Vi bestod!

Endnu en milepæl på forældreskabets long and winding road er nu rundet. Første forældresamtale i vuggeren. Vi gik derhen med Otto i slyngen, små sommerfugle i maven og en Anton bag på cyklen, som ikke anede at vi skulle hen og have karakter på hans vegne. Vi gik derfra en halv time senere og var ca. ti centimeter højere og helt glade og varme indeni. "Anton er en gennemført god og kærlig dreng, som hviler i sig selv og er en god kammerat", lød dommen. Juhuu! Så fantastisk at vide, at selv om han ved Gud ter sig, råber "NNEEEEJJJ" ind i hovedet på en, når man siger han skal i bad, brokker sig over at der ikke er ubegrænset kageadgang og i det hele taget bare prøver sine (og ikke mindst vores) grænser af, er han i bund og grund og ude i sit eget liv en glad, rar og dejlig lille person, som nok skal klare sig i den vide, voldsomme verden med buksevand og anden ungdomskriminalitet.

Denne oplevelse er god at have bag øret, på de dage hvor alt braser sammen og han ingenting gider og vi kigger på hinanden og siger "hvad har vi dog gjort galt?" Ingenting, åbenbart;-)