. Okay, den er bedre end man tror, promise!
Indtil videre er det fantastisk at være på barsel - jeg har jo også en vis erfaring med det efterhånden. Er det mon noget, man kan tjene penge på?

søndag den 15. januar 2012

Ka' selv

Jeg har tit i al hemmelighed betragtet mig selv som værende den bedste forælder. Den som hele tiden lige har været på forkant med børnenes behov, den som bedst ved hvordan man taler pædagogisk korrekt og den som husker alle detaljerne lige fra d-dråber og forældremøder til alderssvarende stimulans og ormekur. Jeg blev klogere. Nød lærer kontrolfreak at back'e off. De sidste par måneder af min graviditet var der gang i hornmonerne og lavt energiniveau. Jeg splattede mest bare ud på sofaen og hidsede mig meget let op. Dog kun til at kommandere rundt med de andre og kommentere på Mortens måde at lave havregrød eller smøre madpakker på. Meget irriterende opførsel. Morten var solo forælder for drengene og det gik langsomt op for mig, at når jeg blandede mig udenom og lod ham komme til og klare skærene og hverdagen på sin måde, gik det så fint. Ingen konflikter, ingen anfald af nogen art og sørme om børnene ikke havde rent tøj og tænder alligevel. Han havde endelig fået lov til at vise hvor sej, rolig og enormt kærlig og overskudsagtig en far han i virkeligheden er. Og han er kun blevet sejere efter Sigurd er kommet. Tænk, hvis jeg bare havde vidst det fra start. Så havde jeg ikke behøvet at tro at jeg skulle vide og huske det hele;-) - Posted using BlogPress from my iPhone

torsdag den 12. januar 2012

Skyggearbejde - moi?

Har hørt, at der er noget der hedder skyggearbejde. Noget med at man skal hive de mindre flatterende sider af sig selv, dem man er flov over, frem i lyset og se dem i øjnene. Det samme gælder i mor/barn-relationen, vist nok. For nogle af de sider, som irriterer mig allermest ved mig selv, dem har Anton arvet. Direkte overførsel. Og så er de jo ligesom rimelig meget in your face, de der karaktertræk. Otto har så arvet skyggerne fra sin far. Og nu er det sjovt nok sådan, at jeg kan blive hysterisk irriteret på Anton når han spiller et af kortene fra den bunke (og det samme gælder Morten/Otto-relationen).
Jeg har SÅ svært ved at rumme, når han hyler over (for mig at se) ingenting/at hans Lynet McQueen er blevet væk (for at blive fundet fem minutter efter). Jeg har SERIØST svært ved at rumme, når han og hans følsomme gemyt har brug for hjælp til at få den fred og ro, han trænger til og ikke bare kan være glad og social og ligetil, som sin lillebror. (Undlader her at nævne at jeg ligeså ofte som ham får hystadeflip og smækker døren ind til mit værelse fordi jeg "for helvede da lige har brug for fem minutter alene") Ved godt det er meget forbudt dette her, for det er ligesom det vigtigste man skal som forælder, nemlig at rumme sit barn med alle dets behov og særheder og hjælpe det til at tackle det svære osv. Nuvel. Det hjælper jo altid at bekende sine synder og få det ned på skrift, så nu går jeg ud fra, at det hele ordner sig selv... Det ser i hvert fald grimt ud på skrift, og er stærkt motiverende for mig og mit skyggearbejde.

søndag den 8. januar 2012

Stolthed

Gider ikke tage de sædvanlige forbehold med nemesis osv., vil bare have lov til at nyde hvor dejligt det hele er indtil videre. De to (små) storebrødre har taget imod lillebror på allefineste vis. Anton kan slet ikke få nok af ham, og det er så stort at se hans kæmpe omsorgsgen in action. Han er så kærlig og betænksom og stolt. Otto tager det, som det er altid er tilfældet med ham, oppefra og ned. Synes Sigurd er sød og ae-ae og siger bare "nå-nå", hvis jeg er optaget af amning og ikke lige kan hjælpe ham med det vuns. Og de to store(!) finder hele tiden tryghed i hinandens selskab. Nøj, hvor er vi stolte. Kender I det med at man midt i aftensmads-grat og larm finder sin kærestes blik, og det blik rummer alle de ord og følelser man ikke lige når at sige til hinanden i hverdagen? Stort. Nå, ikke flere glansbilleder herfra - næste indlæg bliver nok noget med søvn og hængebryster;-) - Posted using BlogPress from my iPhone

