fredag den 18. marts 2011

Schmertz

Jeg kan simpelthen ikke holde til at være mor. Alt hvad de børn oplever af svære ting, er jo tusind gange sværere for mig! Hvis de er syge eller har ondt, gør det dobbelt så ondt på mig, og hvis de er kede af det, er jeg også. Da min bror for et par år siden blev dumpet så hårdt, at han ramte jorden med et brag, så jeg et blik i min mors øjne, som jeg pludselig forstod. Når Anton er ked af det, eller Otto slår sig slemt, har jeg samme ekstreme trang til at tage al deres smerte fra dem og så bare smøre mig selv ind i den, så de slipper for den. Her til morgen ved aflevering stod Anton alene i børnehave-garderoben, mens jeg var inde i vuggeren med Otto. Da jeg kom tilbage, stod der to af de rigtig store drenge ved siden af Anton og sagde noget til ham, som jeg ikke helt kunne høre. De gik, da jeg kom, og Anton så helt forkert ud i hovedet og kæmpede for at holde tårerne tilbage. Det samme gjorde jeg. Det viste sig, at de havde sagt noget om hans sko (hans nye seje sko, som blinker når han går, og som har er nærmest lykkelig for at have i sit liv). Han var bare så ked af det og utryg, og det havde været en rigtig ubehagelig situation. Heldigvis overværede en af pædagogerne det og tog sig straks af de store drenge og alle fik talt om det. Anton blev hurtig glad igen, men hele vejen hjem brændte det i halsen og øjnene på mig, fordi jeg bare havde lyst til at tude over, at han skulle have sådan en oplevelse. Slet ikke til at bære. altså. (Og det var jo - trods alt - ikke nogen voldsom episode. Kan slet ikke magte tanken om skolegården og kærestesorgerne og alt det der.)

4 kommentarer:

  1. Åh, jeg har det på samme måde. Jeg synes også, at tanken om skolegården og de kommende venindesvigt og kærestesorger er helt uoverskuelig, og jeg ved, at jeg kommer til at skulle tage mig v.i.r.k.e.l.i.g megt sammen for at det ikke kommer til at handle om mine tårer. ;-) Vi må jo nok bare prøve at huske på, at vi allesammen har været der ... og de fleste af os har overlevet.

    SvarSlet
  2. Godt indlæg! Kender så godt fornemmelsen af at den store kærlighed, og dertilhørende ønske om at fjerne eller påtage sig alle bekymringer for ens afkom, kan føles som noget der nærmest ikke kan rummes....puha, græd lidt over det med skoene, av av av av, har selv en lille fyr, der skal i børnehave til efteråret. Har vist aldrig afsløret mig selv her på din blog før nu, men har fulgt dig, totalt undercover i lang tid :-) Du er god: ærlig og kærlig - i en god blanding. Mange hilsner, Jela

    SvarSlet
  3. Åhhhhh. Kan slet ikke overskue, at Øglen nogensinde skal havne i den slags situationer. Jeg får det helt dårligt, hvis hun bliver ulykkelig over et eller andet (senest forleden, hvor HDD hævede stemmen, fordi hun kylede en gaffel i synes på ham!? Helt fair at hæve stemmen af - ikke helt rationelt af mig at blive ked af, at Øglen blev ked af det).

    Så skolegårde, kærestesorger og verdens generelle ondskab. Tag det VÆK fra Øglen og hendes kommende lillebror eller -søster. Og også fra Anton og Otto!

    SvarSlet
  4. Øv, dumme store drenge og stakkels Anton...og stakkels mor. Kan slet ikke klare tanken om at min datter nogensinde skal opleve noget slemt, gid man kunne beskytte dem for den slags for altid.

    SvarSlet