Tid

Jo længere tid man har været væk fra sin lille blog, jo sværere er det jo at vende tilbage. Jeg gør det igen og igen. Holder pause og får ikke lige skrevet, alt imens det der virkelige liv drøner derudaf - på en gang i slow motion med ekstra close up og samtidig med den fede finger på fast forward. Lillen, Sigurd, er to måneder om lidt. Min krop er kommet sig over graviditet og fødsel, det føles som om det var i en anden tidsalder, jeg var gravid. Nætterne er stadig aldeles fucked, men dagene dejlige. Anton er blevet så stor og fornuftig og følsom, Krudtuglen Otto starter i børnehave om tre måneder og siger hele tiden sætninger, som man ikke kunne drømme om, han kunne sige og finder konstant på nye gøglernumre. Manden er startet på pladeindspilning i København, hvilket involverer to-tre dage om ugen med solo-morskab - og masser af mormor-love, heldigvis. Der er vintergækker og erantis overalt i vores lille byhave. Jeg længes efter den nyfødte baby, den forskræmte fugleunge som kun kunne ligge helt tæt og trygt ved mig. Ham som allerede nu smiler skævt ud gennem de runde kinder, og er på vej ud i verden. Jeg glæder mig over mine store drenge, som elsker hinanden overalt på jorden og leger sammen uafbrudt. De taler så pænt til hinanden og løser efterhånden de fleste konflikter selv. Endelig indkasserer vi bonussen ved at der kun er halvandet år i mellem dem - det var sgu' en benhård og dristig investering, men det giver tifold igen nu - snart tre år efter!

Vi er gode til at være forældre sammen. Vi er pisseseje i modvind og søvnunderskud, og gode til at nyde lykken på solskinssøndag på legeplads med glade børn og god kaffe. Vi skændes over rod og rengøring, men ved at det ikke stikker så dybt. Vi har været sammen i ti år til sommer. Vi var tyve, da vi mødte hinanden, og tror nok stadig at vi er så unge, selv om vi har Volkswagen, lejlighed, børneflok, vielsesringe og gæld sammen. Jeg håber vi altid vil være tyve sammen.

Jeg drømmer om en tur til Bali eller USA eller bare Lalandia. Et kolonihavehus engang? Et job, som gør at man kan rejse til Zanzibar engang i mellem, bare for at skrive og dykke, og et krydderurtebed i haven, så man altid har persille. Tror jeg starter med det sidste, det virker mest realistisk lige nu. Det andet skal jeg nok nå.