Oh, what a night!

Engang involverede nætterne tant, fjas, musik & fis, og det var sejt at være vågen hele natten. Nu ser det sådan her ud:

Kl. 22.00: Jeg kapitulerer og går i seng i håb om at få et par timer, inden det går løs.

Kl. 23.03: Otto vågner og skal ammes. Kan ikke lige falde i søvn igen, så jeg giver ham sutten et sted mellem 100 og 150 gange.

Kl. 00.15: Otto sover, og jeg prøver.

Kl. 01.50: Anton vågner og græder hjerteskærende. Far prøver at trøste, men det kan overhovedet ikke bruges. "MOOOOAAAAHHAAAR". Jeg synger sange, giver ham vand, trøster og putter.

02.05: Anton kalder. Jeg kommer. Gentager ovenstående ritual.

02.20: Ditto.

02.35: Anton kalder, far tilbyder sin hjælp, men dette fatale fejltrin udløser nu et endnu større anfald, hvor Anton gennem snot og tårer hulker på moar og havregrød. Jeg går ind til ham og prøver at give ham lidt mysli. Det skulle jeg aldrig have gjort. Nu stiger sirenen til helt nye højder, og får således vækket Otto. Jeg overlader skrigende snart 2-årig til barnefaderen med et "forhelvededaosse" og tramper ind til 3-måneders baby, som ikke vil have hverken bryst, sut eller dyne.

02.55: Otto accepterer allernådigst lidt bryst og en sut, og indvilliger i at sove.

03.10: Farmand har også sejret inde i børneværelset og kommer tilbage i sengen. Vi er begge helt adrenalinpumpede og tør nærmest ikke lægge os til at sove, for vi ved at vi nok skal op igen lige om lidt.

04.07: Og ganske rigtigt. Otto fik åbenbart ikke mad nok før, så han stikker i et hyl, hvorefter jeg hurtigere end min egen skygge får ham hevet til noget bryst og propper det ind i munden på ham, før han får vækket sin storebror. Det lykkes.

05.10: Det gør det så ikke denne gang. Otto rumsterer, jeg fumler med sutten og får den ikke stukket ind i tide, for pludselig starter den lille sirene (som dog kan hyle pænt højt, størrelsen taget i betragtning) og får Anton til at vågne og være helt bange og fortvivlet. "Otto ked'a, Otto ked'a, Otto ked'a", hyler han - und so weiter und so fort.

Men så fik vi til gengæld lov til at sove helt fra kl. 6 til klokken kvart over syv. Tak unger.

Og tak til Nescafé, Onkel Rasmus som kommer to the rescue i eftermiddag og tak til blogland, hvor jeg sultent har surfet mig frem til andre som har prøvet disse nætter - og har overlevet!