Stolthed

Gider ikke tage de sædvanlige forbehold med nemesis osv., vil bare have lov til at nyde hvor dejligt det hele er indtil videre. De to (små) storebrødre har taget imod lillebror på allefineste vis. Anton kan slet ikke få nok af ham, og det er så stort at se hans kæmpe omsorgsgen in action. Han er så kærlig og betænksom og stolt. Otto tager det, som det er altid er tilfældet med ham, oppefra og ned. Synes Sigurd er sød og ae-ae og siger bare "nå-nå", hvis jeg er optaget af amning og ikke lige kan hjælpe ham med det vuns. Og de to store(!) finder hele tiden tryghed i hinandens selskab. Nøj, hvor er vi stolte. Kender I det med at man midt i aftensmads-grat og larm finder sin kærestes blik, og det blik rummer alle de ord og følelser man ikke lige når at sige til hinanden i hverdagen? Stort. Nå, ikke flere glansbilleder herfra - næste indlæg bliver nok noget med søvn og hængebryster;-) - Posted using BlogPress from my iPhone