Dagene starter som nævnt absurd tidligt. Og de er sovset ind i råb og trods og putteseancerne er decideret til grin. Otto har fundet ud af at smutte over tremmerne på juno-sengen / sågar hive den ene side af(!), så blive i sengen, det skal han satme ikke nyde noget af. Anton nægter at falde i søvn alene i sin egen seng og starter sirenen, så snart man gør ansats til at putte ham, så han får vækket Otto, som endelig har givet op. Og så kan man akkurat holde sig vågen i en lille time post-putning. Der er så nogle røvsyge voksenting, der skal ordnes, så der bliver ikke kysset, hygget eller læst meget. Øv, hvor jeg synes det hele er surt lige nu. Vi har endda været til første scanning af maven i dag, og det var jo selvfølgelig fantastisk dejligt at mærke den varme følelse, der spredte sig i hele kroppen og samlede sig i en klump i halsen - lykken over at lave et nyt lille menneske, som vi skal have i vores liv. Men det er svært at nyde den, lykken, når der konstant er noget der skærer i nerverne og hverdagsnydningen. Det er svært at nyde sine børn, når man pludselig ikke kan kende dem, og i virkeligheden ikke aner hvad man skal stille op med dem. Jeg håber kraftstejlemig, det er en fase, og at den snart er overstået. Ellers synes jeg måske, det bliver lidt for hårdt for os alle, at skulle udvide klanen midt i dette cirkus...
onsdag den 29. juni 2011
L*** til halsen
Jeg er ved at drukne lidt, synes jeg. I børn og deres faser og vasketøj og dens uendelige formering og i mangel på overskud til andet end at overleve. Drengene er svære. Rigtig svære, lige nu. De skændes konSTANT. Slås, råber, skriger og hyler ad hinanden og os. Iført nej-hat og skuffe tramper de rundt i vores overskud og hiver og slider i vores nerver.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Kære Astrid. Tak fordi du er ærlig. Det er en fase. Min søn er lige ludt ældre end din yngste, tror jeg. II sidste uge holdt vi møde m pædagogerne i hans vuggestue, fordi han bed og slog og var sur og ked og ikke ku sove og jeg tænkte netop - hvad har vi gjort forkert, hvordan klarer vi det her, der bare ikke er sjovt overhoved. Jeg overvejede ovenikøbet (og jeg er ikke stolt) om han mon havde et handicap eller var syg. Vuggeren forsikrede os om, at alt var normalt og at de så de gode i ham. I denne uge har han været glad, nem og sjov - og ligepkudselig kan han sige en masse ord og kan altmuligmand selv. Nå, jeg vrøvler og tager plads, men vil bare skrive, at det går over. Jeg er sikker. Og sender lige en mærkelig virtuel (og akavet) krammer - og en lur.
SvarSletHelt ærligt, så er det fandeme røvsygt at være forældre nogle gange. Tak fordi du også gider skrive det. Heldigvis så plejer det er vende lige omkring der, hvor man overvejer at sætte hele sit liv ud til storskrald. Men i øvrigt, så bliver det altså helt utroligt dejligt med nr. 3 også :)
SvarSletNogle gange skal man kun tænke et kvarter frem. Max. "Kan vi overleve det næste kvarter uden at tage livet af hinanden?" "Ja (med nød og næppe)." Godt. Så skal det nok gå... indtil verden igen skifter farve, som den - ligesom Sofie skriver - gør lige pludseligt.
SvarSlet