mandag den 1. marts 2010

Smitsomt?

Der er altså noget i omløb. Jeg har opsnappet det rundt omkring på nogle af mine ynglingsblogs og har været lagt helt ned af skriveblokade. Jeg har ikke haft lyst eller tid. Ved ikke om det er årstiden, travlheden, søvnmanglen eller bare en generel metaltræthed som lurer rundt omkring, men det er som om, der har været lidt lukket pga. sygdom. Men NU kører bussen igen. For det er forår. (Jeg er dog også blevet smittet med en mere traditionel snue af mine børn, som begge har kroniske 11-taller.)

Og så er jeg også blevet smittet en lille smule af skilsmiséren. For det er tæt på og det gør så ondt. Det er svært ikke at blive rigtig bange, for J og P har jo også engang sagt til hinanden "det bliver i hvert fald ikke os, der bliver skilt." Ligesom Morten og jeg siger. Men gad vide hvornår, det begynder at gå uopretteligt skævt? Hvornår man ved at turen er slut? Hvornår en slinger i valsen bliver til en endestation, og måske en ny vals med en anden? Øv altså. Måske er det bare fordi mine egne forældres skilsmisse var så hæslig, at jeg ikke tror på 'den lykkelige skilsmisse', men altså... øv. Læste i en roman forleden, at skaden uopretteligt er sket, første gang man taler i imperativ til sin mand. Hø. Måske er jeg en enkelt gang eller to kommet til at sige (råbe) hold nu kæft/vask nu op/gå nu ned med skraldet.

Det fylder i maven og tankerne, det der med skrøbeligheden og skilsmissen. Håber dog kun det er en omgangssyge, som ikke tager fast bolig i vores hjerter.

4 kommentarer:

  1. Hvis skaden er sket, når man én gang har talt (læs:råbt)til sin partner i imperativ, så er det da et mirakel, at jeg fortsat er gift med faren til mine børn ;-)
    Jeg tror det handler om, om man er villig til at blive ved med at søge dialogen - også efter frygtelige skænderier, hvor der er sagt utilgivelige ting - at man er villig til at blive ved med at arbejde med, at skille tingene ad, hvad er dit og hvad er mit?
    Men jo, det kan man jo kun sige for sig selv og aldrig vide 100%, om éns partner også er villig til, eller om han/hun kaster håndklædet i ringen... Og det er da noget at rumme her i livet.
    Håber du kommer til at nyde foråret :-)
    KH Dorte

    SvarSlet
  2. Det var ikke tilfældigvis i den der "Ind i kampen"-roman, man fik med et eller andet dameblad for et par uger siden, at du læste det med at tale i imperativ, vel? Og hvis det var, hvad syntes du så om romanen i det hele taget?

    Jeg tror, at vejen for alvor begynder at blive skæv, når man begynder at tage hinanden for givet. At glemme, at den anden også er en person og ikke bare en halvdel/tredjedel/fjerdedel af et par. Og som Dorte skrev, så tror jeg også, at det i dén grad handler om dialog.

    Godt, at du er tilbage i blogland. :-)

    SvarSlet
  3. Har lyst til at skrive noget til dig, Astrid, men ved ikke lige helt hvad?
    Måske har jeg egentlig mest lyst til at skrive til dig at dén frygt du meget præcis formulerer måske lige præcis er dét som giver jeres samhørighed et nøk opad?
    Fordi frygten pludselig bliver så nærværende får I lyst til at kigge på hinanden igen og bekræfte at I stadig er hinandens.

    Jeg tror jeg forstår. Var vist egentlig det jeg havde lyst til at skrive.

    SvarSlet
  4. Øv. Det gør ondt at se andres smerte uden at kunne gøre noget, der sådan rigtig for alvor hjælper.
    Så kysser og krammer man lige sine egne en ekstra gang.

    SvarSlet