Burde er død

Lige et lille klap på skulderen til mig selv. Ja, det skal man altså gøre engang i mellem. Mit tema på denne barsel nr. 2 er færre pligter, mere fornøjelse. Da jeg var på barsel med Anton, følte jeg mig som den eneste i hele verden, da vi var banebryderne i vennekredsen. Jeg havde svært ved at nyde barslen, og synes der var en masse ting, jeg burde. Jeg burde læse videre samtidig og tage eksaminer og gå til forelæsninger. Jeg burde sørge for det hele herhjemme, og jeg burde i det hele taget føle, at jeg da ikke bare kunne tillade mig at fise den af i et helt år. Jeg er blevet klogere. Hurra for flerbørnsbarsel.

Forleden var jeg til gymnastik med Otto. Havde meldt mig til for længe siden, og er kommet meget sporadisk! Men i mandags var jeg der altså, jeg havde jo lissom betalt penge for det (penge jeg kunne have brugt på lækre efterårsstøvler fx, dough!) Efter en halv times hoppen og dansen begyndte Otto at græde og kunne bare ikke stoppe igen. Han ville ikke sove, lege, spise eller skide. I min i forvejen noget svedte og udsatte situation (ALLE de andre babyer lå naturligvis ligeså fint og pludrede med hinanden), kunne jeg mærke den velkendte panikagtige stress-sved presse sig på. Men så satte erfaringen ind, og jeg huskede mangt en stress-sveds-situation med Anton, hvor jeg har kæmpet en kamp for at få det til at se ud som om, jeg havde styr på det der med at være mor, og at jeg da i hvert fald sagtens kunne klare alt muligt samtidig med. No more. Så selv om der egentlig var en time tilbage, pakkede jeg mit habengut sammen, og sagde "Nå, jeg tror vi smutter" til ergo-Dorte og tøffede hjemad med Otto. Han faldt selvfølgelig i søvn i vognen, og jeg fejrede min lille personlige sejr over burde med en to-go kaffe + muffin fra Ricco's lige overfor Idrætshuset - tag den!