Bangebuks

Endnu en eftermiddag og aften alene med Anton. Min krop er ved at være ret så gravid, og gør ondt når jeg ikke passer på den. Når jeg kigger i kalenderen for de næste tre måneder, bliver jeg helt svimmel, og skynder mig at kigge væk igen. Manden min har så travlt som aldrig før, og jeg prøver at være tapper, men ved ærligt talt ikke hvordan vi egentlig kommer igennem denne sommertour. Indenfor de næste 3 måneder skal vi tilsammen og hver for sig gennemrenovere drømmelejligheden før vi kan overtage den, flytte ud og ind, skrive en opgave + speciale, køre lille A ind i vugger med alt hvad dertil hører og spille en helvedes masse koncerter rundt omkring i landet (nå ja, og så går han jo også i skole) (og nå ja, så skal jeg færdigproducere et barn). Hm, det virker egentlig bedre ikke at skrive det hele ned, men skynde sig at lukke øjnene og helt klichéagtigt tage en dag ad gangen. Jeg må blive bedre til at ringe til mine veninder i nødens stund og sige "hjælp!", det er noget af det, jeg er allerdårligst til. For jeg kan da godt lige bide tænderne sammen og stå det i gennem, - men hvorfor egentlig? Ofte ender min opsparede indsats i en eller anden form for energiudladning, som ofte er grim og som ofte går ud over stakkels Morten. Ligesom i lørdags, hvor han kom hjem fra møde med svenske verdensmænd med eget pladeselskab under Sony, og fortalte at de kunne tilbyde ham verden. Jeg blev bare så stolt af ham, og sagde at han skulle give sig selv lov til at nyde det (samtidig med at jeg for mit indre blik så utallige måneder som rock-enke med to hidsige, hylende smådrenge og et liv som bitterfisse.) Men senere krakelerede facaden, og jeg kom til at afsløre at jeg faktisk var pissebange... Hvorfor skal det være så forbandet svært at indrømme?