mandag den 28. marts 2011

De voksnes børn

Jeg ved jo godt, det ikke passer. Men i tilspidsede situationer kommer jeg altid til at tænke, at alle andre har meget mere styr på det der med at være forældre. At ingen af de andre rigtige voksne med rigtige familier og rigtige jobs og bil og pension og madplan nogensinde lever i sådanne kaos-agtige tilstande, som vi gør. At de ikke har sådanne mandag morgener, som denne der lige er overstået med hyl og skrig og skrål og trampen og trods og en almen tilstand af kaos. Jeg bliver ramt af en begyndende panik, og vi kan simpelthen ikke komme ud af den hektiske stemning, der ligger over morgenen som en tåge. Andres børn er meget mere velopdragne. Andres børn hyler ikke fordi vanten sidder lidt skævt. Eller råber ad og skubber til hinanden på vej ned af trappen, så hele opgangen kan følge med i optrinnet. Det er jeg sikker på!

(Og det er så nu, I gerne må skrive, at I også nogle gange oplever den helt særlige tilstand af kaos man kan opnå på sådan en mandag morgen efter alt for lidt søvn og med to trætte og gnavne børn. Tak.)

lørdag den 26. marts 2011

Endnu én

Åh-ha. Der er alt for mange indlæg på denne blog, som handler om søvn. Nu skynder jeg mig lige at få det ud af systemet, og så skal jeg nok holde kæft. MEN HVORFOR FANDEN I HELVEDE SKAL DE BØRN ALTID VÅGNE SÅ FULDSTÆNDIG UKRISTELIGT TIDLIGT HVER ENESTE GANG, JEG ER ALENE MED DEM???!!
Ahhhh, det var rart. Har været oppe siden kl. 5 og klokken nærmer sig nu 9, og 4 timer er lang tid at gå og holde på galde. Godt man har sin helt egen gylletank i blogland, så man undgår at blive bitter i fissen (eller hvad man nu siger!) Og undskyld, forresten.
Solen skinner og alt det der.

søndag den 20. marts 2011

Forår og sårn


En anden dagdrøm, som netop er i færd med at gå i opfyldelse, as I write. Sidder på min altan med den skønneste udsigt, lav sol over Århus, øl og cigaret i hånd, børn og mand leger hos overboer, og jeg trækker vejret og nyder mit eget formidable selskab! Skål.

lørdag den 19. marts 2011

Dagdrømme

Så kører vi på 4. weekend som alene-lene. Helt alene er jeg jo ikke, har jo mor, sviger og veninder, but still. You know the drill. Jeg er træt af at være så træt og træt af at træde vande og varte op og karte rundt. Er reduceret til serviceorgan. Tænker ikke sammenhængende selvstændige tanker (udover: Trænger til bad. Må have chokolade. Og vin. Og cigaret på altanen.)
Kan dog godt lige svinge mig op til lidt dagdrømmerier. Drømmer om weekendtur til Barcelona, kun med mand. Drømmer om drømmeferie på (semi)øde ø et varmt sted med nemme børn og glade forældre. Eller bare om en uge alene i New York, skrive en (lillebitte) bog, flirte med fremmede (lækre) mænd og læse og købe. Yoga-retreat i noget græsk øhav, eller bare en tur til Lalandia. Nå, jeg må i seng inden klokken bliver 21, eftersom vores dag jo starter, når andres (min mands) slutter. (*Indsæt bitter smiley*)

fredag den 18. marts 2011

Schmertz

Jeg kan simpelthen ikke holde til at være mor. Alt hvad de børn oplever af svære ting, er jo tusind gange sværere for mig! Hvis de er syge eller har ondt, gør det dobbelt så ondt på mig, og hvis de er kede af det, er jeg også. Da min bror for et par år siden blev dumpet så hårdt, at han ramte jorden med et brag, så jeg et blik i min mors øjne, som jeg pludselig forstod. Når Anton er ked af det, eller Otto slår sig slemt, har jeg samme ekstreme trang til at tage al deres smerte fra dem og så bare smøre mig selv ind i den, så de slipper for den. Her til morgen ved aflevering stod Anton alene i børnehave-garderoben, mens jeg var inde i vuggeren med Otto. Da jeg kom tilbage, stod der to af de rigtig store drenge ved siden af Anton og sagde noget til ham, som jeg ikke helt kunne høre. De gik, da jeg kom, og Anton så helt forkert ud i hovedet og kæmpede for at holde tårerne tilbage. Det samme gjorde jeg. Det viste sig, at de havde sagt noget om hans sko (hans nye seje sko, som blinker når han går, og som har er nærmest lykkelig for at have i sit liv). Han var bare så ked af det og utryg, og det havde været en rigtig ubehagelig situation. Heldigvis overværede en af pædagogerne det og tog sig straks af de store drenge og alle fik talt om det. Anton blev hurtig glad igen, men hele vejen hjem brændte det i halsen og øjnene på mig, fordi jeg bare havde lyst til at tude over, at han skulle have sådan en oplevelse. Slet ikke til at bære. altså. (Og det var jo - trods alt - ikke nogen voldsom episode. Kan slet ikke magte tanken om skolegården og kærestesorgerne og alt det der.)

