Zen for småbørnsmødre

Sidder i min lillebitte stue og hviske-skriver. Da vores håndværker-tilbuds-lejlighed STADIG ikke er færdig, bor vi altså STADIG i en lillebitte lejlighed, hvor der knap er plads til to - og vi er som bekendt fire. Otto sover i stuen (ved siden af ægtesengen), så aftnerne foregår på listetæer og med høretelefoner på. Øv. Trænger til at få mit eget værelse!

Weekenderne med to børn på hhv. 22 og 3 mdr. er ikke just afslappende, men dagen i dag har været en øvelse i netop det - at slappe af og lade sig rive med. Ikke på en Anna Skyggebjerg-agtig zen-måde, men på en "vi-tager-hvad-der-kommer"-agtig måde. Vi prøver (læs: jeg prøver, Morten er mester i det) at lade være med at skematisere vores dage. Der må gerne være plads til en impulsiv fodring af ænder eller bygning af hule, og så må aftensmaden bare vente eller hentes udefra. (Igen: det er altså mig, der er nazi-mor og bliver lettere panikslagen hvis klokken er bare ti over seks, og der ikke er sund og nærende og hjemmelavet aftensmad på bordet.) Men jeg tager ved lære. Han er god til det, Morten, og jeg elsker ham for at insistere på at nu lader vi altså lige oprydningen og madlavningen vente (jeg så jo lige mit snit til at være to skridt foran ulvetimen og få ordnet alt, mens de to pus sov til middag), men han fik mig overtalt til at ligge i ske og snakke og fnise i stedet. Tak for det... Og tænk engang, fordi jeg slappede af og drev den af, var det som om det var nemmere for os alle bare at drive med dagen.