Havehip

Min news feed på Facebook er i disse dage fyldt til randen med billeder af hjemmelavet hyldeblomstsaft. Bevares, det er da også virkelig lækkert, og ja, jeg har også selv været i gang. Men er det ikke lidt sjovt, at det med at være hjemmesyltende og delvist selvforsynende pludselig er the shit? Det er pludselig blevet supercool at sige, at man bare synes det er SÅ skønt med en køkkenhave. At der bare er noget livsbekræftende over at gulerødder og jordbær bare er LIGE UDEN FOR DØREN! Have er det nye statussymbol. Og bor man i byen, er det ingen hindring, for så kan man jo lave drivhus i vindueskarmen, gro græs på altanen og andre urban gardening tiltag.

Nu lyder det som om jeg kun har latter tilovers for fænomenet, men jeg er da mindst ligeså fanget selv. Jeg kan da godt lide at troppe op med en hjemmelavet crumble ("ja, vi havde lige lidt rabarber i haven, der skulle bruges"). Og jeg elsker at lege med og være sådan "Ja, det er bare SÅ fedt at have en have, hvor ungerne bare kan lege frit og man selv kan gå og nusse lidt". Men virkeligheden er, at jeg nok mest er med, fordi det er cool. Det er rigtigt, det er bonderøven, det er det nye. Virkeligheden er, at jeg ikke rigtig gider. Haven er dejlig, men jeg gider ikke rigtig luge eller så eller pille. Ikke sådan fra hjertet. Ungerne gider for det meste også kun være der, hvis de må få deres inde-legetøj med ud. Eller sådan er det i hvert fald nu. Jeg drømmer jo om, at mine bybørn også bliver have- og naturbørn og bare helt af sig selv bygger en hule i træet og tigger om at få deres egen ærteplante. Ligesom jeg selv håber at kunne mærke det meditative i at luge. Måske en skønne dag, hvor man ikke bliver afbrudt hvert femte minut af en der enten skal ammes, trøstes eller tørres bagi...

Kære Guder

Jeg vil til Sydfrankrig. Eller Norditalien. Eller bare et sted hvor man ikke skal gå rundt i uldtrøjer og regntøj i freakin' juni. Og sikkert også juli. Der hvor vi har ferie, lige præcis. Ja undskyld min vejrpessimisme, men jeg snart ikke mere faith in the Gods of Weather.
Nå, men vi kom i gennem weekenden med nød og næppe, lidt Sankt Hans-druk med gode venner og hjælp fra bedsteforældrene. Nu er det så Sigurd der er syg. Vi kører altså på tredje uge med syge børn - et af gangen. Og så vil vi gerne fredes af the Gods of Diseases. Tak.

Hangover

Åh jøsses, havde jo glemt hvordan tømmermændene føltes. Altså dem, der kommer efter en nat med babyfest og dansen rundt med skrigende baby på armen 1-2 gange i timen. Det gik lige sådan ok med de nætter, indtil nu. Nu er der satme fest. Sigurd fylder 6 måneder om en uge, og måske tager han bare forskud på festlighederne. Svimmelhed, kvalme, hovedpine og en absurd trang til kanelsnegle, det er baby-tømmermænd, når de er bedst.
Min kære husbond vandt lodtrækningen og fik lov at tage til voksenfest i børnehaven i går. Han kæmper til gengæld nu med både baby- og øltømmermænd og der findes absolut ingen kære mor her på matriklen.
Otto er til fødselsdag hos sin kæreste, Anton har også legedate om lidt, og så skal mor her pleje sine tømmermænd med føromtalte kage og liggen på langs. Vi skal jo være friske til den årlige bålfest i silende regn - og i aften er det mig der drikker!

Som de andre gør

Nogle gange kan det være svært at lukke af for Das Leben Der Anderen. Alle de andre, hvis liv man får indblik i i glimt. Man tror, at dem med blommetræet i haven altid har solskinsvejr og blommer på træet, og at dem med den mand, der overrasker med blomster, aldrig har noget at sige undskyld for. Men man tager jo nok fejl. Alle har konflikter med deres børn over spisebordet engang imellem, uanset om det er fra IKEA eller Bolia. Alle har unger, der ikke gider det, man selv lige synes, de skal, selv om de har lavet hyldeblomstsaften selv. Og hører man historien om, at børnene da selv var med til at plukke hylden og lave saften, er det som oftest ensbetydende med de klassiske 5-10 mins entusiasme omkring projektet, og de resterende timers arbejde og oprydning by Mutti.
Jeg øver mig i at kigge på mit eget lille liv uden at have de andres som målestok. For der er altid et eller andet med målestoksforholdene som er forvrængede, og det er jo aldrig hele siden man ser.

