Barndommens sorger

Jeg er altid så splittet (som den eneste mor i hele verden, gætter jeg på) når jeg skal være væk fra mine børn. Selv om det kun er et døgns tid, skal de stadig være uden både mor og far i morgen. Og selv om de har nogle skønne bedsteforældre, er det stadig ikke mor og far. Anton er lidt ked af, at far er væk for tiden. Han turnerer hver weekend, og det kan altså være lidt svært at forstå, hvorfor far ikke er bare er her, hvor han jo ligesom hører til. Endnu sværere kan det være at forklare ham, at mor tager med far "på arbejde" i morgen (forresten - en on-going diskussion herhjemme - kan noget kaldes arbejde, når en del af jobbeskrivelsen er afterparty??) De får det jo sikkert ganske hyggeligt og ih og åh og alt det der, men jeg synes stadig det stikker i hjertet, når man rejser fra sit barn. Og det bliver kun sværere, jo ældre de bliver. Otto er stadig glad bare der er mad og storebror i syne, men Anton er trods alt noget mere reflekteret. I nat kom han for eksempel tullende ind i min seng og forklarede mig, at han var ked af det, fordi far aldrig kommer hjem. Åh lillebitte menneske, altså! Tænk, nogle gange synes jeg, det er SÅÅÅÅ svært at være voksen. Og hvad med pension og skat og bil og sex og opvask, men tænk sig at være så lille, at man kan ligge vågen om natten og tro at ens far aldrig kommer hjem (eller at der står en jæger inde i stuen eller at Alfons Åberg er farlig eller at månen falder ned, for nu blot at nævne nogle af de seneste herhjemmefra) Pyha, no wonder at de ind i mellem får brug for at græde, skrige og kaste med noget. Gid vi andre dog kunne reagere ligeså naturligt...