onsdag den 29. juni 2011

L*** til halsen

Jeg er ved at drukne lidt, synes jeg. I børn og deres faser og vasketøj og dens uendelige formering og i mangel på overskud til andet end at overleve. Drengene er svære. Rigtig svære, lige nu. De skændes konSTANT. Slås, råber, skriger og hyler ad hinanden og os. Iført nej-hat og skuffe tramper de rundt i vores overskud og hiver og slider i vores nerver.
Dagene starter som nævnt absurd tidligt. Og de er sovset ind i råb og trods og putteseancerne er decideret til grin. Otto har fundet ud af at smutte over tremmerne på juno-sengen / sågar hive den ene side af(!), så blive i sengen, det skal han satme ikke nyde noget af. Anton nægter at falde i søvn alene i sin egen seng og starter sirenen, så snart man gør ansats til at putte ham, så han får vækket Otto, som endelig har givet op. Og så kan man akkurat holde sig vågen i en lille time post-putning. Der er så nogle røvsyge voksenting, der skal ordnes, så der bliver ikke kysset, hygget eller læst meget. Øv, hvor jeg synes det hele er surt lige nu. Vi har endda været til første scanning af maven i dag, og det var jo selvfølgelig fantastisk dejligt at mærke den varme følelse, der spredte sig i hele kroppen og samlede sig i en klump i halsen - lykken over at lave et nyt lille menneske, som vi skal have i vores liv. Men det er svært at nyde den, lykken, når der konstant er noget der skærer i nerverne og hverdagsnydningen. Det er svært at nyde sine børn, når man pludselig ikke kan kende dem, og i virkeligheden ikke aner hvad man skal stille op med dem. Jeg håber kraftstejlemig, det er en fase, og at den snart er overstået. Ellers synes jeg måske, det bliver lidt for hårdt for os alle, at skulle udvide klanen midt i dette cirkus...

onsdag den 22. juni 2011

Gråhåret

Åh, for fa'en, de morgen'er. Otto er, som visse andre små krapyler, begyndt at vågne sammen med solen. Dvs. klokken kvart i hest. Det er bare så forbandet hårdt at komme i gennem de der morgener, hvor der er 4 timer fra vågen til arbejde / vuggestue. Han har åbenbart ikke lært, at man som minimum skal vente med at stå op til Ramasjang gør det. Anton kommer først tussende ud i køkkenet kl. halv otte, suk - tænk at kunne sove så længe. Efter fire timers halvsoven på skift og halvhjertet forsøg på at holde sig vågen mens ungen spiser morgenmad og glad finder på sjove lege, ja SÅ begynder dagen. Jesus. Barn nr. 3 må og skal bare være et, som kan sove. Otto har i løbet af sine 23 levemåneder i hvert fald ikke imponeret synderligt på det område, så jeg synes at have opsparet noget på den konto. Ellers bliver jeg helt og aldeles gråhåret inden jeg runder 30, og vil de mon have det siddende på deres samvittighed?

mandag den 20. juni 2011

Ny rede (igen)

Når man sådan bliver ved med at avle (uplanlagte) børn på bedste katolsk vis, må man jo medregne uforudsete flytninger af og til. Vi købte den lejlighed, vi bor i nu, med tanken om at her kunne vi da blive lææænge. Det kunne vi så ikke. For her er kun to værelser; et til drengene og et til os, og så selvfølgelig stue og alt det der. Og vigtigst af alt; vi bor på 2. sal med kun et frimærke til gård. Og det batter sgu' bare ikke rigtig, når man har to store drengebørn med ild i bagen. Derfor, mine damer og herrer, flytter vi da bare igen. For tredje gang på to år.
Men når man så sidder og snakker om "ih, det kunne da også være dejligt med den der have, og så kunne man bare åbne døren, ungerne kunne løbe ud og lege og flette blomsterkranse, mens man selv bare kunne sidde med sin kaffe og glo lykkeligt på dem", ja så finder man ud af, at man faktisk er røvfattig. I hvert fald hvis man skal tro huspriserne. Jeg mener, hvordan har alle andre børnefamilier råd til at bo i et hus til nærmest 3 millioner? Vi har ikke. Og vi skal denondelynemig ikke på landet. Eller endnu værre, i en forstad langt fra byen. Vi er begge afhængige af at være tæt på, ja faktisk midt i.
Stor var lykken jo derfor, da vi tilfældigvis faldt over drømmestedet. Lige ovre på den anden side af gaden. Og da dette kvarter er her, vi gerne vil dø (altså, når vi er gamle), er det jo pænt heldigt. 5 værelses andel, baghus, 2 etager, direkte udgang til have, terrasse, fælleshus med værksted, helt stille, sti direkte til Botanisk Have. Og ved I hvad? Det koster os ca. det samme!! Jamen, hvor heldig kan man være? Der er jo nok svamp og sådan noget i, men lige nu føler vi os pænt heldige! Vi skriver under i næste uge, (ja vi er sådan nogle typer, der ynder at købe først og SÅ sælge) og sælger jo så denne. Sig til, hvis nogen kender nogen!!!

