Fortrængning?

Dette indlæg er tophemmeligt. Og jeg skriver det kun fordi jeg ved, at min mand ikke læser med. Det handler om en særlig mærkelig åbenbaring jeg fik i går. (Hvisker:) Jeg savner ham ikke.

Han har nu været væk i over to uger og er ligeså stille kørt langt ud på et sidespor. To uger er jo i virkeligheden ikke meget, men i børne-tidsregning svarer det jo til 2 måneder i et voksenliv. Og der er sket så meget. Med børnene, deres sprog, deres leg og deres venskab og vi har haft en masse stjernestunder, nye rutiner og nye lege, som han ikke kan sættes ind i. Det er vores, os tre, som pludselig er blevet vores egen lille enhed. Gys, altså. Det er dælme farligt at gå fra bordet, for lige pludselig er ens faste stol blevet til den, hvor der bare ligger tøj på, og den virker slet ikke tom længere.

Altså, ro på, ingen skal skilles. Men det er skræmmende at mærke, at ude af øje virkelig er ude af sind. Vi er så meget lige her, midt i kalenderlys og pebernødder og fællesbad og sanglege og slåskampe, at vi helt glemmer at han (jo!!) er savnet og mangler. Vi skal nok komme i tanke om, hvor dejlig han egentlig er, når han kommer hjem. Og så skal der jo nok også afreageres lidt hist og her - bare for hyggens skyld!