Vidunderlige uger...

Det er en fase. Julia minder alle os forældre om, at børnelivet er én lang rutsjetur ind og ud af faser. Vi kender vel alle (og elsker og hader?) bogen "Vidunderlige uger"? Jeg har en udgave med 68 uger, og gennem disse skulle mit barn altså være skiftevis en solstråle og en tordensky (og det passer jo!). Men det fortsætter vel langt forbi de 68? Anton er for eksempel nu ca. 95 uger, og den ene uge er han den mest vidunderlige lille solstråle som man bare må kramme, og ugen efter er han en stormflod af hidsighedsanfald og "VIL-SELV"-udskejelser. Det er en fase.

Og det er dét, som trøster os forældre, men det er sågu også det, der gør det så hårdt. Man er konstant på usikker grund, man aner ikke om man skal tage solbriller eller paraply på om morgenen, og hver gang man tror, at NU har jeg luret ham eller NU ved jeg, hvordan jeg tackler diverse anfald og grænseafprøvninger, så går ungen hen og skifter ham og bliver den blideste og mest medgørlige lille englebasse. (Og når man så læner sig tilbage og tænker "Yes, nu er den sværeste tid ovre", bliver han pludselig teenager og ryger i smug og lyver om lektierne.)

Jeg er vel rundt regnet 1400 uger gammel, og jeg synes egentlig stadig jeg skifter fase ret ofte. Noget er det skyldes jo givetvis kombinationen træthed + hormoner (fx. da jeg i går tudede over at der ikke var mere snoller), men jeg er stadig på gyngende grund udi kunsten at leve og må af og til kaste mig ud i uvejrsrasen for måske engang at kunne falde til ro i rum sø.