lørdag den 2. maj 2009

Æblekinder savnes

Lørdag. Snart en uge har jeg ligget på den grå uldsofa og gloet og kæmpet for ikke at rejse mig op og ordne og lege og arbejde og lave mad og alt det andet, som lægen siger jeg ikke må. Argh. Har jo ikke lyst til at føde et lille kræ på 1200 g, men har samtidig svært ved at acceptere, at ham den mindste kræver ro. På tirsdag skal jeg scannes igen, og der får jeg forhåbentlig grønt lys til at lege lidt med æblekinderne igen, eller i det mindste bare bage boller til ham og den tapre mand! Heldigvis har min mor ageret livredder for Gud ved hvilken gang og Anton elsker hende faktisk næsten lige så højt som mig og faren. Men pyh, det er hårdt at svigte ham totalt, for han mærker det. Han gider ikke engang forsøge at lege med mig, for han ved, at jeg ikke danser og tumler med, som jeg plejer, men bare ligger der med et skyldbetinget smil på sofaen. Av. Undskyld, min skat! Jeg har lyst til at æde hans bløde æblekinder, men han gider heller ikke krammes eller spises af mig, for jeg er reduceret til hende den kedelige svigteper i hjørnet. Allerede nu mærker jeg splittelsen mellem de to små knaldperler, som hiver mig i hver deres retning, og må erkende at man ikke kan være 100 % for dem begge på en gang - godt der findes fædre, vuggestuer og bedsteforældre!

 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar