Det land, som alle børn kender...

Disse to vidunderligheder forlader jeg i morgen. Jeg tager til Afrika på eventyr. Dog kun i en uges tid, men alligevel, det er sgu' eksotisk! Det er en gave fra min mor, og jeg skal afsted sammen med hende og mine to dejlige søskende. Jeg har været seriøst tæt på at aflyse mange gange. For hvad er da det for en ego-mor, som kan finde på at efterlade sine små pus, bare for at hun kan hygge sig, opleve, leve og måske endda se et par giraffer? Det er åbenbart mig. For jeg skal bare afsted. Jeg trænger til at blive fyldt op af nye dufte, indtryk, mennesker, minder og tanker, som ikke har at gøre med Anton, Otto, Morten eller Peter Plys. Jeg har netop puttet dem, sniffet deres dufte, kysset deres kinder til blods og tudet en lille smule inde i hjertet. Hvor er det egentlig fantastisk at have noget i sit liv, som er så betydningsfuldt. Morten er pissesej, og siger jeg skal nyde det. Og drengene, de har hinanden. Som aldrig før. Lige pludselig har de fundet hinanden og leger og leger og griner og pjatter en hel dag (altså ikke uden konflikter, jo, træerne vokser ikke op i loftet;-)) De kommer til at savne mig, men jeg kommer nok til at savne dem mest!

Godt nytår til alle (jeg holder det på en savanne i Uganda!)

Vi ses på den anden side...

Flytterødder

Prøv lige at spørg om jeg er træt. En anelse, nu du spørger.

Siden sidst indlæg har jeg fået en mand hjem, tørret øjnene, sendt børn afsted med farfar til Århus, pakket en lejlighed ned og ud, været i IKEA, Silvan og alt det der. (Er I klar over hvor hektisk det er at flytte med to små børn? Som har ferie, og kun sover en time i løbet af dagen??) Nå jo, og holdt en treårs fødselsdag i ny lejlighed i ny by.

I morgen er det jul. Og jeg har ikke fået købt julegave til min mand. Nogle last minute ideas?? Har opbrugt samtlige hjemmelavede gavekort-ideer i de tidligere år, og da jeg stadig skylder ham en tur til Berlin og noget hanky-panky, tror jeg snart ikke han køber ideen længere.

Gal mand, jeg er blæst. Men fandme også glad. Jeg er kommet hjem, hjem til Århus. Har været afsindigt glad for at bo i København, men mit familiemig har været led og ked af det i det sidste års tid. Vi skulle hjem og plante de der rødder, der hvor vores egne stadig sidder fast, også efter seks år i København. Jeg elsker at gå forbi mine egne barndomsminder, elsker at her føles trygt og rart og rigtigt. Mit migmig savner dog stadig at cykle gennem København en lørdag aften med musik i ørene og vind i håret på vej mod det nye sjov. Men det findes stadig, for herovre er der bedsteforældre, ahhhhh. De får lov at låne unger, så mor og far kan tage til storbyen og lege ungdomssvin af og til.

I morgen er det jul. Hø, som om. Heldigvis er der en svigermor, som har tjek på alt og and, og vi skal bare troppe op, bespises og begaves og så hjem igen. På et kvarter, ja tak.

Hvor mange gange må man egentlig tude foran sine børn?

Fortrængning?

Dette indlæg er tophemmeligt. Og jeg skriver det kun fordi jeg ved, at min mand ikke læser med. Det handler om en særlig mærkelig åbenbaring jeg fik i går. (Hvisker:) Jeg savner ham ikke.

Han har nu været væk i over to uger og er ligeså stille kørt langt ud på et sidespor. To uger er jo i virkeligheden ikke meget, men i børne-tidsregning svarer det jo til 2 måneder i et voksenliv. Og der er sket så meget. Med børnene, deres sprog, deres leg og deres venskab og vi har haft en masse stjernestunder, nye rutiner og nye lege, som han ikke kan sættes ind i. Det er vores, os tre, som pludselig er blevet vores egen lille enhed. Gys, altså. Det er dælme farligt at gå fra bordet, for lige pludselig er ens faste stol blevet til den, hvor der bare ligger tøj på, og den virker slet ikke tom længere.

