Ny blog og festivalkåd

Hahaha! Nu skrider jeg til Roskilde Festival! Nogle gange kommer man til at tale i telefon med sin søster, som overtaler én til at købe en endagsbillet til Roskilde, og så kommer man til at gøre det og kommer til at glæde sig sindssygt til et døgn UDEN babyer og MED øl og musik. Og hvor man vågner tidligt pga. solkogende telt og tømmermænd og ikke pga. baby, med krop indstillet på en helt anden tidszone end ens egen. Hoo-fucking-rayyy!

Imens må du meget, meget gerne kigge forbi min nye blog, som stadig er i noget opstartsfase, men jeg synes den er fin, og jeg har ca. 100 indlæg inde i hovedet, som jeg glæder mig til at skrive! Håber vi ses på:

bookblok.wordpress.com

KH Astrid

Indkøring

I Guder, hvor har jeg savnet det her, bloggeriet. Der er nok ikke nogen, der klikker forbi her længere, men hvis der er, vil jeg bare lige sige hej og farvel. Jeg er ved at køre Otto ind i vuggestue og et nyt blog-projekt ind på computeren. Be right back!!

Blogspot-blogstop?

Jeg er gået lidt i hi. I en slags bloghi, hvor jeg mest bare har lyst til at læse andres, uden at skulle give noget af mig selv. Ved egentlig ikke hvad det handler om, men jeg tror, at bloggen & mig trænger til en pause. Vi trænger til at se andre ord og til at savne hinanden. Så kære, dejlige mennesker der er så rare at læse med her hos mig; der vil være stille her lidt. Jeg skal lige gruble over bloggens og min fælles fremtid. Skal vi flytte til et større hus? Få børn eller bare få en hobby hver især? Jeg vender tilbage så snart jeg har fundet mine ord!

Få mig hjem!

Jeg blogger for at undgå at blive sindssyg. Og lige nu blogger jeg for at undgå at ødelægge svigermors pæne porcelæn i raseri. Jeg har nu opholdt mig under mine svigerforældres tag i 5 dage, og jeg har nu fundet svaret på spørgsmålet: "hvor længe kan man mon bo hos sine svigerforældre uden at blive sinddsyg?"

Hold nu op med at støvsuge hver eneste gang en af ungerne har spist en bolle. Hold nu lige op med at gentage de samme 3 fraser igen og igen (omhandlende hvor meget de glæder sig til pension, hvor forurenet der er i København - "og så alle de MENNEsker", og om hvor god en butik REMA 1000 er at handle i - "og så er de altid så søde dernede") Og please, hold op med, at spørge om vi nu er klar til at få pakket sådan cirka 7 gange det sidste døgn før vi skal afsted.

Come nu lige on. De er lige omkring de 60, og det vil overraske mig, hvis ikke pladen kører i sammer rille i de næste 30 år. Jeg bliver både hidsig og lidt trist. For jeg synes det er få tidligt at gå i stå. Og nå ja, så har jeg forresten fundet ud af, at jeg aldrig somialdrig kommer til at bo i så lille en by, hvor der kun findes parcelhuskvarterer. Jeg bliver desperat af at kigge på de samme huse, hvor alle tingene står de samme steder og hvor kaffen altid bliver drukket på samme tid, sted og måde hver dag. Hjem til København, NU. Tak.

Countdown

1 måned tilbage. Så starter jeg på nyt og superspændende arbejde, som jeg faktisk glæder mig helt vildt til at kaste mig ud i. Men. Også kun 1 måned tilbage med Otto ad libitum. Så skal man vel gøre en slags status?

Det er dog relativt simpelt; jeg har ikke nået andet end at være sammen med ham, yndlingsbabe'n. Det kan tælles på en enkelt hånd, de gange vi har bevæget os over broen væk fra Amager. Det kan tælles på samme hånd, de dage jeg har følt mig bare nogenlunde udhvilet.

Jeg har bare været. Og kysset og drukket kaffe. Og grinet med ham, og blogget og spist. (Når man er på barsel kan man nå utroligt mange måltider, allerede inden eftermiddagskaffen.)

Min første barsel var så svær. Jeg ville så gerne gøre det rigtige, gå til det hele, være sund og

frisk og pæn og give mit barn den helt rigtige stimulerings-sanse-dims og hjemmelavede øko-mos i den hjemmelavede øko-grød. Jeg læste mig til, hvordan hans rytme, lort og humør skulle være og kæmpede med at presse ham ned i de stramme rammer. Jeg husker mange dage med mange tude-opkald til arbejdende kæreste. Mange dage med frustration over forventningsbrist og forvirring over, hvorfor jeg ikke kunne finde ud af det hele.

Men virkelig. Denne her barsel har bare været så rar. (Har dog ikke lige scannet de sidste 8

måneders blog-indlæg i gennem, det kan være jeg der kan finde enkelt frustrations-indlæg;-)

Lille tykke Otto. Søde glade tossegode rundkindede skraldgrinende Otto.

Tak for hverdagsfesten!

Regnestykke-lykke

Regnen tæsker ned, og jeg sider her i min karnap med min kaffe. De to største drenge hopper i vandpytter i gården og den mindste ligger og sover på altanen. Ro. Og lykke.

I guder, hvor er alting dog nemmere, når man er to. Altså fire. Engang var vi to i familien, og kunne have ligeså mange tømmermænd og samtaler og middage, som varede mere end 4 minutter, som vi havde lyst til. Men så blev vi tre. Og så kom der endnu mere kærlighed og besværlighed. Totalt nyt liv, hvor man spiser klokken 18 og går i seng klokken 22. Og har sex når man orker i stedet for når man har lyst. Og nyder lyden af morgen, når familiens tredje medlem pludrer glad og ligger og putter i smørhullet. Og så blev vi fire. Igen dobles der op på lykke & looove og skæres kraftigt ned på mig-tid og dig&mig-tid. Men uanset hvad, så er det jo helt vidunderligt fantastisk, det her liv!!

Musikterapi

Kashmir må tage æren for, at jeg kom i gennem denne morgen uden at

kaste med nogen af mine børn. Min snor er langsomt blevet kortere

og kortere i løbet af alene-ugerne, og der er nu ikke meget andet tilbage

end en lillebitte knude for enden af snoren.

Under en meget spidsbelastet situation, som involverede noget brok

over noget spildt mælk, en umenneskeligt klam og stor lorteble og en

overtræt baby, var jeg et splitsekund fra at snappe. I sidste øjeblik

spillede P3 mit yndlingsnummer pt., Kasmirs 'Still Boy', og jeg skruede

sindssygt højt op og nærmest skreg med på sange, alt imens jeg

dansede mine ur-følelser ud på ægte Carl-Mar'sk vis.

Og ungerne gloede på mig som om jeg var sindssyg (hvilket jeg jo også

var, momentarily) og begyndte derefter at grine.

Mentalt sammenbrud afværget.

Tak Kashmir og tak P3. Skulle også hilse fra mine børn og sige tak!