torsdag den 5. januar 2012

Boblen

Okay, here goes.
Torsdag eftermiddag i sidste uge var jeg så godt og grundigt træt. Af at være gravid og tung og træls. Af mine institutionstrængende børn, som jeg ærligt talt ikke lige orkede den dag, og af at det var ukristeligt længe siden, at manden og jeg havde været ude at spise. Alene. Derfor var vi ikke sene til at ringe til svigerforældrene og bede dem tage afkommet med til forstaden. Ud i byen med os, lækker mad, intime snakke, hjem på sofaen med et kilo snoller, lidt knald + en Faxe Kondi og en actionfilm. Det var åbenbart det, der skulle til. (Seriøst, det er så freaky med det Faxe! Har læst og hørt om rigtig mange, der har født natten efter at have konsumeret en halv liter druesukkersodavand - og det var sgu' da også derfor jeg insisterede på at det var det, vi skulle have. Har da ikke drukket en sådan siden 90'erne.) Nå, men gik i seng med lidt plukveer (men det var jeg jo så vant til) og tænkte ikke videre over det. Halv to om natten vågnede jeg ved, at jeg havde tisset i sengen. Troede jeg. Rejste mig op, og på vej til toilettet nedenunder, plasker det pludselig udover trinnene med vand - ja, fostervand. Helt spændt og nervøs vækker jeg Morten med de klassiske ord "Skat, vandet er gået". Op med ham, frem med tasken.. og så sidder vi lidt på sofaen og kigger på hinanden. "Hvad gør vi så nu?", spørger vi nærmest i takt. Ringer til fødegangen og fortæller, den rare dame siger "du er jo tredjegangsfødende, så du kommer bare ind, når du synes du skal". Godt så. I løbet af denne ellers ganske korte samtale, kan jeg godt mærke, at vi er i gang. De føromtalte plukveer er på vej til at blive the real deal. Ud i bilen med os og afsted. (Aaaah, varme i sædet er jo fantastisk, når man skal føde!) Syv minutter senere er vi på Skejby. Veerne er der, men på rimeligt overskueligt niveau. Synes egentlig ikke at det sådan gør 'rigtigt' ondt endnu, og er helt bange for, at jeg slet ikke har åbnet mig. Ind på fødestuen - 5 cm, sådan! Den rareste nissejordemoder er hos os på stuen under hele forløbet og giver mig lige præcis al den ro og tryghed, som jeg har brug for. Jeg er sådan en, der er helt stille og inde i mig selv, når jeg føder (lyder som om, det er noget jeg går til - en slags hobby!). Men hun var så rar og jeg var virkelig i sync med min krop. En times tid senere var jeg i pressefase og fandme om jeg ikke selv tog imod ham. Stod på knæ med hænderne støttet på hovedgærdet og hapsede ham, da han kom ud. Damn, det var stort!! En ægte drømmefødsel. Men. To minutter efter at jeg havde lagt mig tilrette for at beundre afkommet, står der pludselig fire mennesker omkring briksen og arbejder meget fokuseret på min krop. Babyen bliver taget fra mig og over til faren. Jeg spørger forskræmt min jordemoder hvad der sker, og hun er så koncentreret om sit arbejde, at jeg blot får beskeden "du bløder". Fuck! Min første fødsel endte på samme vis med masser af blod og hasteafgang til operationsstue, fordi moderkagen nægtede at komme ud. Jeg opfatter dog denne gang at de får hevet moderkagen ud for derefter at GRIBE FAT OM MIN LIVMODER UDEFRA OG PRESSE DEN SAMMEN!! Avforfuckinghelehulehelvedemand! Har ligesom lige født, så lad lige være med at grave ned i min mave og kramme min pænt ømme livmoder. Nå, men det var det der skulle til, for blødningen stoppede inden det blev helt kritisk. Pyyyhaa. Er glad for at jeg var på hospitalet og ikke hjemme, som vi ellers havde leget lidt med tanken om. Får endelig baby over på brystet, ristet brød og varm te og kys af min stolte mand. Vi får lov at blive på hospitalet et døgns tid, fordi de lige vil sikre sig at blødningen er stoppet. Og vi stornyder det!Drengene er hos bedsteforældre og vi får lov til at snuse til baby i ro og fred og få indhentet en smule af den søvn, vi missede på fødenatten. Fantastisk. Nytåraftensdag kører vi hjem til os selv, hvor søde rare mormor har overnattet med drengen, som er helt vildt spændte på at møde lillebror. Og hold nu op, hvor er man farligt tæt på at gå op i limningen af stolthed, når man ser sine to store drenge sidde og ae og kysse på deres fælles lillebror. Dagene efter er gået som sådan nogle gør i barselsboblen. Lidt brystbetændelse her, hormontudeture der, restemad fra fryseren og et minimum af oprydning og kiggen ud over egen familiære navle. Så helt og aldeles enestående. Lige nu nyder jeg det hele og er bange for at trække vejret for at gå glip af noget!

onsdag den 4. januar 2012

!

Så er han her, lillebror Sigurd. Sidder med ham over skulderen og iPhone-blogger med venstre hånd. Derfor kommer den store beretning om fødsel, revnede brystvorter + brystbetændelse, stolte storebrødre og hormonfest næste gang. I dag er han fem dage gammel og ser sådan ud:


- Posted using BlogPress from my iPhone