Yndlingsdag

Så prøver jeg igen. Det er nu mange måneder, 1 speciale, 1 barn og en masse mærkelige og vidunderlige og frustrerende og lykkelige dage siden jeg har blogget. Men jeg kan mærke behovet trænge sig på, og jeg bliver nødt til at finde plads til det. Jeg skriver med grus i øjnene, mælk i brysterne og hormoner og følelser indeni og udenpå. Jeg har fået en lille søn mere. Det er helt uforståeligt fantastisk, og selv om jeg denne gang burde vide nøjagtigt HVOR fantastisk det er, er det som om det igen har taget røven på mig, hvilket mirakel det jo i grunden er at få et barn. Min lille baby er nu 5 dage gammel, mine bryster er hårde og store som meloner og min krop er helt rundt på gulvet. Også min hjerne og mit hjerte sejler rundt i følelser og hormoner, og samtidig føler jeg mig helt og aldeles lykkelig på den rolige måde. Dagen i dag er en sådan perle, som aldrig må glemmes. En formiddag med mindstemanden og ægtemanden tilbragt i ægtesengen, en eftermiddag med fri fantasi-leg med den store og hans elskede morfar og en aften, hvor den store puttede med mig og den lille og aede og kyssede og var i det hele taget vildt zen-agtig. Jeg fatter slet ikke, at man kan have sådan nogle dage, hvor det hele bare af sig selv går op i en højere, jordbunden enhed. Det er sgu fantastisk!

På gensyn i morgen, hvor jeg givetvis er ramt af nemesis og tuder over en dag med hylende børn og mor og en far, som er sur og en dag som skal glemmes!