Lige nu nyder jeg, at klokken er 21.30, at Otto lige er faldet i søvn, og at jeg nu er på vej på hovedet i seng.
Tak for i dag!!
søndag den 25. oktober 2009
Sengetid!
Line har lige klaret 3 dage alene med to børn i stiv arm. Jeg bøjer mig i støvet. Herhjemme kom vi også helskindet gennem dagen uden alt for mange seancer á la den beskrevet i forrige indlæg. Anton er simpelthen forrygende. Han accepterer bare at Otto skal have ligeså meget opmærksomhed, kærlighed og kys som ham. Og han er også gerne selv den glade giver af førnævnte til sin elskede lillebror. I virkeligheden en dejlig dag, men når man står midt i orkanens øje, og løber helt vildt stærkt for at imødekomme to poders forskellige behov (og gerne lige før de opstår!), kan det, indrømmet, være svært at nyde.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
stiv arm og stiv arm... jeg sprang over alle græder, hvor de var lavest, og jeg bestak den store med snoller. Og tog desuden imod al den hjælp fra legekammerater og legeonkler jeg kunne. Faktum er dog, at det VAR meget nemmere denne gang, end sidst hvor mindsten kun var nogle måneder gammel. Og Størsten var vældig meget i trodsalder.
SvarSletHaha! I krig & alenetid gælder alle kneb. Så dejligt at høre, at det bliver bare en lille smule nemmere med tiden og erfaringen...
SvarSlet