Morgentanker

Mmm, sidder med dagens anden kop kaffe, dagens tredje ostemad og lægger så småt an til dagens første kage. Fyyyy, slemme gravide dame, alt det gluuuuten og al den koffeiiin og alt det djævelske sukker! Men hey - hvis ikke man må skide på alt sådan noget, når man er gravid - hvornår så?? Jeg nyder af et godt hjerte at spise lige præcis hvad der falder mig ind (og jaja, 6 om dagen og fisk og jern og alt det der), men det er sgu dejligt at hilse håndtagene velkommen. 

Igår kom min gamle fjende migrænen på visit igen - 3. gange på en uge. Blev helt panisk, da jeg vidste at manden skulle i øvelokalet hele eftermiddagen og aftenen, og lillen var min alene. Men netop kastet ud i min lille mission om at blive bedre til at bede om hjælp, ringede jeg straks til de 2 bedste damer, som straks stod klar til at at lege, fjolle, made og bade den mindste og fodre mig med lydbøger, slik og kærlighed. Det er måske slet ikke så dumt, det her med at bede om hjælp! Jeg elsker selv at være den, der står klar med førstehjælp i en hvilken som helst situation, men skal virkelig tage mig sammen for at ringe til andre og sige "hov, jeg tror måske jeg har brug for lidt hjælp". Men det hjælper på det. 

Weekenden bliver uden mand, som er i Berlin og afvikle vores lejlighed dernede, snøft, og uden barn som skal bades i forkælelse af sin morfar, da jeg skal til polterabend. Ligesom ikke helt det samme at være til polterarbend, når man hverken kan deltage i menneskelig bordfordbold, champagne og cosmo's eller uhæmmet 80'er Singstar (det sidste fordrer for mit vedkommende en enorm mængde af midterste). Heller ikke helt det samme at være til polterabend, når man hemmeligt ved at the bride to be ikke er helt lykkelig. Ved ikke helt hvad jeg skal gøre, da jeg er for langt ude i kredsen til at være den, der siger "jamen, er du nu helt sikker på at du vil det her?", men fandme også mærkeligt at fejre noget så inderligt og fint som et kommende bryllup med denne viden in mente. Kan ikke lade være med at tænke, at de bliver de første der ryger i svinget. Der hvor vi er i vores vennekreds lige nu, er på tærsklen til alt det store og smukke. Børnene titter ligeså stille frem, bryllupperne afholdes i hobetal og snart bliver det første drømmehus sikkert også erhvervet. Men hvad så? Efter en vidunderligt hyggelig barnedåb hos nogle af de allerbedste i søndags, hvor hele flokken nærmest var med og enten gravide eller forlovede, kom jeg til at tænke på, at det ikke fortsætter. For det næste der sker, må vel næsten være skilsmisserne, der lige så stille ruller ind over de smukke, unge mennesker? Uf, grim tanke. Må hellere pakke den lidt til side, så brudeparret kan blive fejret så længe det varer!