Manden er ovre i den nye lejlighed og sætte køkken op med tømrer-ven Simon (By the way; Alle burde have en tømrer-ven). I går knoklede de derovre hele dagen, mens Anton var i Zoo med Morfar, som desværre ikke kunne lege længere. Så nu jeg er her, i den gamle lejlighed, alene med dem begge.
Otto kan slet ikke finde ud af det der med sovning for tiden (undtagen om natten, 7-9-13), så han bliver pludselig helt overtræt og græder og græder og kan slet ikke falde til ro. Det skete selvfølgelig også lige før, og så så man lige mig danse rundt med Otto i armene med et meget påtaget smil på overfor Anton, som så lidt skeptisk på mig. Jeg forsøgte mig med "vil du se Bamse & Kylling, vil du have frugt, vil du tegne, vil du lege med biler, hvor er din bamse, skal vi læse bog", og min stemme blev mere og mere skinger i takt med at Ottos skrigeri steg i styrke. Anton så lidt forvirret ud, men besluttede sig for at han ikke lige gad vores menageri og tøffede ind på sit værelse og satte sig til at tegne. Han er bare så god og tålmodig og kommer efter noget tid ind til lillebror med en sut, han havde fundet. Prøver at stoppe den i munden på skrigungen, som desværre ikke køber den, men tværtimod begynder at skrige endnu mere hysterisk. Jeg er nu helt opkørt over Ottos anfald og samtidig helt ødelagt af dårlig samvittighed overfor Anton, som jo stadig også bare er min lille baby. Han får nu pludselig det karakteristiske "jeg-skider-lige"-udtryk i fjæset, og det er da også lige hvad han gør. "Ble på", ber' han mig med myndig stemme. Jeg prøver lettere stakåndet og stadig med det stive smil på at forklare ham, at jeg nok skal skifte ham, skal bare lige trøste Otto osv. Anton stavrer lidt rundt i sin lort, men til sidst knækker filmen for ham, og han begynder også at græde. Bum. How to...? Jeg må lægge mit skrigende spædbarn i vuggen og turbo-skifte Anton, som - tadaaa- har skidt i gennem. Alt tøj skiftes, barn trucker-vaskes og kastes i nyt tøj. Der er nu blevet ro inde hos Otto. Anton og jeg får trøstet hinanden, spist lidt frugt og jeg får gudskelov lokket ham i seng til middagslur. Menmenmen. Mens jeg sidder og synger for ham, beslutter lille O sig for at vågne med et skrig (fordi han givetvis er helt ulykkelig, traumatiseret og omsorgssvigtet af at skrige sig selv i søvn). Jeg løber fra baby-vugge til barne-seng og får til sidst slukket for begge børnestemmer. Alt dette på en time.
Og nu sidder jeg så her, og forbereder mig på de sidste par timer af dagen som alenemor.
(Det bliver festligt når min musiker-mand i begyndelsen af næste år skal ud og turnere... - Gode alenemor-råd modtages med kyshånd!)
Kære Astrid. Jeg er også alene med begge drenge. Og har været det nogle gange. Jeg trækker vejret, og siger til mig selv at deter okay ikke at kunne være der for begge på een gang. Så må de græde. Ellers har vi lavet fælles aktiviteter, hvor lillebror ligger og er en farlig krokodille på gulvet, men vi leger regnskov. How to?: Opfindsomhed og tålmodighed og kager, så går den.
SvarSletAlternativt kan man messe "Det er en fase, det går over, det er en fase, det går over" og så glæde sig over, at når manden tager på turne, er situationen sikkert anderledes og forhåbentlig nemmere.
SvarSletDer er to år imellem mine drenge, og den første tid var sgu en prøvelse. Men langsomt vænner man (og børnene) sig til, at man ikke altid kan komme springende NUNUNU, men måske først om 5 minutter. Og så kan der fx ske det helt fantastiske, at det ene barn har kedet sig i søvn, mens man puttede det andet. Huuuuuu!
TAK, damer! Dejligt. Og I har ret, mon ikke de overlever nogle minutters gråd?
SvarSletHa, ha, ha, jeg griner over din beretning – altså, selvfølgelig på den medfølende og ‘åh, Gud, det der er snart mig’-måde. Altså, du ved, sådan lidt tragikomisk. Jeg tror, jeg ville gå helt i spagat i sådan en situation og give fortabt midt på stuegulvet. Heldigvis er min mand ikke musiker. Pyha. (Men vi har en tømrer-ven – og DET er fedt!).
SvarSletJeg har desværre ingen gode råd at slynge ud af, men modtager gerne fif fra dig når du finder ud af hvordan det er at være alenemor til to mens manden er på tour.
SvarSletMin kæreste er ude at spille hver weekend, og "heldigvis" har jeg kun Ludvig at tage mig af mens han er væk, men hvad nu hvis man godt gad at ha' en lille bitte bebs mere? Sidder man så bare mega meget i saksen? Og har slet ikke noget liv selv?
Louise: hehe, ja det er faktisk lidt tragikomisk! Heldigvis mest komisk;-) Men man burde have et håndklæde man kunne få lov at smide i ringen engang i mellem!
SvarSletLudvig og familie: Jeg tror svaret er: BEDSTEFORÆLDRE!
Hihi... Hej Astrid, jeg har ikke kommenteret herinde før, men den her må simpelthen ha' et ord med på vejen. For nøj, hvor jeg kender det! Og 1) Det bliver nemmere ;) 2) Man kan lige så godt lade være at stresse, for det bliver det slet ikke bedre af. 3) Man må indse, at tingene SKER samtidig! De kan ikke finde ud af at time det, så det giver moren tid til hver enkelt, næhnej, de beslutter simpelthen, når man vender ryggen til, at en falder og slår sig, netop som den anden har skidt igennem alting, eller at den ene brækker sig, lige når den anden endelig er ved at falde i søvn, eller at den ene får høj feber på tre minutter, mens den anden er i bad. Den slags. Før var vi alene et døgn ad gangen tre gange om ugen. Nu er det i stedet to og tre dage i træk min. en gang om ugen. Ork, du skal nok vænne dig til det, men det bliver det ikke nødvendigvis nemmere af ;)
SvarSletPuha, jeg synes nogle gange det er en udfordring at være alene med én! Men mest i tanken, når vi først er midt i det går det som regel over al forventning. Mon ikke du er indviet nu - det kan næsten ikke blive værre end det du har beskrevet, så herfra går det måske som en leg:)
SvarSletDu får i hvert fald al mulig respekt og anerkendelse herfra - og så tror jeg på at træning er kodeordet:)
Kh
Lykke
En kort - en lang: Jeg hæfter mig ved 1: Det bliver nemmere!! Det lyder også til, du har været i seriøs træning?!
SvarSletLykke: Tusind tak! Jeg synes også selv, jeg har en lille smule mere hår på brystet end før ilddåben!