mandag den 23. november 2009

Dingen und sachen

Et par ord fra flyttekassen.
Hold nu op, hvor får man dog samlet meget l*** sammen i løbet af årene! I flytterodet har vi indtil videre sorteret nærmest halvdelen af vores gods fra, givet det til Afrika eller Genbrugsen og storskraldet. Vi har været sammen i syv år, og har tilsammen syv års minder stuvet af vejen i form af diverse kasser med billeder, breve, bøger og ja, ragelse fundet på eksotiske loppemarkeder eller ligegyldige charterrejser. Og før det, har vi jo hver især 20 års levet liv.

Min svigermor kan ikke smide ud, og gemmer på alt lige fra gammelt tupperware til go-cards fra 90'erne. Men indimellem findes der fantastiske skatte, som har overlevet mange generationer. Otto sover fx lige nu i dynebetræk som hans tip-oldemor har kniplet på (øh, hedder det det??). Det er da så fint.
Men selv er jeg offer for brug-smid-væk-kulturen og en del af hvis-det-går-i-stykker-køber-vi-jo-bare-et-nyt-i-IKEA-generationen. Alligevel må jeg altså gemme det tøj, børnene havde på på deres allerførste lille dag, det armbånd jeg havde på, den dag jeg mødte min mand (selv om det er virkelig grimt!) og et gulnet fotografi af min far som 18-årig og langhåret. (Og sådan cirka 300 andre mindeværdige ting & sager)

Gad vide, hvor mange kasser med minder, man har fået fyldt, når man er 40 og børnene har skrevet hundredevis af nuttede stile, tegnet julemænd og lavet askebægre i formning!?
Eller 60, og der findes studenterhuer, børnebørns-tegninger og sølvbryllupper?


3 kommentarer:

  1. Det kan jeg godt svare på - det bliver en anselig bunke gemmesager. Og ind imellem er der bare noget, man ikke rigtig regnede for noget særligt, da man gemte det af vejen, som viser sig at være en værdifuld skat, når man finder det frem igen - måske mange år senere.

    SvarSlet
  2. Jeg gruer for den dag jeg skal pakke vores tingeltangel sammen og jeg gruer så meget at jeg helst ikke vil tænke på det. Forløbigt stabler jeg bare det hele op i kasser ude i det fine lille aneks hus der hører til vores store hus (ja for loftet er stopfyldt) og undskylder mig med at det er børnens ting. Sandheden er nok detsværre at det mest er mine ting. SUK.

    Men er det ikke også bare lidt sjovt at stå med alle minderne i hænderne nu?

    SvarSlet
  3. BedsteBlog - Det er nemlig det, som gør det så svært at smide ud, for hvad nu hvis denne lille dims om 20 år minder mig om en helt særlig almindelig novemberdag?

    Marina - Jo, det er faktisk ret fantastisk! Ja, man burde have et anneks - og så bare bygge et mere, når det første er fyldt med minder;-)

    SvarSlet