Klubben

En af de ting, der er så mærkelige ved at få børn, er at man bare ikke fatter det, før man selv står der, med gylp på tøjet og søvnmangel i nerverne og bristede forventninger og mellemkød. I dag var jeg oppe hos en veninde, som står der lige nu. Hendes mand er min mands kollega, og hun er derfor også alene hjemme nu. I en uge med en 2-uger gammel baby. Gulp - og gylp. Hun er pissesej, men også noget opløst og hudløs. Hun var en af dem, som havde svært ved at forstå, da det var mig, der stod der. Hun havde selv svært ved at blive gravid og var igennem et langt og kompliceret fertilitetsforløb, alt imens jeg oplevede den ene 'hovsa'-graviditet efter den anden. Det var sgu' lidt anspændt. Og jeg følte ligesom ikke, jeg kunne sidde og hælde gråd ud af ørene om, hvor hårdt det var at have spædbørn, for det eneste hun ønskede sig, var jo netop sådan et. Men nu fik hun det, og hun er lykkelig, jo. Træt, men lykkelig. Og NU kan vi dele alle de små og store ting ved moderskabet, som gør det hele så sindssygt svært og smukt. Nu forstår hun, hvorfor man kan skændes om hvem, der er mest træt, hvor meget man kan trippe over babys første bad og hvor vanvittigt frustrerende det er, at man bare ikke kan få det barn til at sove. Det er godt nok en lukket klub, som kun de indviede virkelig fatter.