Voksenvippen

Babyalarmen brummer, men jeg drister mig alligevel til at blogge lidt.
Jeg er omgivet af mennesker, som er på vippen. Nogle er på vippen til at blive voksne, andre på vippen til at blive gamle. Et sted er nogen på vippen til at blive skilt, mens de det andet sted er helt nyforelskede og på vippen til at stifte familie. Mine børn er konstant på kanten - den ene fase afløser den næste, og disse overgange er efterhånden en konstant tilstand. Jeg selv er egentlig bare midt i det hele. Nogle dage er jeg lige ved at blive rundtosset over, at jeg ikk ved, hvor vi skal slå os ned og andre dage elsker jeg, at vi ikke ved hvor vi er om 10 år. Der er udsving i takt med et særligt 4-ugers skema, men inde bag disse er der en ganske konstant linje, som holder det hele sammen. Jeg er lykkelig. Jeg er lige midt i det hele, og bliver for hver dag, der går, mere og mere skarpsynet på det der liv. Det handler om at være glad for det man har. There, I said it. Var det ikke genialt? Livsforandrende? Skal jeg ikke skynde mig at lave en bog om det? Hemmeligheden bag det hele. Så bliver jeg også millionær, og dermed naturligvis endnu mere lykkelig.
Jeg vidste det jo godt, men ved det alligevel først nu. Og om 10 og 20 og 50 år, vil jeg nok kigge tilbage på mit knap-30-årige jeg og smile lidt overbærende over sandheden, som i mellemtiden er blevet 10, 20 og 50 gange tydeligere.
For 10 år siden blev jeg student. Havde det hele for fødderne, livet, den store kærlighed, udforskningen af verden og drømmene. Men var jeg glad? Lykkelig? Sikkert. På den der nervøse og hektiske måde. Som da man som 10-årig blev ubestemmeligt lykkelig over duften af en sommeraften, uden at kunne forstå at det var vennerne, rulleskøjterne og syrenerne der var ingredienserne.
Jeg har siden lukket en masse døre. Jeg kommer ikke til at leve boheme-livet i New York med mig selv og rødvin og forfatterdrømme. Jeg får ikke en mand, som kan lide at lave mad eller som er mørk og mystisk. Men jeg har tre dejlige børn, en ditto mand og en hverdag fyldt med dejlige mennesker og timer. (Og jaja, også lort og ligegyldigheder og opvaskemaskine der ikke tømmer sig selv). Men jeg er vel egentlig på vippen til at være voksenlykkelig.

Ungt blod?

Solen skinner over Aarhus, jeg lakerer negle og malker ud og glæder mig for sindssygt til en hel dag med lækker musik på Northside. Så sagde vi gerne, at jeg var hende den unge med smøgen i den ene og fadøllen i den anden hånd, som dansede frit og vildt til musikken. Og ikke hende med de sorte rander under øjnene, der kom lige fra havregrøden og vasketøjet og egentlig bare gerne vil sove. Heldigvis skal jeg have min unge, sprøde søster med, så mon ikke hun smitter lidt af?

Togtur til Vejle

Okayokay, ikke hver anden dag. Men jeg er lovlig undskyldt! Ligger lige nu på sofaen med en feberhed Anton, har lige puttet en nedbrudt og nyslået børnehavedreng og før det, en feberramt og skrigende 5 måneders. Siden sidst har jeg været et smut i København og leget 20-årig (dog med Sigurd på slæb, men som tre-barns mor er ét barn jo lig ingen). Til bogfest med for meget vin og for lidt Genesis, brunch i byen, gåtur med gammel veninde og ungdomsfest hos lillesøster med Sigurd i babyalarmen. Morten og jeg har byttet plads mellem Aarhus og Kbh den sidste uge, og han er lige på trapperne nu. De sidste par dage har jeg haft en veninde til at bo på sofaen, og nu trænger jeg - som så ofte før - til alene-uge på Vejlefjord. Eller bare en nat på Sabro Kro. Eller en time på cafeen. En halv på sofaen før nogen kommer hjem og vil snakke og kysse und so weiter. *
Jeg er træt.

*LÆS forresten Fuhrmanns "Længsler og leverpostej" om emnet. Fantastisk ærlig, vedkommende og SPEJL!