fredag den 11. marts 2011

Barndommens sorger

Jeg er altid så splittet (som den eneste mor i hele verden, gætter jeg på) når jeg skal være væk fra mine børn. Selv om det kun er et døgns tid, skal de stadig være uden både mor og far i morgen. Og selv om de har nogle skønne bedsteforældre, er det stadig ikke mor og far. Anton er lidt ked af, at far er væk for tiden. Han turnerer hver weekend, og det kan altså være lidt svært at forstå, hvorfor far ikke er bare er her, hvor han jo ligesom hører til. Endnu sværere kan det være at forklare ham, at mor tager med far "på arbejde" i morgen (forresten - en on-going diskussion herhjemme - kan noget kaldes arbejde, når en del af jobbeskrivelsen er afterparty??) De får det jo sikkert ganske hyggeligt og ih og åh og alt det der, men jeg synes stadig det stikker i hjertet, når man rejser fra sit barn. Og det bliver kun sværere, jo ældre de bliver. Otto er stadig glad bare der er mad og storebror i syne, men Anton er trods alt noget mere reflekteret. I nat kom han for eksempel tullende ind i min seng og forklarede mig, at han var ked af det, fordi far aldrig kommer hjem. Åh lillebitte menneske, altså! Tænk, nogle gange synes jeg, det er SÅÅÅÅ svært at være voksen. Og hvad med pension og skat og bil og sex og opvask, men tænk sig at være så lille, at man kan ligge vågen om natten og tro at ens far aldrig kommer hjem (eller at der står en jæger inde i stuen eller at Alfons Åberg er farlig eller at månen falder ned, for nu blot at nævne nogle af de seneste herhjemmefra) Pyha, no wonder at de ind i mellem får brug for at græde, skrige og kaste med noget. Gid vi andre dog kunne reagere ligeså naturligt...

torsdag den 10. marts 2011

Rumpenisse


Altså egentlig lægger jeg jo ikke billeder ud af mine børn, men på dette billede ligner Otto så meget en rumpenisse, at jeg simpelthen måtte dele det. (Åh gud, Rumpenisser = rum-penisser... Nu ved jeg ikke om jeg kan alligevel! Nå, men altså en RUMPE-bindestreg-NISSE)

onsdag den 9. marts 2011

Det bedste af begge verdner

Sidder på min pind på jobkursus. Lad mig end ikke begynde at beskrive hvor meget man får lyst til at tage sit eget liv ved at komme her. Vores underviser, den friske Steen, springer rundt og kommer med 'små drillerier' som skal 'udfordre os og ryste os lidt ud vores comfort-zone'. Herligt og utrolig lærerigt. Ahem.
Nå, men fuck det hele, for jeg starter i løntilskud lige om lidt, og det er faktisk noget, som bliver ret sjovt (håber!) tror jeg. Men jeg vil i virkeligheden hellere lave mit eget! Noget er under opsejling, jeg lover.
Derudover går det fint, tak! Jeg er ovenud lykkelig for at bo her i downtown Aarhus (som det hedder), hvor naboerne kommer på besøg, bedsteforældre står til fri afbenyttelse og alting er tæt på. Hviket betyder at man på én dag kan nå at være på kursus, hente børn tidligt, være til rytmik med dem, spise tidlig aftensmad, tage til et møde og senere på et skrivekursus og alligevel være hjemme i tide til at ramme puden kl. 22. Det er nu lidt smart. MEN, for at der ikke går provins i det hele, tager jeg et smut til skønne København i weekenden og fester med herlige mennesker, mens drengebørnene tuller i farmors store have.

lørdag den 5. marts 2011

ZZZzzz

Oh Jesus. Nu må vi snart ramme Guiness' Rekordbog i manglende søvn. Og med vi mener jeg børnene og mig. Morten sover til kl. 13 i tourbussen. Vi andre, derimod, starter fx sådan en dejlig forårslørdag kl. 4. Det er nu rart, sådan at komme i gang tidligt, så man kan få noget ud af dagen (!)

torsdag den 3. marts 2011

Skal/skal ikke?

- Være selvstændig, altså. Jeg har jo rundet mit første halve år som lediggænger og er ved at være lidt metaltræt i skroget af at søge jobs, hvor det tætteste, man kommer på succes, er rent faktisk at modtage en mail, hvori der står noget á la: "Tak for din ansøgning, vi har fået ca. 600 ansøgninger (no kiddin'!), og det blev så ikke lige dig, vi skulle have". Jeg har ikke været til noget der ligner en samtale, udover det ene sted hvor jeg ligesom inviterede mig selv på kaffe ad to omgange - heller ikke gevinst der, i øvrigt. Nu er jeg så på et af de berygtede jobsøgningskurser, og det er egentlig OK. Noget med noget kompetenceafklaring og persontypetests er vel altid givende. Og om en måned starter jeg så i løntilskud, a.k.a. forlænget praktikophold. Og for at være helt ærlig, så er jeg sgu' ved at være færdig med at være praktikant. Jeg er 28 år, for christ sakes, har en laaaang videregående uddannelse, fast ejendom, mand og børn. Nu vil jeg snart til at tage mig selv seriøst. Og i sidste uge fik jeg så ideen, den helt rigtige. Sådan en af dem, hvor det bare kilder helt vildt i maven, når man tænker på det, og det gør man så hele tiden, fordi det bare er så fedt!!
Men hvori består dilemmaet så egentlig?
Altså, for det første er projektet dybt afhængigt af min partner (som så lige har besluttet sig for at flytte til København!) Første benspænd. Dernæst er min mand jo sådan en slags daglejer-type, som dog har tjent rigtig godt de sidste mange år, men det er altid usikkert hvordan næste kvartal tager sig ud. Samtidig med at han jo (som faste læsere vil fornemme, mildt sagt) ofte er på farten. Min idé ville også indebære noget farten rundt i landet og noget vakkelvorn økonomi, og jeg mener, hvor meget kan man egentlig overskue af den slags? Hm, jeg må i tænkeboks - kommentarer modtages med svedig kyshånd!