lørdag den 14. november 2009

Mor-maling

Så sidder man her. Alene hjemme (altså næsten, Otto sover sødt i sin seng). Jeg har købt magasiner og snoller og har uldtæppet på. Manden er - på min opfordring - sendt på bar med bedstevennen, og Anton overnatter hos sin elskede morfar. Døren ind til hans værelse står åbent og værelset er så tomt. Hans lillebitte stemme og hans små sjoskende skridt mangler altså, når de ikke er her.

Men det er også godt. At være alene. Jeg har en time, som kun er min, og hvor jeg, hvis jeg virkelig kniber øjnene sammen og koncentrerer mig, lige netop kan skimte ind til den, jeg var engang. For hun er derinde et sted. Lige nu er hun bare malet over med mor-maling, som altså er ret så dækkende, skulle jeg hilse at sige. På hektiske dage med fuld skrald på familie-maskinen forestiller jeg mig tit, hvad jeg ville have foretaget mig, hvis ikke jeg havde haft børn. Og jeg kan ærligt talt ikke altid se det. Ville jeg have boet i Berlin og udlevet noget bohemian rhapsody? Ville jeg have skrevet en bog? Ville jeg lave nødhjælpsarbejde i Afrika, eller arbejdet i Barnes & Noble i New York? Eller ville jeg i virkeligheden bare være lige her, og mangle et eller andet...?

Jeg er mor nu. Og denne blog bærer også mildt sagt præg af, at det er det, der fylder mig helt og holdent op lige nu. Men jeg længes efter at handle efter mine impulser, at få en idé og forfølge den, at have frihed til at male med alle farver- og i det mindste bare at have tid til at kede mig!

5 kommentarer:

  1. Kære Astrid,

    Dejligt indlæg og rart at vide, at det kun er maling om end den er dækkende. Det er faktisk også det jeg savner mest ved at være blevet mor, min egen tid uden bagkant... Så jeg ikke skal skynde mig at slappe af, skynde mig at være kreativ og skynde mig at sove...

    Og hvor var det dejligt at møde dig og lille Otto i går. Han er bare kær - og noget så dannet - helt optaget af bogmessen:)

    Kh
    Lykke

    SvarSlet
  2. Lige præcis, Lykke! Den der "nu har lige en time inden..."
    Det var så fint at møde dig ude i virkeligheden, og ja - Otto er vældigt litterær;-)

    SvarSlet
  3. Jeg er enig. Det hårdeste ved moderskabet er, at man hele tiden er "På sporet af den tabte tid". Men den kommer igen. De bliver større, børnene, og indtil da er den eneste farbare vej at prøve at se det som en gave, at årene med små børn lærer os den fantastiske evne at elske hverdagen og øjeblikket. For eksempel den der time i sofaen. En hele time! Yeehaa!
    PS: Du har et pragtfuldt sprog, Astrid. Det med at skrive en bog er da en god plan!

    Kærlig hilsen,
    Anna

    SvarSlet
  4. En rigtig god beskrivelse, det dér med malingen! Den vil jeg huske - for det betyder jo så også at der er noget andet indenunder. Jeg skal da frem med rystepuderen - det er ved at være tid nu, hvor den lille er passeret et år. Så burde der da i det mindste kunne skrabes nogle ridser i malingen hist og pist:)

    SvarSlet
  5. Anna - er der mon plads til en mere i "Zen Cataldo"?
    Arty-farty - Ja! Jeg stemmer også for flere ridser;-)

    SvarSlet