Når man er i Afrika, skal man passe på mange ting. Løver for eksempel, og malaria. Derfor er jeg i gang med en malarone-kur, som er nasty. Hvis man læser indlægssedlen, kan man ligeså godt ringe efter den blå vogn med det samme. Jeg er typen, der aldrig tror, at noget så pøbelagtigt som bivirkninger rammer mig. Det gør de. Håber jeg, på en måde. For de sidste par dage har jeg været så deprim, tyndhudet, grådlabil og humørsvingende som aldrig før. Derfor håber jeg at pillerne har noget at skulle have sagt i den sag.
Men jeg ved et sted også godt, at de ikke siger det hele. For jeg er lidt fortabt. Jeg er arbejdsløs og har været det i et halvt år. Anonyme Arbejdsløse. Hello, Astrid. Hello, identitetskrise, skrumpende selvværd og meningsløshed. Nys tilflyttet til min barndomsby, på godt og ondt. Mest godt. Men manden har megatravlt lige pluselig, og vi lever i den der slags flytterod som findes efter den første hypereffektive uge; man mangler lissom lige et par hylder, ik? Og ungerne har været institutionsløse siden 17. december. Need i say more? I morgen starter den tre-årige i børnehave. Der følger et langt følelsesladet indlæg med til den begivenhed, måske i morgen.
Jeg er glad for at jeg ikke har malaria. Men jeg gider ikke være trist. Glæder mig til at stoppe med pillerne, men hvad nu hvis "bivirkningerne" ikke går væk?
Årh søde Astrid.
SvarSletBare jeg kunne smutte til Århus og gi en krammer. Og en hjælpende hånd med børn og flyttekasser. Og hente kaffe til os.
Håber det meste går over med pillekurens ophør, og ellers kommer vi sgu snart til over til dig. Med Asti og hele pivtøjet.
Kärlek, Line.