fredag den 17. juni 2011

Før & nu

I mit gamle liv ville jeg denne fredag stå i silende regn med en flaske rosé i hånden og råbe et eller andet til et eller andet band til Start Festival. Derefter videre i byen og danse og råbe noget mere og så ende i noget fuldeskænderi efterfulgt af fuldesex med kæresten. Men i dette, mit nye og lige så dejlige liv, er ingredienserne til en skøn fredag aften nu madder med æggesalat, twilight-film og pizzasnegls-bagning til madpakkerne. Sjovt, som tingene forandrer sig.
Anysways. Jeg bor lige overfor Aarhus' herligste bodega, Troubadouren, og hver fredag og lørdag er der fest. De studerende skal have sig en billig brandert, og det er et fantastisk sted at få sig det, endda med egen hjemmebrændte snaps. Love it. Jeg kan sidde og kigge ned på dem, de unge og friske mennesker (slap dog af med at sige 'de unge mennesker', når du selv er 28!). Og det bedste er, at jeg faktisk (for det meste) ikke misunder dem. Jo, sgu da, selvfølgelig kan man engang i mellem godt trænge til ikke at bage pizzasnegle en fredag aften, og så bare skrue sig ned i et eller andet outfit og kaste sig på hovedet i vodka kurrant og kun tænke på at blive fuldere og fuldere. Men for det meste er det dejligste jo alligevel at have nogle småbitte mennesker sovende i sit hus, som har brug for én, præcis som man er.

mandag den 13. juni 2011

Livets træ og sådan

Sidder her i al min vælde, med rejesalat-madder i vommen, stirrer ud over byen og glæder mig afsindigt til mine drenge kommer hjem fra overnatning i sommerhus med bedsteforældre og til min mand kommer hjem fra turné. Et døgn i mit eget selskab har været balsam for alt det der, man aldrig rigtig får plejet i hverdagen.
I går var jeg fx i biffen og se "The tree of life", om tre små brødre. Jeg siger jer, de børn altså. Slår Brad's skuespil-evner med længder, mand! Havde bare sådan lyst til at kramme dem allesammen og putte dem under min dyne og ae dem over håret. Og fik også helt lyst til at ønske mig at nr. 3 også er en dreng, udelukkende baseret på de tre bedårende skabninger!
I aften skal jeg til gengæld et smut til Herning og se min ungdoms helt, Roger Waters, opføre The Wall, ja tak for en mandag. Ses på den anden side!

søndag den 12. juni 2011

3. runde

Ahem. Jeg vil bare gerne sige undskyld. Min blogger-muskel har været midlertidigt lammet, men jeg har besluttet mig for at tage hul på noget seriøs genoptræning. Starting now. Og også undskyld for den lidt fjollede måde at semi-annoncere en stor nyhed på. Jeg kunne bare ikke skrive mere end de par linjer førend kvalmen overtog igen.

Men ja, jeg er gravid! Det er stadig ret nyt, men jeg er bare ikke typen, der kan finde ud af at holde på så stor en hemmelighed særlig længe. Derfor ved de fleste i omgangskreds osv. det også (DOG IKKE ARBEJDSGIVER; SÅ IKKE NOGET FACEBOOK-LYKØNSKNING, TAK!) Jeg er 12 uger henne og glad. Træt, men glad. Dårlig, men glad. Udmattet, men stadig ret så glad over, at vi skal have endnu et lille, fint barn.
Fandt ud af det for ca. halvanden måned siden, og vores umiddelbare reaktion var kæmpe-smil og bobler i maven skarpt efterfulgt af 'fuck-hvad-gør-vi-det-kan-vi-sgu-da-ikke'. Men man kan jo som bekendt hvad man vil, og vi vil det. Heldigvis er jeg gift med en supermand. Og heldigvis er vi omgivet af dejlige bedsteforældre, som står på nakken af hinanden for at hjælpe.
Og tænk, hvis man er så heldig at få hele tre dejlige, velskabte unger! For fa'en, sådan et tilbud fra universet takker vi ikke nej til.

PS: Det var IKKE planlagt.


tirsdag den 7. juni 2011

Kvalme

Nå men altså. Grunden til at jeg ikke blogger er en voldsom kvalme jeg går og døjer pænt meget med. Mere om dette senere...


- Posted using BlogPress from my iPhone