Tidskapsel

Åh, verdens største moder-kliché, men hold nu op hvor går tiden bare alt for stærkt. Jeg kan ikke rigtig fatte, og næsten ikke acceptere, at tiden sådan flyver afsted uden mulighed for at fastholde en lille time eller bare et par minutter. Otto er 3 måneder om lidt. Han er stadig vældig lille og nuttet og buttet, men han er ikke krøllet, rødmosset, fugleunget og helt, helt skrøbelig som han var de første uger. Den der nyfødte duft, de små bevægelser som man kender fra tiden inde maven og fornemmelsen af at have mødt et nyt menneske, som man elsker helt vildt højt, men som man overhovedet ikke kender. Nu griner han når man kilder ham, smiler til alle der kommer hans vej og er med syvmileskridt på vej i sin storebrors fodspor.

En storbror som for bare fem minutter siden var 3 måneder, men som på en eller anden måde bliver 22 måneder i morgen. Meget mærkeligt! I dag sagde jeg til ham, mens han tullede nøgen rundt sammen med yndlingsbamsen og nynnede, at han aldrig må blive større. Men det bliver han jo, og det skal han jo helst også (og mon ikke jeg på et eller andet tidspunkt ville blive træt af at skifte bleer?) Bare man dog kunne fastfryse en enkelt dag for hver måned af deres liv, putte dem ned i en slags tidskapsel, og så åbne den om 20 år og røre, dufte, kysse og nyde de små bebslinger, som til den tid har skægstubbe, kærester og studiegæld.