tirsdag den 13. marts 2012

Slut

Jeg elsker det her. Mand og ældstebørn sendt afsted, mindstebarn puttet, kaffen varm og pålægschokolade på bollen. Ahhh. Det er noget med, at man skal nyde de små stunder af dejlighed, ikke? Og ikke tænke for meget på, at jeg fra nu og (forhåbentlig) resten af livet har tre børn, som alle skal have en lige stor portion kærlighed, opmærksomhed og nærhed. For når jeg tænker den tanke får jeg en lille smule klaus. Altså, ikke fordi jeg ikke elsker dem alle umådeligt højt, vel? Bare fordi, at det sgu' er lidt voldsom en tanke. Tre børn. Lige nu fylder de alt. Den ene spiser af mig, den anden kravler på mig og den trejde taler til mig ... konstant.
På den ene side glæder jeg mig helt vildt til Otto skal i børnehave om tre måneder. Til han smider bleen og sutten og leger med de store. På den samme side glæder jeg mig til Anton skal i skole og til han selv kan gå hjem til sine venner og spille guitar og fodbold og sådan. På den helt modsatte side er det jo helt vanvittigt at tænke på ... (indsæt selv den gamle vise om, hvor tiden dog går og ungerne flyver fra reden).
Vi har besluttet at Sigurd skal være den mindste og sidste i vores rede. En svær beslutning, en kæmpestor en. Aldrig mere gravid? Aldrig mere føde? Aldrig mere møde et nyt lille menneske, som man skal dele sit liv med? Øv, men nej tak. Vi skal videre i vores liv. Vi skal prøve næste fase sammen med vores drenge, den der findes efter bleerne og de søvnløse nætter. Den hvor vi alle fem kan opleve sammen, og hvor jeg kan skride fra det hele i en uge uden at nogen dør.
Jeg glæder mig. Men holder også krampagtigt fast i denne tid, hvor Sigurd stadig er helt blød og duftende , hvor Otto stadig snakker lidt vrøvlet og hvor Anton stadig stiller spørgsmål som "hvordan smiler babyer, egentlig?" og gerne vil kysse og kramme, uden at han synes, jeg er pinlig.

5 kommentarer:

  1. Og duman glæde dig til næste fase. Har drenge på 6, 10 og 14. Jeg elskede at have babyer og små børn, virkelig elskede og det var svært at beslutte sig for at tre børn var nok, men det er også helt fantastisk at se dem blive store og selvstændige - og få mere tid til sig selv lige pludselig. Og jeg må endda stadig gerne kysse på dem! Enjoy

    SvarSlet
  2. "Den ene spiser af mig, den anden kravler på mig og den trejde taler til mig ... konstant", hvor er det bare godt beskrevet. En dag håber jeg, at kunne låne de ord af dig.

    Og det er noget underligt noget det med børn. Vi har jo i princippet fået 3 af dem - men nåh ja den ene vil altid mangle... om det er derfor, at jeg ikke føler mig færdig med børn. Endnu. Det ved jeg ikke.

    Jeg ved bare, at jeg gerne vil have en mere. Til næste år runder jeg de 40, så vi skal heller ikke vente for længe, men vi skal være to om det og jeg er ikke sikker på, at min mand er lige så klar som jeg er.

    Og hvad så hvis den sidste ikke kommer. Jeg er ikke afklaret, men det bliver jeg jo nok.

    :)

    SvarSlet
  3. Vi har også besluttet at vi er færdige herhjemme. Jeg håber bare, at jeg/vi husker det om 5-8 år, når det stadigt liiige kan nåes at få en lille baby inden 40'erne for alvor banker på... Jeg håber at jeg husker hvor hårdt arbejde og hvor mange ting man er nødt til at afstå med en lille baby under armen. Jeg håber det virkeligt! For nu synes jeg at det kunne være sjovt at få alle mulige sjove ubabymindede oplevelser med mindre tre drenge fremadrettet.
    Smil fra Nana og de tre drenge på 5 år, 4 år & 10 mdr.

    SvarSlet
  4. Jeg vidste allerede da jeg var gravid med nr. 2 at det ville blive min sidste. Jeg har/havde ikke mere energi mv. end til 2 børn. Til gengæld er jeg rigtig glad for, at jeg nu kan nyde dem og ikke skal tænke så meget over, at have en 'lille' også.

    SvarSlet
  5. Har netop opdaget din blog - og glæder mig til at følge med! Du skriver virkelig godt - en fornøjelse at læse.
    Mvh Anna

    SvarSlet