Morgentanker

Mmm, sidder med dagens anden kop kaffe, dagens tredje ostemad og lægger så småt an til dagens første kage. Fyyyy, slemme gravide dame, alt det gluuuuten og al den koffeiiin og alt det djævelske sukker! Men hey - hvis ikke man må skide på alt sådan noget, når man er gravid - hvornår så?? Jeg nyder af et godt hjerte at spise lige præcis hvad der falder mig ind (og jaja, 6 om dagen og fisk og jern og alt det der), men det er sgu dejligt at hilse håndtagene velkommen. 

Igår kom min gamle fjende migrænen på visit igen - 3. gange på en uge. Blev helt panisk, da jeg vidste at manden skulle i øvelokalet hele eftermiddagen og aftenen, og lillen var min alene. Men netop kastet ud i min lille mission om at blive bedre til at bede om hjælp, ringede jeg straks til de 2 bedste damer, som straks stod klar til at at lege, fjolle, made og bade den mindste og fodre mig med lydbøger, slik og kærlighed. Det er måske slet ikke så dumt, det her med at bede om hjælp! Jeg elsker selv at være den, der står klar med førstehjælp i en hvilken som helst situation, men skal virkelig tage mig sammen for at ringe til andre og sige "hov, jeg tror måske jeg har brug for lidt hjælp". Men det hjælper på det. 

Weekenden bliver uden mand, som er i Berlin og afvikle vores lejlighed dernede, snøft, og uden barn som skal bades i forkælelse af sin morfar, da jeg skal til polterabend. Ligesom ikke helt det samme at være til polterarbend, når man hverken kan deltage i menneskelig bordfordbold, champagne og cosmo's eller uhæmmet 80'er Singstar (det sidste fordrer for mit vedkommende en enorm mængde af midterste). Heller ikke helt det samme at være til polterabend, når man hemmeligt ved at the bride to be ikke er helt lykkelig. Ved ikke helt hvad jeg skal gøre, da jeg er for langt ude i kredsen til at være den, der siger "jamen, er du nu helt sikker på at du vil det her?", men fandme også mærkeligt at fejre noget så inderligt og fint som et kommende bryllup med denne viden in mente. Kan ikke lade være med at tænke, at de bliver de første der ryger i svinget. Der hvor vi er i vores vennekreds lige nu, er på tærsklen til alt det store og smukke. Børnene titter ligeså stille frem, bryllupperne afholdes i hobetal og snart bliver det første drømmehus sikkert også erhvervet. Men hvad så? Efter en vidunderligt hyggelig barnedåb hos nogle af de allerbedste i søndags, hvor hele flokken nærmest var med og enten gravide eller forlovede, kom jeg til at tænke på, at det ikke fortsætter. For det næste der sker, må vel næsten være skilsmisserne, der lige så stille ruller ind over de smukke, unge mennesker? Uf, grim tanke. Må hellere pakke den lidt til side, så brudeparret kan blive fejret så længe det varer!

Bangebuks

Endnu en eftermiddag og aften alene med Anton. Min krop er ved at være ret så gravid, og gør ondt når jeg ikke passer på den. Når jeg kigger i kalenderen for de næste tre måneder, bliver jeg helt svimmel, og skynder mig at kigge væk igen. Manden min har så travlt som aldrig før, og jeg prøver at være tapper, men ved ærligt talt ikke hvordan vi egentlig kommer igennem denne sommertour. Indenfor de næste 3 måneder skal vi tilsammen og hver for sig gennemrenovere drømmelejligheden før vi kan overtage den, flytte ud og ind, skrive en opgave + speciale, køre lille A ind i vugger med alt hvad dertil hører og spille en helvedes masse koncerter rundt omkring i landet (nå ja, og så går han jo også i skole) (og nå ja, så skal jeg færdigproducere et barn). Hm, det virker egentlig bedre ikke at skrive det hele ned, men skynde sig at lukke øjnene og helt klichéagtigt tage en dag ad gangen. Jeg må blive bedre til at ringe til mine veninder i nødens stund og sige "hjælp!", det er noget af det, jeg er allerdårligst til. For jeg kan da godt lige bide tænderne sammen og stå det i gennem, - men hvorfor egentlig? Ofte ender min opsparede indsats i en eller anden form for energiudladning, som ofte er grim og som ofte går ud over stakkels Morten. Ligesom i lørdags, hvor han kom hjem fra møde med svenske verdensmænd med eget pladeselskab under Sony, og fortalte at de kunne tilbyde ham verden. Jeg blev bare så stolt af ham, og sagde at han skulle give sig selv lov til at nyde det (samtidig med at jeg for mit indre blik så utallige måneder som rock-enke med to hidsige, hylende smådrenge og et liv som bitterfisse.) Men senere krakelerede facaden, og jeg kom til at afsløre at jeg faktisk var pissebange... Hvorfor skal det være så forbandet svært at indrømme? 

Sviger der svier

Er nu på tredje dag i svigerfamiliens kærlige vold. Vi er på såkaldt påskeferie i parcelhuset, men Morten og jeg arbejder så snart vi kan komme til det, og så længe Anton gider finde sig i sin farmor og farfar. Hvilket heldigvis er længe. Når vi kigger ud fra arbejdshiet, skal han til gengæld lige vise os hvor hårdt det er for ham sådan at blive efterladt, og pylrer og råber og smider sig på gulvet... Ved (næsten) ærligt talt ikke hvor han har det temperament fra;-) Selv om jeg holder af min svigerfar og mor, er der bare for mange ting ved deres ligusterliv og dertilhørende snæversyn, der irriterer mig GRÆNSELØST! Jeg ved godt, at jeg selv bestemmer, hvor meget jeg vil lade gå ind, og jeg forstår heller ikke hvorfor jeg ikke bare kan lukke af, men for s**** hvor er det anstrengende at høre på deres evindelige stikpiller om at det nærmer sig børneplageri at lade et barn vokse op i København, og hvor godt han har af at komme til Jylland på ferie "og få noget frisk luft". ARGH!  Udover disse faktorer ankommer henholdsvis olde-faktoren (i form af Mortens letter spydige og stædige farmor) og onkel-og-tante-og-fætter-fra-parcellen-i-Nordjylland-faktoren senere i dag. Sidstnævnte lever nøjagtig som svigerfar og mor (og for den sags skyld nærmest også svigerfarmor), og det levner ikke just mere plads til forståelse for vores måde at leve på. Dammit. Men, Morten og jeg har aftalt at lade dem sejle, og være stolte af, at vi tør stå ved vores drømme (som ikke involverer parcelhus og en diskussion om hvorvidt vi når at klippe hæk, inden der kommer gæster). Dyb indånding, og så på med overskuddet...

Heldigvis har jeg både en stor mave og en eksamensopgave som undskyldninger, hvis jeg har brug for at trække mig tilbage og bide lidt i en pude!