Schmertz

Jeg kan simpelthen ikke holde til at være mor. Alt hvad de børn oplever af svære ting, er jo tusind gange sværere for mig! Hvis de er syge eller har ondt, gør det dobbelt så ondt på mig, og hvis de er kede af det, er jeg også. Da min bror for et par år siden blev dumpet så hårdt, at han ramte jorden med et brag, så jeg et blik i min mors øjne, som jeg pludselig forstod. Når Anton er ked af det, eller Otto slår sig slemt, har jeg samme ekstreme trang til at tage al deres smerte fra dem og så bare smøre mig selv ind i den, så de slipper for den. Her til morgen ved aflevering stod Anton alene i børnehave-garderoben, mens jeg var inde i vuggeren med Otto. Da jeg kom tilbage, stod der to af de rigtig store drenge ved siden af Anton og sagde noget til ham, som jeg ikke helt kunne høre. De gik, da jeg kom, og Anton så helt forkert ud i hovedet og kæmpede for at holde tårerne tilbage. Det samme gjorde jeg. Det viste sig, at de havde sagt noget om hans sko (hans nye seje sko, som blinker når han går, og som har er nærmest lykkelig for at have i sit liv). Han var bare så ked af det og utryg, og det havde været en rigtig ubehagelig situation. Heldigvis overværede en af pædagogerne det og tog sig straks af de store drenge og alle fik talt om det. Anton blev hurtig glad igen, men hele vejen hjem brændte det i halsen og øjnene på mig, fordi jeg bare havde lyst til at tude over, at han skulle have sådan en oplevelse. Slet ikke til at bære. altså. (Og det var jo - trods alt - ikke nogen voldsom episode. Kan slet ikke magte tanken om skolegården og kærestesorgerne og alt det der.)