Lykken er også at kunne hjælpe en veninde, som er nybagt mor. Jeg glæder mig sådan til at tage hendes ny-duftende baby i et par timer, mens hun kan sove, gå i bad eller til frisøren. For nu kan jeg endelig give tilbage til dem, som har hjulpet mig.
Lykken er dæleme da også at bo tæt på børnenes bedste'r, når Manden i morgen starter tour. Han skal spille Danmark tyndt og derefter Tyskland. Det lyder værre end det er, og jeg har faktisk ikke ondt i maven, som jeg ellers plejer lige inden tour-start. For nu er jeg her, i Århus hvor jeg hører til, og hvor alting er tæt på og rart og ustresset. Og hvor der er hjælp, lige ved hånden.
Og lykken er sidst, men ikke mindst, at have to børn, når man skal være alene. Ja, det lyder bizart (og modsat alt, hvad jeg tidligere har skrevet om netop samme emne) men lige nu er det sandt. Mine børn er bestemt ikke engle, men de er brødre i tykt og tyndt, og de vil hele tiden lege med hinanden. Med andre ord, jeg slipper for at skulle lege med biler eller tog eller skydere konstant, fordi de hele tiden har en legekammerat ved hånden. Jeg behøver ikke aktivere dem, det klarer de selv, jeg skal blot deaktivere, når bølgerne går lige lovligt højt. Smart. (Mon ikke jeg bliver straffet for denne lige vel kække tone i løbet af ugen, når de to knallerter vækker hinanden kl. lort om morgenen eller når de for tyvende gang hælder alt køkkeninventaret ud på gulvet?)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar