Den gode barsel?

Så forleden et indslag i Go'Morgen Danmark om en ny bog med titlen "Den gode barsel", efterfulgt af et indslag om en ny bog med titlen "Hverdagsliv i familien". Begge bøgers overordnede budskab var, at man som nybagt mor (eller far, for "fædre tager jo også lange barsler" - right!) simpelthen skulle lytte til sig selv og droppe eksperternes råd til hvordan det perfekte familieliv skal se ud. Jeg har selv arbejdet med den slags bøger, som vi kalder livsstilslitteratur, og synes at genren kan en helt masse vigtigt.

Men, er det ikke problematisk, når man skal til at læse bøger, som fortæller én, at man skal lytte til sig selv, og ikke lade sig forblænde/forvirre af informationsoverload og gode råd fra alle mulige trosretninger? Jeg mener, kan I se paradokset? Forfatteren bag "Den gode barsel" havde nogle rigtig gode pointer, og opfordrede netop mødre til at blive bedre til at give slip og følge deres lyster, uanset omverdenens forventninger til "en barslende kvinde". Det bliver bare sværere og sværere at få lov til at slappe af og finde sin egen modersti(l), hvis dette nu også skal intellektualiseres.

Jeg elsker at læse om andres liv og leben og synes fx det er vildt inspirerende at læse om andre real life moms, som kalder en prut for en prut. Det er derfor jeg er blevet så hooked på blogland, for herude findes de rigtige mødre i kød og blod, som har overlevet de værste stormfloder og de inderligste søndage og som gavmildt deler ud af det store og det svære og det små og det smukke.

Ikke et ondt ord om barselsbøger og baby-guides (har jo selv en god stak på hylden!), men nogle gange tror jeg, det er lettest at give slip på vores egen måde og så lade os føre derhen hvor babyboblen blæser os?

For moderskabet sidder vel i hjertet og ikke i hjernen?