- Være selvstændig, altså. Jeg har jo rundet mit første halve år som lediggænger og er ved at være lidt metaltræt i skroget af at søge jobs, hvor det tætteste, man kommer på succes, er rent faktisk at modtage en mail, hvori der står noget á la: "Tak for din ansøgning, vi har fået ca. 600 ansøgninger (no kiddin'!), og det blev så ikke lige dig, vi skulle have". Jeg har ikke været til noget der ligner en samtale, udover det ene sted hvor jeg ligesom inviterede mig selv på kaffe ad to omgange - heller ikke gevinst der, i øvrigt. Nu er jeg så på et af de berygtede jobsøgningskurser, og det er egentlig OK. Noget med noget kompetenceafklaring og persontypetests er vel altid givende. Og om en måned starter jeg så i løntilskud, a.k.a. forlænget praktikophold. Og for at være helt ærlig, så er jeg sgu' ved at være færdig med at være praktikant. Jeg er 28 år, for christ sakes, har en laaaang videregående uddannelse, fast ejendom, mand og børn. Nu vil jeg snart til at tage mig selv seriøst. Og i sidste uge fik jeg så ideen, den helt rigtige. Sådan en af dem, hvor det bare kilder helt vildt i maven, når man tænker på det, og det gør man så hele tiden, fordi det bare er så fedt!!
Men hvori består dilemmaet så egentlig?
Altså, for det første er projektet dybt afhængigt af min partner (som så lige har besluttet sig for at flytte til København!) Første benspænd. Dernæst er min mand jo sådan en slags daglejer-type, som dog har tjent rigtig godt de sidste mange år, men det er altid usikkert hvordan næste kvartal tager sig ud. Samtidig med at han jo (som faste læsere vil fornemme, mildt sagt) ofte er på farten. Min idé ville også indebære noget farten rundt i landet og noget vakkelvorn økonomi, og jeg mener, hvor meget kan man egentlig overskue af den slags? Hm, jeg må i tænkeboks - kommentarer modtages med svedig kyshånd!
Spændende tanke at blive selvstændig. Jeg kunne godt se mig selv ende som selvstændig på et tidspunkt som konsulent, der udførte analyser/undersøgelser for offentlige institutioner (er sociolog af uddannelse), men jeg tror, at man virkelig skal have det i sig, det med at ville have sit eget, så man har mod på at lægge den tid og energi i det, det kræver. Hvis du har en forretningsidé, synes jeg da helt klart, at du skal udvikle den og opsøge iværksætterrådgivning for at få den afprøvet. Jeg gætter på, at det ikke kræver nogen særlig investering at starte det, du tænker på, så det er jo "bare" idéudvikling, der skal til (?) Det ville da være cool at bede dit arbejdssted om at shove løntilskudsstillingen, fordi du har bedre at tage dig til ;-)
SvarSlet