Altså, ro på, ingen skal skilles. Men det er skræmmende at mærke, at ude af øje virkelig er ude af sind. Vi er så meget lige her, midt i kalenderlys og pebernødder og fællesbad og sanglege og slåskampe, at vi helt glemmer at han (jo!!) er savnet og mangler. Vi skal nok komme i tanke om, hvor dejlig han egentlig er, når han kommer hjem. Og så skal der jo nok også afreageres lidt hist og her - bare for hyggens skyld!

Julestemning?

En lille uskyldig liste over ting, der kan ødelægge mit humør på en ellers smuk fredag:

1) At køre gennem byen i linje 5A TO gange i løbet af 2 timer. Med to trætte børn. Need I say more?

2) At klapvognen vælter TO gange i bussen, og alle fødselsdagsgaver til min storebror, som vi er på ud for at besøge, vælter ud i hele bussen.

3) At INGEN siger, gør eller hjælper noget. Helt stille i bussen, mens jeg, med barn på hoften og ét på et sæde, forsøger at indsamle gaver, sutter og vanter. Tak for danskhed, siger jeg bare!

4) At min svigermor ringer for hundredefuckingsyttende gang for at tale om de julegaver til børnene. Nu voldsomt stresset over projektet.

5) At jeg ikke får sagt til hende, at hun for Guds skyld hellere skal lade være med at købe gaver til os allesammen, hvis det partout skal være forbundet med noget negativt. Vil dog hellere have en dejlig og afslappet jul med fokus på hyggen fremfor "detkanbyttes".

Det var bare det jeg ville sige. Nu afsted til Julefest i mindstens vuggestue. Endnu en af de ting som bare er sjovere, når man er to forældre. (Er det egentlig nogensinde sådan rigtig sjovt?)

Mellemtid

Efter en uge som alenemor sidder jeg har med vin og snoller og en lille smule selvmedlidenhed. Det er faktisk gået fint. Men var aldrig gået uden søde, dejlige mennesker, som kommer med friske øjne, god mad og det overskud, som jeg efterhånden ikke har mere tilbage af. 'Til gengæld' er der ti dage, til Manden kommer hjem. Nå, siger jeg bare. Jeg har (næsten) ikke råbt eller været suremor, men jeg har drukket mange øl og røget mange cigaretter, når børnene endelig er kommet i seng (ved halv ti-tiden, argh!).

Jeg har ferie. Men sender med ren samvittighed ungerne i vuggestue hver dag og shopper, drikker dyre latter og går i biffen om dagen, igen med den allergoeste samvittighed. Man udvikler også et relativt afslappet forhold til gråd, ynk og klynk, og et absolut afslappet forhold til nullermænd, chokolade og oprydning. (Bortset fra at vores lejlighed er til salg og der fandme hele tiden kommer irriterende typer og vil se men ikke købe - nogen der kender nogen, der mangler en fantastisk dejlig andelslejlighed på Amager???)

Julekvinder

Vil egentlig gerne brokke mig lidt. Over børn der vågner for tidligt, sne der bliver ved med at vælte ned og svigermor der bliver ved med at ringe og rykke for gaveønsker. Men. Så var det jeg så dette her, Hjerternes Fest og tænkte. Nogen har faktisk valgt at kigge lidt ud over egen forkølede men velplejede næsetip og tænkt på andre, som ikke har helt så meget at være utaknemlig over. Jeg kan stadig ikke lade være med at brokke mig over at mine dyre vinterstøvler fra sidste år ikke er helt så hotte i år, men jeg har jo varme tæer. Jeg kan også sagtens brokke mig over at jeg får ztrezz over julegaveindkøb og at for mange pebernødder gør børnene skøre. Men jeg tror bare at jeg lige nu vil henlede opmærksomheden på dette fantastiske initiativ, som skal sørge for at alle mødre får mulighed for at give deres børn pebernødder. Giv lidt, ik?

Suk

Netop som jeg skulle til at skrive et frejdigt indlæg om, hvor skønt og dejligt og nemt og fint det går med at være alene med drengene, stikker de begge i en hylekoncert uden lige derinde fra børneværelset. Suk altså. Nemesis, din gamle luder.