Men altså, 3 nætter med hullet stress-søvn, 3 morgener med havregrødskrig og flitsbuer og 3 ulvetimer med hyl og månesyge. Og så kommer helten hjem. Og så er det hele lissom lidt sjovere!
Han har dog noget, han skal have indhentet. For vi har faktisk også hygget os. Virkelig, det har vi! (Og her vil jeg gerne takke hele mit cast & crew, Gud og Jesus!) For hvad med dengang, hvor Otto pludselig fandt ud af, at han kunne klappe? Og Anton synes det var så sjovt, at vi holdt en regulær Stomp-koncert? Eller dengang, jeg lå i sofaen med dem begge og puttede foran Samson & Sally, og Anton pludselig kysser Otto og siger, at han elsker ham? Eller dengang, vi fandt en snegl i gården og Anton var så lykkelig, at han var lige ved at gå op i limningen?
Nogle gange drømmer jeg mig også væk på roadtrip eller bare en badeferie med mig selv, men når nu jeg ved, hvor meget man går glip af, kan jeg faktisk sagtens undvære...
Du er Mutter-Bomstærk. Basta!
SvarSletHrm hrm... "stakkels" din helt, som vender hjem og får kastet to drenge i armene af en mor, som han kun når at se bagsiden af førend hun spurter ind i en bog/i bad/i byen med tøserne/i eksapismeland.... ;-)
Det der er hele magien ved småbørn er, at selv når de har været så rasende irriterende, man helt ind i hjertet fortryder, man signede op til dette projekt - og derfor har lyst til at stikke tommelfingeren ud for at komme op og køre med hvem som helst, der bare skal væk væk væk - ja, så skal man ikke mere end ned til bageren, før man savner dem og straks har tilgivet dem både for at have tegnet på væggen, væltet kaffekanden, sagt de hader én og klippet hul i ens yndlingskjole. Sidder altid på arbejde og savner dem i lange baner - også de dage de har kørt sirene-alarm hele morgenen. Som i dag. Suk. De er sgu så søde ...
SvarSlet